Waves of Devotion ❅ 1D

Julen har altid betydet meget for både Victoria Styles og Philip Payne. De har været bedste venner siden de blev født, men for tre år siden flyttede Payne-familien til USA, hvilket betød, at kontakten med årene blev brudt. Dette ændres dog, da begge familier og resten af slænget beslutter at bruge decembermåned i Caribien. Genforeningen fører nye følelser med sig fra Philips side, og han indser, hvor meget Victoria betyder for ham. Der opstår dog hurtigt komplikationer, da Victoria møder Cameron. Philips håb bliver mindre og mindre, for pludselig føler Victoria hun har fundet den kærlighed, hun har misundet sine forældre for hele livet. Philip må prøve at klare opgaven helt uden en liste, men er det muligt for ham at vise sine gemte følelser eller vil Victoria rejse hjem med hans hjerte?

54Likes
59Kommentarer
15339Visninger
AA

3. ⓥ 3. december | Searching every lonely place


3. december ❅ Frederikke

Da endnu et stykke tøj kom flyvende gennem luften og ramte mig i hovedet fik jeg nok. “Det kan godt være, at jeg bad om jeres hjælp til at pakke, men jeg troede ikke, at det betød, I ville tømme mit tøjskab.”

Mit blik hvilede på mine veninder, tvillingerne Annabelle og Kayla. De fniste som respons og kiggede på mig med et smørret smil om deres læber. Jeg burde have vidst, at min forespørgsel ville resultere i ballade, det gjorde det altid med de to - og i dag var ingen undtagelse.

Kayla svarede på vegne af dem begge: “Hvis du vil have hjælp, er det på vores præmisser.”

Til tider var det svært at skelne mellem dem. De var enæggede tvillinger og lignede derfor hinanden på en prik. Før i tiden, da vi var mindre, havde de i skolen, udgivet sig for at være hinanden. Selv havde jeg ikke forstået logikken i det, mest af alt fordi jeg var tre år yngre end dem, og ikke forstod hvorfor man ville gøre noget så latterligt. Men som vi var blevet ældre, forstod jeg hvorfor de havde gjorde det.
Annabelle var betydeligt bedre til det boglige i skolen, mens Kayla var bedst til de sportslige fag. Derfor havde de førhen byttet plads for at deltage i den modsattes indivudelle event. Annabelle ville tage over for Kayla, når det gjaldt prøver og specielt fysik var hendes stærke side. Kayla ville så tage over for Annabelle i sportsgrenene.

Det havde dog ikke stået på for evigt. Da deres forældre, Louis og Ella, havde fundet ud af, hvad de havde gang i, havde de straks sat en stopper for det. Normalt plejede deres forældre at være helt nede på jorden og tog normalt ikke tingene så tungt. Men da de først havde fundet ud af deres døtres luskede planer, brød helvede løs. Aldrig havde jeg set Ella være så sur før og aldrig havde Louis været så skuffet. Da de fandt ud af det, var de hjemme hos mig.
Tvillingerne var blevet sendt ind på mit værelse, så vores forældre kunne snakke. Til trods for den store aldersforskel, var det her mit venskab til tvillingerne startede.

“Du burde overveje at tage en sexet kjole med.” Jeg sendte Annabelle et strengt blik. Hvem troede hun lige jeg var? Sexede kjoler og jeg gik ikke sammen. Hun ignorerede mig. “Du ved, hvis nu en lækkert fyr inviterer dig ud på en date.”

Jeg fnøs. “Som om en lækker fyr nogensinde ville invitere mig ud.” Min udmelding skulle ikke tolkes som om, jeg aldrig havde været på en date før. Det havde jeg. Utallige gange. Dog havde jeg aldrig følt mig forbundet til drengene, som jeg måske burde. Enten havde kemien ikke været der, eller også havde de endt med at besidde kvaliteter som irriterede mig efter ganske kort tid. “En eller anden dag, skal den rette dreng nok komme rendende forbi mit vindue,” tilføjede jeg.

Hvis jeg skulle være ærlig, levede jeg nok lidt i en eventyrverden. Jeg drømte for meget og glemte tit hvad der egentlig var virkelighed. Alt sammen på grund af mine forældre. De var blevet kærester på den mest romantiske måde, og lige siden jeg havde hørt historien første gang, ønskede jeg, at jeg kunne opleve det samme.

Da mine forældre var på min alder havde de været bedste venner. De boede sammen i en lejlighed i centrum af London, mens min mor studerede og min far indspillede sange med sit band. I deres fritid hang de ud med deres bedste venner, bl.a. tvillingernes forældre. Louis havde også været en del af min fars band og sammen med Liam og Niall havde de med årene turneret hele verden rundt.

Det var mine forældres venner, der var skyld i, at de i dag var sammen. De tvang dem til at gennemføre en kysseliste i løbet af december. Hver anden dag skulle de kysse på en helt bestemt måde og det var noget af en udfordring for bedste venner. Men de gjorde det og de havde været uadskillelige lige siden.

Det var den kærlighed, de delte, jeg længtes efter. Hvis de kunne, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne finde kærligheden? Selvfølgelig behøvede det ikke være på samme måde, for det ville betyde, at jeg skulle kysse enten William eller Philip, og det ville jeg aldrig kunne få mig selv til. I stedet ønskede jeg, at jeg først efter lang tid indså, at jeg var forelsket. Pludselig ville han skulle slå benene væk under mig, og få mig til at se ham på en helt anden måde. Det var kærlighed i mine øjne.

Kayla snakkede som om hun kunne læse mine tanker. “Det er synd, at William har fået en kæreste,” sukkede hun og nævnte vores fællesven, William Horan. “Han klarer det ellers ret godt i modelverdenen.” William var søn af Niall og Grace Horan og havde været en af mine tætteste venner gennem hele livet. Hans hår var identisk med sin fars, da han var ung; en pjusket, blond frisure, der altid lignede morgenhår, men det klædte ham. Øjnene havde han fra sin mor; de flotteste lysebrune øjne. Udseendet passede perfekt til modelverdenen og hans selvglade, men personlighed gjorde ham populær.

Annabelle bød hurtigt ind med endnu et bud på en potentiel kæreste: “Eller hvad med Philip? Taget ud fra hans billeder på Facebook er han blevet noget af et skår, og så er han ved at uddanne sig til læge!” Foruden William var Liams og Clarices søn, Philip Payne, også en del af vores vennegruppe. “Hvis du nu bliver syg, kan han også altid fortælle dig, hvad du fejler,” grinte hun.

Vores forhold til Philip havde ændret sig siden vi var små, da han de sidste tre år havde boet i USA. Jeg havde altid vidst at Philip var klogere end os andre, men det var alligevel kommet bag på mig, at han i dag studerede på det største universitet inden for medicin, og var en af de bedste på sin årgang. Han havde altid været en genert type, men når man først kom ind på huden af ham, kunne man ikke få ham til at holde mund igen.

“Jeg håber ikke, at I faktisk tror jeg kunne finde på at være sammen med Philip,” kommenterede jeg. “Han er min bedste ven.”

Kayla kiggede på sin søster, og da deres øjne mødtes var de helt identiske. De havde det præcis samme blik, jeg ikke kunne tolke, og stod begge med armene over kors. Den eneste forskel var deres tøj. Kayle var den første til at bryde deres samtale med øjnene. “Du er stadig mest til fyre med briller?”

Jeg nikkede. Det havde taget mig mange år at lære, hvilke egenskaber, jeg satte øverst hos en fyr. I dag var det eneste, jeg med sikkerhed vidste tiltrak mig, et par briller. De gjorde bare et eller andet ved ansigtet, som jeg fandt attraktivt. Parret skulle helst være sorte og stilede, og var han samtidig klog og sød, var jeg solgt.

Mit blik kiggede pludselig på den kjole, der lå krøllet i mit skød. Jeg forestillede mig selv stå i den på stranden i Caribien. Der var en let blæst, der sagte fik underdelen af stoffet til at flagre i vinden. Solen var ved at gå ned og så stod han der pludselig.

Jeg stolede på mine intentioner og gav tvillingerne dagens bedste nyhed. “Måske skulle jeg pakke den kjole ned alligevel. Der er jo intet at miste,” indrømmede jeg. Et veltilfreds smil fandt vejen frem til deres læber. De vidste i dette øjeblik, at de havde sejret.

*

Før jeg så mig om var det blevet aften og tvillingerne var gået. Efter flere timer havde vi endelig fået pakket alle mine ting ned i kufferten. Jeg fandt mig selv gå ud i stuen og gik direkte mod sofaen. Alt den snak om drenge og kærlighed havde gjort mig udmattet.

Jeg havde håbet at kunne have stuen til mig selv, men jeg burde have vidst bedre med en husholdning på fem. Mine forældre var her allerede. De havde tændt TV’et, men var alt for optaget i deres egen samtale, at de ikke fulgte med. Jeg studerede dem fra dørkarmen og så, hvordan min far af og til ville kysse min mor i panden. Hun rødmede og smittede sit smil hen på mig. Det var utrolig, at han stadig kunne få den røde farve frem i hendes kinder efter så mange år.

De havde stadig ikke opdaget, at jeg var her, så jeg mærkede, hvordan mit blik søgte mod haven. Jeg kunne se kulden indefra. Tanken om at vi om lidt ville forlade den, skræmte mig. Hvordan kunne vi kalde det for jul, når solen stod højt på himlen og der ikke var et tegn på sne i miles omkreds. Jeg valgte at spørge mine forældre.

“Er det virkelig nødvendigt at tage på ferie?”

Først nu så de, at jeg var her. Selvom de ikke havde bemærket mig, var det som om de hele tiden havde vidst det. For ingen af dem virkede overraskede over pludselig at høre deres datters stemme.

De smilede i stedet til mig. “Det bliver godt for os at komme væk herfra, min skat.” Min mor var hurtig til at sende et opmuntrende smil min vej. “Husk også, at Philip kommer.”

Hun vidste præcis, hvad hun skulle sige. For den eneste grund til, at jeg stadig overvejede at tage med, var ham. Min bedste ven ville være der og jeg havde ikke set ham i tre år. Alligevel kunne jeg ikke stoppe med at overveje alt det, jeg ville gå glip af. Der ville ikke være sne, det var sikkert. Julemusikken kunne jeg selv sætte på, men det ville ikke være det samme. Det kunne umuligt blive en god jul.

“Men hvad så med sneen og kulden? Det er de to ting, der minder mig om julen. De ting, der minder mig om jeres eventyr,” begyndte jeg og prøvede at overbevise dem om, at vi skulle blive hjemme. “Hvis vi rejser væk herfra, vil jeg ikke kunne have den samme følelse, som jeg har hvert år i december. Den følelse af tryghed og kærlighed, jeg får ved at kigge på jer to i julemåneden.” Jeg snakkede mere end forventet. Men det gjorde jeg altid i situationer som denne.

Mine forældre kiggede på hinanden og med ét blik, vidste de, hvad den anden tænkte. Det var min far, der prøvede at tale mig til fornuft. “Victoria, det er på tide du prøver at bryde med dine traditioner og prøver noget nyt. Hvem ved, måske bliver det her den bedste jul, du har oplevet?”

“Men det her er jo jeres måned. Sol og sommer vil bare ændre på det hele,” brokkede jeg mig og følte planen var ved at splintre. Jeg havde tabt på forhånd.

Min far fornemmede mine tanker. “Hvem siger, at man ikke kan finde kærligheden på en strand i Caribien?” foreslog han.

Det var utroligt. Jeg havde intet nævnt om kærlighed, men han havde set lige igennem mig. Han løftede mundviger til et stort grin, mens han kørte sine fingre gennem det korte hår.

Jeg havde fået nok af emnet og inden han fik lov til at fortsatte, advarede jeg ham. “Annabelle og Kayla har lige gennemgået samme lektion med mig tidligere i dag, så vil jeg være glad, hvis du stoppede med det samme.” Mit blik stirrede, men det kom ikke bag på mig, da han fortsatte.

“Du kan jo altid bare tage en af drengene i gruppen, hvis det går dig sådan på.”

“William har en kæreste.”

Ordene forlod min mund, før jeg nåede at overveje konsekvenserne. Min far udnyttede situationen. “Så vil mit bedste bud være Philip og hvem siger, at du behøver sne, en liste med tolv kys og en kold vintermåned?”

Philip blev igen bragt på banen og jeg begyndte at tro, at alle ønskede at sætte mig op med min bedste ven. Men han boede på den anden side af jordkloden, så det ville aldrig gå.

Alligevel kunne jeg ikke lade emnet ligge. “Men sneen, listen og vinteren hjalp jo jer,” pointerede jeg og fik øjenkontakt med min mor. Følelserne strålede ud af hendes øjne, da hun rejste sig fra sofaen og omfavnede mig.

“Din far og jeg havde brug for et lille skub for at indse vores følelser for hinanden. Det var et tilfælde, at det skete om vinteren.” Hun kyssede mig kort på kinden. “Din drømmefyr skal nok komme forbi en dag.”

“Du må gerne få min Ken, hvis du vil,” kom det pludselig fra min ti-årige lillesøster, Emilia, der nu også havde gjort os selskab. “Barbie kommer nok til at savne ham, men du må gerne få ham, hvis du vil.”

Begge mine forældre grinte over hendes bemærkning, og jeg kunne heller ikke lade vær med at føle, hvordan stemningen nu var vendt. Emilias barbie-dukker betød alverden for hende. Selvom hun ikke legede med dem mere, var de hendes kæreste eje. De havde været vores mors, da hun var en lille pige. Derfor var hendes idé hendes måde at vise sin omsorg.

Jeg valgte at forsikre hende om, at hun skulle beholde dem. “Han er ikke rigtigt kærestepotentiale,” svarede jeg kærligt.

Min konstatering fik hendes bryn til at krumme. “Jo, han er så,” modsagde hun. “Det har far selv sagt, og mor siger, at far altid har ret.” Hun ville altid have ret og det udviste hun nu. Min far havde altid sagt, at hun havde det gen fra vores mor, og hver dag blev jeg påmindet om, at han havde ret. Min mor var noget af en bestemt dame, men på den gode måde. Hun fuldendte min far på en måde som ingen anden gjorde, præcis som han fuldendte hende. Bare at kigge på dem fik et sug til at ryge gennem min mave. Jeg ønskede så inderligt at have det, de havde. Jeg ville have en til at elske mig, som de elskede hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...