Et anderledes liv

"Uden på virker jeg som en almindelig, normal pige. Men inderst inde er jeg ikke normal. Ingen kan se det på mig, og mange kan ikke mærke det. Men de tætteste og dem, der har det på samme måde ved hvad jeg har". Historien handler om den 16-årige Katherine, som har Aspergers Syndrom. Det går godt i klassen lige indtil alle opdager hvad hun har. Dernæst bliver det en kamp for Katherine at finde sig selv og overleve de hårde realiteter, som mange med autisme må leve med. Inspireret af Aftenshowets indslag om Autisme og Aspergers Syndrom.

1Likes
2Kommentarer
46Visninger
AA

1. Min situation

 

Inderst inde er jeg ligeså normal som alle andre. Men inderst inde er jeg anderledes. Mange opdager det ikke, mens de få, som har en viden om eller selv har det som jeg, kan se at jeg er anderledes. Mit navn er Katherine Larsen, er 16 år og har Aspergers Syndrom. Aspergers er ikke en dødsdom. Aspergers er ikke et handicap, hvor jeg er bundet i en stol og ikke kan tage vare på mig selv. Aspergers er ikke et tabu end heller er autisme. Folk skal åbne op for dem med autisme og Aspergers, fordi hvis de ser bort fra diagnoserne, så er vi ikke så slemme folk. Og hvem ved? I denne tid kan alle få en diagnose. Det er i hvert fald min filosofi. 

Jeg så på det, jeg skrev. Det virkede godt. Det var en god begyndelse. Jeg kunne mærke mit hjerte banke. Dette var begyndelsen på, at skrive om sit liv. Det var privat. Det var kun noget, jeg måtte vide. End ikke mine forældre måtte vide, at jeg skrev dette. Mine forældre har altid været meget frisindede og har fra da jeg var helt lille fortalt, at jeg ikke havde en diagnose, som ville dræbe mig. Jeg var ikke syg. Jeg havde bare nogle små faktorer, som jeg skulle være opmærksom på. Jeg sukkede og skrev videre i dokumentet. 

Der er dog faktorer ved Aspergers, som jeg som menneske skal være opmærksom på. For det første er jeg socialt akavet. Hver gang fremmede eller bekendte snakker til mig, undgår jeg øjenkontakt. Jeg føler en klump i halsen hver gang og føler mig sårbar ved at have øjenkontakt. Jeg synes det er ubehageligt. Folk synes dog at min manglende øjenkontakt er dybt uhøftligt, og nævner det også tit. Både til mig og til mine forældre. Jeg kan dog mærke, at efter nogen år er jeg blevet bedre til at lade som, at jeg har øjenkontakt med folk. I virkeligheden kigger jeg på deres næser. Man kan ikke se forskel. En anden ulempe ved min sociale akavethed er, at jeg i en samtale kan snakke i flere timer om mine interesser. Det er nok ikke så slemt, men Aspergers gør, at jeg ikke kan mærke hvornår min samtalepartner vil skifte emne. Det ligesom siver ud af mig. Dernæst er jeg følelesmæssig svag. Jeg er som en skal. En skal, som aldrig åbner sig. En skal, som holder alle følelserne inde. 

Jeg standsede med at skrive. Hvorfor skrev jeg det her? Jeg vidste udmærket hvordan jeg var. Jeg vidste udmærket at jeg kunne blive ved med at afspille det samme sted i en sang, fordi min interesse havde fanget det sted. Jeg vidste, at min interesse var ved Krigen i 1864 og jeg vidste utroligt meget i forhold til mine klassekammeraterne, skønt nogen af informationerne var ubruglige i historiefaget. Jeg gemte dokumentet på min macbook og lukkede skærmen ned. Jeg lagde mig på sengen og lukkede øjnene. I den seneste tid havde jeg manglet nogen til at snakke med. Nogen som vidste hvad jeg fejlede og som kunne trøste mig og hjælpe mig. De eneste, der kendte til min diagnose, var mig selv og mine forældre. Men mine forældre var nu ikke til meget hjælp. Jeg kunne aldrig helt udtrykke mig ordentligt til dem, da jeg altid blev afbrudt og fik den samme sætning igen og igen. Du har ikke en diagnose, som vil dræbe dig. Du er ikke syg. Du har bare nogle små faktorer, som du skal være opmærksom på. Jeg åbnede øjnene og kiggede på min mobil. Den klagede om lavt strømniveau, men det ænsede mig ikke. Jeg så at klokken var 23:30. Shit, tænkte jeg og strøg ud i badeværelset for at børste tænder. Jeg havde fuldstændig glemt, at weekenden var ovre, og at jeg skulle i skole i morgen. Jeg børstede mine tænder hurtigt og spænede ind på mit værelse. Jeg tog mine joggingbukser af og min kakifarvede tunika, og ledte i tøjskabet efter en pyjamas. Jeg fandt en, og var lige ved at tage det på, da jeg så mig selv i spejlet. Jeg så en pige med lyst hår og normal af bygning. Jeg så en pige, som var lav, men slank. Jeg så en normal pige. Mit ydre sladrer ikke, tænkte jeg, mens jeg tog pyjamasen på og lagde mig i sengen. Jeg trak vejret tungt og kort tid efter faldt jeg i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...