Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

59Likes
82Kommentarer
48298Visninger
AA

18. Kapitel 17

Liams synsvinkel

Hvordan kunne vi være så dumme? Nu nu havde  vi efterhånden brugt 5 timer på, at lede efter Alexis og vi havde endnu ikke set skyggen af hende. Alt sammen bare fordi, vi lod hende gå på toilettet alene. Det havde ikke faldet os ind, at hun kunne finde på at stikke af. Eller jo det havde det, men vi troede ikke at hun ville gøre det i aften. Planen var at vi skulle have haft en hyggelig aften. Den plan var nok egentlig lidt dødsdømt i forvejen, da Alexis ikke havde sagt et ord hele aften. Og så nagede det mig også, at hun havde ignoreret mig lige siden det kys. Det var dumt gjort, det vidste jeg godt, men jeg havde været nødt til det. Bare for at få hende ud af mit system. Hun var jo skide tiltrækkende, men der lå ikke mere i det. Det var også derfor jeg måtte kysse hende, for at bevise overfor mig selv, at det bare var hendes udstråling. Ingen varme fornemmelser, eller røde kinder. Og jeg havde ret. Jeg var tiltrukket af Alexis, men jeg var ikke den eneste. Vi var alle sammen påvirket af Alexis’ sexede udstråling - ikke Louis, men os andre.

“Tænk hvis hun er blevet overfaldet!” Louis’ forfærdet stemme nåede mit øre og trak mig ud af mine tanker.

“Alexis kan godt tage vare på sig selv,” sagde Harry beroligende og et lille smil dukkede op på mine læber ved tanken om Alexis, der tævede nogle kække drenge. Den pige havde ben i næsen og var stædig som bare fanden.

“Hørt!” mumlede Niall lavt og smilede også lidt. Dog strålede bekymringen ud af ham, mens han travede uroligt frem og tilbage. Vi havde hurtigt opgivet at lede efter hende på gaden, så vi gik i stedet tilbage og slog et opslag op på de sociale medier. Man kunne altid regne med vores Directioner og de skulle nok skrive, hvis de så hende.

“Men hvad hvis nu hun alligevel ligger i en eller anden gyde?!”

“Lou, slap nu af.” Jeg prøvede at berolige ham. “Du kører bare dig selv op.” Jeg prøvede at fastholde en beroligende udstråling, på trods af at hans ord fik mig til at gyse. Billedet af Alexis der lå totalt smadret i en gyde, havde brændt sig fast på min nethinde.

“Hun er i en club!” Harry sprang og og viste os et billede, som en fan havde taget, hvor Alexis stod og dansede med en fyr.

“Jeg kører,” erklærede Louis.

“Nej jeg kører..” Niall grinede. “Jeg vil gerne nå levende frem.”


 

⏩⏪

Alexis’ synsvinkel

På trods af at jeg havde været her i et par timer, var jeg endnu ikke blevet fuld.

Beruset? Ja

Fuld? Nej

Overraskende nok var jeg ikke i humør til en fest. Jeg sad bare og stirrede tomt ud i luften, mens min hånd cirkulerede med mit cognac glas. Jeg havde brug for ro til, at tænke alt igennem uden drengene i nærheden. De irriterede mig og forstyrrede mine tanker. Jeg havde faktisk næsten lyst til at løbe tilbage til Louis og putte mig ind til mig, som jeg havde gjort da vi var mindre, men noget stoppede mig. Det var som en barriere, der forhindrede mig i at give efter for mine følelser. Stolthed. Jeg ville for alt i verden ikke komme kravlende tilbage til ham og give ham chancen for, at forlade mig igen. Jeg ville ikke kunne klare, hvis jeg lod ham komme tæt på mig igen og han så efterlod mig sønderknust. Desuden var jeg stadig sur på ham. Jeg ventede i flere måneder. Ventede på at han skulle komme tilbage og redde mig fra det helvede, som han havde efterladt mig i. De mange ubehagelige minder, som jeg havde undertrykt, truede med at udslette mig. Det var knap nok 2 uger siden jeg havde set Louis efter alle de år og jeg følte mig fuldkommen fortabt. Han havde ændret sig lige så meget som mig. Jeg havde kun set korte glimt af den gamle glade Louis, men ellers var han sur og irriterende. Han kunne ikke fatte at han ikke bestemte over mig. Hvordan havde han egentlig forventet at jeg skulle reagere, da jeg så ham. Hvine og springe i favnen på ham? Han kontaktede mig ikke i 2 år. Jeg var åbenbart ikke vigtig nok. Jeg kunne ikke overskue at tænke længere. Jeg var bare så skide træt af alt.

“Hvad fanden bilder du dig egentlig inde, sådan at stikke af!” Jeg drejede rundt og så lige ind i Louis’ vrede ansigt. “Er du fucking klar over, hvor bekymret vi var?” Han lignede en, der skældte et barn ud. Men jeg var ikke et barn og jeg kunne godt tage vare  på mig selv.  

“Nå,” sagde jeg bare og rejste mig. “Skal vi smutte?” Uden at vente på svar maste jeg mig forbi ham og ud af klubben, hvor de andre drenge stod og ventede. De åndede lettet op, da de så  mig og jeg rullede bare øjne af dem. Så gik turen tilbage til helvede.

“Du skal fandme ikke bare vende mig ryggen!” Louis kom farende og og greb  hårdt fat om min arm, for så at vende mig  om mod ham.

“Louis slip mig,” hvæsede jeg og prøvede ikke at skære en grimasse. Hold da kæft, hvor havde han hårdt fat.

“Du opfører dig som en forkælet møgunge.” Han strammede grebet om min arm og en svagt klynk forlod min mund.

“Louis..” Liam trådte frem og snakkede med en beroligende stemme. “Slip hende.”

“Nej Liam, hun fandme snart nødt til at fatte, at hele verden ikke drejer sig om hende.” Louis så over på de andre. “Synes i måske at det var sjovt, at lede efter hende hele aftenen?” De andre svarede ikke. Selvfølgelig synes de ikke, at det var skide morsomt.

“Louis det gør ondt,” prøvede jeg og lød til min overraskelse ret kold. Jeg havde troet, at min facade ville være væk nu.

“Fortæl mig hvorfor? Hvorfor du absolut vil ødelægge dit liv. Hvorfor du absolut vil gøre alle omkring dig kede af det og bekymret?”

“Det sgu da ikke min skyld, at du er skide irriterende og ikke fatter, at jeg ikke vil ændre mig.” Jeg prøvede at hive min arm til mig, men Louis strammede bare sit greb yderligere. “Du kan ikke ændre mig, når jeg ikke vil ændres.”

“Hvorfor gør du det her mod mig?”

“Louis det gør ondt forhelvede.” Tårerne væltede op i mine øjne, da Louis’ negle borede sig ned i min arm.

“Hvorfor gør du det her mod dem.” Han kastede hovedet over mod drengene. “Er du overhovedet klar over, hvor bekymret Niall var? Hvorfor gør du det her mod din familie? De har ikke gjort andet end at elske dig.” Da han sagde det, forlod alt farve mit ansigt. Han havde trådt langt over stregen. Hvad fanden gav ham ret til at komme og fortælle mig om mit liv - om min familie. Han vidste ikke en skid. Blod begyndte at løbe ned af mine arm, fra de sår Louis havde påført mig. At se blodet gav mig en sær følelse af deja vu. Før jeg vidste af det fra Liam og Harry henne og trække Louis væk fra mig, men Niall lagde armene om mig og styrede mig væk derfra. Men det var for sent. Flashbacket havde allerede overtaget mig.

 

Han tårnede sig op foran mig og hans små stikkende øjne, brændte huller i min hud.

“Står du og smuglytter?” Brølede han vredt og jeg rystede ivrigt på hovedet.

“Jeg har mareridt,” sagde jeg bange. Hvorfor opførte min far sig sådan? Sådan havde jeg da aldrig set ham før. “Louis er flyttet og jeg savner ham.” Det skulle jeg aldrig have sagt. Min fars øjne blev uhyggeligt mørke og ubevidst begyndte jeg, at ryste.

“Du nævner aldrig den familie igen - er det forstået?” Min far løftede truende pegefingeren og jeg nikkede svagt. Jeg kiggede forbi min far, hvor min mor lå på det hårde køkkengulv og tog sig til hovedet. Jeg var ikke dum. Alkoholens intense stank kom fra min far og blodet på hans hænder. Hvordan kunne det gå så galt. Var det virkelig sådan her, det ville blive fra nu af? Nej. Louis ville aldrig efterlade mig her. Jeg skulle bare vente på ham, han skulle nok komme og redde mig. Jeg nåede ikke at registrere hvad der skete, før jeg lå på gulvet. Lidt fortumlet kom jeg på benene, men mit hovede snurrede.

“Sagde jeg ikke at du ikke måtte nævne den familie?” Spurgte min far vred og bag ham græd min mor voldsomt.

“Jeg- Jeg sagde ikke noget,” stammede jeg og da jeg åbnede munden, fyldtes den med salt. Jeg havde da ikke sagt det højt vel?

“Skrid op på dit værelse dumme tøs!” Råbte han vredt, men jeg rørte mig ikke ud af flækken. Han havde slået mig. Han havde virkelig slået mig. En varm følelse gled ned af siden på mig ansigt og det gik op for mig, at jeg blødte. En lille rød dråbe gled ned over min kind og efterlod sit mærke.

“Men fa-”

“Skal du ha et par på kassen?” Hans ord fik mig til, at løbe op på mit værelse, hvor jeg græd mine øjne ud. Hvordan kunne han slå mig. Hans eget kød og blod. Hvad havde jeg gjort galt. Jeg ville ønske Louis var her. Louis ville have taget mig i sine arme og hjulpet mig væk herfra.

 

“Alexis!” Råbte en stemme og trak mig ud af mine tanker. Først der gik det op for mig, at Niall stod og ruskede i mig. Tårerne trillede om kap ned af mine kinder og min krop var totalt frosset. Bag mig havde Liam  og Harry endelig fået Louis ned og de stod også og kiggede bekymret på mig. Louis græd og skyldfølelsen stod malet i hans ansigt. Jeg kunne kun tænke på flashbacket.  Jeg havde været 14 på det tidspunkt og efterhånden var det gået op for mig, at Louis ikke ville komme. Jeg havde lovet mig selv, aldrig at tilgive ham for at efterlade mig hos min far. Jeg lovede mig selv aldrig at, give nogen den magt over mig på den måde. At kunne knuse mig fuldstændig.

 

Forsættes...

 

*****

Så i anledning af min fødz! Wee. Jeg er gammel, lol. Nå men anyways. I anledning af den, så kommer der et ekstra kapitel i aften.

Men hva synes i så om hvad der skete? Så mistede Louis fuldkommen sin selvkontrol.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...