Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

59Likes
82Kommentarer
47722Visninger
AA

28. Kapitel 27

En rømmen lød og jeg trak mig modvilligt fra Liam. Louis stod i døråbningen med røde og hævede øjne.

“Kan vi snakke?” Spurgte Louis forsigtigt. Jeg nikkede røvende og så over på Liam, som gav mit knæ et klem, før han rejste sig.

“Undskyld,” hviskede Louis og satte sig ved min side.

“Hold nu op med at sige undskyld, det ændre ikke noget.”

“Und-”

“Louis!”

“Nå ja.” Han tørrede sine øjne. “Jeg skulle aldrig have forladt dig.”

“Det er for sent Louis.” Jeg så opgivende på ham.

“Nej det er ej! Fra nu af bor du fast hos mig og jeg skal nok tage mig af dig.” Han så bestemt på mig og sorgen lyste  ud af hans øjne. Tilbuddet fra fristende, men jeg var stadig såret.

“Jeg stoler ikke på dig.”

“Giv mig en chance for at bevise, at du kan stole på mig.” Han så bedende på mig og tog mine hænder. “Du er som en søster for mig og jeg elsker dig jo!” Hans ord gav et sug i min mave. Tja jeg var jo sjovt nok også hans søster, men det vidste han jo ikke.

“Jeg ved ikke Louis..” Jeg tøvede.  Han nikkede skuffet og slap mine hænder.

“Jeg forstår dig godt og du behøver ikke at tilgive mig, men du skal under ingen omstændigheder tilbage til Kingston.” Han skyndte sig ud af mit værelse, men jeg nåede alligevel at se hans tårevædet og skuffet ansigt. Jeg var et virkeligt dårligt menneske. Jeg lavede jo ikke andet end, at såre mine venner. Tanken om at Louis sikkert sad og græd lige nu, gik lige i hjertet på mig. Jeg blev jo næsten nødt til at prøve, at få vores forhold til at fungere når nu jeg skulle bo hos ham. Og han var jo min bror. Bror/Fætter.

Forvirrende.

Med tunge skridt gik jeg ind i stuen, hvor de sad og trøstede hinanden. De græd alle sammen, men specielt Niall var totalt opløst i tåre.

“Niall.” jeg fik deres opmærksomhed. “Det okay. Jeg er okay.”

“Du er jo ikke okay og jeg burde have opdaget det!” Han så ulykkeligt på mig.

“Det okay.” Gentog jeg og vendte mig mod Louis. “Jeg vil gerne have det her  til at fungere.” Louis så håbefuldt på mig og nikkede svagt.

“Jeg kommer ikke til at glemme hvad du gjorde,” sagde jeg langsomt. “Men jeg elsker dig og jeg…” Jeg tøvede. Jeg kunne virkeligt komme til, at fortryde det her. Tænk hvis han forlod mig igen.

“Jeg vil prøve at tilgive dig”

“Alex,” sagde han stille og rejste sig. “Undskyld.” Jeg smilede på trods af mine tåre og lod ham omfavne mig.

“Sagde jeg ikke at du skulle holde op med at undskylde?”

“Siden hvornår er jeg begyndt at høre efter dig?” Spurgte han og jeg smilede i krammet. Det var den rigtige Louis. Skulle der virkelig ikke mere til? En tilgivelse og den gamle Louis var tilbage? Tanken varmede.

“Min tur!” Udbrød Harry så og trak mig ud af Louis’ favn og ind i hans.

“Undskyld for alt,” mumlede han lavt og sendte mig et skævt smil. Jeg smilede svagt tilbage og gav hans arm et klem.

“Niall kan du tilgive mig?” Spurgte jeg og så bedende på mig.

“For hvad dog!?”  Han så forbavset på mig.

“For ikke at fortaælle det til dig.” Jeg sank en klump. Niall smilede skævt og tørrede hans øjne i hans ærme.

“Det okay. Kan du tilgive mig for overhovedet at tvivle på dig?”

“Selvfølgelig kan jeg det Nialler.” Jeg smilede roligt og vendte mig mod Liam. Vi kiggede bare lidt på hinanden.  Uff, jeg elskede hans øjne.

“Er det muligt at have øjenkontatksex?” Spurgte Harry lavt og Louis og Niall begyndte at grine. Selv kunne jeg ikke lade være med at fnise og Liam blottede også hans perfekte tandsæt. Lige i et øjeblik var jeg okay. Men også kun i et øjeblik. Så kom jeg ligesom i tanke om de tusind andre ting, som jeg holdte hemmeligt. Sulten gnavede stadig i mig og min hjerne bearbejdede stadig, at jeg delte noget DNA med Louis. Sådan rigtig DNA. Vi havde jo delt et i forvejen, men lige pludselig var jeg hans søster. Det var jo sindssygt. Så mange hemmeligheder, at holde styr på. Jeg kunne jo ikke sige det til ham. Han ville under ingen omstændigheder, lade hans far slippe afsted med det og det ville rive deres familie i stykker. Det kunne jeg da ikke gøre mod dem.

“Alex er du okay? Du ser lidt bleg ud.” De så bekymret på mig, men mit blik begyndte at sløre, så jeg næsten ikke kunne skille dem fra hinanden.  De sorte pletter, som også havde været der tidligere, begyndte atter at dække mit synsfelt. Jeg kunne ikke se og jeg var så svimmel, at jeg var i tvivl om hvad der var op og hvad der var ned. En smerte skød op gennem min rygsøjle og meget tydede på, at jeg var væltet.

“Alexis!” Råbte en stemme meget fjernt, men jeg kunne ikke finde ud af hvem det var. Panikken spredte sig i min krop og jeg forsøgte at bevæge mig, men det føles ikke rigtig som om der skete noget. Fuck.

“Liam ring efter en ambulance.” Det var det sidste jeg hørte,  før mørket slugte mig.      

***

Kender i de dage, hvor man kommer hjem fra skole og falder i søvn. Ja det er mig i dag. Vi har haft vikar hele dagen og i 2 af timerne, dukkede der ikke engang en lære op. Og alligevel er jeg f*ucking træt.

 Sååå hvad tror i der er galt med Alexis? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...