Waves of Devotion ❅ 1D

Julen har altid betydet meget for både Victoria Styles og Philip Payne. De har været bedste venner siden de blev født, men for tre år siden flyttede Payne-familien til USA, hvilket betød, at kontakten med årene blev brudt. Dette ændres dog, da begge familier og resten af slænget beslutter at bruge decembermåned i Caribien. Genforeningen fører nye følelser med sig fra Philips side, og han indser, hvor meget Victoria betyder for ham. Der opstår dog hurtigt komplikationer, da Victoria møder Cameron. Philips håb bliver mindre og mindre, for pludselig føler Victoria hun har fundet den kærlighed, hun har misundet sine forældre for hele livet. Philip må prøve at klare opgaven helt uden en liste, men er det muligt for ham at vise sine gemte følelser eller vil Victoria rejse hjem med hans hjerte?

53Likes
59Kommentarer
13992Visninger
AA

15. ⓥ 24. december | Love was something you've never heard enough

24. december ❅ Laura + Frederikke

Jetlagget påvirkede mig stadig, da jeg vågnede denne morgen. Uret på væggen viste elleve, men jeg var helt udmattet. Hurtigt blinkede jeg med øjnene og prøvede at få gang i kroppen, men det nyttede ikke.

Først da jeg mærkede, hvordan der blev hevet i min dyne, fik jeg kræfter til at vende rundt i sengen. Ved siden af mig lå Philip. Jeg havde nærmest glemt det, så følelserne blomstrede på ny i min krop. Han havde taget hele vejen fra USA for at se mig.

“Jeg ser, jeg ikke er den eneste, der er ramt af jetlag,” kommenterede han. Jeg mærkede, hvordan mine læber flyttede sig op til et stort smil. Det var ikke til at tro, at vi lå her - sammen. Det føltes godt, nærmere fantastisk.

Philip tog ud efter min hånd, og da vores fingre blev flettet ind i hinanden, indså jeg, hvor heldig jeg var.

“Det er juleaften i dag.” Det var først, da vores blikke mødtes, at jeg indså, han havde ret. Jeg havde helt glemt juleaften! Mit hjerte begyndte at banke, og jeg kunne slet ikke ligge stille. Hurtigt sprang jeg ud af sengen og begyndte at gøre mig klar. Juleaften betød, at vi i aften skulle have fantastisk mad og samtidig betød det, at juledag var under fireogtyve timer væk. Jeg havde ventet på de her to dage så længe, og tanken om, at de endelig var her, gjorde mig helt euforisk.

Mens jeg gik hen mod mit spejl, hørte jeg Philip grine af mig. Jeg stoppede op. Var det første gang, denne december, at jeg havde hørt hans latter? I hvert fald varmede den mit hjerte, og tanken om, at han grinte med mig, gjorde mig endnu mere klar på dagen. Det var vores første jul sammen.

Jeg fandt min ørering frem og begyndte at sætte den i mit øre, da jeg fangede ham off-guard. “Jeg håber, du ved, at jeg stadig venter på resten af sangen,” meddelte jeg ham og smilede for mig selv.

Igennem spejlet så jeg, hvordan han rullede sine øjne af mig. “Nå, så det gør du?” svarede han og slog dynen af sin krop.

Jeg vendte mig rundt og studerede ham, mens jeg satte håret op i en hestehale. “Philip, vi ved begge to, at du glæder dig til at spille resten af den for mig,” konstaterede jeg og lagde hovedet på skrå.

Philip lænede sig op ad min kommode, og jeg vidste, at jeg havde ret. Nu var spørgsmålet bare, hvornår han mente tidspunktet var rigtigt.

“Jeg havde egentlig tænkt mig at spille den for dig i morgen, da vi jo ikke har nået at købe gaver til hinanden, men hvis du absolut insisterer …”

Philip gik hen mod sin guitar. “Nej, Philip, du skal ikke føle dig tvunget til at gøre det nu,” afbrød jeg og gik hen for at presse guitaren ned i etuiet.

Men han rystede på hovedet. “Jeg vil gerne, Vic,” svarede han med et forsigtigt smil.

Jeg blev helt blød i knæene, da han bad mig sætte mig på siden af sengen. Ja, jeg havde glædet mig til at høre resten af sangen, men jeg havde ikke ligefrem troet, han ville spille den lige nu. Nu var det mig, der blev fanget uden at være klar.

“Før jeg spiller den, vil jeg bare lige sige, at jeg skrev den her sang, mens du var sammen med Cameron,” fortalte han, men ordene var så lave, at jeg opfattede det som en hvisken. Jeg indså, hvor meget det må have påvirket Philip at se mig med Cameron. Han havde været så trist og stille, havde det alt sammen været min skyld? På et sekund fik han mig til at føle mig som den værste veninde i hele verden. Hvordan kunne jeg bare sådan havde set forbi det hele? Og som jeg sad der i mine egne tanker indså jeg det hele. Sneparadiset, da han trak mig i poolen, hver gang han surmulede, når Cameron havde været der - det var alt sammen hans måde at vise, at han havde følelser for mig. Men jeg havde ikke opfattet noget af det.

“Victoria?” Han trak mig ud af mine tankestrømme. Da jeg løftede blikket og vi fik øjenkontakt, sprang mit hjerte et slag over. Jeg så kærligheden i hans øjne, de følelser, der havde været der hele tiden, men som jeg havde været alt for egoistisk til at se før nu. Jeg havde lyst til at græde, og sangen fik tårerne til at trille.

Yeah, the a taste of your lips on the tip of my tongue

Is at the top of the list of the things I want

Mind is running in circles of you and me

Anyone in between is the enemy

Shadows come with the pain that you're running from

Love was something you've never heard enough

Han sang om Cameron. Hvordan han havde stået i vejen for vores kærlighed. Og han havde ret. Grunden til jeg havde været sammen med Cameron var fordi, han var der. Han viste en interesse for mig, og jeg tog den, uden at give det en anden tanke. Han havde gjort mig glad, mens vi havde været sammen, men det havde aldrig været så tæt på de følelser, jeg sad med nu.

Tell me now, tell me now,

Tell me where you go when you feel afraid?

Tell me now, tell me now,

Tell me will you ever love me now, love me now?

 

Tell me where you're hiding out

Where do broken hearts go?

Come on, baby, 'cause I need you now

Where do broken hearts go?

Tell me, 'cause I'm ten feet down

Where do broken hearts go?

Philip havde for længst lagt mærke til mine tårer, men først nu begyndte han også at blive påvirket af dem. Jeg ønskede at give ham svar på alle hans spørgsmål. Han vidste, at jeg altid gemte mig i træhuset, når jeg havde det dårligt. Men han vidste ikke, hvor meget, han betød for mig. Han kendte ikke svaret på, om jeg ville elske ham, som han tydeligvis elskede mig. Jeg blev nødt til at give ham svar, jeg ønskede at give ham svar.

Den sidste akkord blev spillet, og jeg genkendte straks blikket, han sendte mig. Han var nervøs - han vidste ikke, om det var godt nok. “Kunne du lide det?” hviskede han og lagde guitaren væk.

Jeg rykkede tættere på ham, og tog hans hånd. “I starten af december sagde min far til mig: Hvem siger, at man ikke kan finde kærligheden på en strand i Caribien?” Philip kiggede overrasket op. “Jeg skød hans idé ned, selvfølgelig. Men nu sidder vi her, og jeg kan ikke fatte, at han vidste det. Han vidste det inden vi gjorde,” pointerede jeg og fastlåste vores blikke. Philips brændte af varme, og ilden så ikke ud til at blive slukket foreløbigt.

“Betyder det, du kan lide sangen?” spurgte han bekymret. Han ville ikke lægge emnet væk.

Mine øjne rullede, men da jeg kunne viderebringe den gode nyhed, så jeg ilden blusse op. “Jeg elsker den, Philip.” Og med de ord lænede jeg mig ind mod ham og lod vores læber mødes i et lidenskabeligt kys. Hans hud brændte mod min og på få sekunder havde varmen fyldt hele min krop op. Vi kunne ikke stoppe. Vi var flere år bagud og prøvede forgæves at indhente den tid vi havde mistet.

***

Julemiddagen var altid noget af det jeg så mest frem til ved julemåneden. Jeg elskede hvordan familien altid blev samlet omkring spisebordet og hvordan stemningen altid var positiv. I år var julemiddagen dog tydeligvis blevet lidt anderledes end tidligere.

Gemma, min faster, og hendes familie plejede altid at være hos os sammen med mine bedsteforældre. I år havde mine bedsteforældre dog lovet at spise hos hende, mens min mors forældre, min mormor og morfar, ligeledes havde måtte melde afbud. Forandringen skyldtes derfor at vi havde nye gæster omkring vores bord her til aften. Liam sad med armen om sin kone i samme ende som mine forældre. Her sad Clarice’s far ligeledes, da han var blevet inviteret over til at nyde middagen med os. Siden Clarice var enebarn, og nu endeligt var tilbage i England, havde vi overrasket hende, med et besøg fra hendes far.

Oliver og Nicholas sad og var i en dyb samtale med mine søskende, Jackson og Emilia, hvilket overlod Philip og jeg til os selv i midten af alt virvaret. Vi var bevidst blevet placeret ved siden af hinanden. Grundet det, udnyttede vi også hver eneste mulighed vi havde for enten at holde i hånd, eller stjæle små blikke fra hinanden når forældrene ikke kiggede.

Dog var det svært at skjule det smil både Philip og jeg havde plantet om vores læber. Godt nok var vi ikke kærester endnu, men vi var så tæt på at være det som overhovedet muligt. Det eneste der manglede var en titel på det forhold vi havde. En titel vi stadig ikke havde fået påsat os endnu.

“Philip, vil du ikke lige give din gamle morfar saltet?” Philips morfar - Clarice’s far, prøvede tydeligvis at komme i kontakt med sit ældste barnebarn, der ikke syntes at høre noget af, det der blev sagt til ham. Først da jeg puffede lidt til ham under bordet, hvor vores fingre igen var flettet sammen, kiggede han væk fra sin tallerken og over på mig.

“Hvad?” hviskede han stille, i håbet om at jeg kunne redde ham ud af denne situation han havde fået placeret sig selv i. Sådan gik det jo, når man var optaget af alt andet end familiemiddagen.

Jeg kunne ikke lade være med at grine over den forvirring der syntes at kunne findes i hans blik. “Din morfar beder dig om at række ham saltet.”

“Var du lidt for optaget af at kigge på Victorias læber, til at lytte til morfar?” Oliver, Philips syttenårige lillebror, skulle selvfølgelig smide en kæk kommentar i retning af sin storebror. Deres forhold havde altid moret mig. For selvom Oliver var tre år yngre end Philip, var han stadig ikke bange for at sætte sig op mod sin storebror, til trods for det faktum, at han altid tabte de slåskampe, de påbegyndte.

“Oliver,” snerrede Philip, men kunne ikke skjule den røde farve der dukkede op i kinderne på ham. Fordi jeg ikke kunne lade være, lod jeg min ene hånd glide hen over hans kind, hvilket blot fik farven til at blive endnu kraftigere.

Vores forældre var hurtige til at hoppe på vognen, og begyndte ligeledes at drille Philip og jeg, som Oliver lige havde gjort det. Specielt min far syntes ikke at ville holde sin mund lukket.

“Har I tænkt over, at vi rent faktisk er samlet til en familiemiddag nu?” Han kunne ikke lade være med at lade et hæst grin undslippe sine læber, da han åbenbart selv mente han var ret så sjov. Min mor fulgte hurtigt trop. Clarice og Liam kunne ligeledes heller ikke skjule det smil de havde plantet om sine læber.

“Ja vi er to familier samlet,” kom det fra min tiårige lillesøster, Emilia der egentligt ikke forstod så meget af det der foregik mellem Philip og jeg. Hun troede nok bare stadigvæk at vi var venner.

“Det har du helt ret i, skat,” fortalte min mor, men undlod at forklare hende, hvad det egentligt var vores far tidligere havde mente.

“Ja, hvem havde troet, at jeg skulle ende med at blive din svigermor, Victoria.” Clarice blinkede med øjet til mig.

“Kun det bedste til vores lille Victoria,” blev min far ved, som havde han ikke allerede gjort situation pinlig nok. Han kørte en hånd gennem sit korte hår, inden han igen lagde armen om min mors stol for til sidst at presse et kys mod hendes hår. “Og jeg er glad for at du endte med at tage hende Philip. Ham Cameron var godt nok ikke min favorit. Hans hår var lidt for fedtet, og han virkede til at være lidt for højrøvet til min lille pige.”

“Far,” nærmest råbte jeg af ren forargelse. Den røde farve dukkede nu op i mine kinder, og jeg følte mig mere pinligt berørt end nogensinde før. Nogle gange blev han nødt til at lære hvor stopknappen sad. Han havde det med at være den pinligste person jeg kendte. Og sagde man ikke altid at det var ens mors job at være pinlig? Ikke ens fars job.

“Harry, dear. Stop nu inden du hyler Victoria helt ud af den.” Som den eneste kunne min mor altid få munden lukket på min far, og denne gang var endnu et eksempel på det.

“Som om du var meget bedre, da du havde forelsket dig i Livi,” grinte Liam, der nu også meldte sig på banen. “Åh I skulle have set ham børn. Harry var helt væk i Olivia, til overhovedet at kunne fungere hvis ikke hun var ved hans side.”

“Du skal være den sidste til at snakke, Mr. Payne.” Min fars tavshed varede dog ikke længe denne gang. Men til trods for det, kunne jeg ikke lade være med at grine over den lille diskussion vores fædre havde gang i. En diskussion de selvfølgelig ikke mente noget ondt med, men som blot viste hvor godt og et solidt venskab de havde.

Og det bedste ved det hele ved deres snak om fortiden var, at fokusset blev taget væk fra Philip og jeg, så vi igen kunne begrave os i vores egen lille verden af eufori og sommerfugle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...