Elle Belle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2016
  • Opdateret: 3 aug. 2016
  • Status: Igang
Olivia er 17 år og træt at det hele. Især af sin søster Tiffany, som hun ikke kan udstå. De to piger voksede op som børnestjerner, og bliver i deres teenageår ved et 'uheld' hevet ind i rampelyset igen, da One Direction begynder at interessere sig for dem. Olivia kommer hurtigt og ubevidst til at stå overfor sin sværeste beslutning. Hvordan mon det går, når den ene søster får dét den anden søger allermest? Og når deres forhold forværres hver dag? Er der mon en grænse for, hvor langt de kan tillade sig at gå med familien som indsats?

2Likes
0Kommentarer
78Visninger

1. Kapitel 1

 

Jeg gik forsigtigt ned på dansegulvet, bange for at det silkelignende stof fra kjolen ville rives itu, hvis jeg blot trådte lidt forkert. Jeg talte trappetrinene, som føltes uendeligt mange - 

9, 8, 7 tilbage. 

Jeg kiggede op igen. Vores blikke mødtes med det samme, som var det en film. 

65.

Han nærmer sig trappen, klar til at byde mig op til dans. Jeg svinger med mit lange krøllede hår, kigger lidt væk, men ikke for lang tid, så kostbar var jeg heller ikke.

4, 3, 2.

Han er helt tæt på nu, jeg rækker hånden frem, klar til at tage hans. Vores fingre er blot få millimeter fra at mødes.

1...

 

'Oliviaaa!!!' 
Jamen hvis det ikke var pesten i mit liv der afbrød min drøm. So. Ikke at den var særlig god alligevel, jeg hader den slags sukkersøde fis. Jeg kunne brække mig. 
Men det gjorde jeg ikke. 
Istedet vendte jeg mig rundt på den anden side, og valgte at sove videre, og undlade at svare det forfærdelige pigebarn, jeg kalder min søster. 
Jeg prøvede at genkalde drømmen, så jeg kunne slippe væk fra den virkelighed jeg levede i.

'Olivia, få nu flyttet din fede røv herud!!' råbte, nej skreg Tiffany. Åh min gud, den pige...

Og hey! Man skal sgu ikke joke med store numser. 
Bare fordi Fany (latterligt kælenavn, men det vil jeg kalde hende fra nu af, fordi der får hende til at lyde endnu mere belastende, end hun er i forvejen - hvilket er svært.) ikke har et gram fedt på sin krop og har lange stankelben. Hvem vil ikke hellere have former end at ligne - opkast i munden - hende?

'Olivia, hvis du ikke kommer her nu sååå!!!' skreg Fany mens hun smækkede med ALLE døre på vej til mit værelse. Jeg satte mig op i sengen og gnubbede mine øjne. Fany (iført jeg ved ikke hvad, hun lignede en havneluder) gik faretruende hen til min seng med et eller andet i hånden, som hun prøvede at slå mig i hovedet med. 

Hun prøver mine grænser af, det skal jeg lige love jer for! 

'HVAD VIL DU?' råbte jeg lidt mere aggressivt end jeg burde. 
'Det er den vigtigste dag i mit liv, og sikkert også i dit søde søster! Fotograferne kommer om 3 timer, og du er ikke det der minder om klar!! Jeg har sørget for ALT i dag allerede urrghh!!' sagde Fany, som om jeg var møg tidspresset. Hvilket jeg overhovedet ikke var. 

Hun så godt nok også lidt stresset ud. Hun havde ildrøde øjne og en meget tydelig kant af foundation, som jeg ikke kunne lade være med at grine af.

'Griner du af mig?!' sagde hun forarget med sin vold skingre stemme. 'Jeg gider ikke mere. Jeg giver op!' sagde hun og smækkede døren til mit værelse. Endelig, pyha!

Nå jo, lad mig lige fortælle jer om det med fotograferne. Ser du, min elskede tvillingesøster og jeg var med i et tv-program da vi var små, et eller andet fis vores unge førstegangsforældre meldte os til. 
Folk blev forbløffede over hvor rolige vi var eller sådan noget, så vi begyndte at optræde i flere og flere serier og film, hvor vi spillede den samme baby - en dobbeltrolle.
 Vi var Englands perler - Tiffany og Olivia. Som tiden gik begyndte vi at ligne hinanden mindre og mindre, jeg blev rund og hun blev tynd som et udsultet lig. Eller det er hvad jeg fortæller mig selv i hvert fald. Derfor kunne vi ikke spille den samme rolle længere, og så døde den karriere. 

Så i dag kommer Good Morning Britain hjem til os, og skal filme noget om, hvem vi er i dag eller sådan noget i den stil. Fair nok. Og nu tror Fany så, det er hendes chance for at blive til noget igen. Og endnu vigtigere for hende - der kommer gæstestjerner med på settet. My God, hvor jeg ikke orker det her. 

Jeg kiggede i mit skab, og smed egentlig bare en hvid t-shirt på (selvom den havde et hul eller to) og et par sorte jeans. Så gik jeg ud på los toilettos og tog makeup på og så videre - I ved, alt det der sædvanlige man nu gør om morgenen. 

Imens kan jeg lige klargøre for jer - jeg er ikke så meget en so, som jeg udstråler. Kun overfor min søster, men det er fordi, hun er en kælling over for ALLE sine medmennesker. Vi har altid hadet hinanden, eller rettere sagt. 

Hun har altid hadet mig. Jeg mener, det startede den dag, jeg fik en rolle alene, hvor hun ikke var min dobbelt. 
Det splittede hele min familie op, og mine forældre blev også mere distancerede fra hinanden, da min far var på min side og tog med mig på settet, og om mor gjorde med min søster. 

Bum, nu har du fået noget af baghistorien, hvilket betyder, du ikke kan stoppe nu. Du er tvunget til at følge med i et helvede af et liv - nemlig mit.

Jeg tog min mobil i hånden, og spillede den mest irriterende sang jeg kender - kun for at irritere Fany selvfølgelig - og gik derefter ud af mit værelse. 

Så dansede jeg ud i køkkenet og hev et stykke toastbrød ud af posen og smurte det med nutella. Ligeså snart min iphones "skønsang" ramte Fanys ører, skreg hun. Jeg smilede smørret.

'OMG!! Det er min yndlingssang!!! Oh my GOOOD!!, jeg ELSKER One Direction' råbte hun og hoppede op og ned som det dumme barn hun er. Selvfølgelig elsker hun One Direction, hvad fanden havde jeg regnet med? Vi er jo modsætninger på ALLE måder. Mit smil falmede, og jeg slukkede musikken. 

'Helt ÆRLIGT! Du er så fucking led!' råbte Fany og satte sig ned igen ved køkkenbordet bag mig. Min mor trådte ind, og som sædvanlig var hun på Fanys side. 
'Vær nu lidt sød overfor din søster for en gangs skyld.' sagde hun skarpt til mig. 

Ja, det er sådan min hverdag er. Min søster, som er en bitch. Min mor, som altid sider med hende. Min far, som aldrig er hjemme, fordi han arbejder, og ofte overnatter på kontoret, når han ikke er på forretningsrejser. Se det er en fornuftig mand i mine øjne! 

Jeg skulle lige til at svare flabet tilbage, da det ringede på døren. Jeg tog en stor bid nutellamad og åbnede den. En eller anden gut stod på den anden side af den. 'Hey, er det her the Clark twins bor?' spurgte han og gav mig elevatorblikket. 
Jeg kiggede dømmende på ham. Det var fandeme nogle shiny støvler han havde fået på der. Jeg kiggede ham i øjnene, og de samme øjne, jeg havde set i min drøm i nat mødte mig. Det var fandeme creepy man. 

'Kom indenfor.' sagde jeg med nutella i hele munden. Jeg tvivler på duksedrengen forstod hvad jeg sagde, men indenfor kom han dog. 

Han 'børstede' sine lange krøller om bag øret med sin ene hånd. 'I har et flot hjem' sagde han med en hæs stemme. Jeg løftede bare øjenbrynene ligeglad og tyggede videre på min nutellamad. 
Vi har faktisk et ret flot hjem, meget moderne. Det kan vi takke min far og hans mange nætter på kontoret for. 

Det var en pludselig akavet tavshed der opstod. En eller anden duks vader ind i mit hjem, og så forventer han, at jeg fører samtalen? Der kan han tro nej tænker jeg, og får øje på en klat nutella på min trøje. Pis.

'Du har spildt' sagde han. No fucking shit Sherlock. 'Nejnej, det er bare custom made' sagde jeg, hold kæft det var egentligt dumt sagt. Han trak ikke en mine, men kiggede bare væk, hvor er jeg plat urgh. Jamen fuck ham så.

'Olivia, hvor er mine trusseindlæg??' råbte Fany, og bryder den nyopståede akavede tavshed. Hun havde vist ikke hørt, der var kommet nogen. 

'Det ved jeg ikke. I dine trusser?' råbte jeg flabet tilbage (færdig med min nutella mad, den var pisse god) , og et smil bredte sig på drengens læber. Helt en duks var han måske heller ikke, når han syntes jeg var sjov. Godt jeg reddede den der platte joke fra før. 

Tiffany kom stormende ned fra trappen klar til at hoppe på mig, men et eller andet fik hende til at stoppe op halvvejs med et lille skrig. Jeg kiggede spørgende på hende, da hun udbrød med den mest forfærdelige stemme:

'OH. MY. FUCKING. GOD! HARRY STYLES?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...