Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

59Likes
82Kommentarer
48293Visninger
AA

29. Kapitel 28

Den irriterende bippende lyd, gav mig lyst til at myrde nogen. Jeg vidste allerede godt, at jeg var på hospitalet, før jeg slog øjnene op. Faktisk slog jeg ikke øjnene op med vilje, i lidt tid. jeg kunne fornemme at drengene sad omkring mig og snakkede. Bare kald mig en smuglytter.

“Jeg kan simpelthen ikke fatte det!” Vrissede Louis.

“Hun fik mig til at love..” Lød det stille fra Niall.

“Og det kunne have kostet hende livet! Du burde da have vidst..”  Louis tav og jeg kunne høre en dør gå op.

“Du må ikke være her!” Udbrød Liam vredt og lyden af en skrattende stol kunne høres. Jeg gik ud fra, at Liam havde  rejst sig i en høj fart.

“Hun er min datter!” Brummede den velkendte stemme, som tilhørte ingen anden end min såkaldte ‘far’.

“Den titel har du på ingen måde gjort dig fortjent til!” Udbrød Louis rasende.

“Jeg tror det er på tide, at du går.”   Det var Harry der snakkede nu. Hans stemme var umiddelbart venlig, men man kunne ikke tage fejl af truslen.

“Jeg har ret til at være her, når hun er mit barn. Jeg kan nemt få jer smidt ud.” Min fars stemme var iskold og fik mig til at slå  øjnene op.

“Alexis,” åndede Louis tungt og lettelsen stod malet i hans ansigt. De så alle sammen ubeskriveligt lettet ud, men jeg ignorerede dem og vendte blikket over mod min far.

“Skrid,” sagde jeg bare koldt og ignorerede smerten i min krop. Det føles som om, at jeg var blevet kørt ned af et tog.

“Jeg er jo bare bekymret for dig.” Han kunne ikke have lydt mere falsk.

“Drop det nu, de ved godt det hele.” Løj jeg. De vidste jo ikke det hele, men de vidste nok. “Skrid inden jeg fucking tilkalder politiet og sender din røv i fængsel.”

“Du er en forkælet møgunge,” brummede han koldt, men bakkede alligevel ud af værelset, da Harry knækkede hans knytnæve truende.

“Omg Alexis er du okay?” Så snart min far var ude af rummet, smed Louis sig atter på en stol og greb min hånd.

“Jeg har det fint,” mumlede jeg og satte mig  op, men en smerte skar op gennem mig og fik mig til at skære ansigt.

“Jeg henter en læge og siger, at vi skal bruge noget smertestillende,” sagde Harry og jeg sendte ham et taknemmeligt smil.

“Hvad skete der?” Spurgte jeg og smilet forsvandt straks fra Nialls ansigt.

“Du besvimede.”

“Ja det har jeg godt regnet ud.”

“Du besvimede på grund af mangel på mad.” Liam kløede sig akavet på armen og Niall slog skamfuldt blikket ned.

“Jeg kunne ikke lyve for dem længere.”

“Oh.” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var ikke sur på Niall. Hvad skulle han ellers  have gjort?

“Du bliver nødt til at spise.” Louis gav mit hånd et klem. “Lægen har anbefalet en rigtig god psykolog og-”

“Nej!” Udbrød jeg. “Ingen psykolog. jeg har det fint, jeg glemte bare at-”

“Lad nu vær’ med at lyve, Niall har jo fortalt os det.” Louis rystede på hovedet. “Du er alt for tynd Alex.” Jeg sank en klump og nikkede svagt, selvom jeg ikke var enig. Man kunne ikke blive for tynd. Det eksisterede ikke.

“Ingen psykolog,” gentog jeg langsomt og de så på mig med smerte i øjnene. Liam åbnede munden, men blev afbrudt da en kvindelig læge kom ind og smilede.

“Har du ondt?” Spurgte hun venligt og jeg nikkede svagt. Hun tog forsigtigt min arm og gav mig en sprøjte, hvorefter hun begyndte at tjekke de andre slanger, som sad i mine arme.

“Den her sonde, giver dig næring.” Hun pegede på en slange og smilede svagt. “Du har fået noget beroligende, så du falder snart i søvn.”

“Hvor lang tid har jeg været væk?” Spurgte jeg svagt og var bange for svaret.

“4 dage,” mumlede Niall og først der, så jeg de sorte render under deres øjne.

“I  burde tage hjem og sove,” sagde jeg stille og Louis rystede på hovedet.

“Jeg forlader dig ikke.”

“Du har brug for søvn. “Jeg gav hans hånd et klem. “Og det har i andre også. Jeg sover alligevel.”

“Er du sikker?” Spurgte Harry forsigtigt og prøvede, at skjule et gab.

“Helt sikker.” Jeg smilede beroligende og Liam kom hen og plantede et kys på min pande.

“Jeg bliver altså her.” Louis så alvorligt på mig og strammede grebet om min hånd. “Jeg forlader dig ikke igen.. Aldrig mere.” Det var det sidste jeg hørte, før søvnen tog mig i sin  varme favn.

                       

⏩⏪   

Yderligere 2 dage gik, før jeg måtte forlade hospitalet. Men nu var jeg ude og fandme nej om jeg skulle tilbage. Efter utallige skænderier med Louis var vi også kommet til et kompromis. Jeg havde fået en diætist, som havde planlagt en kost, som langsomt skulle opbygge mine muskler og vænne mig til at spise, forhåbentligt uden at give mig for mange smerter. Til gengæld skulle jeg gå til læge 1 gang hver månede og blive vejet. Louis havde sagt at hvis det her ikke fungerede, så sendte han mig altså til psykolog. Tanken om at spise gav mig kvalme og efter at blive fodret med en sonde, kunne jeg mærke fedtet stikke ud overalt.  

“Hold nu op med det der.” Lød det ovre fra døren og jeg kastede et blik over skulderen, hvor Liam stod.  Jeg trak opgivende ned i min trøje igen, da jeg havde stået foran spejlet og prikket til mit fedt.

“Jeg er allerede begyndt at blive fed.” Det var ikke meningen at han skulle høre det, men

han nåede lige at opfange det og han skyndte sig hen til mig.

“Du er overhovedet ikke fed,” sagde han spidst. “Du er den smukkeste pige, som jeg nogensinde har set.”

Jeg rødmede lidt ved hans ord, men jeg følte alligevel at han løj for mig. Jeg var ved at blive fed. Ligesom dengang. Dengang efter Louis var rejst og folk grinede af mig i skolen. Tanken fik mig til at synke en klump.

“Jeg mener det Alex.” Liam lagde 2 fingre under min hage og løftede mit ansigt.

“Jeg elsker dig Alexis.” Han sagde det så lavt at jeg et øjeblik, troede at jeg hørte syner. Han kærtegnede min kind og det føles pludseligt, som om min hals var tør som  sandpapir. “Du behøver ikke sige noget.” Liam så roligt på mig, men jeg kunne fornemme at han var en smule skuffet.

“Jeg elsker dig Liam,” sagde jeg, da  jeg genvandt min evne til at snakke. Liam smilede bredt og lagde hænderne på mine hofter, hvorefter han placerede et lidenskabeligt kys på min mund. Jeg lod mig rive med af kysset og instinktivt begyndte jeg at fumle med knapperne på Liams  skjorte.

En dramatisk hosten fik os til at trække os fra hinanden og Harry stod i døråbningen med et frækt smil.

“Der er mad.” Han blinkede med det ene øje. “Medmindre i hellere vil æde hinanden.”

“Hold kæft Haz.” Jeg greb en pude og kastede efter ham. Han klukkede og forsvandt, mens Liam grinende gemte hovedet i min hals. Hans ånde kildede og fik mig til at fnise. På trods af min voksende vægt, var jeg lykkelig som aldrig før.

 

****

Så gav hendes krop altså, endelig efter for manglen af mad. Det måtte jo ske før eller siden.  Og Liam sagde han elskede hende. De er nu ret goals. Husk at smide et like og sætte den på favorit, hvis du vil orienteres når jeg smider et nyt kapitel op :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...