En tåre for Lasse.

Han begynder at gå mod mig, men træder lige forbi. Jeg følger efter, knap så galant, med den store taske på ryggen. Jeg vil gerne gå selv, vrisser han til mig, mens han nedstirre fliserne vi passere. Jeg er lidt chokket, over hans pludselige udbryd, af afsky til mig, efter at vi havde pjatte hele aften, som om vi stadig var venner. Så du er stadig sur? spørger jeg stille igen, med et strejf af ironi.

0Likes
0Kommentarer
81Visninger
AA

1. En tåre for Lasse.

Den røde bil køre forbi. Henrik og Emilia vinker efter den, for at få den til at stoppe. Man kan svagt se de bremsespor, der kommer efter baghjulene. Jeg tror bare jeg går hjem, siger jeg lidt nervøst. Engelig ville jeg bare gerne væk derfra. Lasse bryder ind, inden de når at protestere. ”Det gør jeg vist også”. Han smiler skævt, og kigger ned på fortovets grå fliser. Emilia går ind i bilen, efter Henrik. Jeg råber ”Tak for en hyggelig aften” efter dem, men mener intet af det, hvilket de også ville kunne se, hvis de havde set på mig. Jeg vinker mens Emilia hilser på Henriks far, men i sidste ende er det ligegyldigt, for jeg ved lige så godt som de andre, at det her er sidste gang gruppen er samlet.

Bilen køre væk. Jeg står et par skridt foran Lasse. Han begynder at gå mod mig, men træder lige forbi. Jeg følger efter, knap så galant, med den store taske på ryggen. Jeg vil gerne gå selv, vrisser han til mig, mens han nedstirre fliserne vi passere. Jeg er lidt chokket, over hans pludselige udbryd, af afsky til mig, efter at vi havde pjatte hele aften, som om vi stadig var venner. Så du er stadig sur? spørger jeg stille igen, med et strejf af ironi. Jeg laver langsomt elevatorblikket, ud af øjenkrogene, mens han ikke ser det. Åbnet skjorte, hvid T-shirt og så tynd at han ville knække, hvis jeg prikkede til ham. Nej! svare han dybt aggressivt igen. Jeg kan mærke hans blik på mig, men jeg holder blikket lige frem. Nogle gange hjælper det at snakke om det, hvisker jeg i håb om en sidste tur, som i gamle dage, inden jeg lavede rod i den. ”Jeg vil bare gerne have det her minde for mig selv”. Hans stemme er dybt alvorlig. Han ser lige på mig, jeg kan se i hans øjne, at det had han fik til mig den dag, kun har vokset. Okay, mumler jeg, langt mere sårbart end planlagt.

En bil krydser vejen, så jeg venter, inden jeg nærmest spurter over på den anden side. Jeg kan se ham gå med hovedet ned, målrettet for at komme væk.

Jeg fisker min mobil op fra tasken. Jeg taster hurtigt fars nummer ind, på den revnede skærm. Han tager den efter første bib. Far, siger jeg. ”Vil en af jer hente mig?” Min stemme knækker over. Tak, hvisker jeg ind i røret, jeg er ved det gamle posthus. Jeg ligger hurtigt på, for at han ikke skal høre, det snøft jeg svagt udstøder. En tåre triller ned af min kind, mens jeg igen genoptager min vandring, denne gang med et mål.

Jeg følger Lasse med øjnene, mens jeg går. Han sårede mig faktisk, lang mere med de ord, end han nok lige tror. Jeg kan mærke mine sandler, rytmisk bombe ind mod min hud, mens jeg går. Jeg efterlader små spor af blod på fortovet, efter hvor sandalerne har naget. Men jeg er ligeglad, det eneste jeg kan tænke på er Lasse, og hvad jeg skulle have sagt.

Da Henrik skrev sidste dag, om vi alle ville mødes, havde jeg været så glad. Men det havde føltes så stramt, at været sammen med dem. Lasse der sad og ventede på biblioteket, på os andre. Henrik der sad og spillede hele aften på sin mobil, og jeg der var optaget af mit sommerjob. Intet havde været som for et par måneder siden. Sommeren havde forandret os alle.

Jeg kaster sandalerne ned på fortovet, sammen med tasken. Jeg læner mig op af lygtepælen, mens jeg lader mig glide ned, indtil jeg sidder på kantstenen. Lasses skjorte flagrer lidt i vinden, da han runder hjørnet. Jeg lukker øjnene, og lader mit hoved falde bagover, mod den mørkegrønne lygtepæl. Endnu en tåre triller ned over min kind, og sætter sig i min mundvige. En smag af salt, breder sig i min mund. Tænk at han er væk. Tænk at han virkelig er væk denne gang. Jeg havde set ham passere mit hus, en gang i løbet af ferien på cykel, og havde tænkt, at det var sidste gang jeg så så ham, men havde ikke troet på det. Men denne gang ved jeg det. Han vil være ude af mit liv for evigt, og jeg vil aldrig få den afslutning, jeg har brug for. Jeg åbner øjnene igen. Lasse står på hjørnet, og ser på mig.

Han råber noget efter mig, men jeg høre det ikke. Desperat for at finde ud af hvad han råbte, svinger jeg tasken på ryggen, og løber efter ham, om det hjørne han allrede har rundet, og forsvundet fra. Hvad?! råber jeg efter ham. Han står ved lyskrydset, desperat ser han op, for at se om det ikke snart skifter farve. Hvad sagde du? Råber jeg endnu højere, mens jeg går nærmere mod ham. Folk vender sig om mod mig, men jeg er ligeglad. Det er fuldsætning ligesom i en film, smiler jeg for mig selv. ”Lasse.” Prøver jeg igen. ”Hvad i alverden råbte du?” men lyset skrifter, fra rødt til grønt. Han stormene over på den anden side.

Jeg løfter opgivende på armene, og sukker dybt. Folk kigger stadig. Jeg har lyst til at råbe hvad de glor på? Jeg har lyst til at indhente Lasse, og spørge hvad hans problem er! Men jeg ved at jeg lige så godt kan lade vær, det vil ikke nytte noget……

Jeg løber tilbage efter mine sandaler, som jeg havde glemt. For at løbe efter ham alligevel. Jeg finder min mobil igen, mens jeg løber på mine bare føder. Fars nummer står stadig på skærmen.

”Biblioteket.”

Taster jeg ind, og sender, mens jeg stadig løber. Jeg håber bare han når at se det, inden han er fremme ved posthuset. Lyset er stadig grønt ved lyskrydset, så jeg skynder mig over. Der ligger små sten på vejen, der border sig op i min fod. Jeg runder den bygning, Lasse flygtede om bag…

Et vindpust rammer mig i hovedet. Lasse er der ikke. Mon hans mor har hentet ham, tænker jeg? eller er han gået ind på biblioteket? En vrede begynder at vokse sig inde i mig. Hvordan kunne han råbe det, og så bare gå sin vej? Jeg ved, jeg har været fej, men det giver ham ingen ret, til at behandle mig på den måde.

Irritere over, at min jagt havde mislykket, slentre jeg op af bakken mod biblioteket. Fars bil suser forbi ude på vejen. Jeg vinker og vinker, i håb om at han ser det. Jeg begynder at løbe mod ham. Han stanser, og laver en U-vending. Jeg løber over på den anden side, uden at kigge efter de biler der køre ude på vejen.

Hej far, mumler jeg, mens jeg sætter mig ind i den lille bil. Er du okay? Spørg han bekymret. Han har en stor rynke midt i panden, der bliver endnu mere tydelig da han spørger. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare ham, at det var absolut forfærdeligt, at mødes med dem, og at jeg ville havde ønsket, jeg bare blevet hjemme. Jeg beslutter mig for. ”Tak, fordi at du hente mig”. Han lugter lunten med det samme. Han sætter motoren i omdrejninger, og vi sætter kurs hjem af. Fortæl, mumler han til bilrattet. Jeg siger ikke noget, men forsætter blot med at betragte landskabet, vi køre forbi. Jeg tror, jeg ville have vundet en Oskar, for det stykke vi satte op, siger jeg til ruden. Vi passere nogle høje træer, og fars ansigt bliver genspejlet i ruden. Han ser trist ud, som om, at han skulle have været der for en han elsker, men var blevet forhindret. ”Du skulle bare have ringet hjem”. Han kigger lige på mig nu. Vi ville have hentet dig, forsikre han mig om. Han vil gøre hvad som helst for mig, det ved jeg. Tak, smiler jeg til ham.

Jeg spejder efter Lasse, mens vi ligger byen bag os. Men han er ingen steder at se. Jeg kan mærke vreden boble op igen. Hvad var det han havde råbt? Hvorfor havde han råbt det? Spørgsmålene bliver ved med at dukke op, i mit hoved. Flere og flere, indtil at der er alt for mange til at tælle.

Jeg ligger ikke mærke til, at vi køre ind i indkørslen. Motoren slukker, men jeg bliver siddende. Vil du ikke med ind? Spørg far. Han er bekymret igen, kan jeg høre. ”jo” men jeg lyder ikke særlig overbevisende. ”Jeg kommer om lidt”. Han smækker døren bag sig. Jeg følger ham med øjnene i bagspejlet, mens han går op mod hoveddøren.

Jeg åbner langsomt døren. Den føles tungere end normalt. Gruset knaser tyst under mine bare fødder. Jeg lader tasken, og mine sko stå ved døren. Jeg sætter kurs mod hovedvejen igen. Jeg har brug for noget friskluft.

Jeg fiske min mobil frem, og smider en sms til mor og far, om at jeg er gået en tur. De svare ikke, men jeg ved at de har set den. Jeg finder gruppens chat frem, på Messenger. Bowling, står der som overskrift. Den del af aften havde egentlig været okay. Jeg havde vundet første sæt, og været 4 point fra at vinde andet. Jeg smiler kort ved mindet. Inden jeg kommer i tanke om, at jeg bliver nød til at bede dem alle om, at sende mig pengene for bowlingbanen. Jeg har aldrig brudt mig om at minde folk om, at de skylder mig penge. Det får mig altid til at føle, lidt mopset. Jeg står og kigger lidt ned på skærmen, inden jeg taster beskeden ind.

Heeej : - )) Tak for en super hyggelig aften. Huske i skylder mig 50 kr. hver for banen ; - )”

Jeg går videre, mens jeg kigger lidt på, hvad jeg har skrevet. Lasse er den første til at have set det.

”Skal nok sende pengene lige så snart jeg har downloadet mobil Pay og har fået dit nummer.”

Har han ikke mit nummer mere? Det burde ikke komme som en overraskelse, men alligevel føles det som en knytnæve midt i maven. Jeg har selv slette hans nummer, hvorfor skulle han ikke have lov til at slette mit?

”Mit nummer:11.21.34.57”

Emilia og Henrik har også set beskederne nu.

Jeg går over vejen, mod den grusvej, der går uden om den lille by jeg bor i. En del af mig håber lidt, at Lasse har valgt den vej at gå hjem af. Samtidig med, at jeg frygter at skulle se ham. Hvad mon han havde råbt? Tankerne begynder at køre rundt igen. Chatten er stadig åben på min mobil.

”Lasse, hvad var det endelig du råbte?”

Jeg fortryder med det samme, efter jeg har sendt beskeden. Igen har nysgerrigheden løbet af med mig. Fuldstendig ligesom det hele startede med. Jeg sætter farten op. Jeg vil bare gerne hjem nu, inden nogle ser mig, væk fra mine tanker. Min mobil vibrere i hånden på mig. Jeg skynder mig at taste koden ind.

”At det var dejligt, aldrig at have fået en forklaring.”

En forklaring på hvad? På hvad Lasse? Jeg kan ikke nå at spørge ham af, før han har meldt sig ud af gruppen. En forklaring på hvad Lasse? Jeg kan høre min stemme skælver, mens jeg græder orden. Jeg troede, jeg havde forklaret ham det. Set ham i øjne, taget ham i hånden og forklaret ham, hvorfor jeg ikke længere syntes vi skulle være sammen. Jeg havde da ladet ham være sur, lade ham gå sin vej, med blikket mod jorden. Jeg havde da ladet ham, komme med spydige kommentere til mig, og ikke gjorte noget, bare smilet og set glad ud. Hvordan kan han gøre det her mod mig?

Alle mine tanker køre op i en spids, vrede, sorg, skuffelse, selvbebrejdelse. Hvordan kunne han finde på, at lade den sidste side stå uskrevet, ti dage før vi begge flytter?

Jeg støder mod en sten, for ende af vejen. Jeg hopper op og ned, i smerte. Pokkers! råber jeg, tårerne triller igen ned over mine kinder. Pokkers, pokkers, pokkers! gentager jeg. Jeg sætter mig ned på jorden. Jeg kigger ned, der er en bille der prøver at bestige mit lår. Jeg smiler lidt gennem hulkene. Forklaring på hvad, mulmler jeg igen. Der er nogen der rømmer sig. Jeg kigger op. Mellem tårerne kan jeg se en høj skikkelse stå, og se ned på mig. En forklaring på hvad? spørg jeg. Lasse siger ikke noget, han forsætter bare med at stå, og kigge ned på mig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...