Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

59Likes
82Kommentarer
47931Visninger
AA

24. Kapitel 23

 

Min sorte kjole var revnet lidt op over i den ene side og lå så fint på gulvet, da jeg vågnede  nøgen ved siden af en fremmed dreng. Et øjeblik troede jeg at alt havde været en drøm. At intet af det var sket. Men så overhalede virkeligheden mig og jeg sprang op. Drengene ville komme og hente mig! Eller de var de her allerede. Fuck. Klokken var snart 13. Fuck  de var sikkert vildt skuffet. Jeg kunne lige forstille mig Louis’  såret og vrede ansigtsudtryk.  Og harrys. Og Nialls. Og Liam. Mon mine forældre havde fortalt ham hvorfor jeg var skredet, eller om de bare fremstillede mig som et problembarn. Jeg fik en knude i maven og kastede et blik på den sovende dreng, men jeg fik vrikket mig selv ned i min kjole. Jeg var simpelthen taget i byen i en begravelses kjole. Festligt. Turen hjem var tung og lang. Jeg skulle gå hele vejen og drengen havde ikke ligefrem boet i samme by. Så turen hjem tog godt og vel en time. Og jo tættere jeg kom på ‘hjem’, jo større og hårdere blev knuden i min mave. Og samtidig fik jeg ondt i hjertet ved tanken om deres skuffede ansigter. Men jeg fortrød ikke, at jeg var taget afsted. Jeg havde haft brug for det. Det ville drengene selvfølgelig aldrig kunne forstå, men det havde jeg virkelig.  Når ens verden falder fra hinanden, søger man automatisk hen til noget velkendt. Jeg stod i flere minutter og  bare stirrede på min hoveddør, mens jeg overvejede bare at stikke af. Det ville være så nemt, bare at gå under jorden og glemme alt om mit liv. Dø gammel og enlig med en masse katte, der ville æde mit lig.  Mine tanker blev simpelthen for dystre, så jeg tog en dyb indånding og klistede et falsk og selvsikkert smil på mine læber.

“Jeg er hjemme!” Råbte jeg højt og vandrede ind i stuen.  Det var  faktisk værre end jeg havde forestillet mig. Jeg havde aldrig set Louis så skuffet. Til min skuffelse var hverken Niall eller Liam der, men bare Louis og Harry. Selv Harry så ret skuffet ud.

“Du lovede,” lød det stille fra Louis. “Jeg stolede på dig.”

“Du har ikke fortalt ham det,” sagde jeg overrasket. De havde fandme bare fremstillet mig, som et problembarn og ikke taget deres del af lorten.

“Fortalt mig hvad?” Spurgte Louis forvirret, men jeg rystede bare opgivende på hovedet. Jeg måtte minde mig selv om, at det ikke ville gavne Louis at vide det. Måske ville det bare såre ham og hvis nu hans mor ikke vidste det, ville det måske også rive deres familie fra hinanden.

“Det er ligemeget, hvor er Niall og Liam?” Spurgte jeg og gjorde mit bedste for,at lyde uinteresseret.

“Niall henter os  i lufthavnen og Liam er derhjemme,” sagde Harry og jeg kunne ikke undgå, at blive lidt skuffet. Skulle jeg vente helt til vi var tilbage i England, før jeg kunne få mit kram af Liam og Niall. Jeg havde brug for at snakke med Liam og få et kram fra Niall.  Okay måske også et kram fra Liam. Ufrivilligt kom jeg til at tænke tilbage på vores kys.  

“Alexis jeg snakker til dig!” Vrissede Louis og trak mig ud af mine tanker.

“Hvad sagde du?”

“Det ligemeget, vi snakker når vi er kommen tilbage til England.” Louis rystede skuffet på  hovedet af mig og i et kort sekund overvejede jeg, at fortælle det hele. For hvert minut jeg tilbragte med ham, blev det sværere at lade ham være skuffet over mig.  I stedet fór jeg ind  på mit værelse, hvor jeg greb min kuffert. Jeg lagde også lige lidt ekstra makeup over det store blå mærke, som dækkede min ene kind. Heldigvis havde det været på den modsatte side af Louis og Harry, så de havde ikke lagt mærke til noget. Det føles som om huset prøvede at kvæle mig. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk fra det her hus og lige i det øjeblik lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville vende tilbage.


 

⏩⏪   

 

De snakkede ikke til mig hele vejen tilbage til England.  Luften i flyet, truede med at kvæle mig. Niall prøvede at skjule sin skuffelse med et smil, men smilet nåede langt fra hans øjne. Det afholdte mig fra at springe i favnen på ham, men i stedet bare give ham et kort kram. Det gjorde ondt og min nervøsitet for, at se Liam steg voldsomt. Jeg kunne slet ikke bevæge mig, da vi standsede foran lejlighedskomplekset.

“Alexis let røven!” Sagde  Louis hårdt og skubbede mig nærmest fremad.

“Louis du behøver ikke være grov!” Skældte Niall og jeg så overrasket på ham, ligesom Harry og Louis. Niall plejede ikke at være den, der skældte andre ud.

“Tak Niall,” mumlede jeg stille og gik ind i lejlighedskomplexet. At se Liam var mere ydmygende og forfærdeligt, end jeg havde regnet med. Han gjorde absolut intet for, at skjule sin skuffelse og så knap nok på mig. Det gav mig et rigtig ubehageligt sug i maven og jeg bed mig selv hårdt i læben, så jeg kunne smage blodet på min tunge. Der var  komplet stilhed og jeg ville ønske, at jeg bare kunne grave mig ned. Liam løftede endelig sit hoved og så på mig med kolde brune øjne, der gnavede sig igennem marv og ben. Jeg græd ikke, men alligevel forlod et hulk mine læber og jeg farede lige over i Liams favn. Drengene var tydeligvis lige så overrasket, som jeg selv var. Men lige nu havde jeg brug for Liam. Der gik lige lidt tid, før Liam endelig lagde armene om mig og trak mig ned til ham. Jeg sad overskrævs på ham, mens jeg bare knugede ham ind til mig.

“Du er simpelthen et mysterie,” hviskede han og han ånde mod mit øre, gav mig myrekryb.  Jeg sad så tæt  på ham, at jeg kunne mærke hans hjerte banke mod mit bryst. Eller nok nærmere ribben, eftersom jeg var lidt højere hævet end ham, når vi sad sådan her. Jeg svarede ham ikke, men tog en dyb indånding. Hans hår duftede så godt.

“Nå men jeg tror bare, at vi smutter.” Lød det fra Harry og det lød som om, at han nærmest slæbte Niall og Louis med ud, mens de protesterede voldsomt.

“Hvad er det der foregår i dit hovede?” Spurgte Liam, men løsnede ikke grebet om mig.

“Shh..” Jeg lagde min pande mod hans. “ Jeg har bare brug for dig lige nu.” Liam så kærligt på mig og trak mig tættere på ham, selvom det ikke var fysisk muligt. Det virkede lidt som en af de kærlighedsscener man så på film og som man aldrig ville tro, kunne ske i virkeligheden. Lige i det øjeblik blev vi en organisme. Liam begravede sit hovede ved min hals, lige ved mig kraveben og jeg viklede mine fingre i hans silkebløde hår. Jeg kunne sidde sådan der i evigheder, uden at kede mig og jeg vidste, at Liam havde det på nøjagtigt samme måde.

  *** 

Husk at smide et like! Der kom lige et sidste kapitel inden jeg tog afsted.  Vi ses om en uges tid (egentlig kun 5-6 dage) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...