Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

59Likes
82Kommentarer
47722Visninger
AA

21. Kapitel 20

Liams synsvinkel

“Det var dumt gjort Liam,” tænkte jeg for 120 gang i nat. Søvn var helt klart udelukket for mig. Min kind brændte stadig svagt efter Alexis’ slag, men ikke fordi hun havde slået hårdt. Jeg fik bare stød hver gang hun rørte mig og det summede i mit hovede, når hun var i nærheden. Jeg var ikke dum. Uden at lyde selvfed ville jeg faktisk sige, at jeg var ret intelligent. Jeg følte mig ikke blot tiltrukket af Alexis. Hendes smil, hendes latter, hendes måde at føre hendes sorte hår om bag hendes øre, gjorde at det slå gnister i mig. Jeg havde måske lidt af et crush på hende. Nej okay, måske lidt mere end bare et crush. Jeg var fuldstændig forgabt i hende. Jeg ville sådan ønske, at hun ville lukke mig ind. Det virkede som om hun skjulte noget. Noget slemt. Noget alvorligt. Og jeg ville så gerne hjælpe hende.  Om ikke andet, så i det mindste være der for hende. Et kort øjeblik overvejede at at gå ind til hende, men så kom jeg i tanke om at Niall og hende delte værelse. Jalousi strejfede mig, men jeg skubbede den hurtigt væk. Eller prøvede. Det var tydeligt for enhver at Niall og Alexis, havde et eller andet specielt. Nærmest som et ubrydeligt bånd og jeg kunne ikke undgå, at være jaloux. Jeg ville så gerne være den der kaldte hende Alex og fik hende til at grine. Ufrivilligt tænkte jeg tilbage på den dag,  hvor jeg havde taget hende med i teater. Hun virkede glad, men så alligevel trist? Hun virkede tit trist. Jeg tror muligvis at jeg var den eneste udover Niall, der bemærkede det. Louis havde konkluderet, at hun bare var vred, men det virkede som mere end det. Selv havde jeg tænkt meget over hendes familie og spurgt Louis om en masse. Hun havde en far og en mor. Hun var enebarn og havde aldrig manglet noget. Louis havde  fortalt at de var en virkelig kærlig familie, men man fik jo det totalt modsatte indtryk når Alexis snakkede om dem. Jeg kom til at tænke på dengang hvor jeg havde konfronteret hende.

 

*Flashback*

 

“Det mit liv og jeg elsker min måde at leve på.” Sagde hun hårdt og jeg sank en klump.

“Du lyver.” Jeg så indtrængende på hende.

“Nej.”

“Jo for ingen har lyst til at leve sådan, med mindre alternativet er værre.” Jeg kunne ikke undgå at blive irriteret.

“Og hvad så hvis, mit alternativ var værre?”

“Det er det jo ikke.” Jeg sukkede hårdt. “Du har en kærlig familie, som bekymre sig om dig, du kunne jo bare leve i fred med dem. De vil dig jo bare det bedste.”

Hun grinede sarkastisk. “En kærlig familie?Tror du virkelig, at det er det jeg har?”

“Det sagde Louis..” Jeg kunne godt høre, at jeg ikke lød så sikker. Men Louis havde fortalt om hendes fantastiske familie. Løj hun? Løj han? Nej, Louis ville ikke lyve.

“Nå så det gjorde han.” Hun trådte nærmere på mig og lænede sig ind over mig. Jeg blev vildt distraheret af hendes bryster, der lå lige  i min synsvinkel “For Louis har vel altid ret?”

“Nej..” Jeg tøvede. Hvad hvis nu Louis havde taget fejl? “Men jeg gik da ud fra, at han kendte dig.” Nu grinede hun igen.

“Louis har ikke snakket med mig i 2 år..” Hun rystede opgivende på hovedet. “Intet er som det plejer.” Og med de ord forsvandt hun og efterlod mig forvirret. Kunne hun dog ikke bare fortælle mig hvad der var sket. Hvad hvis nu det var alvorligt?

 

*Flashback slut*

 

Jeg havde brugt lang tid på, at fundere over hvad hun mon mente. Jeg var ret bange for om hun mon blev mishandlet derhjemme? Det indtryk havde jeg bare ikke fået, da vi havde hentet hende. Egentlig fik jeg ikke et indtryk. Hendes far så jeg ikke noget til udover, at han vækkede hende. Hendes mor græd bare og krammede Louis, men sagde ellers ikke noget. Jeg var bekymret for  Alexis. Rigtig meget. Jo mere jeg lå og tænkte, jo mere rastløs blev jeg.  En svag rumsteren kunne høres og jeg rynkede svagt i brynene. Gulvet var koldt og fik kuldegysningerne til at skylle ind over mig.  De blev dog hurtigt erstattet med en varm fornemmelse, da jeg så Alexis stå med ryggen til mig og drikke et glas vand.

“Kan du ikke sove?” Spurgte jeg stille og lænede mig op af dørkarmen. Det gibbede lidt i Alexis, men intet i forhold til mig,  da jeg så hendes røde, hævet øjne.

 

Alexis’ synsvinkel

 

Jeg kunne ikke andet end at stirre chokeret på beskeden. Jeg forstod intet udover, at Eric havde brug for mig og jeg måtte hjem nu!

 

Fra: Eric

Du bliver nødt til at komme hjem babe! Min mor døde i går aftes og jeg har virkelig brug for dig lige nu.

 

Jeg havde læst beskeden omtrent hundrede gange, men den chokerede mig stadig. Rystende fandt jeg vej til køkkenet, uden at vække Niall, hvor jeg fandt et glas  vand.

“Kan du ikke sove?” Lød det pludseligt bag mig og jeg tabte næsten mit glad. Holy shit, jeg blev forskrækket. Jeg vendte mig langsomt mod Liam, som nærmest så mere skræmt ud end mig. Nok fordi jeg græd. Omg jeg græd foran Liam…. Igen. Gud hvor var jeg dog en tudeprinsesse.

“Det var nok det tætteste jeg har været på et hjerteanfald.. Lad os ikke gentage det,” sagde jeg lidt anklagende og Liam nikkede bare.

“Er du okay?”

“Ser det sådan ud?”

“Nej egentlig ikke.”

“Der har du dit svar.” Kæft det var da et dumt spørgsmål. Han kunne vel se, at jeg ikke var okay.

“Noget jeg kan gøre?” Spurgte han forsigtigt.

“Ja faktisk..” Jeg skubbede mig væk fra køkkenbordet med min røv. “ Du kan hjælpe mig med, at overbevise Louis om at lade mig tage hjem.”

“Det kommer ikke til at ske.” Liam rystede på hovedet. “Vi har jo snakket om det her.”

“Min bedste vens mor er lige død!” Sagde jeg højt og anklagende. “Jeg bliver nødt til at tage hjem og være der for ham.” For første gang nogensinde, kiggede jeg indtrængende på Liam. Tiggede ham om, at forstå.

“Hvad?” Spurgte han chokeret og jeg sukkede tungt. Fatsvag much?

“Erics mor er død,” gentog jeg langsomt og en klump samlede sig i min hals, ved tanken om hvor knust Eric måtte være. Hans far var en rigtig stor idiot, men hans mor havde altid været der for ham.

“Er du okay?”

“Igen et dumt spørgsmål Liam.”

“Nå ja.” Liam tøvede og bredte så sine arme ud. “Kom her.” Jeg skulle lige til at afslå, men mine ben samarbejdede ikke og vandrede lige ind i Liams favn. Han gav mig et stort og varmt knus, som fik tårerne til at presse sig på. Jeg snusede godt ind og nød hans duft og han stærke arme om mig. Alt sammen mens jeg skældte på mig selv over, at føle sådan for Liam. Kærlighed gør svag og jeg måtte ikke være svag.  

“Jeg bliver nødt til at være der for Eric.”

“Ja.”

“Jeg bliver nødt til, at tage hjem.”

“Det ved jeg godt.” Liam strammede grebet om mig og jeg mærkede hans ånde mod min hovedbund.

 

 

***

Åh åh. Hun skal hjem og Erics forældre er døde. Tror i der opstår problemer?

Btw så færdiggjorde jeg Cassandra Claire's Djævelske Mekanismer igår.

Hold dog kæft, den trak både tænder og tåre. Jeg græd i 2 timer uden pis.

Arghh hader og elsker den. Kender i det når man bare føler, at forfatteren har revet ens hjerte ud?

Det var dog kun den sidste af bøgerne, der trak tårer og jeg er 100% sikker på, at den kommer til at hjemsøge mig i lang tid.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...