Lad mig blive

~Movella-bidrag 2 til Olivia-konkurrence~

4Likes
0Kommentarer
99Visninger

1. Lad mig blive

Når han står der, er det som om hele verden går i stå. Jeg går i stå. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg græder. Store våde tårer triller ned over mine kinder. Jeg kommer tættere på. Han græder også. Det er en følelse, der hænger ved os begge. Jeg slår mine arme rundt omkring hans hals. Sådan står vi længe. Hans arme om mig og mine arme om dig. Den bedste følelse. Det føles også mærkeligt. At stå her og kramme ham jeg forlod. Men han giver ikke slip med det samme. Det gør jeg heller ikke. Da jeg landede, var jeg ved at vende om og tage flyveren hjem igen. Jeg var så nervøs. Hvad ville han sige? Ingenting..

Vi sidder i bilen på vej hjem. Han holder øje med vejen. Jeg kigger på ham. Det eneste jeg virkelig har lyst til nu. Han tog dit kørekort for to måneder siden. Lige inden jeg rejste. Jeg kigger kort på klokken og ser den er halv elleve. Det er derfor jeg er så sulten. Jeg spiste morgenmad klokken halv otte.
''Jeg forventede ikke at se dig i lufthavnen'' siger jeg.
''Jeg forventede ikke du kom hjem''.
''Hvorfor skulle jeg ikke komme hjem?''.
''Det tror jeg begge to vi er klar over''.
''Stephen! Det var et øjebliks vanvid. Det er jeg godt klar over. Men hun havde brug for mig. Mor var syg. Hun har det bedre, men hvis det gør dig gladere, så overlever hun ikke et år mere..''. Engang boede jeg i Danmark, med mine forældre. Så tog jeg på ferie, med dem engang i Canada. Der mødte jeg Stephen. Han var også dansker. Han havde bare boet der, lige siden han var barn. Siden da blev jeg ved med at besøge ham. Tilslut flyttede jeg dertil.
For første gang kigger Stephen til siden og kigger på mig og det er i det øjeblik, bilen skrider. Jeg skriger, tager fat i rattet. Stephen råber. Så bliver alt sort.


Jeg åbner langsomt øjnene og kigger op i et hvidt loft. Jeg prøver at huske, hvad der er sket, men alt er en stor mudderpøl af tanker og følelser. En mand kommer ind. Han er klædt i hvidt og bærer et lille skilt på venstre bryst. Adam.
''Anja? Kan du høre mig?''. Jeg nikker. Jeg kan høre ham. ''Du har været ude for en bilulykke. Kan du fortælle mig hvad der skete?''. Jeg sætter en hånd i sengen, og sætter mig op. Hver en knogle, hvert et led skriger, men jeg er ligeglad. Bilulykke? Hvorfor kan jeg ikke huske det? Jeg kan huske Stephen kom og hentede mig i lufthavnen. Vi gik ud til bilen, kørte hjem og så..
''Er han? Hvor er han?'' min stemme er hæs og knækker en enkelt gang. Det svimler for mig, og jeg bliver nød til at læne mig tilbage i sengen, for ikke at falde helt sammen.
''Umiddelbart er vi ikke sikre. Han ligger i koma og har gjort det i et par timer. Det er ikke meget''. Jeg græder. Snot og tårer vælter udover det hele. Ikke Stephen. Han kunne ikke gøre en flue fortræd! Og nu er det ham, der ligger der i koma. Og ikke mig. Adam kommer hen til mig og lægger en hånd på min skulder.
''Vi skal gøre vores bedste'' siger han. Jeg nikker, selvom mit gæt ville være at han lyver.
''Jeg snakker med nogle og finder ud af hvornår du skal udskrives''.
Adam forlader lokalet og lader mig ligge helt alene tilbage. Kun med de hvide vægge, hvide lagner og resten af det hvide lokale tilbage.

Jeg græder. Hulkende. Med hovedet godt skubbet ned i puden. For at dulme lyden? Eller for at kvæle mig selv? Stephen skal dø. Jeg skal lide. Jeg rejser mig, med alt besvær og smerte i hele kroppen, og går over til det høje spejl over håndvasken, i den modsatte ende af rummet. Jeg ser mig selv. Uglet hår. Skræmmer hist og her. Røde, blodsprængte øjne. Klædt i en hvid dug. Eller hospitalstøj. Døren står på klem ud til gangen, så jeg stikker forsigtigt hovedet ud. Jeg kan forstille mig en dødsannonce i avisen, hænge der på væggen over for døren, ud fra min stue. En lang tekst og så et stort billede af ham. Ikke nødvendigvis et særligt flot. Han har altid været sjov. Jeg har aldrig nogensinde set et billede af ham, hvor han ser seriøs ud. Eller smiler normalt som andre ville have gjort. Han har nu altid været sin egen.

Jeg går ned af gangen. Skal jeg finde ham? Eller skal jeg lade vær? Jeg kunne også bare gå min vej. Men nej. Jeg bliver. Det er ikke svært at finde ham. Jeg skal blot finde skiltet med stuer, og finde der hvor hans navn står på.

Jeg kunne mærke farven stige op i mine kinder. Det var koldt. Hylende koldt men nu mere og længere vi løb, blev det varmere. Stephen var lige bagved mig. Den dag var han langsommere end mig. Hvorfor, var et godt spørgsmål. Han løb stønnende efter mig, og pludselig greb han fat i mine hofter, og stoppede mig. Jeg grinte. Måske snød han mig bare. Han trak mig ind til sig og holdte med sine brede arme om mig. Jeg kiggede lige ind i hans ansigt. Han havde fået lysere hår. Ikke meget, men en smule. Jeg lagde mærke til det. Jeg lagde altid mærke til ændringer ved ham. Hans hud var til gengæld blevet brunere. Han smilte med de flotte hvide og lige tænder og det fik det til at snurre i min mave. Hans hoved rykkede sig tættere på mit, og han kyssede min næsetip, gav slip på mig og løb så hurtigt han overhovedet kunne, til enden af marken.

Jeg har fundet Stephens stue, som han er helt alene på. Jeg sætter mig ved hans side og tager hans hånd.
''Stephen. Hvis du på nogen måde kan høre mig nu, så tag dette til dig'' jeg snøfter og holder tårerne inde. Når han ligger der. Helt ligbleg, med endnu flere skræmmer og sår end mig.. Det er slet ikke til at holde ud.
''Jeg er ked af hvordan tingene ændrede sig. Men dengang var vi blot små børn. Vi vidste ikke hvad rigtig kærlighed var. Men du er og har altid været min rigtige kærlighed, og jeg er så dum. Hvorfor indså jeg ikke det noget før? Hvorfor skulle der en rejse, på næsten to måneder til Danmark og en bilulykke, til at indse det?''. Nu lader jeg tårerne trille. Jeg er ligeglad. Hvis han alligevel ikke kan se det. ''Og det jeg egentlig bare gerne vil sige, er at jeg elsker dig..''. Døren går op, og Adam kommer ind.
''Du må ikke være her'' siger han. Jeg nikker og rejser mig. Inden jeg går, giver jeg Stephen et kys på panden. Jeg forlader rummet med Adam.

''Vi kan udskrive dig allerede nu. Hvis du har brug for det?''. Jeg nikker. Jeg vil ikke hjem. Stephen er her. Jeg sætter mig i venteværelset. I hjørnet sidder en gammel dame. På gulvet sidder en mor, med hendes barn og leger med dukker. Det er varmt, og her lugter af kaffe. Jeg læner hovedet tilbage, kigger på legetøjet der ligger spredt ud over gulvet og på pigen med den korte lyse hestehale. Så lukker jeg øjnene.


''Vil du lege?''. Jeg springer nærmest op i luften af bare forskrækkelse, da pigen står foran mig. Jeg må være faldet i søvn. Moren har forladt hende. Måske er hun gået ud for at hente kaffe? Jeg nikker til pigen og rejser mig.
''Hvad vil du gerne lege med?''. Hun smiler helt op til ørerne og viser et stort manglende hul i overmunden. I hånden holder hun to dukkepiger. En rødhåret med rød kjole og en mørkhåret med blå kjole. Begge har rottehaler.
''Du skal være den her'' siger hun, og rækker mig den rødhårede. Vi sætter os ned på gulvet og pigen stikker hånden fra hendes dukke mod min.
''Jeg hedder August. Dejligt at hilse på dig''. Jeg kan ikke lade vær med at smile. Det er ligesom at komme tilbage, til dengang man var helt lille.
''Mit navn er Anja. Også meget rart at hilse på dig'' jeg tager imod hånden. Sådan bliver vi ved i lang tid. Går rundt med dukkerne i hele venteværelset.
''Jeg er 7 år gammel, men min dukke er 14'' siger August.
''Hmm.. Jeg er 18, men min dukke, hun er også 14''. August viser igen sit hul, der hvor der burde have siddet en tand. Igen går vi rundt med dukkerne i venteværelset. De går på væggene, falder ud over stole og bliver forelsket i de mandlige dukker ovre i hjørnet.

På et tidspunkt, tager jeg et hvil i en af stolene, imens August leger videre, med nogle store legoklodser. Ud af vinduet kan jeg skimte, at solen ikke står højt på himmelen mere. Den er faktisk ved at gå ned. Jeg kigger på uret over døren, ud til den store gang. Halv ti. Jeg sukker. Jeg kunne mere end noget andet, godt tænke mig at sove. Jeg sætter mig ned til August igen. Jeg får stukket dukken, med det røde hår i hånden igen. Vi leger videre. August snakker løs. Jeg er stille. Helt stille.

Døren går op og to mennesker kommer ind. Adam og Augusts mor. Moren smiler venligt.
''Tak fordi du tog dig af hende. Det var meget pænt af dig''. Så tager hun sin datter i hånden og begynder at gå. August giver mig den anden dukke og vinker indtil hun er helt ude af syne. Lægen kigger på mig. Meget længe. Måske lidt for længe.. Jeg frygter. Egentlig vil jeg bare synke ned i et stort hul. Jeg er bange. Jeg vil ikke være bange..
''Er han væk..?''. Adam ryster straks på hovedet.
''Han er vågnet''.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...