Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 3 sep. 2016
  • Status: Igang
Blair er en forkælet, selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig lige at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

19Likes
22Kommentarer
1637Visninger
AA

5. Kapitel 4

"Du meget lettere end mig det er derfor du vinder" mumlede Matthias, jeg grinede hånligt.

"Min hest er også mindre, du er bare en dårlig taber" jeg smilede sukkersødt til ham og han himlede med øjnene, men grinede så og nikkede. 

"Det er jeg vel" mumlede han og vi brød begge ud i en høj latter. Jeg elskede at være sammen med Matthias, det var så afslappet, så sjovt. Jeg havde endnu ikke fortalt ham om mødet med prinsen, jeg var pludselig blevet bange for, hvordan han ville reagere på det, ville han blive sur? Hvorfor tænkte jeg pludselig sådan. Jeg rystede irriteret på hovedet af mig selv og begyndte at tale. 

"Jeg var sammen med min hemmelige beundre igår" min stemme var triumferende og glad. Matthias smilede til mig og jeg sukkede lettet. 

"Var det hyggeligt?" spurgte han så og jeg nikkede ivrigt og begyndte at fortælle om vores tur gennem byen. Matthias grinede da jeg kom til den part, hvor jeg begyndte at spille Fredriks spil imod ham og vandt to gange, jeg undlod den part hvor Fredrik havde trukket mig ned i en gade og også den part med at han kunne kigge direkte i øjnene på mig. Det var for ydmygende. Jeg kiggede Mathias i øjnene og hans blik fór væk i smerte, jeg var ved at blive for vandt til at kigge folk i øjnene efter prinsens besøg. 

"Undskyld" mumlede jeg og han rystede grinende på hovedet. "Det lyder godt med din beundre" sagde han og hvis ikke det var fordi jeg havde kendt ham altid, ville jeg tro at han virkelig mente det, men jeg kunne hører på undertonen i hans stemme at der var noget galt. Hvad kunne det være? Jeg sukkede irriteret. 

"Matthias, hvad er det lige der er galt?! Kan du ikke bare være glad på mine vegne?!" hvæsede jeg og han kiggede flovt ned i jorden. Så det var altså ikke bare noget jeg havde bildt mig ind. Det her var min glade drømmehistorie, han skulle ikke komme og ødelægge den med hans latterlige humør. 

"Det er ikke noget, jeg er glad på dine vegne Blair" sagde han og sporede så sin hest i galop. Sne, som jeg red idag fulgte automatisk med og jeg lod mig selv sidde rank op og nyde vinden i mit lange, brune hår. Farten fik mine øjne til at blive våde. Jeg sad uden sadel, den bedste følelse i verden og mit smil var ustoppeligt. Jeg var lykkelig, prinsen ville nok snart skrive, måske ville han giftes nu! Matthias fulgte mig til døren og red så hjem med et vink til mig. Jeg hilste farvel, red ind i stalden, sad af og sadlede af, hvorefter jeg gav en gulerod til både Plet, Sne, de to vognheste og min mors og fars heste. Imens var staldknægten Dan igang med at give hø til hestene, jeg kunne se på den fyldte trillebør, at han også havde muget ud. Han smilede til mig og jeg smilede tilbage, jeg kunne se han kiggede væk, han var tydeligt vild med mig. Jeg smilede lumskt og gik så ud af stalden og op til huset, hvor jeg satte mig ind til bordet. Jeg kunne se min mor og far sad og snakkede, de så ret seriøse ud, og bekymrede. 

"Hvad er der med jer?" spurgte jeg og kiggede med et løftet øjenbryn fra den ene til den anden. 

"Kom her vi skal snakke" svarede min mor, Dianna, bare seriøst og klappede på stolen ved siden af hende. Jeg kiggede forvirret på dem, men satte mig så, de burde da være helt lykkelige over, at deres datter havde været sammen med prinsen hele dagen forinden. Selvglade fjolser. 

"Vi skal snakke med dig om prins Fredrik" begyndte min mor og kiggede over på min far for at få ham til at fortsætte. Min mor lignede en hjemløs. Hun havde sorte, dybe rande under øjnene og hendes hår stod ud til alle sider. Mit blik faldt over på min far og ventede hvad han ville sige. 

"Vi vil ikke bestemme over dig, du er en voksen kvinde snart og du skal tage dine egne beslutninger" jeg var forvirret, sådanne ord havde min far aldrig sagt til mig og jeg følte et øjebliks stolthed før han fortsatte. 

"Men vi vil gerne advare dig.. Prinsen er... ikke som du tror, deres verden er grådig, konkurrerende og farlig. Det er som et spil for dem, prinsen er som et barn.. og du er hans nye skinnende legetøj" min fars ord landede med et bump i min hjerne og vreden steg i mig. Hvad bildte han sig ind og sige sådan noget om mig?! Min mor kunne se min vrede og mumlede mit navn. 

"Nej" jeg holdt hånden op i en vred bevægelse. "Jeg vil ikke høre det! Jeg er træt af jeres manipulation, jeg er træt af i ikke bare kan lade mig være glad! For en gang skyld har jeg måske chancen for at komme ud af det her.. hul og blive den prinsesse jeg blev født til at være! I VIL bare have jeg skal være ulykkelig ikke?! Men nu skal jeg sige jer en ting, hvis jeg får chancen for at rejse til slottet, vil jeg gøre det UDEN overvejelse og det bliver med jeres støtte eller ej! Jeg gider fandme ikke tilbringe mere tid med jer eller NOGEN idioter i den her lorteby, det kan godt være at i er fanget her, men jeg har ENDELIG chancen for at komme væk og det kunne i ikke klarer vel, det derfor i spiller så fandens bekymrede hele tiden!" råbte jeg, min mor tog sig til hovedet og jeg fnøs. 

"Ja spil du bare på det lortehoved, du er så fanden doven og den eneste måde du kan få venner er at få folk til at være medlidende med dit lortehoved, jeg tror ikke en skid på det!" hvæsede jeg videre og pludselig røg mit hoved til den ene side. Lussingen brændte stadig på min kind og mit hoved snurrede rundt og rundt i smerte. Min far stod med et vredt blik foran mig og hans hånd var helt rød efter den lussing han havde givet mig. Jeg tog mig til den smertende kind og stormede op på mit værelse. Vreden pumpede rundt i kroppen på mig og jeg sparkede hårdt til sengen da jeg kom ind på værelset. 
Jeg smed mig i sengen og bed hårdt i puden for at få styr på vreden, men det hjalp ikke så jeg lå bare og forbandede mine forældre i mit hoved. Stakkels Daniel, hvis jeg forlod dem for at tage til slottet, hvilket jeg var ret sikker på og alt i min krop håbede på, ville han være fanget med vores forældre helt alene. Jeg fik for første dårlig samvittighed og det fik også vreden til at dampe lidt af og da adrenalinen var væk smertede min kind voldsomt. Jeg tænkte på Daniel der sikkert var vågnet af mit råb og hvordan han skulle være alene med forældrene og mærkede smerten i hjertet. Jeg måtte få ham til at besøge mig når han blev ældre, måske kunne han tage ud til mig med Vanya, for ikke om jeg nogensinde skulle se mine forældre igen, hvis jeg først kom herfra. 
Jeg hørte ikke skridtene på trappen, det var kun den sagte knirken fra døren der afslørede, at der var en der trådte ind på værelset. Jeg kiggede op med et vredt blik, men så så det var Vanya og kiggede bare ned igen.
Vanya kom lydløst ind på værelset og satte sig ved min side. 

"Miss Blair" hendes stemme var hæs og ubrugt, hun talte næsten aldrig. Jeg svarede hende ikke. Hvad ville hun? Jeg ville være sur i fred. 

"Miss Blair må gøre sine egne erfaringer" sagde hun. Selvom hun var 30 år, virkede hun som den ældste kvinde på jorden pludselig, man kunne hører i hendes stemme, hvor meget hun havde været igennem. Jeg kiggede op på hende, eller i panden på hende så ikke hun skulle mærke smerten ved mit blik, af en eller anden grund var smerten værre for Vanya, havde jeg opdaget, jeg vidste ikke hvorfor, men min teori havde altid været, at hun bare var svag. 

"Miss Blair må vide, hun altid kan komme tilbage hertil, forældre vil altid tage imod" hviskede Vanya videre og jeg kiggede forvirret på hende, hvorfor ville jeg nogensinde komme tilbage til det her hul? Jeg rystede på hovedet. Vanya var en forvirret kone, men jeg nikkede for at gøre hende glad og fik også fremtvunget et lille anstrengt smil til hende. 
"Gå" mumlede jeg, ikke på en sur og fornærmet måde, men mere en kommando. Hun rejste sig op og gik lydløst ud af værelset. Jeg stirrede lidt ud i luften før jeg skiftede til min silkenatkjole, tog mit hår ud af frisuren, børstede det og lagde mig så i sengen, nu havde jeg kun et ønske - at komme så langt væk herfra og aldrig komme igen. 

 

***

 

Den næste dag skete det endelig. Brevet kom, brevet fra prins Fredrik der spurgte om min hånd. Jeg kiggede sigende på min far og uden ord overvågede jeg alle hans bevægelser og et hvert ord han skrev, da han svarede ja til anmodningen. Han så forpint ud da han leverede brevet til Vanya og sagde det skulle til slottet. Jeg derimod smilede stort og lykkeligt. Det skete endelig! Jeg kunne komme væk herfra! Hele dagen var som var jeg på en sky af lykke, jeg bemærkede ikke engang den tryggede stemning efter mine ord igår, men gik bare rundt i min egen lille drømmeverden. Jeg fortjente det her, at blive prinsesse, at få det perfekte liv, at blive mig.  
Jeg tog på markedet med Daniel som pludrede løs, han havde tydeligvis heller ikke bemærket den tryggede stemning, men han bemærkede egentlig aldrig rigtig noget. Jeg var bekymret for ham, hvad hvis han aldrig voksede op? 
Men jeg skulle være prinsesse, så der var jo egentlig ikke noget at bekymre mig om, jeg skulle have mit drømmeliv og jeg kunne ikke tænke på andet end alle de blikke jeg fik sendt på gaden, ALLE vidste det og jeg frydede mig mere end noget andet over alle misundelige, beundrende, vrede og nysgerrige blikke jeg fik. 
Jeg skulle være prinsesse, så de kunne bare kysse mine sko, eller slikke jorden under dem. Jeg grinede og nynnede mens jeg gik videre ned af gaden. Jeg havde været meget ude på det sidste, for opmærksomheden, for at komme væk fra mine forældre og for at vise mig frem. Jeg ville især gerne se Lisbeths misundelige blik på mig, men jeg havde ikke set hende i dagevis. 
Var hun så misundelig? Så flov over at hun tabte til mig, at hun ikke engang ville gå ud fra en dør? 
Jeg smilede tilfreds for mig selv og trak Daniel mod hjem, da vi kom ind i stuen stod Matthias der. Han havde det flotteste tøj på og hans hår var redt flot tilbage. Men han havde sorte rande under øjnene og hans blik var vredt. 
Jeg rynkede brynende og kiggede spørgernde på ham. 

"Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig du skulle giftes?! Alle i byen synes at vide det før mig!" hvæsede han og jeg kiggede forskrækket på ham. Skulle han ikke være glad? 

"Jeg havde tænkt mig at fortælle dig de gode nyheder næste gang vi ses" sagde jeg irriteret over, hvor vred han var. Hvad bildte han sig ærligt talt ind? Om nogen anden havde jeg ventet hans glæde på mine vegne. 

"Blair fandme nej om du gifter dig med prinsen!" han råbte nu og jeg mærkede vreden stige i mig, hvad bildte alle sig ind? Havde de virkelig så meget fokus på sig selv, at de ikke kunne være glade på mine vegne? Var de virkelig så snævert synede?

"Du ikke min far jeg skal ikke spørger dig om lov først" svarede jeg spidst og irriteret. 

"Ved du godt hvilken idiot han er?! Og hvad med mig Blair, du kunne i det mindste have advaret mig" hans stemme gik fra vred til trist.

"Hvad med dig? Vi kan stadig være venner jo, vi kan ses og ride sammen" svarede jeg vredt "men det her handler ikke om dig, det handler om mig, det mit ægteskab, du kan få enhver pige i byen, hvorfor gifter du dig ikke?" hvæsede jeg videre. Matthias så ned i jorden.

"Der er en pige jeg ikke kan få" sagde han. Jeg var pissehamrende rasende og hvis ikke hans blik havde været i jorden havde jeg brændt det med mine øjne. Idiot, hvorfor skulle han belæmpe mig med sine kærestesorger.

"Hvem kan du ikke få?! Jeg vil vædde med det er noget du bilder dig ind" jeg bed tænderne sammen og stiftede på ham som han løftede blikket. Jeg stirrede lige ind i hans øjne så jeg kunne se hans smertefulde blik over mine brændende øjne, men han kiggede ikke væk, han kæmpede imod og kiggede dybt ind i mine øjne, nærmest ind i min sjæl da han sagde det.

"Dig" hviskede han så. Jeg stirrede uforstående på ham, men så gik alvoren op for mig og mit raseri kom ud af kontrol.

"Hvor vover du at sige sådan noget! Er du ude på at ødelægge det hele for mig? Det her handler om mig, det er min drøm og du skal ikke stå i vejen! Tidligere idag var du helt fint med det, hvordan kan det være du pludselig vil have mig?!" Råbte jeg.

"Jeg ville bare have du var glad og det var før jeg vidste det var prinsen!" hvæsede han.

"Du har haft mange år til at fortælle mig du vil have mig, du siger det kun for at ødelægge alt for mig" snerrede jeg.

"Jeg vidste du ikke ville have mig, men jeg vil bare ikke lade dig rejse uden du vidste det, vi kunne.." Jeg afbrød ham

"Nej.. Du ha ret, du kan ikke få mig, jeg ville aldrig have en som dig.. Og nu skal du gå" jeg kiggede ham i øjnene et ekstra øjeblik inden jeg vendte blikket og gik op på mit værelse uden, at værdige ham et eneste blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...