Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 3 sep. 2016
  • Status: Igang
Blair er en forkælet, selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig lige at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

19Likes
22Kommentarer
1646Visninger
AA

3. Kapitel 2

Prinsen. Min prins. Jeg kunne mærke mit ansigt var chokeret og jeg lagde det flovt i selvsikre folder. En rigtig kvinde, viser ikke følelser. 

"Hvorfor skulle jeg ville danse med dem?" spurgte jeg, jeg vidste min far hadede når jeg var sarkastisk og hvis han vidste jeg var det over for PRINSEN, ville han hænge mig op i det æbletræ vi havde ude i haven. Prinsen smilede skævt og rakte hånden frem mod mig. Jeg tog den og vi hvirvlede ud på dansegulvet. 

"Jeg kan se mændende er efter dem" sagde prinsen med et løftet øjenbryn. Jeg smilede tilfreds og trak lidt på skuldrene. 

"Ja du er faktisk heldig du får en dans" svarede jeg selvsikkert og fulgte hans trin rundt i dansen. Pludselig snurrede han mig rundt og bukkede mig bagover, Han var lænet ind over mig og jeg kunne mærke hans iskolde ånde mod min hals. 

"Du er ikke bange af dig hva, du ved godt du snakker til en fremtidig konge?" spurgte han og hans stemme fik kuldegysninger til at gå igennem min krop, den dryppede af selvtilfredshed og noget andet jeg ikke kunne sætte finger på. Han trak mig op og stå rank igen og førte mig videre på dansegulvet. Jeg var blevet stum af ubehag og på samme tid tiltrækning til prinsen og jeg måtte vendte lidt med at svarer. 

"Du er godt nok uhøflig" min stemme var heldigvis sikker og skarp. Han lo. 

"Du skulle bare vide" hans stemme var så intens at kuldegysninger igen gik igennem hele min krop og jeg måtte tvinge mig selv til ikke at måbe eller gå helt i stå med dansen. Jeg havde aldrig mødt en person der gjorde sådan mod min krop. Gad vide om det var sådan jeg selv virkede på andre? Men jeg ville ikke lade ham vinde på den måde, så jeg brugte unfair midler, hele tiden havde jeg kigget på et spot bag ham, så han ikke ville føle ubehag ved mine øjne i hans, men nu lod jeg dem stirre direkte ind i hans og ventede at han ville kigge væk og se forpint ud. Men problemet var, at det gjorde han ikke, hans isblå øjne borede sig lige ind i mine og fik igen kuldegysninger til at gå igennem min krop. Jeg følte mig magtesløs, lille, sølle, måske lidt som de der tilbedere jeg altid havde haft. Ting jeg aldrig havde følt mig før og det irriterede mig. Men alligevel jog glæden igennem mig, jeg dansede med prinsen! Det summede i mit hoved af lykke. Jeg opdagede ikke engang at sangen var slut før han spurgte om endnu en dans og jeg takkede ja, kunne næsten ikke skjule det lykkelige smil der kæmpede for at vise sig på min røde, fyldige læber. 

"Hvem er din familie?" hans stemme var intens, som om han var mere interesseret i hvem min familie var end noget andet, det gjorde mig utilpas, men jeg tog mig sammen og svarede. 

"Von Sollern" svarede jeg og igen gjorde hans øjne der borrede sig ind i mine mig forvirret, det måtte være skæbnen det her, han kunne se mig i øjnene, han var prinsen, han var MIN prins. 

"Præsten?" spurgte han og jeg nikkede. 

"Så må du være meget kristen" jeg kiggede lidt på ham i stilhed, jeg var alt andet end kristen. 

"Bare fordi ens far er idiot betyder det vel ikke man selv er det vel?" spurgte jeg og snakkede som om der var noget galt i hovedet på ham eller han var et lille barn. Det var en smutter, jeg skulle aldrig have sagt det til ham og især ikke på den måde. Nu ville han aldrig gifte sig med mig. Hadet til mig selv og min store mund brændte i kroppen på mig, men prinsen så hverken chokeret eller vred ud, men bare bedrevidende og som om han bare vidste, at jeg ville sige lige det. 

"Nu ikke så rapkæftet pige" sagde han koldt og jeg sank en klump, han havde kaldt mig for pige, han ville aldrig gifte sig med mig nu. Hvorfor skulle jeg altid snakke før jeg overhovedet havde tænkt over konsekvenserne. Det her var PRINSEN, det var min chance, nu var den død. Men da sangen var færdig spurgte han alligevel om en dans til og det gav mig lidt selvtillid tilbage igen. 

"Er du nu sikker på, at du vil danse med en pige?" spurgte jeg lidt skarpt om, jeg måtte redde den her bummert. 

"Jeg kan godt lide piger og du er... interessant" jeg gøs af hans ord og kunne ikke lade være med at få lidt kvalme, men han var en prins og jeg var helt lykkelig oven i hovedet over, at jeg endelig fulgte min drøm og dansede med ham. 

Vi dansede hele aftenen. Stoppede først da min far kom og høfligt afbrød dansen fordi vi absolut skulle hjem, han præsenterede sig overfor prinsen der høfligt også præsenterede sig med et skævt smil, som Fredrik.

"Festen er desværre slut Blair, vi må se os nødsaget til at tage hjem, men undskyld afbrydelsen" sagde min far med sin høflige stemme og nikkede først til prinsen og så til mig. 

"Det i orden hr, jeres familie vil alligevel hører fra mig snart" svarede Fredrik og vendte så om og gik. Ville hører fra ham? Jeg ville altså komme til at se ham igen! Måske ville han gifte sig med mig! Lykken snurrede rundt i mit hoved og gjorde mig helt ør, min far nåede lige at gribe mig før jeg faldt og kiggede lidt rettesættende på mig, før han førte mig ud af balsalen og ind i hestevognen. 

"Du dansede med prinsen hele aftenen" konstaterede min far, han så ikke overrasket ud, men nærmere bekymret. Hvorfor var han bekymret? Det var da det bedste der var sket for mig hele mit liv. Jeg nikkede med et smil på læben og forventede han ville sige noget med, at han var stolt af mig. Men istedet lænede hans frem mod mig og lagde sin hånd på mit knæ, han så bekymret ud og jeg forstod det ikke, det var jo prinsen, mit livs chance for at blive prinsesse. 

"Blair du skal passe på, han er ikke som du tror"sagde min far med en stemme der rungede af bekymring. Hvad snakkede han om? Jeg kiggede forvirret på ham, men han havde lænet sig tilbage igen og kiggede ud af vinduet i hestevognen. Jeg rynkede panden af forvirring men trak så på skuldrene og lænede mig tilbage med et kæmpe smil på læberne. 

Da vi var hjemme kom Vanya og min mor ud og tog imod os. Jeg lod Vanya tage min frakke og gik straks op på mit værelse, uden at værdige et blik til hverken min mor eller Vanya, jeg var alt for optaget af aftenens hændelser lige nu. Men før jeg nåede ind på mit værelse overhørte jeg lige min far sige noget til min mor. 

"jeg skulle aldrig have taget hende med" og så hørte jeg deres fødder forsvinde ind på deres værelse. Jeg rynkede brynende, så det handlede om det. At han ikke VILLE have mig med, at han var for snæversynet til at se det gode i, at jeg dansede med prinsen, at han ikke havde lyst til, at jeg blev prinsesse. Jeg snerpede munden sammen og vendte om for at gå ind på mit værelse, han var en idiot og jeg skulle nok vise ham, at han ikke kunne manipulere mig på den måde til ikke at gifte mig med prinsen. Men jeg skulle nok grine hånligt til ham den dag jeg endelig blev. Ja han skulle bare få at se. 

 

***

 

Daniel og jeg var lige nået ned på markedet da jeg fik øje på den nye bod der var blevet sat op. Silke. Jeg slap Daniels hånd og skyndte mig derover. Det var i alle farver og det fik mig til at ville købe alt det stof de havde i boden. Damen i boden smilede til mig, så hendes rynker blev endnu tydeligere, men som alle andre i denne her forbandede by, kiggede hun i panden på mig og ikke i øjnene. 

"Jeg vil gerne have fem meter af den her" jeg pegede på det meget lyse røde silke som først havde fanget mit blik,"tre meter af den her blå og det samme af den mørkegrønne" sagde jeg ivrigt og hev mine penge op af den lille taske jeg havde med og gav hende præcis så mange penge det kostede. Så tog jeg stoffet og skulle til at gå hjemad, Vanya skulle lave kjoler til mig. Men så opdagede jeg at Daniel ikke var ved min side. Jeg kiggede forvirret omkring men begyndte så at blive bekymret og gik med hastige skridt mod den anden ende af markedet. Han var sikkert ovre og kigge på glimtrende ting. Men så hørte jeg stemmer tæt på, ubehagelige stemmer. Jeg gik over mod dem, noget sagde mig at der var noget galt og at det havde noget med Daniel at gøre. 

"Er du faret vild lille dreng?" hørte jeg den ene sige og jeg stivnede, det var helt sikkert Daniel de talte til for jeg hørte han pludrede bagefter. Jeg gik med hastige skridt hen mod stemmerne og stillede mig i skyggen af slagterhuset. Det var tre mænd der stod ovre ved søen og kiggede ned på Daniel der sad ved kanten af søen og legede med sin perle, som han fik af manden i smykkebutikken. Han så forvirret ud og jeg kunne se han også var bange. Hans øjne var store og opspildede. Jeg skulle lige til at gå over og hente ham, men så sparkede den ene mand lidt til ham så han faldt bagover og Daniel begyndte at græde. Mændende grinede og den ene, ham med lyst hår og blå øjne og et mærkeligt slangeagtigt udtryk i øjnene, tog ham op og ruskede i ham. Daniels grå øjne kørte rundt i hovedet på ham og tårende trillede ned af hans kinder. 

"Kan du lide vand?" spurgte den sidste mand, som havde helt sort hår og brune øjne, han var højere end de andre to, og havde et sværd i bæltet, de andre to mænd havde lagt deres sværd på en sten ved siden af. Pludselig bukkede ham der mindede om en slange sig forover og stak lille Daniels hoved ned i det iskolde vand i søen. Jeg kunne se, at Daniel sprællede og græd, men manden holdt bare fast som intet var hændt. Jeg gjorde intet, trådte bare et skridt længere tilbage og stirrede med opspærrede øjne, de ville dræbe mig, hvis jeg gik derhen og prøvede at standse dem, så ville vi begge blive druknet som mus, eller det var i hvert fald min undskyldning til mig selv, men jeg kunne ikke benægte, at jeg havde set det mærke der var på deres alles kapper, kongens tegn. De var kongens livvagter. Hvis jeg gjorde noget nu, ville prinsen aldrig gifte sig med mig, når de først havde sladret om mine handlinger. 
Jeg trådte endnu et skridt tilbage og vaklede da jeg så Daniels sprælle mindre og mindre og mændendes grin blive højere. Jeg sank en klump og lænede mig op af slagterhusets slidte mur. 

"Hvad FANDEN har i gang i?!" råbte en dyb stemme pludselig nogen meter derfra og en høj og trænet mand nærmede sig dem med hastig fart, jeg kiggede på ham og sukkede lettet. Han ville hjælpe Daniel. Jeg så hans hoved vende sig mod mig og jeg så rynken mellem hans bryn da han så jeg gemte mig, at jeg havde overværet det hele uden at gøre noget. Kongens livvagter kiggede rasende på manden men trak Daniel op fra vandet og smed ham på jorden. 

"Vi gør præcist det vi har lyst til" svarede ham med det sorte hår, ligesom ham med det lyse hår, mindede han om en slange, selv hans stemme.

"Forsvind" råbte manden der havde afbrudt livvagternes morskab næsten og havde nu trukket hans sværd som han pegede på dem med. Mændende trak på skuldrene, tog deres sværd fra stenen og gik med et irritabelt mine. Manden der havde reddet Daniel smed sit sværd og kastede sig ned og tog Daniel op i sine arme. Tårende trillede ned af Daniels små buttede kinder og hans øjne var røde og hans åndedræt besværet. Da livvagterne var helt væk tog jeg hurtigt mit silke og løb alt, hvad jeg kunne over mod dem. Manden der havde redet Daniel kiggede igen på mig og jeg blev pludselig helt flov. Han havde set mig stå og overvære hele episoden, men der var ikke andet jeg kunne have gjort, var der?

"Hvem er du?" spurgte han irriteret, jeg rakte ud og tog Daniel ud af hans arme. 

"Hans søster, vi er Von Sollern" svarede jeg og kyssede Daniel på hans iskolde og våde pande. Jeg kunne mærke tårende der trillede ned af mine kinder, Daniel kunne have været død. Men denne mand redede ham. Jeg kiggede op på manden der kiggede på mig med et dømmende blik og havde pludselig en stærk trang til at vinde hans tabte respekt for mig igen. Jeg ville have han skulle lide mig. 

"Jeg elsker ham så højt, jeg står i uendelig gæld til dig for at redde ham" sagde jeg overvældet og oprigtigt men manden stirrede bare på mig, ikke i mine øjne, for jeg sørede for at kigge i panden på ham istedet, men jeg havde alligevel bemærket han havde en smuk blå-grå farve i sine. Han var alt i alt virkelig pæn og en af dem der måske ville have en chance for at jeg ville danse med ham, hvis han spurgte. Han havde brunt hår, markerede kæber og var muskuløs og høj. 

"Det virkede ikke som om du elskede ham så høj da du stod og overværede hele episoden uden at løfte en finder" sagde han skarpt, vendte om på hælen, tog sit sværd og gik. Jeg stod forvirret og kiggede efter hans vrede bevægelser som han langsomt forsvandt længere og længere væk. Jeg var aldrig blevet afvist på den måde, ingen havde nogensinde vendt ryggen til mig, hvordan kunne han? Daniels gråd tog til i styrke og jeg kunne mærke hvor kold han var, så jeg tog ham i den ene arm og silken i den anden og gik hjemad. Da vi var hjemme løb Vanya os i møde da hun så Daniels våde, rystende krop og overtog ham med et forfærdet udtryk i ansigtet. Hun kiggede spørgende på mig. 

"Han faldt i søen" svarede jeg og besluttede at holde hændelsen hemmelig for alle, godt Daniel aldrig snakkede så man kunne forstå ham. 

Vanya tog ham med ind i badeværelset, nok for at få ham i et varmt bad eller sådan noget. Jeg selv gik op på mit værelse, efter at have stillet silken i et hjørne af stuen. Mine tanker kørte på det der var sket ved søen. Livvagterne der havde moret sig med at torturere min lillebror, mig der havde stået og gloet uden at gøre noget og manden der havde redet ham og vendt mig ryggen og gået. Det var der aldrig nogen der havde gjort før, hvem var denne mand og hvad bildte han sig ind?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...