Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 3 sep. 2016
  • Status: Igang
Blair er en forkælet, selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig lige at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

19Likes
22Kommentarer
1645Visninger
AA

6. Kapitel 5

Jeg var lykkelig. Prins Fredriks livvagter ville hente mig i slutningen af ugen. Jeg kunne ikke være gladere, det var som om jeg levede i en dis af lykke og den eneste der fik lov til at være med i min drøm var Daniel. Jeg havde meget jeg skulle ordne før jeg ville blive hentet og brunget til slottet og jeg vimsede rundt hele dagen. I dag skulle jeg til teselvskab med de fineste fruer og frøkkener i byen, men ikke engang halvt så fine som jeg var nu. Jeg havde før været til teselvskab med dem og jeg hadede dem, men jeg elskede også at vise mig frem og nedgøre dem med mit ægteskab med prinsen. Vanya havde gjort mig så smuk, at der ikke var nogen i hele verden der ikke ville have mig og jeg bed mig lidt i læben, så den kunne blive endnu mere rød end den allerede var. 
Så smilede jeg til mig selv i spejlet på mit bord, rejste mig op og forlod værelset. Vanya stod nedenunder og gjorde rent eller et eller andet. 

"Har staldknægten gjort hestevognen klar?" spurgte jeg hende og hun nikkede kort og fortsatte med at vaske gulvet. Jeg smilede tilfreds og gik udenfor, hvor hestevognen med de to store brune heste stod og ventede. Staldknægten sad på kuskepladsen. Jeg satte mig ind med hævet hage. Da døren var lukket, kunne jeg mærke at staldknægten satte hestene igang i et roligt tempo. Snart ville jeg ikke kun have en lille staldknægt til at kører mig, jeg ville have landets bedste kusk. Jeg smilede tilfreds over tanken. 

Da vi var ved det kæmpemæssige hus, nærmest slot stoppede hestene lige før hovedindgangen og jeg ventede på staldknægten der skulle åbne døren for ham, men det skete ikke og jeg åbnede den med vrede bevægelser selv. Hvad troede han lige han var? Jeg kiggede med vrede bevægelser op på ham og han så chokkeret ud over min vrede, sølle dreng, vidste han ikke, at man åbnede en prinsesses dør? 

"Mind mig om at fyre dig når vi er hjemme!" hvæsede jeg irriteret. Han bøjede nakken og så meget flov ud. 

"Undskyld frøken, det vil ikke ske igen" mumlede han og jeg nikkede og tog en dyb indånding, de måtte ikke se mig oprevet, det ville være pinligt og vise svaghed.

"Følg mig til døren" sagde jeg med en rolig stemme og han sprang op og kom ned ved siden af mig. Han var lidt højere end mig og han var trænet på grund af alle de år med staldarbejde. Vi gik sammen hen til døren og han bankede på for mig. Lidt efter kom en tjenestepige ud og brang mig indenfor. Staldknægten, som jeg aldrig havde kendt navnet på, gik tilbage mod hestevognen for at vendte til teselvskabet var færdigt.  

Der var smukt inde i huset og der sad allerede en hel forsamling kvinder ved et bord. 

"Goddag frøken Sollern" sagde hende der havde inviteret alle og hendes tjenestepige skænkede te til mig. Jeg satte mig med et stort smil og mærkede allerede de misundelige blikke på mig fra de andre, hvilket blot fik mig til at boble endnu mere af lykke. 

"Goddag" min stemme var kold og som en der var meget bedre end de andre. Jeg smilede falsk til dem og tog en sip af min te. Spørgsmålene kom mest fra de andre kvinder til mig, jeg kunne høre på deres stemmer, at de prøvede at lyde ligegyldige og henkastede, men deres misundelse var svært at skjule for dem. Jeg svarede i korte sætninger. Hvornår ville jeg tage til slottet? I slutningen af ugen. Hvordan mødte jeg prinsen? Ved en dans. Sådan fortsatte jeg og jeg blev mere og mere høj af lykken. 
Pludselig kom tjenestepigen ind med en ny gæst, en anden kvinde, Danielle De Presles. Hende der havde været i seng med en anden end hendes mand. Jeg grinede hånligt da hun trådte ind, de andre kvinder stirrede bare på hende. 

"Hvem inviterede horen?" spurgte jeg sarkastisk. Jeg elskede dramaer som det her, jeg elskede intriger og selvom jeg hadede de her kvinder og piger, de "fine", så måtte jeg give dem, at de altid var klar med et godt drama. 

"Ingen" hvæsede huskvinden, som også var den ældste her, med både børn og mand. Danielle trådte ind med et vredt udtryk. Jeg vidste at ingen nogensinde havde brudt sig om hende, hun blev hadet mere end nogen andre og det var blandt andet på grund af hendes horing, men også fordi alle fandt hende sær.. Og så var hun altid så stille og gik rundt med vinterjakker hele året rundt.

"Jeg kom bare for at sige noget til dig Von Sollern" jeg kiggede hånligt op af ned af hende. Selvfølgelig havde hun en stor frakke på. 

"Du skal passe på... Jeg kender prinsen som ingen anden. Min mor... min mor var kongens yndlings elsker og det er ikke som du tror" hendes stemme var dyb og bekymret, som om hun rent faktisk bekymrede sig for mig. Hvorfor skulle hun det? Jeg havde aldrig gjort andet end at snakke grimt til hende og spytte i hendes te. Hun sagde det fordi hun var misundelig. Misundelig som en hver anden der havde prøvet at forhindre mig var, selvglad og bitter det var det hun var. Jeg grinede hånligt og kiggede ind i hendes øjne, hun fór sammen og kiggede væk som om jeg havde givet hende stød. Jeg smilede sukkersødt til hende da hun igen kiggede på mig, i min pande. 

"Det fint hore, skrid nu bare, du hørte fruen, du var ikke inviteret" hvæsede jeg og hun fór igen sammen, vendte sig så om og skyndte sig ud af huset, hun skulle nok hjem til sin far, nu hvor Danielle var blevet smidt ud af sin mand eftersom hun var utro. Faren boede med sin nye kone, nu hvor moren havde stukket af til slottet. Hvis det virkelig var så slemt at være kongens elsker, havde hun nok taget hjem. Horefamilie. 
Da Danielle var gået grinede alle hånligt og snakken fortsatte.

Det var sent da selvskabet brød op og jeg sukkede lettet, jeg ville flippe ud, hvis jeg bare hørte en af dem fortælle om sit åbenbart perfekte liv igen, deres liv var i virkeligheden bare kedelige og tørre, ikke som mit liv ville blive, som et eventyr. Jeg smilede for mig selv og sagde et koldt farvel til kvinderne og pigerne og uden at værdige dem et blik gik jeg, med fornyet energi på grund af den store mængde misundelse, som jeg havde fået i løbet af dagen. Nu manglede jeg bare at se Lisbeth før jeg tog afsted, hun var sikkert ved at kvæles i jalousi, for selvom vi aldrig havde udvekslet ord, så vidste vi det begge, det her var en konkurrence. 

Da jeg kom ud hoppede staldknægten ned af kuskersædet og åbnede døren til hestevognen for mig. Jeg satte mig ind og jeg kunne hører ham kravle op på sædet igen og kort efter kunne jeg mærke vognen sætte igang. Det gik ikke længe før vi var hjemme og jeg sukkede tungt da jeg endelig kom ind på mit værelse, hvor jeg straks smed mig på sengen. Det var længe siden, at jeg havde været ude og ride, jeg savnede det, men jeg kunne ikke tænke på andet end, hvis jeg mødte Matthias. Det ville være forfærdeligt, han var ikke min ven mere, han var en selvisk idiot. 
Men alligevel kunne jeg ikke andet end at føle mig lidt ved siden af. Det var som om facaderne var ved at klistre fast på mig som en maske der ikke kunne tages af, men det var måske meget godt. Den sødere og mere sårbare pige, som jeg var ude i skoven på hesteryg skulle bandes, det ville være forfærdeligt, hvis hun viste sig på slottet. 
Jeg skiftede til nattøj og lagde mig så i sengen, hvor jeg straks faldt i en drømmefuld søvn, med slotte og eventyr og mig som den smukkeste kvinde på hele slottet.

 

***

 

Tiden gik lynhurtigt og pludselig kom dagen. Dagen hvor jeg ville blive hentet. Daniel sad på min seng mens jeg stod og overværede Vanya pakke. Alle mine kjoler, alle mine smykker, alt skulle væk. Jeg ville ikke lade en eneste ting blive herhjemme, for jeg ville aldrig komme igen og jeg vidste min mor og far ville forstå den hentydning når de så at selv min grimme lykkeamulet, som jeg havde fået i arv fra min afdøde mormor og som jeg hadede var væk fra værelset. 

"Hurtigere Vanya, vi har ikke hele dagen" sagde jeg irriteret da hun pakkede lige lovligt langsomt. Hun satte farten i vejret og snart var to kufferter fulde med ting. Hun vimsede ud lidt efter, efter at have løftet en finger som i at sige "vent lidt". Hun kom tilbage med de smukkeste silkekjoler og jeg smilede stort. Hun havde lavet dem! Jeg havde helt glemt, at jeg havde købt silken, men Vanya havde åbenbart fundet det. 

"Flot Vanya" sagde jeg og klappede glad i hænderne. 

"Pak dem" sagde jeg og hun nikkede og pakkede dem ned. Nu var det helt perfekt og der var ikke andet end at vente på livvagterne kom. Jeg havde ikke sagt et ord til mine forældre hele ugen, ligemeget hvor meget de havde prøvet at tale med mig, den fornøjelse skulle de aldrig have igen, jeg ville aldrig tale til dem igen.

Jeg fik Vanya til at bærer mine kufferter nedenunder og satte mig så i sengen med Daniel. 

"Jeg kommer til at savne dig Daniel" mumlede jeg, han havde været stille hele dagen, det var som om han kunne mærke, at jeg skulle rejse. Jeg havde aldrig set ham forstå noget som helst, men nu krammede han mig bare og pludrede noget jeg ikke fortstod. 

"Måske fører skæbnen os sammen igen" mumlede jeg, men rystede så på hovedet og fandt et smil frem igen, det var ikke tiden til at være bedrøvet, det var nok den bedste dag i mit liv. Jeg rejste mig og forlod Daniel i rummet for at gå nedenunder og lige i det øjeblik bankede det på døren. Jeg gispede og lavede store øjne. Det var nu. Jeg rettede lidt på min kjole og fulgte så efter Vanya der åbnede døren. Foran stod der tre livvagter og jeg kunne kun tænke på en ting da jeg så dem. Slanger. Kuldegysninger gik igennem min krop, det var dem der havde mishandlet Daniel. 
Jeg mærkede mit smil svinde lidt og kvalmen stige i mig, men jeg tog en dyb indånding, bed mig selv i inderkinden og smilede så stort igen. 

"Miss, du skal følge med os" sagde den sorthårede af dem med den der slangestemme. Jeg nikkede med et smil og lod Vanya gå ud med mine kufferter i karetten. Den var kæmpestor, prydet med guld og mønstre der måtte have taget flere år at snitte ind. Hjulene var store og skinnende og hestene var kæmpemæssige, store og prægtige. Jeg gik udenfor i gaden der var belagt med brosten og kiggede omkring. Der stod en samling mennesker og kiggede og jeg smilede stort. De var her kun for mig, for at tage afsked med prinsessen. Jeg stod lidt og smilede og ventede på at mine kufferter var blevet læsset og hørte begge mine forældre komme ud af døren. Min mor kom hen til mig og stillede sig foran mig. Jeg lod som om hun var luft for mig og betragtede blot karetten. 

"Blair... Vi elsker dig" sagde min mor og trådte et skridt mod mig. Jeg fnøs hånligt og gik bare en buge omkring hende, jeg kunne mærke hendes blik i min nakke, men jeg lod ikke et eneste blik gå tilbage på hende og min far. Istedet så jeg bare ud på menneskerne der var kommet for at overvære min afrejse og der var hun. Lisbeth. Jeg afsøgte hendes ansigt for at se den misundelse der havde været i de rige damers ansigter, men der var intet andet en glæde. Da hun så jeg kiggede på hende vinkede hun med den ene hånd, som hun ikke holdt sin søn i og smilede stort til mig. 
Hendes forvirrede mand stod ved hendes side og så ud til han ikke vidste, hvad han lavede, men da han vendte blikket og kiggede på Lisbeth lyste han op og kyssede hende på kinden. 
Jeg prøvede ikke at måbe. Jeg var vred, jeg havde kvalme og jeg var forvirret. Jeg havde jo vundet, hvorfor smilede hun sådan til mig, som om hun ville alt det bedste for mig. Jeg sank en klump og prøvede at finde ud af hendes motiver. 
Det måtte være skuespil det hun kørte, for ikke at blive ydmyget. Jeg stirrede på hende og jeg kunne se hun blev en smugle forvirret, hun undgik som alle andre øjenkontakt, så jeg kunne heller ikke brænde hende. Hendes skuespil måtte da knække, hun kunne da ikke spilde lykkelig når hun så, hvor smuk min karet var. 

"Frøken, kan vi bede dig sætte ind?" spurgte livvagten med det lyse hår om, ham der havde rusket Daniel. Jeg rystede mit blik fri fra Lisbeth der endnu så glad ud og satte mig ind i den dør livvagten holdt for mig, den blev smækket efter mig og jeg kiggede ud af ruden på de mange folk der havde stimlet sig op. Jeg undgik at kigge på mine forældre, men lod blikket igen gennemsøge folkemængden for at finde Lisbeth, hun stod og snakkede med sin mand og de grinede. Hun måtte da tabe facaden snart, jeg ville se hendes misundelse. 
Jeg kunne se livvagterne sidde op på deres heste som skulle eskortere kareten og jeg kunne høre kusken lave lyde med pisken så hestene satte frem i trav. Langsomt kørte vi væk fra menneskemængden som alle vinkede mod os og jeg ventede endnu på at Lisbeths facade knækkede. Jeg måtte sidde helt forskruet for at kigge ud af vinduet og stadig direkte på Lisbeth som vi forsvandt længere og længere væk. Snart var vi drejet om et hjørne og ud på en sti omringet af marker og skove og jeg kastede et sidste blik på Lisbeth for at se skuespillet forsvinde, men problemet var, at det gjorde det ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...