Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

59Likes
82Kommentarer
47862Visninger
AA

19. Kapitel 18

“Alexis!” Råbte Niall igen og trak mig endnu engang ud af mine tanker. Jeg kunne ikke gøre noget. Det minde havde jeg haft undertryk i så lang tid. I flere måneder havde jeg gennemlevet det, men efterhånden havde jeg lært at gemme det væk. Jeg var fandme svag. Det gik op for mig, at jeg stod og mumlede Louis’ navn om og om igen.

“Alexis fokuser.” Liam gik med hastige skridt hen til mig og knipsede med fingrene foran mig.

“Hvad er hun på?” Spurgte Niall nervøst og Harry rystede opgivende på hovedet.

“Vi burde havde gættet, at hun var på et eller andet pis,” mumlede han. Jeg ville gerne sige til dem, at  jeg ikke var på noget, men jeg kunne ikke andet end at mumle Louis’ navn.  

“Louis hun siger dit navn,”sagde Liam stille og trådte lidt væk fra mig, så han kunne se mig ordentligt. Det skulle heller ikke undre mig, hvis han diskret tjekkede mine arme fra nålemærker.

“Alexis undskyld,”  græd Louis og trådte et skridt tættere på mig, og instinktivt trådte jeg tilbage. Det var som om at hvis han først kom tæt på mig, så ville jeg ikke kunne holde mine hemmeligheder inde. Også selvom han slet ikke fortjente at vide dem.

“Alexis tal til mig..” Nu trådte Liam igen frem med hans bekymret ansigtsudtryk og lignede en der kunne  gå i spåner, hvert sekund.

“Jeg - jeg.. kan ikke..” Jeg snappede efter vejret. “Trække vejret.”

“Gik på mig.” Liam tog fat om mit hovede med hans hænder og tvang mig til, at kigge ham i øjnene. Han havde meget pæne øjne. “Træk vejret.” Han snakkede langsomt og borrede sine øjne ind i mine. Jeg prøvede at gøre som han bad mig om, men det var som om mine lunger trak sig sammen.

“Liam jeg kan ikke,” græd jeg.

“Shh kig på mig.” Liam lagde sin pande mod min og det var som om det vækkede hele min krop. En sitren gik gennem mig og fik mine lunger til, at stoppe sine krampetrækninger. Liam gav slip på mig igen, da jeg havde fået vejret og vendte sig mod Niall.

“Få hende tilbage til hotellet.” Mere sagde han ikke. Niall nikke og lagde støttende armen om mig, mens han forsigtigt guidede mig hen mod bilen.

 

⏩⏪   

 

Niall skævede bekymret til mig under turen hjem. Selvom jeg igen kunne trække vejret, så græd jeg stadig og jeg kunne stadig ikke tænke ordentligt.

“Alexis vil du ikke nok fortælle mig hvad der sker?” Spurgte Niall stille, men man kunne ikke undgå at høre den bange undertone. Jeg svarede ham ikke. Hvis jeg åbnede munden eller bare tænkte på at fortælle ham noget, så ville jeg bryde fuldkommen sammen igen. Jeg hørte nogle få dut toner og jeg så Niall, der ringede op til nogen.

“Hey Hazza.” Han vendte sig om mod mig. “Hvad er din yndlingsis?”

“Cookie dough,” mumlede jeg.

“Tag lige noget Ben&Jerrys Cookie Dough med hjem.” Niall lagde på og smilede svagt til ham. Jeg kunne have kysset ham.

“Tak Niall,” sagde jeg stille og Niall smilede bare.

“No worries.” Han drejede nøglen om og sprang ud af bilen, hvorefter han hjalp mig ud. Han støttede mig hele vejen ind i suiten, da mine ben var  upålidelige og kunne kollapse hvert sekund. Niall fandt dyner og puder frem, som han kastede på   gulvet, hvorefter han hentede sodavand og chips.

“Så” sagde han muntert og smed sig ved siden af mig, og puttede sig ind under dynen sammen med mig. Jeg kunne ikke undgå at smile. Niall var jo en skide dejlig dreng. Han lagde armen om mig og jeg lagde hovedet på hans skulder, og tog en dyb indånding.  Han duft fyldte mine næsebor og den kærlige fysiske kontakt fik tårerne frem. Det var lang tid siden nogen virkelig havde taget sig af mig. Der gik knap nok 5 minutter før drengene kom vadende ind og standsede brat ved synet af mit ansigt. Jeg var virkelig fucking grim, når jeg græd.

“Jeg har taget Ben&Jerrys med.” Harry afbryder stilheden og kaster en bøtte Ben og Jerrys ned til mig og Niall. Til min overraskelse virker han sød. Måske var han ovre sin tøse fornærmelse? Man havde vel lov at håbe. Ellers havde han ondt af mig. Uanset hvad, så var det rart.

“Undskyld,” hviskede Louis grådkvalt, men jeg stirrede bare tavst på ham. Jeg fik helt dårlig samvittighed over, at se ham så ked af det. Jeg burde ikke have skyldfølelse. Det var jo ham, der havde skadet mig. Jeg kunne dog ikke komme uden om, at skyldfølelsen nagede i mig og Liams bekymret blik, gjorde mig dårlig. Jeg brød mig absolut ikke om, at være grunden til deres tristhed. Også selvom jeg egentlig ikke havde gjort andet, end at være på tværs siden jeg mødte dem. Jeg ville bare virkelig ikke blive såret igen. Og jeg ville have at Louis skulle vide, hvor meget han havde såret mig. Det var bare så svært at sætte ord på.

Til min egen og deres forbløffelse, så klappede jeg bare på pladsen ved siden af mig, som tegn på at de skulle sidde sig. Niall rejste sig og satte en film over, mens jeg hurtigt gik på toilet og fik plasket noget vand i hovedet.

“Tag dig sammen,” hviskede jeg til pigen i spejlet. Jeg tog nogle dybe indåndinger og klappede mig selv  på kinden. Min facade burde være stærkere end det. Jeg kunne godt klare, at lade som om alt var okay.

Da jeg kom tilbage havde de alle sat sig tilrette og Niall kiggede spændt på mig.

“Nu skal vi have en is-spisningskamp,” udbrød Niall og jeg fnes stille.

“Bring it on Horan,” sagde jeg flabet og smed mig spændt i sofaen. Nu skulle han fandme få tæv. De andre drenge kigge underlig på mig og Niall, som grinede ad hinanden.Ikke min små fnis eller min øvede latter, men min grimme hikkende latter. De andre så bare forvirret på mig. Men nu var jeg også lige gået fra ked af det, til udadtil okay, på 5 minutter. Niall havde heldigvis fattet hvad jeg havde gang og prøvede sit bedste på, at være afslappet.

Jeg kunne faktisk rigtig godt lide Niall. Jeg klingede bare virkelig godt med med ham og så gjorde det da heller ikke noget, at Louis ligefrem så helt jaloux ud. Også selvom det fik skyldfølelsen til at poppe frem, og lægge en dæmper på glæden. Jeg blev nødt til at såre Louis, ellers ville han bare komme for tæt på. Jeg kunne ikke holde op med at elske Louis, men jeg kunne da få ham til at frastøde mig.

    ***

Så kom det ekstra kapitel. Hvad synes i så om, hvordan Louis fuldstændigt mistede besindelsen?  Havde han alt mulig ret til det? Eller? Smid gerne en kommentar med hvad i tror, der nu sker og hvis i gider, så kan i jo lige smide et like, som en fødselsdagsgave til mig xD Næste kapitel kommer i morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...