Waves of Devotion ❅ 1D

Julen har altid betydet meget for både Victoria Styles og Philip Payne. De har været bedste venner siden de blev født, men for tre år siden flyttede Payne-familien til USA, hvilket betød, at kontakten med årene blev brudt. Dette ændres dog, da begge familier og resten af slænget beslutter at bruge decembermåned i Caribien. Genforeningen fører nye følelser med sig fra Philips side, og han indser, hvor meget Victoria betyder for ham. Der opstår dog hurtigt komplikationer, da Victoria møder Cameron. Philips håb bliver mindre og mindre, for pludselig føler Victoria hun har fundet den kærlighed, hun har misundet sine forældre for hele livet. Philip må prøve at klare opgaven helt uden en liste, men er det muligt for ham at vise sine gemte følelser eller vil Victoria rejse hjem med hans hjerte?

53Likes
59Kommentarer
13965Visninger
AA

12. ⓥ 18. december | The taste of your lips


18. december  Frederikke

Dagen for endnu en date mellem Cameron og jeg var kommet, og jeg var igen ved at gå ud af mit gode skind. Min fod gjorde stadig ondt fra hændelserne den anden dag, men smerterne havde aldrig nået at påvirke mit humør, da Philip havde været god til at holde mig med selskab lige siden.

Gennem dagen i dag, havde han dog ikke så meget som nærmet sig mit værelse. Det var kun til morgenmaden jeg havde set ham, og det samme med William. Tvillingerne var som altid at finde foran min kuffert, hvor de ihærdigt prøvede på at finde noget tøj jeg kunne tage på. Dog havde jeg allerede fundet mit outfit - en sød sommerkjole i en meget enkel, blå farve, samt et par sandaler, der ville matche den.

“Husk nu på at det snart bliver nødt til at stoppe mellem jer.” Annabelle lod mig aldrig høre enden af min ferieflirt med Cameron. “Så måske du bare burde nyde aftenen i aften, og så sige at I nok hellere må stoppe det, fordi du snart rejser tilbage til England.”

“Det kommer alligevel aldrig til at gå, fordi han bor så langt væk.” Som altid bakkede Kayla sin søster op. “Det ville også være bedre hvis du fandt en med en sød britisk accent. Der er noget sexet over en dreng med en amerikansk accent - det giver jeg dig ret i. Men en dreng med en britisk accent er noget for sig selv.”

Jeg rullede øjne af dem begge. Sikke et par veninder jeg havde mig. “Hold nu op piger,” grinte jeg og puffede kærligt til dem.

“Alt vi siger er bare, at dig og Cameron måske slet ikke passer så godt sammen. Der er andre fisk i havet, hvis du forstår hvad jeg mener?” Denne gang var det deres tur til at puffe til mig. Jeg kiggede på dem. Hvorfor opførte de sig pludselig sådan? I starten havde de været helt oppe at køre over, at jeg havde mødt Cameron, nu ville de bare af med ham. “Men kom så afsted med dig. Der venter en dreng nede på stranden.”

Kort nikkede jeg på hovedet, inden jeg var ude af værelsesdøren. Cameron og jeg havde i går aftalt at mødes nede på stranden lige uden for vores feriehus. Han havde sagt, at han nok skulle komme med picnickurven, og havde opfordret mig til at tage badetøj på.
At være på en date ved vandet, siddende på et tæppe og spise fra en picnickurv havde altid stået i top fem over potentielle dates, så at det ville ske i dag, for mig, fik smilet frem på mine læber.

Mine forældre kyssede jeg hurtigt på kinden, og inden jeg smuttede fik jeg et glimt af Philip og William der stod i stuen og så efter mig. William, der før plejede at drille mig med Cameron sagde eller gjorde intet, og det samme gjaldt Philip.

Deres manglede interesse irriterede mig på vej ned til stranden, og bedre blev det da slet ikke, da jeg nåede ned på stranden. Der var ingen Cameron at se, intet tæppe eller en picnickurv. Jeg sukkede kort. Måske han bare var kommet lidt sent afsted, og derfor først dukkede op om lidt tid.

For at trække tiden lidt ud, satte jeg mig ned i det varme sand, sparkede mine sandaler af og lænede mig tilbage. Solens stråler varmede mit ansigt og jeg lod tankerne få frit løb.
Tvillingerne og Williams ord om Cameron dukkede endnu en gang op.

Var der virkeligt så meget, der pegede imod at jeg ikke skulle være sammen med ham? Selvfølgelig vidste jeg da godt at det måtte stoppe på et tidspunkt, men det havde vel været hyggeligt så lang tid det varede. Cameron havde formået at gøre denne ferie bedre, men når jeg tænkte over det, følte jeg måske, at jeg havde ladet mine venner i stikken.
Jeg var endt med at bruge en del tid med ham, og havde måske ikke været så meget sammen med dem som forventet.

Specielt Philip virkede til at være meget påvirket af mit forhold til Cameron. Det var også tre år siden vi sidst havde været sammen.

Men når det kom til stykket, kunne man så overhovedet kalde det for et forhold? Vi havde haft en ferieflirt ja - det havde jeg godt opfattet. Men vi var aldrig blevet kærester, og i princippet havde det vel også været lidt for hurtigt at tage et skridt så stort som at komme i et fast forhold. Specielt når afstanden var så stor mellem os.

Når jeg tænkte på hans læber mod mine, følte jeg ikke en trang til at føle dem i længere tid. Det var rart at kysse med ham, men sommerfuglene sværmede ikke rundt i min mave. En følelse som alle snakkede om at opleve, men som jeg desværre aldrig selv havde været vidne til at føle. De manglende sommerfugle burde være et klart tegn på, at det skulle have stoppet før det overhovedet var startet. Dog havde jeg, når jeg tænkte over det, været naiv.

Jeg havde manglet kærlighed i mit liv. Deprimeret over at være taget fra England og væk fra det sneklædte land jeg elskede her i juletiden, havde gjort at jeg havde søgt mos Cameron. Specielt fordi han var den første, der havde rettet sin opmærksomhed i min retning.

Efter at have siddet foran det brusende vand, dybt opslugt i mine tanker i næsten tre kvarter, mærkede jeg min mobil vibrere i tasken ved min side. I håb om, at det var Cameron, der skrev og fortalte, at han var lige på trapperne, hev jeg den frem. Rigtigt nok var det en besked fra ham. Dog sagde den ikke at han snart kom. Tværtimod.

Han skrev, at han desværre var blevet forhindret i at komme. Grunden til den pludselige aflysning var der ingen forklaring på. Alt der stod var blot at han ikke kunne komme.

Irriteret smed jeg mobilen fra mig, og nærmest kastede mig tilbage i sandet. Frustreret over aflysningen fra Cameron og over min følelse af at have ladet mine venner i stikken samt irritationen over at måske var ment for mig at ende op alene, lukkede jeg mine øjne i.

Tiden var gået. Jeg havde ligget i sandet og tænkt. Men hvor lang tid var der egentlig gået? Jeg satte mig op, da jeg hørte nogle bevægelser ved min side. Jeg så picnickurven først. Da jeg havde studeret den længe nok, lagde jeg mærke til tæppet. Og da han kom hen til mig og lagde det foran os, kunne jeg ikke tro det.

“Philip,” udbrød jeg. Han smilede nervøst. “Hvad laver du her?”

Han trak kort på skuldrene. “Jeg tænkte, at jeg ville gå en tur på stranden, men så så jeg dig sidde her alene.” Mens han snakkede lod han ikke sit blik fange mit. Som var han bange for at se mig i øjnene.

“Så du besluttede dig for at gå en tur ved stranden med et tæppe og en kurv, som jeg antager at du har fyldt op med mad?” Der var noget der ikke gav mening, så hvorfor ikke stikke lidt kærligt til ham. Han havde brug for lidt sjovt i sit liv. Specielt efter at have været så nedtrykt.

Farven fandt vejen frem til hans kinder, og det var tydeligt at se at han ikke talte sandt. “Måske jeg var gået herned i første omgang og havde set dig sidde alene, så jeg besluttede mig for at gå tilbage til huset og pakke en kurv til os,” indrømmede han, stadig rødmende og stadig uden at kigge på mig. “I håbet om at Cameron måske ikke ville dukke op.”

Det var en af de første gange jeg havde hørt ham snakke om Cameron, mens han var alene med mig. Normalt plejede han at tie så snart den dreng blev bragt på banen. Men i dag synes at være en undtagelse. “Så du mener heller ikke at Cameron og jeg er et godt par?”

Forsigtigt lod han sit blik hæve sig, så han til sidst kunne kigge på mig. De øjne, jeg kendte bedre end noget andet, så jeg udtrykke så megen smerte og sorg, som aldrig før. Han virkede igen trist, og jeg havde ingen anelse om hvad der var grunden til det.

“Cameron virker som en flink fyr. Men jeg synes ikke han er den rette for dig.” Han sukkede kort. Først nu opdagede jeg, at han igen havde sine briller på, hvilket fik et lille smil frem hos mig. Han måtte være gået fra sine bøger. Han så stadig lige så attraktiv ud med dem på, som han havde gjort den anden dag, og bare tanken om ham og det udseende han bar på nuværende tidspunkt, fik en underlig fornemmelse til at spire frem i min maven på mig.

Philip fortsatte: “Du fortjener en, der kender dig ud og ind. En der fortæller dig hvor smuk du er hver dag, hvor fantastisk du ser ud uden makeup på, og hvor perfekt du alligevel er, selvom dit morgenhår står ud til alle sider.”

Da han begyndte at snakke om mig, gik jeg ud fra, at han remsede de ting op han selv søgte efter i en pige. Ting som jeg ønskede, at han fandt i en heldig pige, der ville elske ham, som han med garanti ville elske hende.
Han fortjente det bedste af det bedste og fortjente at finde kærligheden mere end nogen anden.

“Og sådan en dreng er Cameron ikke,” fortsatte han. “Han kommer ikke med blomster til dig. Han flirter stadig med andre piger, selvom du står lige ved siden af ham, og han surmuler tilmed også over, at jeg hiver dig i poolen. Måske han var jaloux over, at jeg var den første til at se dig i din gennemblødte t-shirt.” Tanken om poolscenen til festen, fik mig til at grine. Philip havde været så ond i øjeblikket, men til trods for det, var scenariet alligevel noget af det sjoveste vi havde oplevet på denne tur.

Philip gav tegn til at jeg skulle sætte mig ned på tæppet, der var redt op mellem os. Han satte sig selv ned, og jeg fulgte hurtigt trop og satte mig ned hans side.

“Måske jeg faldt i med Cameron, fordi han virkede til at interessere sig for mig. Han gav mig opmærksomhed på en flirtende måde, og han tog mig ud på dates, inviterede mig til fester og så videre.” At snakke om Cameron med Philip var underligt. Det indrømmede jeg gerne. Specielt fordi Philip ikke virkede til at have en masse positive ting at sige om Cameron, til trods for det han lige havde sagt med at han var en flink fyr. Dog mente jeg også at Philip var nødt til at høre om de tanker jeg havde gjort mig om hele situationen.

“Han skrev til mig, at han ikke kunne komme alligevel. Derfor sad jeg hernede alene. Og måske det var for det bedste, at han ikke dukkede op. Når alt kommer til alt havde jeg sikkert heller ikke følelser for ham, men nød godt af de kys han gav mig, den opmærksomhed samt den følelse af, at han ville bruge sin tid på en som mig, i stedet for alle de andre piger omkring os.”

Jeg kunne høre Philip gispe midt i det hele. “Så du er ikke forelsket i ham?” udbrød han. Da jeg kiggede på ham, kunne jeg se hvordan han tilmed også sank den klump, der tydeligvis havde sat sig fast i halsen på ham.
Den nervøse Philip fik mig til at smile svagt. Mest af alt fordi jeg aldrig havde set ham opføre sig sådan her før. Han virkede til at have noget at sige, men var for bange for at dele det med mig.

Som svar, rystede jeg blot på hovedet. Et svar der fik ham til at smile stort, for første gang i et par dage.

“Det var alligevel ikke ment, at jeg skulle være sammen med ham. Og desuden er mørkhårede, britiske fyre med briller måske også lidt mere min stil. Der er alligevel noget sexet over den måde de siger love og honey på. Alt de amerikanske fyrer siger til pigerne er babe.”
I det ordene forlod min mund, gik det op for mig, at jeg i grove træk lige havde beskrevet min potentielle drømmefyr præcist sådan som Philip så ud.

Mit hjerte bankede pludseligt hurtigere, og ordene sad stadig i baghovedet på mig.
Hvorfor havde jeg lige beskrevet Philip som min drømmefyr? Han var mørkhåret, havde en britisk accent og havde tilmed briller, som klædte ham til punkt og prikke. Derudover var en den dejligste person jeg kendte, og han havde et hjerte af guld. Han var beskyttende, barmhjertig, elskende og mest af alt, så føltes han som mit hjem.
Ved ham var jeg tryg. Der kunne intet ondt ramme mig.

“Fortæl mig om hende pigen, der har været så heldig at finde vejen frem til dit hjerte,” hviskede jeg sagte. Det gjorde ondt at sige ordene, men det var på ingen måde fair over for ham, at jeg pludseligt fik sådanne tanker om ham, når en anden pige allerede havde vundet hans hjerte. Derfor måtte jeg også vide hvem det var, der havde været så heldig at få Philip til at forelske sig.

“Victoria,” begyndte han, men stoppede sig selv før han sagde mere. Jeg kunne se hvordan han rykkede sig tættere på mig, og jeg blev nu mere nervøs end tidligere. “Jeg kan ikke forklare dig, hvem hun er.”

“Hvorfor?” var jeg hurtig til at sige.

Endnu en gang fjernede han sit blik fra mig, mens jeg kunne høre ham sige: “Fordi jeg er bange for at det vil ødelægge alt mellem os, hvis jeg gør.”

Forsigtigt placerede jeg to fingre under hans hage, og nærmest tvang ham til at kigge op på mig. “Du ved du kan fortælle mig alt, Philip. Og uanset hvem det er, så vil hun være den heldigste pige på denne jord, når hun kan få en fantastisk dreng som dig til at forelske sig i hende.”

“Har du nogensinde tænkt på, hvordan man oftest ikke lægger mærke til det, der er lige foran næsen på en?” spurgte han, stadig mens han holdt øjenkontakten med mig. Jeg nikkede kort, men vidste ikke hvor han ville hen med det han sagde.
Først da han kærtegnede min kind, for derefter at lægge den bag mit hoved, kunne jeg se hvordan kærligheden skinnede ud af øjnene på ham. Her gik det op for mig, hvad han mente.

“Philip,” hviskede jeg. Han prøvede endnu en gang at fjerne sit blik fra mit, men jeg var hurtig til at lægge en hånd mod hans kind, så han igen var nødt til at kigge på mig. “Vil du ikke være sød at kigge på mig?”

Jeg aede stille hans kind, og sørgede for at vi bibeholdt øjenkontakten, inden jeg begyndte at læne mig ind mod ham.

“Victoria,” gentog han, men igen var jeg hurtig til at afbryde ham, ved at lægge en finger på hans læber. Min finger blev langsomt erstattet af mine egne læber, som jeg lod ramme hans.

Et smil viste sig hos mig, da det gik op for mig hvad det egentligt var jeg havde gang i.

Min mave gik amok grundet de tusinde sommerfugle, der nu pludseligt havde fundet deres vej frem til mig, og det var alt sammen på grund af den dreng jeg sad og kyssede i dette øjeblik.

Sommerfuglene havde ikke vist sig ved Cameron, fordi han ikke var den rette. Det var Philip.

 

***

uuuuuh, så kyssede de!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...