Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 3 sep. 2016
  • Status: Igang
Blair er en forkælet, selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig lige at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

19Likes
22Kommentarer
1641Visninger
AA

4. Kapitel 3

Det var en sen eftermiddag nogen uger efter, at brevet ankom. Jeg havde ikke lavet meget andet end at være hjemme og ovre i stalden ved Perle og Sne, mine to hopper, som jeg holdt meget af. Min mor og far havde undret sig meget over min opførsel, jeg havde altid været meget aktiv og haft mange ærinder jeg altid skulle, men nu havde jeg ikke engang været på markedet en eneste gang. Mine tanker havde været ved episoden ved søen og min svindende tålmodighed om håbet at prinsen kontaktede mig gjorde mig på. Det eneste der kunne hjælpe på det var rideturene jeg elskede så højt, med min bedste ven, Matthias, han var fra den rige del af byen og boede på et af de største slotte med minimum 10 tjenestefolk og nød ligesom mig rideturene. Vi havde endda igen planlagt en ridetur idag, så jeg skulle til at gøre mig klar da Vanya kom ind til mig med en lille konvolut. Jeg spærrede øjnene op og flåede den så op. Det var prinsen! Jeg hev brevet ud af konvolutten og kunne ikke lade være med at bemærke det lugtede af en blanding af en sød roseduft og blod. Jeg gøs lidt men begyndte så at læse.

Kære Von Sollern. 

Jeg kommer til byen i næste uge. Vi ses.

Kys Fredrik

Jeg gispede og lykken kørte som et rus igennem min krop. Han kom til byen! Han skrev til mig! Han ville se mig! Tankerne fløj rundt i mit hoved og pludselig kunne jeg ikke vendte med at fortælle det hele til Matthias, den eneste jeg nogensinde havde set som min ven. Ikke som alle de piger jeg nogengange måtte se mig nødsaget til at tage til teselskab med, for at opretholde gode forhold mellem vores og deres familier.
Jeg løb ned af trapperne, gennem haven og over i den lille stald vi havde der. Jeg sadlede selv Perle op, den store brune hoppe på næsten to meter. Jeg trak kjolen og op svang mig op i sadlen som jeg sad overskrevs i, hvilket min mor tit havde brokket sig over, sådan sad kvinder ikke. Jeg sporrede Perle af til galop og vi red ud af stalden og ned mod den tætte skov og Matthias og mit mødested, det samme mødested som vi havde haft hele vores liv.
Da jeg var ved engen med det store træ lod jeg Perle græsse af det frodige græs og ventede utålmodigt på Matthias ville komme. Jeg hørte ham før jeg så ham, de galopperende hove der nærmede sig. Jeg kiggede op med et utålmodigt blik og så ham standse brat op lige foran mig. 

"Snullergøj" jeg himlede med øjnene af hans ord og han grinede, han elskede at lave sjov med mig, men jeg var ikke i et irritabelt humør idag, faktisk var jeg ganske lykkelig. 

"Jeg har fantastiske nyheder!" hvinede jeg og han kiggede lyttende på mig. 

"Min hemmelige beundre har skrevet, vi skal ses!" jeg smilede stort og lykken snurrede igen rundt oppe i hovedet på mig. Jeg havde endnu ikke fortalt Matthias hvem min beundre var og selvom det var svært at lade være, skulle det være en hemmelighed, til den dag vi blev gift. Han ville blive ælde vild.
Jeg kiggede på ham for at se hans reaktion, men han så hverken glad eller drillende ud, istedet var hans øjenbryn rynkede og munden snerpet sammen, hvad var hans problem? Kunne han da ikke bare være lykkelig på mine vegne eller skulle han være så selvglad, at han bare fordi han ikke selv havde en kone, selvom han var 3 år ældre end mig, ikke kunne være glad på mine vegne. Desuden var det hans eget valg, at han ikke var gift endnu, han kunne få enhver pige, alle ville have ham. 

"Jamen tillykke da" svarede han endeligt og lød bitter og irriteret, jeg tog en dyb indånding for ikke at flippe ud på ham, men huskede bare mig selv på at jeg skulle mødes med prinsen, hvilket straks gjorde mig glad igen. Jeg satte Perle i galop mens jeg råbte. 

"Den der kommer sidst er en trold!" jeg kunne høre galopperende hove lige bag mig og Matthias kom hurtigt op på siden af mig, jeg kiggede på ham da han med et smørret smil overhalede. Jeg klikkede med tungen og drev på Perle, hun elskede det her ligeså meget som mig selv, så hun sprang hurtigt fremad og kom igen op på siden af Matthias og videre forbi. Jeg sendte ham et flabet blik over skulderen og lænede mig så igen helt frem, gav Perle løse tøjler og tog et godt tag i manen. Hun satte farten endnu længere op og jeg kunne hører Matthias sakkede endnu længere bagud. Jeg stoppede roligt Perle ved enden og kiggede selvtilfreds på Matthias der kom stormende på sin sorte hest, som han stoppede brat så jord og græs fløj til alle sider. Vi sad begge af i stilhed, tog sadler og hovedtøj af så hestene kunne gå og græsse, velvidende om at de ville blive i nærheden af os og så satte vi os ved siden af hinanden og kiggede ud på himlen.
Vi snakkede længe, om alt mellem himmel og jord og på hvad vi havde lavet de sidste uger, jeg undlod dog selvfølgelig parten med Daniel der næsten blev druknet, men ellers fik han en nøje beskrivelse af det smukke silke.
Jeg vidste ikke om Matthias fortalte mig alt, alle hans tanker og alt hvad han lavede, det ville ikke undre mig, hvis han rent faktisk altid fortalte mig sandheden, han var så godhjertet, at han næppe havde nogen forfærdelige tanker som jeg ofte havde eller gjorde selvglade ting ligesom jeg altid havde gjort og altid ville gøre, med glæde faktisk, for jeg satte altid mig selv højere end alle de latterlige folk der boede i byen. Men selvom Matthias var min bedste ven kunne jeg selv ikke fortælle ham om de tanker jeg sommetider havde, om hvor meget jeg hadede folk jeg knap nok kendte, hvor meget ondt jeg ville have der skulle ske med dem, som Lisbeth.
Han ville også bare blive rasende. 
Han fortalte mig om hans nye kusine, en lille sød baby som han allerede elskede højt og jeg smilede og grinede af ham som han talte, jeg elskede at høre hans historier og når han lo var det det bedste. 
Efter hans fortælling sad vi lidt i stilhed og kiggede på de svedende heste der gik rundt og græssede nær hinanden mens de piskede voldsomt med halerne for at få insekterne til at gå væk.

"Du ved godt du er helt anderledes herude i skoven end du er derhjemme ikke?" udbrød han pludseligt. Jeg vidste det godt, jeg tabte altid alle mine facader herude som lå som lag på mig, det var naturen, hestene og mest af alt Matthias der fik mig til det, det irriterede mig lidt i starten at jeg blev så sårbar, så normal herude, men så længe det bare var med Matthias og ingen andre følte jeg mig tryg. 

"Du ved godt, at det er dig der gør det ikke?" hviskede jeg og håbede næsten, at han ikke hørte det, jeg sagde næsten aldrig sådanne ting til folk oprigtigt og det gjorde mig usikker. Jeg bed mig selv i inderkinden af irritation over min sårbarhed. 

"Wow... Sagde Blair Von Sollern lige noget... sødt?" drillede han og prikkede mig i siden. Jeg skubbede vredt hans hånd væk men kunne ikke lade være med at grine lidt og daske ham blidt på skulderen. Han grinede også og så gik snakken heldigvis normalt videre, uden flere dybe øjeblikke. 

 

***

 

"VANYA!" skreg jeg gennem huset og så hende komme stormende ind på værelset med et skræmt blik. 

"Du skal gøre mig fin LIGE NU! Maden er ikke vigtigere end at se fin ud til prinsen kommer!" hvæsede jeg og satte mig på stolen foran spejlet der stod på det mørke træbord i hjørnet. Hun nikkede og skyndte sig at børste mit hår, skyndte sig lidt for meget. 

"Vanya! Ikke så hårdt!" sagde jeg irriteret og hun børstede straks lidt blidere. Jeg var ekstatisk af hvor spændt og nervøs jeg var. Prinsen skulle komme idag. Han ville hente mig og vi ville gå en tur i byen, det var nu det ville ske, måske ville han giftes med mig efter denne tur, jeg skulle bare få ham til at elske mig. Det var ikke svært for en pige som mig, alle elskede mig. 

Vanya satte et net over mit hår og bad mig så rejse mig op så hun kunne få den lyseblå kjole på mig, den var lang og korsettet skulle snørres stramt. Jeg gispede lidt hver gang hendes hænder hev i snorende, men tog mig sammen. En rigtig kvinde viser ikke smerte. Da jeg var klar lignede jeg en engel og da min far kom ind for at hente mig ned i stuen gispede han og smilede stort. 

"Du er så smuk Blair" hviskede han næsten "enhver bliver blændet af din skønhed" fortsatte han og jeg kunne ikke lade være med at smile tilfreds. 

"Tak Vanya, du kan gå ned og lave lækker mad nu, jeg vil se frem til at komme hjem og spise" sagde jeg og Vanya nikkede og listede lydløst ud af værelset som et skræmt dyr. "Følg mig ned" sagde jeg til min far og tog fat om hans albue, i samme øjeblik bankede det på døren. Jeg fór sammen og sprang ned af trapperne, men lagde så bånd på mig selv og lod min far åbne døren. Jeg så ham bukke til prinsen der var ekskorteret af to livvagter, den ene var lille men muskuløs og den anden var lidt højere med lysebrunt hår. 

"Goddag hr Sollern" sagde Fredrik og gik så forbi ham og over til mig. 

"Og frøken" sagde han med den hæse og intense stemme som gav mig kuldegysninger over hele kroppen. Det føltes ubehageligt men på samme tid fik jeg en intens tiltrækning til ham. Han tog min hånd og kyssede den. 

"Goddag" svarede jeg og nejede let. 

"Skal vi vandre ud på en spadsertur?" spurgte prinsen høfligt og jeg nikkede og gik forbi min far der smilede til os som han kiggede efter os, men jeg kunne ikke lade være med at bemærke det bekymrede blik i hans øjne eller den måde han kiggede efter mig som om det var farligt at gå en tur med prinsen. Jeg himlede med øjnene for mig selv og smækkede døren. 

"Hvad har de foretaget dem siden sidst?" spurgte jeg høfligt og begyndte langsomt og gå gennem gaderne. Prinsen grinede og gik i samme langsomme tempo som jeg gjorde. 

"Nu behøver vi ikke virke formelle længere vel" sagde han og vendte hovedet mens vi gik og kiggede på mig. Jeg lod mine øjne møde hans og forventede igen at han ville kigge væk med et forpint udtryk, men istedet borede hans isblå øjne sig ind i mine og lod mig fange så mit blik ikke kunne tvinges væk. 

"Nej det gør vi vel ikke" svarede jeg og fik endeligt mit blik revet fri med en agressiv bevægelse. Han grinede igen og det irriterede mig, at han havde sådan en kontrol over mig, det var altid mig der havde den kontrol over håbefulde mænd der ønskede en dans eller min hånd eller blot at snakke, men jeg havde altid været kold mod dem. 

"Jeg hører du rider" sagde han og løftede et øjenbryn. 

"Du hører rigtigt" svarede jeg og undrede mig over, hvem han havde hørt det fra. Det skræmte mig lidt, hvad mere vidste han om mig? Han gik lidt og nikkede for sig selv. 

"Heste er også prægtige dyr" han lød som om det var noget han fandt sjovt, som om hans ord havde en dobbelt betydning og jeg gik længe og tænkte over det før jeg måtte give op og lade det ligge. Vi var nået ind til markedet og jeg kom i tanke om søen, hvor prinsens håndlangere havde mishandlet min bror, det gjorde mig utilpas og jeg besluttede mig derfor og begynde at deltage i legen, som han tydeligvis havde igang med mig. At skræmme mig, gøre mig mundlam og utilpas, at ydmyge mig. Jeg tog fat i hans hånd, han var iskold, men jeg tog ikke notits af det og trak ham bare med igennem boderne og mod de riges kvarter hvor kæmpemæssige huse, næsten slotte tårnede sig op på begge sider af os. Prinsen havde fulgt tavst med og jeg kunne kun tage det som om han var overrasket over min handling. Et point til mig. 

"Du ivrig af dig hva" sagde han da jeg slap hans hånd, han børstede på sit ene ærme, hvor der var landet lidt støv eller sådan noget. Jeg trak på skuldrene og smilede mit mest intense, hjerteknusende smil, hvorefter jeg borede mit blik ind i hans, endelig var jeg ved at komme tilbage til mit gode jeg, det kunne godt være han var prins, men han skulle ikke tro han var bedre end mig. 
Han stod igen og stirrede lidt, men rev så sit blik og gik ned af vejen. Jeg fulgte efter med et stort smil. Endnu et point til mig, men jeg havde også en del at indhente. 
Vi gik lidt i stilhed hvorefter han pludselig trak mig ned af en øde gade. Jeg gik nysgerrigt med og pludselig vendte han sig mod mig og lænede mig op af muren. Han var helt tæt på igen og hans blik var rasende. Han hadede åbenbart at tabe. Men jeg var ikke bange, jeg stirrede ham lige ind i øjnene, hvilket tydeligt gjorde ham endnu mere rasende. 

"Du skal opfører dig pænt!" hvæsede han irriteret, jeg fik lidt kvalme af den søde blomsterduft der kom fra hans iskolde ånde og den duft af blod der bare omgav ham, men kæmpede bragt for at holde øjenkontakten, hvilket gjorde mig svimmel. Jeg blev nødt til at kigge ned til sidst og han grinede hånligt. Den tabte jeg. Han trak sig væk fra mig og smilede så sødt til mig. 

"Kom frøken" sagde han charmerende og rakte hånden ud, han havde en læderhanske på. Jeg tog den og smilede uskyldigt til ham. Hvorefter jeg fulgte med ham. Jeg opførte mig pænt og sødt resten af dagen og aftenen med og vi spadserede hele byen igennem mens vi snakkede om forskellige ting, ligegyldige ting. Prinsen havde overraskende nok ligesom mig opført sig pænt og da vi var ved min dør indtil vores hus, gjorde lykken mig helt ør i hovedet, var jeg forelsket? Det måtte jeg være. Prinsen fulgte mig ind og Vanya kom ud og tog imod os. 

"Kan vi byde på noget?" spurgte min mor der havde taget fint tøj på i dagens anledning. Hun så minimum ti år yngre ud og man kun pludselig se, hvor jeg havde fået min skønhed fra. 

"Nej ellers tak fru" svarede prinsen. Livvagterne der havde ventet hjemme hos os hele dagen havde fået spist godt med mad og drukket godt med vin. De rejste sig op og kom hen til Fredrik før de alle forlod huset. Derefter husker jeg ikke meget, jeg var helt svimmel og jeg så som i en tåge, så Vanya måtte hjælpe mig op, af med tøjet og direkte i seng, jeg faldt straks i søvn, eller også besvimede jeg. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...