Waves of Devotion ❅ 1D

Julen har altid betydet meget for både Victoria Styles og Philip Payne. De har været bedste venner siden de blev født, men for tre år siden flyttede Payne-familien til USA, hvilket betød, at kontakten med årene blev brudt. Dette ændres dog, da begge familier og resten af slænget beslutter at bruge decembermåned i Caribien. Genforeningen fører nye følelser med sig fra Philips side, og han indser, hvor meget Victoria betyder for ham. Der opstår dog hurtigt komplikationer, da Victoria møder Cameron. Philips håb bliver mindre og mindre, for pludselig føler Victoria hun har fundet den kærlighed, hun har misundet sine forældre for hele livet. Philip må prøve at klare opgaven helt uden en liste, men er det muligt for ham at vise sine gemte følelser eller vil Victoria rejse hjem med hans hjerte?

53Likes
59Kommentarer
13940Visninger
AA

8. ⓥ 11. december | Anyone in between is the enemy


11. december  Frederikke

Intet syntes at have kunnet påvirke mit humør negativt gennem de seneste par dage. Måske jeg havde været lidt nede over, at sneen og kulden manglede, men Caribien var fantastisk, og jeg var begyndt at vende mig til vejret og de smukke omgivelser.
Dog kunne jeg ikke lade være med at tænke på Philips overraskelse i forgårs. Han havde selv bygget et vinterland til mig, fordi han vidste hvor meget jeg elskede de omgivelser. Han vidste hvor meget jeg savnede det.

“Victoria, der står en ung mand uden for døren og spørger efter dig.” Min far stak hovedet ind ad døren til mit værelse. Jeg kunne se det skeptiske udtryk. En grimasse, der signalerede, at jeg måske ikke lige havde fortalt ham, at jeg rent faktisk havde en date med Cameron, og at jeg havde mødt en dreng hernede.

Dagen i dag var gået med at flippe ud over, at jeg rent faktisk havde en date. Det var lang tid siden jeg sidst havde været på en, hvilket nok var grunden til at jeg havde været så nervøs som jeg havde. Tvillingerne havde hurtigt fået mig i den kjole, som de hjemme i England havde fået mig til at pakke. I dette øjeblik var det måske alligevel godt, at den var røget med i kufferten.

Min far fik min opmærksomhed igen. “Og hvis ikke jeg tager meget fejl, virker han til at være lidt utålmodig, så du skulle helst ikke lade ham vente for længe.” Mere sagde min far ikke, før han igen var ude af værelset. Inden jeg selv gik, tog jeg en sidste dyb indånding.

Det var nu det ville gå løs. Cameron og jeg skulle på vores første officielle date.

Da jeg så ham stå i hoveddøren, havde han rettet blikket mod gulvet under sig. Dette gav mig rig mulighed for hurtigt at tjekke ham ud, inden han fik øje på mig. Skjorten han havde på var i en sort farve og passede til de marineblå bukser. Håret var sat til den ene side, og alt i alt fik han den røde farve frem i mine kinder.

“Hej,” hilste jeg stille. Mine ord fik ham hurtigt til at kigge i min retning, og et smil viste sig på hans læber, da han så mig.

“Hej,” smilte han kort. “Du ser godt ud,” komplimenterede han efter at have studeret mig.

Hvis ikke farven og varmen havde fundet vejen frem til mine kinder allerede, havde de hvert fald det nu. “Du ser heller ikke så værst ud selv,” grinte jeg, inden han gav tegn til, at vi nok hellere måtte komme afsted.

Cameron pegede mig med det samme i retning af stranden, og inden længe fandt vi os siddende på en af de mange og meget romantiske strandrestauranter, der var klods op af stranden. Bølgernes brusen kunne høres i baggrunden, mens snakken mellem os hurtigt kom op at køre. Drinks efter drinks blev kørt ned hos os begge, og inden længe kunne jeg mærke hvordan jeg var begyndt at blive lidt påvirket. Dog var det ikke noget jeg yderligt lagde mærke til, eftersom at han sørgede for hele tiden at holde mig beskæftiget med den stadig kørende samtale mellem os.

“Hvornår tager I så hjem herfra?” Selvfølgelig skulle spørgsmålet blive bragt på banen her på vores første date. Men hvorfor ikke bare bryde isen i starten, så kortene var blevet lagt på bordet nu. “Jeg mener - I bliver her vel ikke i en længere periode. Gør i?” Jeg kunne høre hans forhåbning i stemningen. Han håbede, vi ville blive, men samtidig udviste hans blik en bekymring. Ønskede han ikke, at jeg tog hjem?

Som svar, rystede jeg på hovedet. “Nej vi bliver her kun til den enogtyvende december, inden vi igen sætter kurs mod England.” Selvom der stadig var godt og vel en uge til afrejsen, kunne jeg mærke, hvor meget det allerede gik mig på, at jeg skulle væk herfra. Væk fra omgivelser, vandet og væk fra ham. Tænk, at Philip havde ændret mine tanker på den måde. Og Cameron hjalp i den grad.

Et skinnende smil blev sendt i min retning, og inden jeg vidste af det, havde Cameron fået betalt for vores mad, og vi var på vej ned til vandkanten. “Men så lad os få det bedste ud af det, inden du forlader mig,” opfordrede han og tog fat i min hånd. Der gik stød igennem min krop, mens vores fingre viklede sig sammen.

Der gik dog ikke lang tid, før stemningen blev afbrudt. For inden vi nåede helt ned til vandet, blev vi stoppet af en fremmed pige, der pludseligt kom op til os. Hun krammede overraskende nok Cameron og placerede et kys på hans kind. “Hej babe. Hvorfor har du aldrig ringet?” spurgte hun undrende og løftede sit tynde øjenbryn.

Hendes udtryk var alvorligt, og det var tydeligt at se, at hun var oprigtig i det hun sagde. Cameron selv stod blot og vippede nervøst fra side til side, mens han rettede blikket mod sandet under os. “Skulle jeg ringe til dig?” var alt han sagde, inden han rev mig væk fra hende.

“Undskyld,” fortsatte han så. Forsigtigt tog han min ene hånd i sin og flettede vores fingre sammen igen. “Hvor var det vi kom fra?” spurgte han.

Emnet om den fremmede pige, der i ganske få sekunder spillede en rolle i denne aften, var pludseligt glemt. Hvert fald hvis man spurgte Cameron. Jeg selv kunne ikke lade være med at lade hende passere gennem mine tanker. Hvorfor var hun kommet, og hvad mente hun med at han aldrig havde ringet?
Hvis de havde haft noget før i tiden, fortjente hun så i det mindste ikke et svar længere end blot: skulle jeg ringe til dig?

“Lysene langs vandkanten har altid fascineret mig,” blev han ved. Vi var nu kommet helt ned til vandet, og jeg kunne nærmest mærke, hvordan brisen var blevet lidt køligere, siden vi nu var så tæt på vandet. “Specielt det faktum at de aldrig bliver skyllet ud i vandet, selvom der tidevand.”

Egentligt lyttede jeg ikke til det han sagde. Jeg havde for travlt med at prøve at pakke tankerne om pigen væk og bare leve i nuet. Jeg prøvede derfor at forskrue mine tanker over på, at jeg gik hånd i hånd med Cameron. Vi var på vores første date og alting burde være en dans på røde roser.

“Men måske har de placeret lygterne væk fra vandkanten i en tilpas afstand, så de lige præcist ikke ender med at blive skyllet væk når vandet stiger,” fortsatte han. Jeg kunne ikke lade være med at grine over det, han snakkede om. Samtaleemnet var noget af det sjoveste jeg til dato havde været vidne til. For hvem snakkede om lygter langs vandkanten, når man var på sin første date? Var det ikke næsten lige så slemt som at snakke om hvordan vejret var?

“Og hvad griner du sådan af?” Denne gang var det hans tur til at grine. “Er det noget jeg har sagt?” gættede han.

Jeg gav ham et forsigtigt smil. “Det er en meget interessant samtale du har i gang angående lygterne ved vandet. Men jeg tror desværre at jeg må skuffe dig og sige, at jeg ikke ligefrem tror de tænker så meget på tidevandet, når de placerer dem. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg bare de har valgt at sætte dem et stykke fra vandet, så de oplyser et større område. Hvis de stod tættere på vandet, ville de jo i princippet oplyse noget af vandet, og hvad nytte ville det ha-”

Jeg blev afbrudt midt i min talestrøm, ved et par læber lagde sig mod mine. Min krop blev revet tættere på Camerons, og hans hænder placerede sig om mine hofter, for at trække mig endnu tættere. Den ene var hurtig til at køre op på min kind for at gøre kysset dybere.

I starten var det lidt overvældende for mig. Hvis jeg skulle være ærlig kom det bag på mig, at han sådan uden videre, bare kyssede mig. Men efter at have blødt lidt op, begyndte jeg at gengælde kysset. Mine hænder lod jeg køre op i hans hår, som jeg forsigtigt tog mellem mine fingre. Sommerfuglene, jeg havde forventet ville dukke op i min mave, da jeg endeligt ville få chancen for at have hans læber mod mine, var ingen steder at finde eller mærke. Måske de var undervejs, men i øjeblikket var de faret vild på deres vej til mig.

***

Efter et par kys, en lang gåtur ved vandet og mange samtaler senere, stod Cameron og jeg igen foran døren til feriehuset. Vores fingre var stadig flettet sammen, og mine kinder havde stadig en snert af rød i sig. Aftenen havde været en succes til trods for de manglende sommerfugle.
Jeg havde forsikret mig selv om, at de sikkert nok skulle komme på et tidspunkt, men at de måske var udeblevet denne gang, da det hele stadig var meget nyt for mig.

“Tak for i dag,” hviskede han, inden han lod mig gå. Som drengene altid gjorde det i film, så kyssede Cameron mig for sidste gang på dørtrinnet, inden han slap grebet om min hånd. “Vi ses til festen i morgen,” mindede han mig om.

Tidligere på aftenen, havde han inviteret mig, tvillingerne, William og Philip med til et poolparty i morgen, og havde bedt mig dele budskabet med de andre når jeg kom hjem. Han mente, at det ville være rart for os alle at komme lidt ud og møde nye mennesker, og derfor havde jeg glædelig takket ja til hans forespørgsel om at komme i morgen. Og hvem kunne sige nej til et poolparty med en flok andre unge?

Det ville desuden også give mig endnu en chance for at se Cameron i bar overkrop, så jeg takkede da slet ikke nej til sådan en mulighed.

Han kyssede mig hurtigt igen, og var så ude af syne. Stadig helt paf over hele aftenens forløb, lod jeg min pegefinger ryge op til min underlæbe som jeg stille rørte. Den dirrede og var helt varm fra de kys vi havde delt. Jeg kiggede rundt på omgivelser omkring mig, for at suge det sidste til mig fra denne date. Dog måtte jeg stoppe brat, da jeg fik øje på en genkendelig skikkelse.

På altanen, med udsigt mod hoveddøren, mod mig og mod det der lige var sket mellem Cameron og jeg, kunne jeg se Philip. Han måtte have set det hele, og da jeg skulle til at råbe til ham, drejede han om på sin hæl og gik ind på værelset. Han sagde ikke engang hej, eller løftede hånden for at vinke til mig.

Hvad skete der lige med ham? Det var ikke første gang, han havde opført sig underligt på denne ferie. Humøret havde det med at ændre sig, specielt når Cameron var i nærheden.
Uanset hvad der var galt med min bedste ven, så var det mit mål at finde ud af det.

Det var det bedste venner var til for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...