Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

59Likes
82Kommentarer
48147Visninger
AA

16. Kapitel 15

Jeg hadede officielt at være på tour. Ellers hadede jeg bare drengene? Nok begge dele. Der var nu gået 3 dage og Liam havde ikke sagt et ord til mig, efter episoden i omklædningsrummet. Jeg tror at han prøvet, at finde ud af hvad jeg mente. Niall hang over mig konstant og delte endda hotelværelse med mig. Vi var nu i Australien, hvilket vi havde været i 2 dage, og Niall havde overtalt Louis til at lade ham dele hotelværelse med mig. Heldigvis havde han ikke sagt hvorfor, men Louis havde været virkelig underlig. Hvilket jo nok egentlig var forståeligt.

“Kom så Alexskat, vi  skal have noget at æde..” Kvidrede Niall og kom springende ind på værelset.

“Jeg gider ikke nu,” svarede jeg halvkvalt og krummede mig sammen ned under dynen.

“Det med at prøve, indeholder ikke kun at holde maden nede, men også at spise..” Niall sukkede og satte sig på sengekanten.

“Niall hold nu kæft!” Råbte jeg og Niall sprang forskrækket tilbage, mens de andre drenge kom farende ind.

“Hvad sker der?” Spurgte Louis og kiggede over på Niall, som trak på skuldrene.

“Jeg prøvede bare, at få hende med ned og spise..” Han skar en grimasse. Han hadede at lyver overfor Louis.

“Bare gå!” Halvråbte jeg og trak dynen længere over mit hovede.

“Hellere end gerne. jeg gider ikke vente på dig..” Sagde Harry og kort efter kunne jeg høre skridt. Hold nu op, det var ikke tidspunktet at irritere mig.

“Hvad er der galt?” Spurgte Liam uroligt.

“Nå så nu snakker du med mig?” Vrissede jeg og sparkede dynen væk fra mig. Liam krympede sig lidt, under mit hårde tonefald. “Bare gå okay?” Jeg ville ikke græde. Jeg måtte ikke græde. Gud hvor gjorde det ondt.

“Alex vi er jo ba-”

“Louis hold op med at kalde mig det!” Skreg jeg hidsigt og tog mig til maven.

“Har du ondt?” Spurgte Niall lavt og først der gik det op for ham, hvad der skete. Jeg nikkede svagt.

“Okay de andre går nu..” Han sendte et hårdt blik mod Louis og Liam, som kiggede undrende på ham.

“Hvorfor?” Spurgte Louis mistroisk.

“Gør det nu bare,” sukkede jeg og kneb øjnene hårdt sammen. Kæft det gjorde nas. “Please Lou.”

Stilhed.

Det gik op for mig, hvad jeg lige havde kaldt ham. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde ville kalde ham Lou igen. Jeg lød forfærdeligt skrøbelig og Louis begyndte næsten at græde.

“Du kaldte mig Lou.” Han så på mig med tåre i øjenkrogen.

“Fuck nu af Louis!” Min sårbarhed var væk lige så hurtigt, som den var kommet og Louis gav sig endelig. Han trak nærmest Liam ud og  Niall så stadig skræmt på ham.

“Er det meget slemt?”

“Hvad tror du selv?” Vrissede jeg og mit ansigt fortrak sig i smerte. Niall kravlede op til mig og lagde sig i ske med mig, hvorefter han begyndte at nusse min mave.

“Det din skyld..” hviskede jeg vredt. “Hvis du ikke havde tvunget mig til at holde maden nede så…”

“Undskyld,” sagde han bare stille og stoppede ikke med,at nusse min mave.

“Det gør ondt Niall,” græd jeg og gav fuldstændig tårerne frit løb. Niall spændte i kroppen bag mig og strammede sit greb om mig. Jeg tror næsten at han græd med mig.

“Undskyld Alex..” Hviskede han og begravede hovedet i mit hår. “Jeg vidste ikke, at du ville få så ondt.”

⏩⏪

Nialls synsvinkel

Alexis var endelig faldet i søvn og jeg havde ligget med hende i noget tid.  Hun havde grædt. Hun havde virkelig grædt. Jeg troede aldrig, at jeg skulle se hende græde, så meget. Det måtte virkelig have gjort fandens ondt, hvis hun græd. Jeg viklede mig forsigtigt ud af hendes arme og gik ud til drengene.

“Niall hvad sker der?” Spurgte Liam alvorligt  og jeg smed mig udmattet i sofaen. At se Alexis græde havde taget hårdt på mig. Mere end jeg havde troet. Jeg kiggede over på Louis, som havde røde og voldsomt hævet øjne. Jeg fik helt ondt af at se ham. Louis var ikke typen som græd. Han var altid den der grinte når andre græd og aldrig lod sig gå på af en dårlig stemning. Den dårlige samvittighed gnavede i mig. Jeg burde have fortalt ham om Alexis’ ‘problem’, men jeg havde jo lovet hende.

“Niall please,” bad Louis og en tåre gled ned af hans kind. “Jeg er så bekymret for hende.”

“Lou jeg kan ikke,” sagde jeg stille. Han kiggede lidt op og kneb hårdt øjnene sammen, mens endnu en tåre banede sig vej ned over hans venstre kind.

“Hun kalde mig Lou..” Han så ned på os igen. “Det betyder at hun ikke er helt væk, men jeg kan ikke hjælpe medmindre jeg ved hvad der foregår.” Han så bedende på mig og jeg sank en klump. Jeg kunne simpelthen ikke kigge på ham. Han lignede en i smerter.

“Alexis hu-” Jeg nåede ikke længere, før døren sprang op og Alexis kom tøffende ind.

“Jeg vil gerne hjem,” sagde hun stille og Louis så over på hende med rødsprængte øjne, og det lignede at Alexis sank en klump.

“Det kan du ikke..” Louis’ stemme var så lav, at jeg et øjeblik ikke troede at hun hørte ham.

“Louis vil du ikke nok prøve, at forstå?” Hun gik med lange skridt hen til os. “Det her fungere ikke.”

Louis rystede på hovedet i benægtelse, men hun havde ret. Det gjorde hende ingen gavn, at være her. Ikke at jeg ønskede hun tog afsted. Det var bare så usikkert om det overhovedet ville hjælpe hende at blive hos os, eller om det ville skade hende mere. Jeg havde for alt i verden ikke lyst, til at skade hende mere. Jeg ville så gerne hjælpe hende.

“Louis jeg er ikke den Alexis, som du plejede at kende og det bliver du nødt til at acceptere.” Hun satte sig på hug foran Louis og lagde en hånd på hans knæ. “Louis jeg bliver nødt til, at tage hjem.”

“Alexis nej..” Nu var det Liam der snakkede. Han rejste sig og gik hen bag hende, hvor han lagde en hånd på hendes skulder. “Du kommer til at lukke os ind på et tidspunkt.” Hans stemme var beslutsom, en smule hård og Alexis’ kolde facade kom atter frem.

“Og jeg kunne rent faktisk holde dig ud,” mumlede hun og skyndte sig ind på værelset. Liam så såret ud, men det ændrede ikke hans beslutsomhed.

“Fedt Liam, nu ødelagde du det.” Jeg kunne ikke lade være med, at sende ham et bebrejdende blik. “Nu så vi jo endelig hendes følsomme side.”

“Og det var sikkert sidste gang..” mumlede Harry negativt, men jeg kunne kun give ham ret. Vi var tilbage på bar bund igen.

 

 

****

Så kom der lige lidt fra Nialls synsvinkel også xD

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...