Waves of Devotion ❅ 1D

Julen har altid betydet meget for både Victoria Styles og Philip Payne. De har været bedste venner siden de blev født, men for tre år siden flyttede Payne-familien til USA, hvilket betød, at kontakten med årene blev brudt. Dette ændres dog, da begge familier og resten af slænget beslutter at bruge decembermåned i Caribien. Genforeningen fører nye følelser med sig fra Philips side, og han indser, hvor meget Victoria betyder for ham. Der opstår dog hurtigt komplikationer, da Victoria møder Cameron. Philips håb bliver mindre og mindre, for pludselig føler Victoria hun har fundet den kærlighed, hun har misundet sine forældre for hele livet. Philip må prøve at klare opgaven helt uden en liste, men er det muligt for ham at vise sine gemte følelser eller vil Victoria rejse hjem med hans hjerte?

53Likes
59Kommentarer
14072Visninger
AA

6. ⓥ 8. december | Standing out


8. december ❅ Frederikke

Et smil bredte mig om mine læber, da vi alle sammen stoppede op foran byens store marked. Alle vores forældre holdt hinanden i hånden, mens vi “børn” sådan set ikke havde andet i tankerne end at shoppe løs i de forskellige boder.
Tidligere på dagen havde vi aftalt, at det var blevet tid til en familieudflugt, så siden tvillingerne, William, Philip og jeg allerede havde aftalt at tage herhen, havde vores forældre og søskende valgt at gøre os selskab.

Da jeg hurtigt fik kigget på de forskellige boder, glædede det mig at se, at flere af dem solgte julehjerter og andet julepynt. Men da jeg så Cameron, havde jeg ikke smilet så meget i lang tid. Jeg måtte indrømme, at jeg efter vores møde i går på stranden ikke kunne tænke på andet end hans søde smil, den dejlige accent og det attraktive udseende.

“Cameron,” grinte Annabelle og Kayla i kor, da de så ham. Hurtigt fik de viftet vores familier lidt væk fra os, og gav dem tegn til, at vi nok skulle klare os på egen hånd. De mente åbenbart ikke, at det var tid til at introducere Cameron. Jeg var glad for deres beslutningen.

Han smilede muntert og gav os alle et kram, da vi nåede hen til ham. “Godt at I kunne finde herhen,” svarede han. Drengene gav ham hånden, mens han nikkede indbydende til dem. Jeg var den sidste til at blive hilst på, og jeg bed mærke i, hvordan han stoppede op foran mig. “Victoria,” sagde han blot, inden han så valgte at give mig et kram. Et kram, der måske varede lidt længere end de andres. Men inden jeg kunne nå at overveje, om han havde nogle intentioner med det, begyndte vores egen tour. “Der er så mange forskellige boder og ting jeg skal vise jer, så skal vi ikke bare komme i gang?” indbød han.

Vi nikkede alle og begyndte at gå. Det var svært ikke at blive suget ind i det miljø, vi befandt os i. For som vi var begyndt at gå, kunne jeg ikke lade være med at studere de mange sælgere, der ihærdigt prøvede på at komme af med deres produkter. Specielt grønthandlerne var i den højt rystende klasse, og uanset hvor man befandt sig, kunne man altid høre dem råbe op om et tilbud på en af deres frugter eller grøntsager.

“Friske æbler. Køb fem og få to gratis.”

“Ananas til kampagnepris. Kom og gør en god handel.”

“Granatæble af den fineste kvalitet.”

Men det var juleboderne, som hver gang fik min opmærksomhed. Jeg så de flotteste hjemmelavede nisser, samt sølv- og guldguiarlander. For hver bod, der solgte noget med juletema, blev jeg mere og mere ivrig. En bod solgte endda badedragter til småbørn med juletema. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle se de to ting samlet.

Inden jeg så mig om, havde jeg købt en snekugle som jeg kunne gemme som minde.

“Kommer du tit herned?” spurgte jeg Cameron, mens vi alle virkede til at være helt opslugte af omgivelserne, vi befandt os i. Han virkede til at have været her en del gange, for han havde ikke blikket rettet mod de mange boder som vi andre havde. I stedet følte jeg, at han studerede mig.

“Min onkel sender mig af og til herned efter mad. Det er billigere at handle her, end det er i supermarkederne,” fortalte han mig, hvorefter et kært grin undslap hans læber. “Og desuden så er alt hernede også friskt, i forhold til det man køber i butikkerne. Æblerne kan du være sikre på lige er blevet plukket, og risen er med garanti lige kommet ind på et skib fra Kina. Kig bare på sælgerne - se hvordan de lever sig ind i det de laver. Hvordan de gør alt for at sælge deres ting og få folk til at købe hos netop dem.” Han havde ret.

Jeg var fascineret af den måde han snakkede om tingene på. At accenten derudover også var amerikansk gjorde det ikke ligefrem bedre. Der var bare noget over det, der fik en varm følelse frem hos mig. “Hjemme i England er vi ikke vant til markeder som dette. Der er det mere en lang shoppinggade med tonsvis af butikker. Supermarkederne er normalt placeret på de mindre sidegader og udgør oftest et hjørne på en gade eller to,” fortalte jeg og så London for mig. Det var sikkert dækket med sne i dette øjeblik, men egentlig følte mig godt tilpas, som jeg gik her. Det overraskede mig faktisk, at jeg havde det sådan. Det var den første dag, at jeg ikke for alvor havde savnet London.

 

“Det var det samme, som da jeg boede i USA. Livet i Maine var ikke ligefrem noget at råbe hurra for, og jeg kan hurtigt forsikre dig om, at vi slet ikke havde noget, der lignede et marked som dette. Det tætteste vi ville komme på et marked, var det årlige kræmmermarked som børnene i min by satte op for at tjene lidt penge til deres sparegris.” Jeg havde indset, hvor meget Cameron elskede at snakke. Men han gjorde det på sådan en måde, at jeg kun kunne fokusere på hans fortællinger.

“Jeg tør vædde på, at du var på det kræmmermarked hvert år,” grinte jeg, da jeg simpelthen ikke kunne lade være. Selvom vi knapt nok kendte hinanden, føltes det så naturligt, allerede nu, at joke rundt med ham og drille hinanden lidt. “Du solgte sikkert ud af dine gamle pokemonkort, eller dine spidermanfigurer,” gættede jeg. Det var legetøj, der stammede helt tilbage fra mine forældres barndom, men superhelte var stadig et hit i dag.

Endnu en gang blev jeg vidne til at høre hans søde grin, for i sekundet efter slog han en dejlig latter op. “Spiderman fangede mig aldrig rigtigt,” indrømmede han. “Superman kunne flyve, så derfor var han selvfølgelig min yndlingshelt - og siden han var min yndlings, hvorfor skulle jeg så sælge ud af mine figurer med ham? Det er da sådanne ting man skal overtale sin mor om at kunne beholde for altid,” forklarede han.

Det, at han ligeledes havde humor, gjorde, at mit hjerte begyndte at banke hurtigere. En dreng, der turde at gøre lidt grin med sig selv, havde altid været den type dreng, jeg gik efter. Indtil videre, hvis man lagde alt sammen, virkede Cameron til at have hele pakken. Lækkert hår, drømmende øjne, en attraktiv accent, humor og et tiltrækkende udseende. Han manglede bare brillerne, men alt det andet taget i betragtning, føltes det latterligt også at ønske det.

“Superman er også stærk, så han kan bære rundt på sin kvinde til hver en tid,” konstaterede Cameron, da jeg stadig intet havde sagt til hans tidligere kommentarer.

“Og så er han desuden også attraktiv i sit hverdagsoutfit med brillerne og de hvide skjorter.” Af hvad jeg havde set af gamle Superman film, kunne jeg kun brillere i det faktum at skuespilleren, der spillede Superman i “Man of Steel” så umådeligt godt ud med briller på. Det var min yndlings af de mange Superman-film, der fandtes i dag. For drenge, der til tider gik med briller, havde også altid gjort mig blød i knæene. Det gjorde dem på nogle punkter lidt nørdede, hvilket jeg godt kunne lide.

“Måske jeg burde få anskaffet mig et par briller og en hvid skjorte, nu hvor du siger, at du syntes det er attraktivt,” foreslog han med et slesk smil. Som han havde gjort dagen forinden, blinkede han endnu en gang til mig. Varmen steg hurtigt op i mine kinder, og hvis ikke jeg tog meget fejl, havde de fået en meget rød farve.

Tvillingerne fniste lidt i baggrunden over Camerons flirten, og jeg kiggede hurtigt over på drengene for at se deres reaktion. William havde stadig travlt med at kigge rundt på de mange boder, mens Philip havde blikket rettet mod sandet under os. Hvad de synes kunne jeg dog ikke tage mig af. Alt jeg vidste i øjeblikket var, at en ny og meget tiltrækkende amerikansk dreng, flirtede med mig. Jeg prøvede vel bare at følge tvillingernes råd.

Timerne gik hurtigt, og vi havde efterhånden fået købt en masse. Tvillingerne og jeg havde fået et par nye tasker, mens William og Philip mest af alt bare så hvor langt de kunne få præget priserne ned, for så til sidst ikke at købe den udvalgte ting. Cameron havde egentligt bare fulgt med os og holdt os med selskab, men havde ikke selv købt noget. Hans flirten med mig havde han ikke droslet ned på, og gennem dagens forløb, havde det kun taget til.

Man skulle tro mine kinder normalt havde en rød farve, så meget som jeg efterhånden var begyndt at rødme i hans nærvær. Godt nok havde vi ikke kendt hinanden i mere end 24 timer, men sagde alle ikke, at man ikke behøvede at kende nogen i lang tid, før han kunne danne et bånd med dem?

Hvad jeg dog havde lagt mærke til, mens vi havde gået gennem markedet var, at de jævnaldrene piger som vi passerede, alle vendte deres blikke mod Cameron. De kiggede med sulte øjne på ham, og nærmest sugede ham til sig. Det var tydeligt at se, hvor populær han var hos det modsatte køn, og alligevel valgte han at bruge sin tid med os og mig. Hvorfor synes han dog, at jeg var så speciel?

“Måske vi burde tage hjemad.” Philip, der igennem dagen ikke havde sagt specielt meget, startede nu for første gang i dag en samtale. “Min far har lige skrevet at de allerede er taget hjem. Emilia var blevet træt og Jackson, Nick og Oliver ville åbenbart hellere hjem i poolen end at rende rundt mellem en masse sælgere.”

Det undrede mig ikke at Liam havde skrevet til sin søn. Han plejede altid at være god til at informere Philip om de ting der skete, og at hans to brødre, samt min sekstenårige lillebror hellere ville bade end at kigge på ting på et marked, undrede mig heller ikke.

“Jeg er også ved at være ret udmattet,” sagde William og opbakkede Philip i hans forslag. Tvillingerne var også hurtige til at springe på holdet, og jeg selv endte blot med at trække på skuldrene. Uanset hvad jeg sagde, vidste jeg godt, at jeg var nedstemt.

“Tak for i dag,” smilede jeg til Cameron, hvilket var min måde at sige farvel på. Forsigtigt gav jeg ham et kram, og efter at jeg troede det var vores afsked, kunne jeg mærke hvordan hans læber ramte min kind.

“Lad mig få dit nummer, så vi kan ses igen snart,” hviskede han stille, så kun jeg kunne høre det. Jeg mærkede, hvordan min krop mærkede spændingen. Måske kunne den her ferie alligevel udvikle sig til noget positivt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...