Et anderledes liv

"Uden på virker jeg som en almindelig, normal pige. Men inderst inde er jeg ikke normal. Ingen kan se det på mig, og mange kan ikke mærke det. Men de tætteste og dem, der har det på samme måde ved hvad jeg har". Historien handler om den 16-årige Katherine, som har Aspergers Syndrom. Det går godt i klassen lige indtil alle opdager hvad hun har. Dernæst bliver det en kamp for Katherine at finde sig selv og overleve de hårde realiteter, som mange med autisme må leve med. Inspireret af Aftenshowets indslag om Autisme og Aspergers Syndrom.

1Likes
2Kommentarer
44Visninger
AA

2. Et forsøg på at være normal

 

 

Da jeg vågnede næste morgen, tittede solens stråler igennem min gardiner. Jeg gabte højt, og steg kluntet ud af sengen. Jeg fandt et par mørkeblå bukser og en hvid skjorte, redte mit lyse hår igennem og gik ned til morgenmad. Mine forældre sad ved deres sædvanlige plads. Min far læste Morgenavisen, mens min mor gjorde min madpakke klar til skole. Jeg satte mig ned og tog en skål Cornflakes. Jeg smagte ikke på dem, men hældte dem bare ned. Min mor satte sig ned ved siden af mig og så på mig. Jeg så ned, men kunne stadig mærke hendes blik på mig. "Hvor kl gik du i seng i går?", spurgte min mor med sin blide, lyse stemme. "Klokken 23:30", sagde jeg kort uden at se på hende. "Husk at kigge på folk, når de snakker til dig, sagde min far henne fra bordenden. Og husk at svare lidt mere åbent, så samtalen kan fortsætte". Jeg sukkede. Jeg fik det at vide hver dag. Der var en ting, jeg havde glemt at skrive i dokumentet. På grund af Aspergers er jeg meget tilbøjelig til at svare kortfattet og undgå øjenkontakt, hvorefter samtalerne går i stå. Hvis jeg skulle beskrive det kort, så den kontakt, som folk ønsker at have til mig gennem samtalerne, opfatter jeg ikke. "Var det ikke lidt sent at gå i seng, taget i betragtning at du skulle i skole næste dag, spurgte min mor. "Jo, svarede jeg kort, men jeg kunne mærke begge mine forældres blik på mig. Jeg sukkede og så på min mor, eller retttere sagt. Jeg så på hendes næse. "Jeg havde glemt alt om tiden, og jeg var i fuld sving med de sidste forberedelser til skolen imorgen" . Jeg kunne se, at min mor smilede. "Se, det var ikke så slemt", sagde hun glad. Jeg ignorede hende, rejste mig op og gik uden at svare hende. Jeg kunne høre min mor og far mumle noget utydeligt til hinanden. De snakker sikkert om mig, tænkte jeg. Det gør de hver gang. 

 

Skolen var som det plejede at være. Det mørke klasseværelse var oplyst af lamper, og væggene var klistret til med klassebilleder og diverse plakater. Bordene var stillet i små firkanter, hvor fire mand kunne sidde sammen. Jeg sad sammen med Agnes, en lille buttet pige med leverpostejfarvet hår, Kasper, en meget høj dreng med en del akne, Fahid, en meget stille dreng, som hele tiden læste, og min bedste veninde Kaya. Kaya havde en anderledes stil end andre. Hun gik tit med hullede bukser og hullede T-Shirts med en sort læderjakke over. Hendes hår var lige nu rødt, men Kaya skiftede hårfarve hver måned. Næste måned overvejede hun at farve det lilla. Jeg havde kendt Kaya lige siden Børnehaveklassen. Jeg kunne huske det tydeligt. Jeg havde sat alene på gyngerne, og kigget på de andre børn lege sammen. Selvfølgelig turde jeg ikke gå hen til dem, da jeg tit ville blive smidt ud af deres lege, fordi de ikke kunne håndtere min væremåde. Jeg kunne huske at jeg græd, kunne huske at jeg ville hjem. Kunne huske at jeg ville væk. Men Kaya havde opdaget mig, og gået fra de andre børn for at være sammen med mig på gyngerne. Og hun har altid gået fra de andre for at være sammen med mig. Selvom Kaya nok ville forstå mig, så har jeg ikke fortalt hende om min diagnose. Jeg kan ikke helt forstå det, men en del af mig ønsker, at Kaya og mit venskab skal være som det er nu. Normalt. Men i dag var Kaya der ikke, så jeg sad for mig selv ved bordet, fordybet i min egen lille verden. Være i min egen verden hvor jeg kunne være mig selv. Pludselig kunne jeg mærke en, der prikkede mig forsigtigt på skulderen. Jeg vendte mig rundt, og så Jessica stå der. Jeg havde ikke lagt mærke til Jessica i alle de år, vi havde gået i klasse sammen. Jessica havde altid været sammen med de populære piger, og ænsede aldrig piger som jeg. Men her stod hun med de dyre Nike sko og de dyre smykker og med et ansigt dækket af makeup. Jessica så på mig med et smil. "Altså, jeg ved du er god til historie, og jeg har nogen problemer med lektierne i dag. Kan du hjælpe mig", spurgte hun. "Jo, det kan jeg godt", svarede jeg kort. "Super," sagde hun højtlydt og fulgte mig hen til hendes plads. Jeg så for det meste ned i jorden, men opdagede, at Jessica sad med ryggen mod mig. Jeg havde en dårlig fornemmelse. Jessica havde aldrig spurgt om hjælp, og jeg havde glemt at lukke for min PC. Jeg ignorede fornemmelsen, og hjalp så godt jeg kunne Jessica. Jessica var ikke særlig god til historie, og det irriterede mig lidt. Jeg ville bare blive færdig, og komme hen til min PC. Da Jessica endelig havde forstået det hele, gik jeg tilbage på min plads og kiggede på PC skærmen. Der havde heldigvis ikke været nogen inde og se på dokumentet. Jeg trak vejret dybt, og rejste ind i min egen verden igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...