Waves of Devotion ❅ 1D

Julen har altid betydet meget for både Victoria Styles og Philip Payne. De har været bedste venner siden de blev født, men for tre år siden flyttede Payne-familien til USA, hvilket betød, at kontakten med årene blev brudt. Dette ændres dog, da begge familier og resten af slænget beslutter at bruge decembermåned i Caribien. Genforeningen fører nye følelser med sig fra Philips side, og han indser, hvor meget Victoria betyder for ham. Der opstår dog hurtigt komplikationer, da Victoria møder Cameron. Philips håb bliver mindre og mindre, for pludselig føler Victoria hun har fundet den kærlighed, hun har misundet sine forældre for hele livet. Philip må prøve at klare opgaven helt uden en liste, men er det muligt for ham at vise sine gemte følelser eller vil Victoria rejse hjem med hans hjerte?

53Likes
59Kommentarer
14052Visninger
AA

4. ⓟ 5. december | Mind is running in circles


5. december ❅ Laura

I en lånt bil nærmede vi os det hus, der forhåbentlig skulle lægge ramme til nogle fantastiske stunder. Jeg havde svært ved at indse, at vi var fremme efter måneders venten, men sceneriet omkring mig fastholdt mig til realiteten. Udsigten havde ændret sig fra små snefnug på mit vindue til palmer og tredive graders varme. Det var allerede fem måneder siden, at jeg havde fået at vide, hvor vi skulle tilbringe vores december måned. Det føltes som i går, at min far havde fortalt mig nyheden. Men nu sad vi samlet i en stor bil, der var pakket til randen med kufferter.

Der var officielt under en time til, at jeg skulle se mine bedste venner igen. Gad vide om vi stadig havde det samme forhold, eller om mine tre år i USA havde ændret alt …

“Så er vi her,” annoncerede min far efter at have slukket moteren. Mine brødre var hurtigt ude af bilen og løb ind mod huset, mens jeg selv blev siddende. Så snart jeg åbnede døren og gik ud, kunne jeg ikke længere leve i min universitets-bobble. Fra nu af ville jeg de næste to uger være Philip, ham, der ikke havde set sine venner i tre år. Indtil nu havde jeg været Philip Payne, en af de dygtigste elever på JHU, samt Liam Paynes søn. Realiteten skræmte mig, for jeg havde ikke været Philip siden jeg forlod England.

Da jeg endelig tog mig sammen til at træde ud, blev jeg overrasket over det hus, jeg så foran mig. Eftersom jeg ikke havde haft tid til at kigge på de billeder, min mor havde sendt mig af huset, havde mine forestillinger være mine egne. Ingen af dem levede op til den arkitektur, jeg nu så for mig. Foran mig var der lagt marmorfliser i en lang gang op mod huset. Palmer omringede stien skabte illusionen af en allé. Ved siden af træerne var der små menneskeskabte søer, hvorfra sprinklere og spots lyste det hele op.

Jeg hjalp mine forældre med at rulle kufferterne indenfor, mest af alt for at udskyde at nå til hoveddøren. Men jeg fik kun et par sekunder ekstra, og da det indvendige kom til syne, indså jeg for alvor, at vi var langt hjemmefra. Dekorationerne og indretning sprang lige i øjnene. Det første, jeg bemærkede, var indgangen til husets østlige side. Et lille område var fyldt med varmt vand og henover var der placeret en gangbro af store, runde fliser. Jeg fulgte stenene og blev opslugt af en tropisk indrettet stue. For enden af rummet åbnede to døre sig op til en balkon og en 180 graders udsigt over Det Caribiske Hav viste sig for mig.

Hvis jeg ikke allerede havde erkendt, hvor jeg var, gjorde jeg det nu.

Efter at have udforsket huset, lærte jeg, at det også gemte på en have med ingefær og bregner, samt et stort område med en kæmpe pool og en masse solsenge. Her var det også muligt at spise, da et af de største og længste stenborde, jeg nogen sinde havde set, var placeret med den selvsamme udsigt som fra balkonen. Vi var trods alt også sytten mennesker, der skulle leve her de næste to uger.

Jeg var godt klar over, at jeg levede i luksus derhjemme, men det her var en helt anden kaliber.

Min mor viste mig mit værelse. Jeg ville sammen med resten af mine venner bo på nederste etage. Ovenpå var der kun soveværelser og her ville de voksne og de mindre søskende sove. Det glædede mig at have den nederste etage til os selv om natten.

Da jeg åbnede døren til mit værelse så jeg to halvstore senge, der var placeret på samme væg. Jeg skulle dele værelse med William, da der ikke var nok værelser til, at alle fik sit eget. Men det havde jeg det helt fint med.

Ud over sengene var der også et skrivebord af et sort træ, samt en stor lænestol. Det glædede mig, at jeg ville have et sted til at studere. Mit værelse lå på den modsatte side af balkonen og poolen, men de to hvide døre slog stadig op til, at jeg kunne se hav. Men eftersom jeg regnede med at have næsen begravet i bøger, gjorde det mig ikke noget, at pigerne havde fået den bedre udsigt.

Jeg skulle lige til at pakke ud, da jeg hørte bildørene blive smækket. Hurtigt gik jeg hen til vinduet og så tre biler holder på række. William var den første til at stige ud, efterfulgt af sine forældre. Jeg mærkede mig selv smile ved synet. Jeg var så tæt på at se dem igen.

Han lignede sig selv, ud fra de billeder, jeg havde set ham lægge op på Facebook. Dog var han mere afslappet end de ansigtsudtryk, han viste på modelbillederne. Den største forskel, siden jeg sidst havde set ham i virkeligheden, var at han havde klippet sit hår. Før i tiden havde det gået til skuldrene, men nu lignede det mere hans fars. Det var lettere krøllet, men blandt vores venner og deres forældre var det intet op mod Styles-familien. Ud over bølgerne var hans hår også blond, og der var derfor ingen tvivl, at han var Nialls søn. De lignede hinanden mere og mere for hver dag, der gik.

Min opmærksomhed forsvandt fra Niall, da endnu en bildør smækkede. Tvillingerne åbnede hver sin dør og kom til syne bag deres forældre. Selvom de lignede hinanden, og de havde ændret sig meget, siden jeg så dem sidst, var jeg ikke i tvivl, hvem der var hvem. Annabelle stod til højre og kiggede beundrende på huset. Hendes hår hang fladt ned over den gule sommerkjole. Kayla derimod gik om bag i bilen for at tage kufferterne ud. Hendes hår var i stedet opsat i en hestehale og hun bar et par leggins og en læderjakke ud over en løs T-shirt.

Da jeg hørte den sidste dør smække, var det som om min verden gik i stå. Det hele virkede til at forløbe i slow motion, da hun gik ud af bilen. Hendes krøllede brune hår svajede let i vinden, mens hun stod og lænede sig op ad bildøren. Hun studerede huset og virkede ligeså overrasket som jeg havde været. Men mens hun kiggede på den smukke indgang, studerede jeg hende. Hun var den, der havde ændres sig mest. Hendes hår var blevet klippet til skuldrene og medmindre lyset spillede mig et pus, så havde hun farvet det mørkere. Det klædte hende og bragte hendes øjne endnu mere i fokus. Selvom jeg ikke kunne se dem ordentlig, følte jeg, at de smilte. Hendes ansigt virkede afslappet og det gav mig en ro i maven. Da jeg var flyttet til USA havde hun haft en svær teenageperiode, men intet af det, jeg så dengang, virkede til at plage hende nu. Det gjorde mig glad, at hun havde udviklet sig til det bedre. Hun virkede dog alligevel til at være den, der havde ændret sig mindst. For ned langs siden hang hendes bamse og dinglede. Hun havde den altid på sig, når hun skulle flyve, og var ikke bange for at vise den frem. Det var den Victoria, jeg huskede.

Mine forældre, brødre og jeg havde samlet os i stuen og ventede på, at de alle sammen ville nå indenfor. Jeg mærkede, at mit hjerte var begyndt at pumpe hurtigere. Selvom jeg lige havde set dem alle sammen, så var jeg sekunder fra også at skulle udveksle ord med dem.

Det var min mor, der reagerede først. “Ella!” råbte hun af glæde, da hun var den første, der kom til syne. Efter hende kom både Grace og Olivia, og min mor kunne slet ikke stoppe med at skrige. De andre var dog lige så slemme som hende, da de slap alt, hvad de havde i hænderne og løb hen til hende i et stort kram. De havde ikke set hinanden siden sidste vinterbal, som min morfars radiostation havde stået for. Det var tydeligt at se, at de havde savnet hinanden. Selvom det var min far og hans venner, der havde bragt pigerne sammen, skulle man tro de havde kendt hinanden siden de var små.

Harry kom frem bag mødrene og gik direkte hen mod min far. “Liam, hvor er det godt at se dig,” hilste han og gav ham et ordentlig mandekram. De var mere stille omkring deres genforening, men lige så glade. “Har du det godt?” spurgte han og stillede sin kuffert fra sig. Han havde ikke ændret sig, siden sidst jeg havde set ham. Godt nok var han blevet tre år ældre, men han lignede sig selv. Håret var kortklippet, men skjulte ikke de mange krøller.

Min opmærksomhed røg dog hurtigt væk fra Harry, da hans datter gik ind ad døren. Victoria så mig ikke i første omgang, da jeg halvt stod skjult bag hendes far, men da William råbte mit navn, fik vi øjenkontakt. Jeg reagerede slet ikke på, at William gav mig et kæmpe kram - hele min opmærksomhed var på hende. Min bedste veninde stod få meter fra mig, og jeg havde ingen ord. Nu når hun var så tæt på, så jeg, hvordan hendes øjne smilede. Selvom hun udviste en nervøsitet, kunne jeg se, at hun var glad indeni.

“Jorden kalder Philip,” råbte William ind i mit ører og fik mig endelig til at se på ham. Han storsmilede og gav mig endnu et kram. “Du ser godt ud, mand,” grinede han og slog mig på skulderen.

“Av,” udbrød jeg, og huskede, at hans job kom med mange timer i fitnesscenteret. For det slag havde ikke gjort ondt for tre år siden. “Pas lige lidt på,” gav jeg igen og skubbede ham blidt. Det var skønt at være genforenet med ham.

William rystede på hovedet. “Fortæller du mig ikke lige, hvor mit værelse er?” spurgte han og klappede kuffert-håndtaget. Jeg pegede i retningen af vores værelse, og undrede mig, hvorfor han var i sådan en hast. Han afslørede det dog hurtigt for mig, da han højlydt råbte til Annabelle og Kayla, at de skulle følge efter ham. De så lettere forvirret ud, da de ikke engang havde fået hilst, men jeg forstod hurtigt, hvad William havde gang i.

“Philip.” Jeg havde fulgt William med øjnene, at jeg slet ikke havde bemærket, at hun havde nærmet sig. Hun stod tættere på, end hvad jeg lige havde forventet.

“Victoria,” udbrød jeg og lød som en, der ikke havde mere luft. Vi kiggede på hinanden, uden at vide, hvad vi skulle sige. Det var lige indtil, at hun nærmest løb ind i min favn. Overrasket slog jeg armene omkring hende og duftede hendes parfume. Hun havde ikke skiftet den ud.

Jeg fastholdt mit greb om hende, da hun kiggede op på mig. Vi stod helt tæt. “Jeg har savnet dig,” fortalte jeg hende og gav hende et forsigtigt smil.

Hendes mundvige løftede sig langsomt. “Det har du bare at have gjort,” grinede hun og trak sig derefter ud af mit greb. “Tænk, der er gået tre år,” sagde hun lettere chokeret. Jeg nikkede, men var stadig tom for ord. Sidst vidste vi altid, hvad vi skulle sige til hinanden, så jeg mærkede straks, hvordan de her tre år havde påvirket vores venskab. Det var næsten som om vi var fremmede.

Victoria spurgte kort efter om sit værelse og igen pegede jeg ned mod gangen. Hun var væk på ingen tid. Dette gav mig tid til at hilse på alle de andre, og jeg fik kommentarer om alt fra, hvor meget jeg var vokset, til hvordan det gik på studiet. Men det var Harrys indvending, jeg huskede tydeligst: “Hun har virkelig savnet dig, Philip, så fuck det nu ikke op.”

Et par timer var gået siden vi alle sammen var kommet. Vi havde netop rejst os fra middagsbordet, da William var over os. “Kom vi skal ned på stranden,” opfordrede han og var allerede i gang med at hive Kayla og Victoria med sig. Jeg begyndte straks at gå efter dem, men nåede ikke længere end et par skridt, før Victoria rev sig ud af Williams greb.

“Jeg er altså ikke lige i humør til stranden,” mumlede hun og tog et skridt tilbage.

William kiggede overrasket på hende. “Hvad mener du? Vi er i Caribien!” udbrød han og slog ud med hændere. Victoria rystede på hovedet og skyndte sig væk fra os. Hun løb næsten. “Hvad sker der for hende?” spurgte han forvirret. Han havde vist glemt det.

“Hun elsker julen, husker du nok,” forklarede jeg ham. Han virkede dog ikke helt til at forstå den. “Ved du hvad, hvis I går ned og hygger jer på stranden, så ordner jeg det,” foreslog jeg og håbede, at de ville lade mig snakke med hende alene. Selvom Kayla og Annabelle ikke virkede i humør til at tage på stranden efter Victorias udmelding, fik William dem alligevel overtalt. Så i fred og ro kunne jeg gå ned mod hendes værelse.

Jeg bankede forsigtigt på og fik en grådkvalt godkendelse til at gå ind. Der var dog ingen tårer at spore, da jeg satte mig ved siden af hende på hendes seng. “Jeg undskylder for Williams opførsel. Han havde glemt, hvordan du havde det med julen,” forklarede jeg.

“Men du huskede det?”

“Victoria, vi har været venner siden vi blev født. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange du har givet udtryk for din vinterglæde,” sagde jeg forsigtigt og gav hende et lille smil.

Hun undgik mit blik. “Det er bare tre år siden, vi sidst har set hinanden, så måske havde du glemt det,” mumlede hun.

Jeg rystede på hovedet og var faktisk overrasket over at høre hende tale sådan om mig. “Hvordan kunne jeg glemme alle de vintre, hvor du forgæves prøvede at lave en snemand, selv om der ikke var noget sne?”

En lav latter undslap hendes læber, og jeg mærkede hun var ved at løsne op. “Det er bare fordi mine forældre blev kærester i vinteren, og det var bare så romantisk, så jeg kan ikke lide at være væk fra sneen,” gentog hun. Jeg havde historien så mange gange, at jeg ville have troet, jeg ikke gad høre den igen. Men hendes stemme beroligede mig. “Jeg ville sådan ønske, at jeg også kunne opleve kærlighed i vintertiden, men nu misser jeg i hvert fald muligheden i år,” sukkede hun. Den del af historien havde hun aldrig fortalt mig før. Jeg vidste, at hun fandt vinteren mere interessant på grund af Olivia og Harry, men jeg vidste ikke, at hun nærmest havde håbet at finde en kæreste denne måned. Manglede hun kærlighed? Følte hun sig ensom? Jeg kunne godt mærke, at hun var blevet voksen.

“Du ved, mine forældre fandt også sammen i vinteren, men det betyder ikke, at det er den eneste måde, man kan opleve romantik.” Jeg prøvede at få hende på andre tanker, men når Victoria først var opsat på noget, var det svært at ændre hendes mening. Hun svarede mig ikke. “Jeg ved godt, du ikke vil, men du bliver nødt til at tage ned på stranden før eller siden,” fortalte jeg hende. Selvom jeg elskede at bruge tid med Victoria, havde jeg også savnet mine andre venner og kunne ikke vente med at tilbringe tid med dem.

Hun sukkede, stadig uden at møde mit blik. Til sidst fik hun dog overtalt sig selv. “Fint, men jeg nægter at skifte tøj eller gå i vandet, “ protesterede hun, men rejste sig ellers op.

Jeg rakte min arm ud mod hende, og da vi arm i arm gik ned mod stranden, føltes det som om intet havde ændret sig.

 

***

Så blev de endelig genforenet! Hvad tænker I?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...