The One That Got Away ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Igang
Hver sommer lejer de to bedste venner, Jasmine og Justin, et sommerhus på Hawaii sammen med fem af deres tætteste venner. Sommeren 2014 ændrede alt mellem de to, og nu et år efter er ingenting, som det plejer at være mellem dem. (Justin er kendt)

173Likes
422Kommentarer
86878Visninger
AA

3. 1

 

1

• Jasmines synsvinkel 

Flashback

mandag d. 4 august, 2014

"Hvor meget skal du lige have med?", lød det råbende i et grin fra Justin, der sad inde på bagsædet af sin bil, imens jeg kom slæbende for anden gang med en stor taske i min favn.

"Hvis nu du ikke havde forbudt dine bodyguards at hjælpe mig, så ville det nok gå lidt hurtigere", svarede jeg og vendte det hvide ud af øjnene over ham dog med et svagt smil gemt i min ene mundvig.

"Og hvad ville det sjove så lige være i det?". Han smilede flabet ovre fra bilen af samtidig med jeg stadig kæmpede med at få den enormt tunge taske de sidste meter.

Det var så typisk Justin at være så provokerende på den måde her, så det næsten, men kun næsten, var irriterende. Jeg vidste jo godt, at det kun var for hans egen underholdnings skyld, at han lod mig slæbe mine tasker selv, for det måtte helt sikker se sjovt ud. Måske var det også en dum idé af mig at pakke så mange ting, men sådan var det altid, når jeg skulle nogen steder. Nu skulle vi også være væk i tre uger, så jeg ville bestemt ikke mangle noget ligepludselig. Så hellere tage alt med for en sikkerheds skyld, ikke? Okay, jeg begyndte faktisk at tvivle på det var en god idé i disse sekunder.

Jeg satte tasken på asfalten foran mig, da jeg ikke følte, jeg kunne bære den længere uden at få rygskade. Derefter kiggede jeg småirriteret hen på Justin, der stadig var så flabet at grine af mig.

"Jeg siger bare; det er din egen skyld, hvis du pludselig bliver overfaldet af en masse fans og paparazzier. Hvis du hjælper mig nu, vil det højest tage tyve sekunder, og så er min taske og jeg inde i din bil, og så kan vi køre afsted", konkluderede jeg, imens jeg hev en smule efter vejret. Det her var nok et tegn på, at jeg skulle til at komme i bedre form, for så hårdt burde det ikke være for mig at bære to skide tasker 20 meter - hver for sig endda.

I stedet for at svare fortsatte han blot med at grine af mig. Okay NU var han da irriterende.

"Du kan selvfølgelig også fortsætte med at være et røvhul og lade mig bære den selv, så vi først kommer afsted om en halv time", mumlede jeg højt, så jeg var sikker på, han hørte det. Jeg håbede lidt at det ville få ham til at se, at han havde pint mig længe nok nu. Og heldigvis så det ud til at lykkes, for et par sekunder efter spændte han sin sele op og gik ud af den allerede åbne bagdør.

"Jeg tager den", sagde han grinende, idet han stoppede foran mig. Han bukkede sig og tog tasker overraskende nemt op i sin favn, hvorefter vi gik hen mod bilen.

Jeg satte mig ind og hilste på Kenny og Hugo, der sad på forsæderne, imens Justin lagde tasken om i bagagerummet sammen med den anden taske. Nogle sekunder efter var han også inde i bilen, og endelig kørte vi afsted afsted mod lufthavnen, hvor vi skulle mødes med resten af vores vennegruppe, så vi kunne komme til det sommerhus, vi lejede hver sommer i Hawaii.

"Det er lang tid siden", valgte jeg at sige som en start på en samtale, og jeg vendte mit blik hen på ham, der allerede kiggede på mig. Seriøst de brune øjne, han havde, var så svære at lade være med at forsvinde væk i. De havde altid være min svaghed, så også nu måtte jeg kæmpe for ikke at stirre for meget ind i dem.

"I know", svarede han betuttet og skød sin underlæbe ud. "Jeg har savnet dig".

Hans ord fik irriterende nok sommerfuglene i min mave til at fare rundt, og jeg mærkede hurtigt, at mine kinder langsomt blev varme. Af den grund valgte jeg at kigge ud af mit vindue, så jeg var sikker på, han ikke bemærkede den røde nuance mine kinder med garanti havde fået.

"I lige måde", mumlede jeg og bed mig selv på indersiden af min underlæbe.

Et svagt puf kom straks på min overarm, så jeg blev en anelse forskrækket og kort sæt strømmede igennem min krop. "Lyd lige lidt mere, som om du mener det", svarede han i en blanding af et akavet grin og fornærmet stemme.

Jeg fniste svagt og ret nedtrykt for mig selv, for han havde ingen idé om, hvor meget jeg mente det. Det eneste, jeg stort set havde tænkt på de sidste tre måneder, hvor vi ikke havde set hinanden, var ham. Men det kunne jeg ikke fortælle ham. Han var selv smaskforelsket i en anden, så det sidste han måtte vide noget om, var de følelser, jeg havde for ham. Vi var bare venner og blev aldrig andet. Det der med følelser havde vi prøvet for nogle år tilbage, men det mislykkedes for os at holde det kørende af flere årsager. Så jeg vidste godt, at det aldrig ville fungere, hvis vi fandt sammen, hvilket var grunden til, jeg overhovedet ikke kæmpede for at få ham tilbage. Han var glad med sin kæreste, Selena, og det var det absolut vigtigste for mig.

Jeg trak vejret dybt ind gennem næsen og vendte blikket tilbage på ham, så vi fik øjenkontakt igen. "Jeg mener det. Jeg har virkelig savnet dig".

Han smilede sødt til mig, hvorefter han overraskede mig ved at spænde sin sele op og rykke sig tættere på mig. På en lidt mærkelig måde valgte han at læne sin overkrop halvt ind over mig, så hans hoved hvilede på min skulder og hans højre arm omfavnede min talje.

"Hvad laver du?". Jeg grinede en smule akavet imens, da situationen undrede mig.

"Mmm", var det eneste form for svar, han kom med.

"Justin..".

"Jeg slapper bare lige lidt af. Man sidder vildt godt her", svarede han med en lav og afslappet stemme, og møvrede sit hoved længere op af min skulder, så hans ansigt var lige ud for min hals. Jeg kunne tydelig mærke hans åndedræt mod min hud, og det fik min hjerterytme til at forøge sig.

Han trak vejret dybt ind igennem næsen og åndede afslappet ud igen bagefter. "Mhm.. du dufter dejligt".

Igen dukkede sommerfuglene og varmen frem i min krop. Jeg hadede virkelig, at han havde den effekt på mig, hver gang han komplimenterede mig bare en lille bitte smule.

"Justin, jeg tror ikke, Selena ville kunne lide, at du sidder sådan der".

Hun havde altid haft et problem med mig. Selvom hun gjorde alt for at skjule det og lade som om, at vi var bedste veninder, når vi var sammen, så vidste jeg, at hun inderst inde ikke ville have mig i nærheden af Justin. Og på en måde forstod jeg hende godt. Hvis jeg havde en kæreste, og han havde et forhold til en veninde, som Justin havde til mig, ville jeg føle mig utryk konstant. Ikke fordi der var noget mellem os, men fordi vi var meget tætte. Og Justin var specielt god til at skabe nærkontakt mellem ham og jeg, selvom hun var tilstede sammen med os. Jeg prøvede selv at skrue lidt ned for det, når Selena var i nærheden, men det lykkedes aldrig særlig godt, for Justin skruede ikke ned overhovedet.

"Hun er her ikke lige nu vel?", hviskede han. Tippen af hans læse strejfede i få sekunder min hals, men efter det fjernede han sig fra mig og rettede sig op. Han smilede skævt til mig og strøg en tot hår, der var foran mit ene øje, om bag ved mit øre.

Jeg rømmede mig for at forhindre mig selv i at blive alt for påvirket af hans handling. "Hvorfor er hun egentlig ikke det? Skulle hun ikke med?", valgte jeg at spørge om, da det faktisk forvirrede mig lidt, at hun ikke var her.

Et suk forlod hans mund og han lagde sig derefter på ryggen med sit hoved hvilende på mine lår. Hvis bare han vidste, hvor meget han pinte mig ved at gøre alle de ting, han gjorde mod mig.

"Jo. Hun kommer bare først i løbet af næste uge", svarede han og kiggede op på mit ansigt.

"Hvordan går det med jer?". Det var ikke for at snage alt for meget jeg spurgte ind til det, men jeg vidste, at de før havde haft nogle problemer.

"I don't know".

"Så det har ikke ændret sig?". Han sukkede atter og rystede på hoved til mit spørgsmål. Derefter lukkede han opgivende sine øjne i, og jeg vidste, at det var fordi, at det gik ham på. Selena var hans store kærlighed, og han havde aldrig i sit liv kæmpede så hårdt for noget, som han kæmpede for hende. Det var ret smukt at overvære, men samtidig også ret deprimerende for jeg så jo, hvor hårdt det til tider var for ham.

Jeg kørte blidt min højre hånd igennem hans silkebløde hår og begyndte at nusse hans hovedbund i rolige bevægelser. Sådan forholdt vi os i et godt stykke tid, imens der var stille. Jeg sad og betragtede hans smukke, fejlfrie ansigt, og prøvede samtidig at forstå, hvordan det var muligt at have så meget kærlighed til et andet menneske, som jeg havde til ham. Og som han havde til Selena. Det var helt utroligt.

"Mhmm.. du har altid været den bedste til det her", kom det lavt fra ham, og han hentydede til min nussen i hans hår. Jeg ved ikke hvorfor, men det havde altid været en af hans store svagheder. "Jeg glæder mig virkelig til at slappe af med dig og de andre i de næste tre uger".

Jeg smilede svagt, selvom han ikke kunne se det på grund af hans lukkede øjenlåg. "Me too".

"Ingen fans, ingen paparazzier og ingen latterlige overskrifter", fortsatte han med en svag irritation i stemmen.

"Apropos latterlige overskrifter.. hvor meget af det, der er skrevet, er sandt?", spurgte jeg om, for jeg havde selvfølgelig ikke kunne undgå at læse om ham.

Han fugtede sine lyserøde læber og smilede efterfølgende skævt. "Noget af det".

"Justin forhelvede..", sukkede jeg opgivende, da stort set alle overskrifterne var noget knapt så positivt. Vi havde desuden også haft en samtale om det her for tre måneder siden, og der sagde han, at han nok skulle prøve at opføre sig bedre, og der havde han lydt rimelig oprigtig. Men nu følte jeg også, at han var en fuldstændig anderledes person, når han var sammen med mig. Sådan som de beskrev ham og hans opførsel i diverse artikler, lignede slet ikke den Justin, jeg var i selskab med. Hvorfor det stod sådan til, vidste jeg ikke, men jeg var glad for, at han var som han var, når vi var sammen. Han var den sjoveste, sødeste og mest behagelige person at være sammen med.

"Jeg ved det godt", grinede han og åbnede sine øjne op, så de mødte mine. "Men det er kun fordi, du ikke har været dig til at få mig på bedre tanker".

Han blinkede kækt til mig med sit ene øje, og af det rystede jeg blot på hovedet i et svagt grin.

"Du er umulig".

"Det siger du jo. Men alligevel er du den eneste, der kan styre mig".

Hvordan jeg præcis skulle forstå hans konstatering, var jeg ikke klar over. Men noget sagde mig, at det var positivt ment, for han smilede sødt til mig efterfølgende.

"Heldigvis", svarede jeg bare, så han nikkede og lukkede sine øjne i igen.

Det her skulle nok blive en perfekt sommer. Det kunne jeg mærke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...