Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

60Likes
82Kommentarer
48644Visninger
AA

10. Kapitel 9

Louis havde heldigvis givet sig og ladet mig være alene. Så her sad jeg i stuen og røg, mens jeg zappede rundt på de forskellige kanaler. Hvor lang tid jeg gjorde det, vidste jeg ikke, men det måtte have været lang tid, fordi lige pludselig kom drengene tumlende ind. Heldigvis havde jeg haft slukket min smøg, så der hang kun en svag lugt af røg i rummet og det kunne lige så godt være mig.

“Heyy,” mumlede jeg fraværende uden at fjerne mit blik fra fjernsynet. Jeg lever for Hannah Montana. De mumlede noget utydeligt og smed sig i sofaen.

“Giv mig den tilbage!” Vrissede jeg, da Louis snuppede fjernbetjeningen du af min hånd.

“Fandme nej  om jeg skal glo Hannah Montana,” vrissede han tilbage og zappede over på noget Criminal Minds. Jeg sukkede og rejste mig.

“Hvor skal du hen?” Spurgte Niall og kiggede på mig med et kært ansigt.

“Jeg gider ikke sidde i samme sofa som Louis,” mumlede jeg surt og Harry kom med et lille ‘burn’, da Louis kiggede fornærmet på mig.

“Du kan sidde her,” sagde Niall og klappede på pladsen ved siden af ham. Jeg tøvede, men smed mig alligevel ved siden af ham.  Niall lagde fraværende armen om mig og jeg tøvede ikke med, at lægge mit hovede på hans skulder. Niall var nok den eneste af dem jeg kunne lide. Han var ikke slem, sådan mere nervøs og venlig. Harry var bare en pain in the ass. Liam var ret irriterende med hans medlidende blikke, desuden var han fuldstændig enig med Louis. Og Louis var bare en idiot, der skulle lade mig være i fred. Mine øjenlåg var fandme tunge, men jeg havde så heller ikke spist i 3 dage. Så det klart, at ens krop bliver træt.

“Hvem vil med på McD?” Spurgte Niall pludseligt og lavede et begejstret op, så jeg fjerne mit hovede fra hans skulder.

“Jeg springer over,” mumlede jeg udmattet og lagde mig ned med hovedet i Nialls skød.

“Nå, nu kan jeg jo ikke fjerne mig..” mumlede Niall surt og lænede sig tilbage. “Liam hent noget mad.” Liam og  Niall indgik en stirrekonkurrence, som varede like 10 år.

“Liam please!” Tiggede Niall og jeg kunne forestille mig, at han lavede nogle søde hundeøjne. Han havde altså også bare de kæreste øjne.

“Okay.” Der lød et tungt suk fra Liam og kort efter kunne man høre trin ud mod køkkenet. Jeg åbnede svagt øjnene og mødte i et splitsekund Louis’ blik. Der var virkelig ikke nogen som ham, der kunne sætte mit pis i kog. Min facade sad perfekt over for alle - bortset fra Louis. Bare et enkelt blik fra ham og jeg fik lyst til at buse ud med alle mine hemmeligheder og bekymringer. Jeg måtte bare stå imod. Han havde forladt mig. Svigtet mig. Og nu troede han, at jeg havde mistet  forstanden. Gud hvor jeg dog savnede alkoholen, der dulmede smerten og stofferne der løftede mit humør. Jeg løftede mig hovedet  brat fra Nialls skød, da en rund genstand ramte mig i hovedet.

“Hvad fanden?” Jeg stirrede vred på Liam og strammede grebet om det æble,  han havde  kastet.

“Sorry,” mumlede han bare. Niall begyndte at æde nogle chips og så så begejstret ud, at jeg fnes af ham. Selv tøvede jeg, men tog alligevel et bid af æblet. Det var surt, syrligt og min krop kæmpede imod, men det lykkedes mig alligevel at spise det. Jeg gabte højt og en retaderet lyd banende sig vej fra min hals. Louis kiggede sjovt på mig og jeg kunne ikke andet end at stirre koldt på ham, indtil han fjernede sit klamme blik fra mig.  

“Jeg går i seng..” mumlede jeg og rejste mig.

“Men det er eftermiddag?” Lød det fra Harry.

“Og? Jeg kan godt lide, at sove om eftermiddagen. Har i et problem med det?” Uden at vente på svar gik jeg med faste skridt ind på mit værelse.  Jeg nåede knap nok at lukke døren bag mig, før den gik op igen og ind kom selveste Harry-Krølle-Styles.

“Hvad vil du?” Spurgte jeg koldt og lagde armene over kors. Han trådte et skridt tættere på mig, så han stod helt op ad mig. Jeg fjernede mig  dog ikke. Det her var en magtkamp og jeg gav ikke op sådan uden videre.

“Du troede vel ikke jeg havde glemt dit lille ‘stunt’ ude i stuen i går?” Spurgte han og lagde en hånd på mit lår for, at opfriske mine minder. Det behøvede han dog ikke. Jeg kunne udmærket huske, hvordan mine berøringer havde sat gang i ham.

“Payback,” hviskede han og lod hånden glide ind under den nederdel jeg havde på. Jeg rystede under hans berøring. Gud hvor jeg dog afskyede, hvor meget magt han havde over mig.

“Harry nej!” Det krævede alt min viljestyrke, at træde væk fra ham..

“Jo,” mumlede han bare og placerede  et kys på min hals.  Hans læber efterlod en svag brændende fornemmelsen, som fik mig til at hungre efter mere.

Han skulle ikke vinde. Han måtte ikke vinde!

“Jeg skriger,” advarede jeg og ville træde et skridt væk fra ham, men han havde en hånd på min lænd, som pressede mig ind til ham.

“Det eneste du kommet til, at skrige er mit navn..” mumlede han mod min hals og lod han fingre smutte ind under min trussekant.

“Harry nej..” Min stemme lød ikke nær så bestemt, men mere opgivende.  Han lod en finger pirre min indgang, mens min vejrtrækning blev tungere. Harry trådte et par skridt væk fra mig og jeg prøvede at styre min vejrtrækning. Der lød 3 bank på døren og Louis  stak hovedet ind.

“Vi tager altså ud og spiser,” erklærede han og gik igen. Harry kiggede triumpherende på mig, da vi begge godt vidste at han havde vundet. Hvis ikke Louis var kommet ind, så havde jeg givet mig 100% til Harry. Jeg maste mig forbi Harry og skyndte mig ud til de andre. Hvorfor havde han sådan en magt over mig? Det var sgu da skide irriterende.

 

***

Så kom der allerede et kapitel i dag :)

Husk at smide et like, hvis i gider.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...