Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

59Likes
82Kommentarer
47546Visninger
AA

26. Kapitel 25

Liam snakkede ikke til mig. Niall snakkede ikke til  mig og Louis nægtede både, at se på mig og snakke til mig. Fedt. De var sure på mig og ikke mindst skuffet. Selvom der nu var gået 2 dage  siden , at jeg kom hjem, så var de stadig skuffet. De forstod jo ikke. Jeg havde faktisk troet at Liam ville snakke med mig. Han havde da trøstet mig? Den eneste der snakkede til mig var Harry og han sagde oftest kun korte sætninger som; Vi skal spise. Eller; Godmorgen.

Intet stort. Jeg kunne godt forstå, at de var skuffet. Jeg havde bare troet at Louis kendte mig godt nok til, at vide at jeg  ikke ville skuffe ham uden grund. Det havde været dumt af mig, at tro sådan. Selvfølgelig kendte han mig ikke. Han vidste ikke engang at jeg var hans søster, eller rettere halvsøster. Tanken stak mig i hjertet. Hvordan kunne min mor gøre det? Jeg forstod det ikke. Jeg hadede dem begge. Både min mor og min far. Og måske også Louis’ far lidt. Men jeg vidste jo ikke om han vidste noget.

“Alexis!” Vrissede Louis pludseligt og trak mig ud af mine tanker.

“Jeg troede ikke du gad at snakke med mig,” sagde jeg hårdt og fokuserede på fjernsynet.  

“Alexis!” Vrissede han igen og slukkede fjernsynet. “Snak med mig.” Hans hårde tone ændrede sig til en mere bønfaldende.

“Louis, lad mig være.”

“Fortæl mig hvad der skete.” Han greb mine skuldre. “Fortæl mig hvorfor du ville såre mig.”

“Louis drop det nu!” Udbrød jeg irriteret. Han forvirrede mig så voldsomt meget. Det ene øjeblik hadede han mig og det næste var han bekymret. Og i sjældne tilfælde virkede han næsten, som den gamle Louis. Jeg savnede den gamle Louis, mere end jeg havde lyst til at indrømme.

“Nej Alexis!” Louis greb fat om mit hovede og tvang mig til, at se på ham. “Jeg vil ikke  droppe det. Hvorfor er du så sur på mig, hvorfor vil du så gerne se mig ked af det? Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene det her, når jeg bare prøver at hjælpe dig.” Jeg sprang op. Det var nok nu. Han fik det til at lyde som om det hele var min skyld.

“Det ikke min skyld!”

“Jo det er det jo! Du er simpelthen blevet så forfærdelig!” Louis rejste sig også og så ned på mig, fordi han jo var højere end mig.

“Forfærdelig?” Gentog jeg og en sær følelse spredte sig i mit bryst. “Hvad med dig selv? Du er fandme heller ikke ligefrem fantastisk at være i nærheden af. Hvor er den gamle Louis?”

“Han er her stadig, men det er vist mere end man kan sige om den gamle Alexis.” Han rystede opgivende på hovedet. “Jeg troede virkelig at jeg kunne hjælpe dig, men du gør det simpelthen for svært.”

“Hvad er det du siger?” spurgte jeg hårdt og de bange anelser kom krybende. Gav han op? Jeg følte mig splittet. På den ene side var jeg glad for, at han lod mig være. Men på den anden blev jeg trist. Han ville forlade mig igen. Jeg var stadig ikke det værd.

“Du vinder.” Louis sukkede og tørrede sine våde øjne. “Jeg har bestilt en flybillet til dig, imorgen.” I det samme kom de andre 3 drenge løbende ind i stuen, men de stoppede brat op og gjorde store øjne.

“Du må ikke sende mig hjem.” Ordene fløj over mine læber, før jeg kunne standse dem. Jeg kunne ikke tage hjem. Ikke nu, hvor  jeg vidste sandheden om hvad der var sket. Bare tanken om at skulle tage tilbage og leve som jeg plejede, var nærmest skræmmende.

“Hvad er det du vil Alex!” Råbte Liam pludseligt og så på mig med sørgmodige øjne. “Du har tigget og bedt om at komme hjem i måneder, og nu vil du pludseligt ikke?”

“Jeg forsvarede dig overfor Harry, da han sagde du var opmærksomhedskrævende.” Niall trådte frem med et trist ansigtsudtryk. “Alex jeg elsker dig, men jeg ved ikke hvad jeg skal tro længere.”

 

Niall.

 

Selv Niall troede ikke længere på mig. Jeg så på dem. De så alle sammen kede ud af det, men samtidige skuffet og vrede. De kunne lige så godt have slået mig.

Ubevidst gled min hånd op til mig kind, hvor der under makeuppen gemte sig et stort blå-lilla mærke. Liams øjne fulgte mine bevægelser og han kneb svagt  øjnene sammen, før han spærrede dem op.

“Niall du må tro mig, jeg-” Jeg blev afbrudt af Liam, som greb fat om mine hage og tørrede sin makeup af med sit ærme. Jeg prøvede at vriste mig fri og skar en grimasse, da jeg sjovt nok var mega øm.

“Alexis hvad er der sket?” Spurgte Niall oprevet og Liam vaklede nogle skridt tilbage. Harry og Louis så på mig med forbløffelse og angsten stod malet i deres ansigter.

“Jeg faldt på natklubben.” Jeg fejde dem af med en håndbevægelse, men Louis udstødte en halvkvalt lyd.

“Alex lad være med at lyve for mig.”

“Hold op med at kalde mig det! Du sagde det selv, jeg kan ikke reddes.”

“Alexis.” Louis’ ansigt mørknede endnu engang. “Lad være med at lyve for mig! Jeg vil dig jo bare det bedste.”

“Du forlod mig!” Skreg jeg. “Du forlod mig og nu vil du have mig til at tro, at du bare vil mig det bedste?” Louis så mundlam på mig.

“Jeg troede det var bedre, at du glemte mig,” sagde han stille. “Jeg tænkte at du nok klarede dig med dine andre venner.”

“Men det gjorde jeg ikke vel?” Jeg slog ud med armene. “Se på mig Louis! Jeg havde aldrig andre venner udover dig, det var dine venner og de vendte mig ryggen det øjeblik du tog afsted!” Nogle tåre begyndte at trille ned af mine kinder, men jeg tørrede dem hidsigt væk.  

“Du forlod mig,” hviskede jeg.

“Alexis jeg-”

“Drop det Louis,” sagde jeg koldt. “Det er forsent.”

“Det her virker privat.” Hørte jeg Harry sige til Liam og Niall, og mumlede til Louis at de smuttede.

“Niall du må ikke gå!” Bad jeg panisk. Niall måtte have lagt mærke til panikken i min stemme og nikkede blidt. Jeg greb fat i Niall hånd og han klemte den blidt.

“Jeg hader dig så meget!” Jeg så Louis lige i øjnene og sørgede for at han vidste, at jeg mente hvert et ord.

Problemet var bare; At det gjorde jeg ikke.  Jeg hadede ham ikke længere. Nu var jeg mest af alt, bare såret.

“Alexis, du må da forstå at jeg troede at du ville klare dig..Din familie-”

“Hvad er der med min familie?” Jeg kunne mærke hvordan min facade forsvandt og det gjorde ondt. Voldsomt ondt og jeg blev næsten bange. Det virkede så uvant, at stå og snakke ærligt til Louis.

“Louis min familie er fuldkommen ødelagt og det har den været siden den dag du rejste.” Louis så forvirret på mig og dumpede ned i sofaen bag ham, mens han rev sig selv i håret.

“Hvad mener du?” Louis så op på mig og lige i det øjeblik skinnede den gamle Louis igennem. Den Louis der var omsorgsfuld og som kom kravlende ind til mig, når det tordnende, fordi jeg var bange. Louis  der altid sørgede for, at jeg aldrig gik alene i skolen. Den Louis jeg holdte så meget af, selvom jeg ville ønske, at jeg ikke gjorde.

“Lou.” Jeg sank en klump.Han slår os.”

 

****

Dam dam dam! Hvordan tror i, at drengene reagere på den nyhed?

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...