Blåt Blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2016
  • Opdateret: 3 sep. 2016
  • Status: Igang
Blair er en forkælet, selvglad pige der altid har været bitter over sit liv som præstedatter. Men en dag ændre det hele sig til hendes største drøm da prinsen er i byen og byder hende op til dans. Men er det blå blod virkelig så fantastisk som i hendes drømme? Og hvorfor er det egentlig lige at prinsen kan kigge hende i øjnene når ingen anden kan?

19Likes
22Kommentarer
1644Visninger
AA

2. Kapitel 1

"Og hent kjolerne til mig hos vaskekonen!" råbte jeg til Vanya som sikkert var inde i køkkenet og lave mad. Jeg kastede igen et blik ud af vinduet på nogen fugle der kvidrede løs mens de fløj rundt fra træ til træ. Jeg sad i min natkjole på det værelse som jeg hadede ligeså meget som resten af huset. Ja det var større end alle andre huse i den her del af byen, men det var middelmådigt og grimt. Jeg passede slet ikke ind i denne her del af byen, jeg passede i den rige del, den del der kendte konger og dronninger over hele verden. Folk sagde, at vi var en rig og velhavende familie og egentlig var den fattige del endnu længere henne, der boede de i små huse, uden tjenestefolk og faktisk havde vi mere end nok penge, men det var ikke nok for mig at bo her, jeg ville bo på et slot, jeg var faktisk næsten helt sikker på, at jeg havde blåt blod. Jeg måtte være blevet født her ved en fejl, jeg skulle være prinsesse. Jeg sukkede, det hele måtte være en forbandet fejl, men de tanker skulle jeg nok holde for mig selv for når min far lagde øre til min holdning, blev han altid rasende og begyndte at fable om, at sætte pris på det man har. 
Døren ind til værelset blev åbnet og jeg kiggede op. 

"Daniel" sagde jeg med et smil da den lille dreng på knap 5 år trådte ind, dum som en dør men nok det eneste jeg nogensinde havde elsket, min lillebror. 

"Blaaiirrr" sagde han og kom hen til mig og satte sig ved siden af mig på den store træseng med bløde madrasser og fjerdyner smidt rundt omkring, den måtte Vanya redde, vores tjenestespige.

"Markedet!" pludrede Daniel ved min side og sprællede med ben og arme, han elskede markedet, han ville derned hver evig eneste dag og kigge på stof og skinnende ting, måske var det fordi han var så lille, men jeg havde på fornemmelsen, at der var noget galt med ham i hovedet. Jeg kiggede på ham med et blidt blik og så hans store øjne der lyste af glæde og uvidenhed. 

"Vi tager derhen når Vanya kommer tilbage med mine kjoler" svarede jeg og han klappede i hans små buttede hænder og løb så ud af værelset. Jeg rejste mig og hoppede i nogle små højehæle og gik ud af værelset i silkenatkjolen og ned af trappen. 

"Blair, godt at se dig oppe" sagde min far og smilede til mig, han var præst og alle i hele byen elskede ham ih og åh så højt, han kendte alle dem jeg gerne ville være. Jeg nikkede bare til ham med et falsk smil og satte mig ved bordet, hvor der stod lækker morgenmad, som jeg begyndte at tage af. 

"Jeg skal i kirken i dag, men hvis du vil sige til Dianna, at jeg er hjemme i aften kunne det være perfekt" sagde han. Hvorfor gjorde han altid det? Stillede spørgsmål på sådan en lang og kompliceret måde, som om jo flere ord nu bedre. 

"Jaja skal jeg nok" svarede jeg og han nikkede og gik ud af køkkenet, nok for at skifte til sit latterlige præstetøj. Det kunne godt være at det var en almen ting, næsten et krav, at man tilbed gud, men jeg hoppede ikke på den. Det var jo latterligt, hvis han overhovedet fandtes kunne han rende mig. Jeg vidste det kunne fører til meget drama i byen, hvis folk kendte min holdning, så kun overfor min familie havde jeg sagt sådanne ting, jeg havde aldrig været bange for at sige min mening og det havde også ført til en del lussinger og gisp igennem tiden. 

Jeg hørte hoveddøren gå op og Vanya der vidst var omkring de 30 år, men allerede fyldt med rynker i ansigtet rakte mig de nyvaskede kjoler. 

"Tak Vanya" sagde jeg og smilede oprigtigt til hende. Hun nikkede som svar og gik mod køkkenet for at vaske op eller lave mad. Jeg gad godt vide hvordan hendes fortid havde været, hun kendte ingen andre end min familie, hun arbejdede hele tiden, undtagen om natten, hvor hun sov på værelset ved siden af køkkenet og hun havde altid den der bekymrede rynke mellem brynende, som om den var groet fast. Nogengange tog jeg endda mig selv i, at have ondt af hende, hun var så stille og listede rundt som en skræmt lille mus. Jeg rystede på hovedet, tog kjolerne og gik op på værelset, hvor jeg smed natkjolen og skoene og trak en smuk, gul kjole på med korte ærmer der puffede, så tog jeg nogle højhælede sko i samme gule farve på og børstede mit hår. Derefter gik jeg med rank ryg ud af døren og kaldte på Daniel der straks kom løbende. 

"Så går vi" sagde jeg og tog hans lille hånd i min. 

Så snart vi gik ud af døren faldt blikkende på os, eller rettere på mig. Jeg var nok den smukkeste i byen og enden begærede folk mig, eller også ville de være mig. Jeg havde langt brunt hår, lange øjenvipper og helt røde læber, selv uden sminke. Jeg var høj og slank og mine øjne var grønne og min far sagde, at ens øjne brændte når man kiggede ind i mine, hvilket forklarede, hvorfor ingen så mig i øjnene nogensinde. Eller det var med en undtagelse, Daniel, den eneste der kunne kigge mig dybt i øjnene uden at se væk med et forpint udtryk og det var også en af grundende til, at jeg elskede ham. 

"Kom" sagde han ivrigt og trak mig i hånden så vi gik igennem de smalle gader og ind på markedet, hvor der stod boder med alle mulige forskellige ting. Smykkeboden faldt mig straks i øjnene og jeg trak Daniel med derhen. Guldøreringe, halskæder, diamantringe. Jeg havde altid forestillet mig den dag jeg ville blive gift, selvfølgelig med en prins. Jeg skulle have den smukkeste diamantring folk nogensinde havde set og alle ville snakke om mig. Jeg sukkede, hvorfor kom den dag ikke snart?

"Skal de have noget frøken?" spurgte manden i boden og kiggede på et punkt bag mig, for han vidste allerede, at man ikke kunne se mig i øjnene. 

"Den her!" sagde Daniel bestemt og åbnede sin knyttede hånd med en lille perle indeni. Jeg nikkede og manden i boden smilede til Daniel. 

"Den kan du få gratis, er der ellers andet" spurgte han og jeg nikkede og tog en smuk halskæde i guld. Jeg betalte og vi gik videre. Halskæden havde jeg allerede taget på. Daniel trak mig rundt imellem boderne og jeg gik med for at gøre ham glad, men til sidst gad jeg ikke mere og slap hans hånd for at sætte mig på en bænk.
Han stod lidt og trippede foran mig før han satte sig ved siden af mig. Jeg fik et øjeblik efter vi havde siddet der øje på Lisbeth og gjorde en irriteret grimasse. Jeg vidste ikke hvad der var galt med mig, men trods hun var fattig og ikke engang halvt så smuk som jeg, havde jeg det mest brændende had og jalousi til hende. Hun var på min alder og hun havde allerede et barn på to år med krøller og smilehuller.
Hun havde ham med overalt, selv når hun skulle ud og gøre andres huse rent og alle elskede den lille engel. Hendes mand var en træt og forvirret mand, men det var som om hans verden ikke drejede sig om solen, men om hende. Man kunne se i hans øjne hvordan han elskede hende og hver gang han kyssede hende og løb hen og tog hende op med barnet i midten, fik jeg den mest forfærdelige følelse i kroppen, jeg hadede hende, inderligt og jeg glædede mig til den dag jeg ville se hendes misundelige ansigt når jeg rejste til et slot et sted i verden med den mest fantastiske prins. 

Jeg så Lisbeths mand, som jeg aldrig havde fundet ud af hvad hed, kysse hende på kinden og vrængede ansigt og kiggede straks væk. Lisbeth havde ikke en chance mod mig som konkurrent, jeg ville kvase hende når jeg fik mine smukke børn en dag. 

Jeg rejste mig lidt irriteret og trak Daniel med der snublede afsted ved min side, på grund af mit hurtige og vrede tempo. Det var først da vi kom hjem, at jeg opdagede, at jeg nærmest havde slæbt ham hen af jorden. Snot løb fra hans næse og jeg rynkede brynende. 

"Åh undskyld Daniel, jeg var bare så vred" sagde jeg til ham. Han kiggede uforstående på mig og gik bare ind i stuen og satte sig og begyndte at lege, selvom lidt blod løb fra hans knæ. Jeg gik op imod mit værelse. 

"Vanya du kan godt begynde at lave mad" råbte jeg på vej op af trapperne. 

 

***

 

"Hej skat" sagde min mor da vi begge kom ud fra vores værelser og satte os ved spisebordet, hvor Vanya havde stillet alt maden fint op på sølvfade og i porcelæns skåle. Min mor tilbragte altid hele dagen indenfor og selvom hun var smuk og engang næsten havde været ligeså smuk som jeg, havde den konstante hovedpine hun havde fået hende til at se mere og mere træt og gammel ud. Det irriterede mig, at hun aldrig gik ud, aldrig tog til fester eller snakkede med de helt rige fra byen, at hun var så ugidelig og uduelig. Hun skyldte al skylden på hovedpinen, men hvis det var mig der havde hovedpine vil det ikke hindre mig fra noget. 

Vi spiste mens vi snakkede lidt om mig og Daniels tur til markedet og midt i maden kom min far hjem. Min mor så pludselig meget yngre ud og kiggede på min far med glade øjne. 

"Christian!" sagde hun glad og min far kom hen og kysse hende på kinden. 

"Dianna" svarede min far og satte sig på stolen ved siden af min mor. Da vi havde spist lidt og næsten alle sammen var færdige begyndte min far at tale. 

"Jeg har en overraskelse til dig Blair" han smilede hemmelighedsfuld og jeg kiggede med store, spændte øjne på ham, men ikke i hans øjne for jeg vidste det ville brænde. Forbandede øjne. 

"Vi skal til en fin fest idag", mit smil blev hvis det var muligt endnu større og jeg klappede spændt i hænderne for derefter at rejse mig straks op for at gå op og gøre mig klar. 

"Man venter på alle er færdige Blair!" hvæsede han pludselig og jeg satte mig en smugle flovt ned på stolen igen og mumlede et undskyld. Endelig! Kunne jeg komme til fest. Hvem ved, måske ville min prins være der? Efter aftensmaden gik jeg straks op på mit værelse, hvor jeg fik Vanya til at sminke mig, lave mit hår og spænde mig korset. Om mit hår var der et net og min kjole var mat hvid med pufærmer og et stramt korset. Mine sko var høje og i samme hvide farve. Jeg kunne ikke vente og jeg gik utålmodigt frem og tilbage i stuen og ventede på min far der kort efter kom ud fra hans og mors værelse. 

"En rigtig dame har uendelig tålmodighed" sagde han og jeg sukkede. 

"Men man er ikke en rigtig dame før man har en mand" svarede jeg bittert og jeg kunne se min far kiggede utilfreds på mig. 

"Man bliver nødt til at være en ordentlig dame før man kan få en mand, ellers vil ingen have en" sagde han med en skarp tone, men det holdt mig ikke tilbage, jeg var ikke bange for min far. 

"Vi ved alle sammen, at alle i den her by vil have mig" og det var rigtigt, min far havde fået tonsvis af breve fra mænd der anmodede om min hånd, men han havde måtte afvise dem alle høfligt, for jeg havde nægtet. Jeg skulle have intet mindre end en prins. Min far sukkede, han vidste jeg havde ret og han var stolt af det, men han var endnu utilfreds med, at jeg havde sagt nej til dem alle. 

Vi kunne begge hører hestehovene slå mod brostenene da hestevognen ankom foran vores dør for at hente os og bringe os til festen og uden et ord mere gik vi begge mod døren. Min kjole var lang og jeg løftede lidt op i den da vi kom udenfor, så den ikke ville ramme den beskidte jord. Det var ikke en lang tur i hestevognen, men jeg vidste vi var i de riges kvarter, der hvor de havde kæmpe balsale, vi havde kun en lille gillesal derhjemme, jeg trådte ud og holdte kjolen op igen. Min far førte an hen mod en stor bygning, jeg kiggede med glinsende øjne på den. Indenfor var der smukt. En stor balsal viste sig, med smukt gulv og højt til loftet. Folk hvirvlede rundt og dansede med en partner til musik der blev spillet fra et hjørne i salen. Smukt, her kunne man sikkert finde en prins. Min prins. 

Jeg satte mig på en stol ved siden af nogen piger på min alder, der alle ventede på en der ville spørger om en dans. Jeg kunne mærke deres misundelige blikke på mig, men jeg værdigede dem ikke et blik og bed mig bare lidt i læben så den ville blive endnu mere rød. Jeg sad ikke mere end to minutter før en ung herre kom hen til mig og spurgte om en dans. Han var meget pæn, men jeg kunne kende ham fra byen, han var ingen prins og mit svar var et koldt nej, hvilket fik ham til at gå flovt og irritabelt fra mig. Jeg elskede det her, at have kontrol. 

Efter mange flere spørsmål om danse, som jeg gang på gang afslog, rejste jeg mig irritabelt og gik mod min far, som jeg så stå og snakke med nogen andre mænd. Jeg stod på god afstand for ikke at være uhøflig og afbryde og takkede ja til nogen vindruer som jeg stod og spiste da en stemme pludselig lød bag mig. 

"Kan jeg spørger om en dans?" lød den. Jeg vendte mig om og skulle lige til at snerre et nej, da jeg så genkendte ansigtet. Det var prinsen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...