Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 3 sep. 2016
  • Status: Igang
Blair er en forkælet, selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig lige at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

19Likes
22Kommentarer
1636Visninger
AA

7. Kapitel 6

Der gik flere timer i kareten før jeg besluttede, at ligge forvirringen og kvalmen over Lisbeth til side og istedet for bare at tænke på det jeg var på vej mod. Mit eventyrsliv. Jeg tænkte på MIN prins der stod og ventede mig på slottet. Hans stærke kindben, hans brune og velplejede hår, hans muskler der tydeligt viste sig på hans krop og hans højde. Alt ved ham var perfekt. Og han var en prins, min prins!
Jeg smilede stort og lænede mit hoved op af ruden i kareten der bumlede ned af en bakket grussti omringet af endeløse marker og engang imellem et gods. Sådan havde der set ud i meget lang tid nu og jeg var så utålmodig, at jeg var ved at springes. Jeg ville bare være ovre i slottet NU, så jeg hurtigt kunne glemme alt om det liv jeg indtil nu havde kæmpet mig igennem.

"Vi er her miss" sagde livvagten med det sorte hår pludselig. Jeg havde været så væk i tanker, at jeg ikke havde opdaget, at vi var stoppet og at han havde åbnet karetdøren. Hans nærvær gav mig gåsehud og jeg måtte tvinge kvalmen væk. Hans stemme var slangeagtig og det lignede han lo hånende med øjnene, lo af mig, men hvorfor skulle han dog gøre det?
Jeg nikkede og tog hans hånd som han rakte ned til mig for, at hjælpe mig ud. De andre to livvagter havde allerede taget mine kufferter og var ved at gå op mod trappen der førte til den store trædør indtil slottet. Jeg havde regnet med at der ville være en række folk for at byde mig velkommen, men der var helt tomt på pladsen udenfor slottet. Men jeg bemærkede det knap nok, alt jeg havde øje for var det kæmpemæssige slot. Jeg tabte næsten underlæben af forbavselse, men bed det så i mig. Sådan her skulle de ikke se mig. Det ville være flovt.
Den livvagt med det sorte hår, slangen, kom op ved min side og fulgte mig op af de enorme stentrapper op til trædøren, han bankede to gange og den blev straks åbnet, af to vagter der kiggede bedømmende på os, men så nikkede og lod os komme forbi. Jeg kiggede lidt surt på dem, hvad var det her for en opførsel? Jeg var prinsesse, hvorfor var der ikke nogen til at falde på knæ for mig? Og hvorfor følte jeg, at jeg nærmere var i fængsel end i et slot. Jeg gik fornærmet forbi vagterne med rank ryk og rejst pande og livvagten fulgte mig med et grin på læberne, hvilket også irriterede mig en helt del og på samme tid gav mig kvalme. Det mindede mig om den måde han havde smilt da han så Daniel lide under deres "sjov" med ham. Tanken om Daniel fik et stik til at gå igennem mit hjerte.  
Da vi først var inde i slottet vrimlede det med folk. Tjenestefolk, kokke, livvagter og mange flere. Jeg lyste op i et kæmpe smil. Det var sådan her, det skulle være.

"Denne vej miss Blair" kom det nærmest hvislende ud af munden på livvagten og jeg fulgte ham op af en buet trappe med gelænder der skinnede. Jeg lod min hånd følge gelænderet og gik med rank ryk og lange, elegante skridt op af trappen.
Da vi kom op af trappen og lidt ned af den brede gang der gik derfra, var der et værelse på højre side som livvagten åbnede med en lille nøgle. Han åbnede så døren som han holdt for mig så jeg kunne gå ind. Værelset var kæmpestort, igen var jeg ved at bare stå og måbe, men jeg tog mig sammen og bed mig i kinden som straf for min opførsel. Mine kufferter stod allerede fint i det ene hjørne af værelset og lignede en beskidt klat i det skinnende rum.

"Her er din nøgle" sagde slangen og jeg vendte mit blik mod mig, kiggede ham i panden for ikke at brænde hans øjne, selvom jeg havde vældig meget lyst, måtte jeg ligge bånd på mig selv, især i dag. Han havde et skævt smil på læben.

"Men bare rolig, hvis de mister den, så har jeg en anden på mig hele tiden, så du skal passe på, at jeg ikke kommer ind mens de ikke har tøj på " jeg rynkede irriteret brynende. Hans ord lød som en slesk kommentar på samme tid som en trussel. Jeg lod mit blik møde hans et øjeblik i et øjebliks mangel på kontrol og jeg smilede da han krympede sig i smerte og kiggede væk.

"Nu ikke så kæphøj" sagde jeg med et bedrevidende smil på læben. Da han havde kommet sig over smerten kom det der irriterende smil igen frem på hans mund. Han trak på skuldrende.

"Dig kan jeg lide, det var en skam" han lød et øjeblik oprigtig men grinede så. Hvad mente han med, at det var en skam? Men jeg nåede ikke, at spørger ham før han var ude af værelset. Der var nu stille og jeg kunne gå over og sætte mig på den kæmpe seng der stod ovre ved den ene væg. Han havde godt nok været uforskammet og klam og jeg måtte lige komme mig over kvalmen, der var steget mere og mere i mig. Jeg lukkede øjnene et øjeblik og mærkede så lykkens rus gå igennem mig som et stød.
Jeg var prinsesse! Og alle skulle bare behandle mig som en, folk ville tillbede mig, elske mig og være så misundelige, at de ville hade mig. Men jeg var ligeglad, for alle ville VÆRE mig og det var det bedste.
Det bankede på døren og to tjenestepiger med forklæder og opsat hår trådte ind. Den ene var lille og havde et nervøst ansigtsudtryk i øjnene, mens den anden var buttet og smilede til mig med et selvsikkert smil.

"Prinsen venter dem i spisesalen" sagde den buttede. Endelig! Min prins ventede mig! Jeg kunne ikke lade være med at smile venligt til dem og de smilede begge igen til mig.

"Du kan skifte først, der er kjoler i skabet" sagde den buttede dame. De kom begge ind i rummet og lukkede døren efter sig. Derefter gik den lille med små, hurtige bevægelser over til skabet og åbnede det. Jeg satte mig på sengen imens og kiggede ind i skabet. Det var fyldt med alverdens forskellige kjoler. Jeg smilede tilfreds og nikkede hurtigt til hende da hun holdt en pæn, blå kjole frem og så begyndte de ellers bare.
De hjalp mig med at få kjolen på, spændte korsettet, fandt sko der passede til, børstede mit hår og satte det under et net, gav mig sminke på og til sidst gik de rundt og rettede på alt, så det sad perfekt. Deres hænder var lette og rutinerede i modsætning til Vanyas grove hænder.

"Skal vi vise dem spisesalen?" spurgte den buttede dame og jeg nikkede og rettede ryggen. Jeg havde set mig selv i det store spejl, indrammet i guld der stod op af væggen. Jeg var smuk, mere en smuk, jeg var guddommelig. Jeg fulgte de to tjenestepiger ud af rummet, som lod stå ulåst, der var vel ikke nogen her, der ville gå ind i mit rum. Vi gik igennem mange gange og ned af trapper og jeg endte helt forvirret over slottet med at stå i spisesalen. Der sad prinsen. For enden af det lange bord. Jeg bed mig i læben for at få den til at blive endnu mere rød og kiggede så på ham. Han smilede skævt og brændte sine øjne ind i mine, det sved men jeg kiggede ikke væk. Først da tjenestepigerne viste mig hen til den anden ende af bordet og trak stolen ud for mig og det var også først der jeg opdagede der sad flere ved bordet.
Kongen og dronningen sad der også og nogen andre fra slottet jeg ikke vidste hvem var.

"Frøken" nikkede de til hilsen. Jeg hilste høfligt igen. Kongen rejste sig og kom over mod mig. han smilede, men hans øjne grinede nærmest, ironisk. Det gjorde mig utryg men jeg tvang mig til at kigge op da han kom hen til mig. Han tog min hånd og kyssede den og så kiggede han på mig, ikke i mine øjne.

"Velkommen til prinsesse" sagde han og gik så over på sin plads igen.

 

***

Der var meget jeg skulle den dag. Finde den brudekjole jeg ville have, hilse pænt på alle og udvælge en hest. Jeg vimsede rundt på slottet efter de to tjenestepiger hele dagen og det irriterede mig, at jeg ikke kunne være sammen med prinsen. Men på den anden side følte jeg mig som en prinsesse efter alle de ting jeg havde fået og alle de mennesker der havde bukket for mig og hilst underdanigt.
Nu sad jeg på mit værelse ved skrivebordet og skrev under på bryllupspapirer. Pludselig var der nogen der bankede på. Jeg havde ikke låst så jeg ventede bare på den person selv ville komme herind. Og ganske rigtigt. Døren åbnede sig. Jeg kiggede op og mødt prinsens blik, min prins Fredrik. Jeg smilede og rejste mig selvsikkert op for, at gå hen til ham. Han tog min hånd og kyssede den og smilede så til mig.

"Miss" hans stemme var hæs og han udtalte ordet langsomt. Kuldegysninger gik igennem min krop og jeg måtte bide mig i kinden for at lade være med at gyse.

"Glæder du dig til brylluppet?" mumlede han og kiggede op og ned af mig. Jeg havde skiftet kjole igen og havde nu en lang, lys rød kjole på.

"Ikke så meget som dig, kan jeg forestille mig" svarede jeg ham og kiggede på ham med et overlegent blik. Pludselig fik han et andet ansigtsudtryk, et koldt smil.

"Lig dig på sengen" sagde han og jeg kiggede forvirret på ham. Mente han hvad jeg troede han mente?

"Først efter brylluppet" sagde jeg men han lo bare koldt.

"Lig dig på sengen" gentog han sig selv, nu mere hårdt. Jeg blev stående. Det kunne han ikke mene, ikke nu, først efter brylluppet. Han vendte ryggen til mig og gik over og låste døren.

"Du burde virkelig låse døren når du går" sagde han derefter og vendte sig så om mod mig igen og kiggede irriteret på mig, da jeg stadig stod det samme sted.

"Lig dig ned pigebarn!" hvæsede han og gik hen og tog fat om mine skuldre for at tvinge mig hen til sengen og vælte mig ned. Jeg vågnede pludselig op af min skuffelse, jeg havde følt. Han skulle jo være en gentleman, ikke sådan en her der elsker før ægteskab. Jeg satte mig vredt op da jeg så ham begynde at knappe sin skjorte op.

"Hvad bilder du dig ind, forsvind ud af mit værelse!" hvæsede jeg og begyndte at kravle ud af sengen. Prinsen lo bare og tog fat i min arm for at hive mig tilbage. Han holdt mig nede i sengen, mens jeg slog og sparkede med ben og arme.

"Stop så!" hvæsede jeg og slog ham i hovedet. Med et så han rasende ud.

"Nu ligger du kræftædme stille pigebarn!" sagde han med vred stemme og holdt hænderne om halsen på mig så jeg blev holdt nede og knap nok kunne trække vejret. Jeg var i chok. Hvordan kunne min drømmeprins gøre sådan noget imod mig? Men jeg lå stille nu og lukkede så øjnene i skam og chok. Han fjernede den ene hånd fra min hals og jeg kunne igen gispe lidt luft i mig. Med den hånd begyndte han at afklæde mig og ham selv og så begyndte smerten. Jeg ville skrige men han holdt en hård hånd om munden på mig og jeg mærkede blot tårende trille ned af kinderne på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...