Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

59Likes
82Kommentarer
48219Visninger
AA

15. Kapitel 14

Jeg gispede efter luft, mens aftensmaden fløj op gennem halsen på mig. Min krop havde været meget imod mig her til aften. Normalt var det ikke svært, at få  maden op,  men lige i dag var det besværligt.

“Alex?” Nialls stemme lød på den anden side af døren og før jeg vidste af det, stod han og kiggede på mig med store øjne. Jeg sprang selvfølgelig op med spyt og bræk løbende ned af hagen. Hvor måtte jeg se charmerende ud. Fanden tage dig Alexis, hvornår lære du at låse din fucking dør! Okay der var jo ikke lås på badeværelset af en eller anden grund, men jeg burde have sikret mig noget bedre alligevel.

“Niall jeg…” Jeg tav. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle sige. Og jeg nåede knap nok at åbne munden, før jeg måtte smide hovedet hen over toilettet igen. Se nu begyndte min mave at samarbejde. Min mave havde sgu ingen sans på timing. Niall samlede mit hår og holdte væk fra mit ansigt. Lige i det øjeblik kunne jeg fandme have kysset ham - eller egentlig ikke. Han var langt fra min type, men man kunne ikke benægte at han var en god ven. Jeg fik hurtigt skyllet min mund og jeg børstede også ultra hurtigt tænder.

“Niall du må ikke sige det til nogen,” bad jeg og så indtrængende på ham. Han lignede en der var i chok.

“Det.. Jeg.. Jeg kan da ikke holde det her hemmeligt,” stammede han og jeg kunne mærke, at mine øjne blev lidt fugtige. Han måtte ikke sige det til drengene. Det måtte han simpelthen ikke. Så ville Louis gå amok. Han ville tvinge mig til at spise. Blive fed. Ødelægge mit liv. Niall så mine fugtige øjne og kom mere til sig selv.

“Jeg tier på en betingelse..” Sagde han stille og lagde hænderne på mine skuldre.

“Hvad som helst,” svarede jeg. Det måtte ikke komme ud.

“Du stopper lige nu.”

“Niall det kan jeg ikke bare..” Jeg trak mig væk. Det var ikke løgn. Efterhånden som min krop havde vendt sig til, at kaste maden op, så fik jeg voldsomme smerter, hvis det blev nede. For ikke at nævne den forfærdelige følelse af kalorierne, der blev  dannet til fedt.

“Så prøv..” Han så indtrængende på mig. “Tag med mig i motionscenter i stedet..” Man kunne simpelthen ikke sige nej til ham, men alligevel var det jo svært.

“Bare prøv..” Gentog han og trak mig ind i et kram.

“Jeg kan ikke garantere noget,” hviskede jeg. Det var et halvhjertet løfte. Det var for sent at stoppe nu. Det med motionscenteret var en god ide, men om jeg kunne holde mad i mig ville blive en udfordring. Faktisk ville jeg nok ikke holde løftet mere end 2 dage. Jeg hadede virkelig tanken om, at jeg ville skuffe Niall.

“Kommer i?” Råbte Harry irriteret og Niall trak sig fra mig.

“Så går det løs,” mumlede Niall spændt. De virkede alle sammen utroligt spændte på deres koncert. Også gik turen videre til Amsterdam.

 

⏩⏪

Det var kedeligt - altså ikke deres koncert. Selvom jeg ikke nyder at indrømme det, så klarede de det godt. Men det var kedeligt at sidde og glo på sin mobil i 2 timer. Der var ikke rigtigt noget at lave, siden Louis besluttede sig for at låse døren i frygt for at jeg stak af. Han var virkelig irriterende. Han prøvede ikke engang at være sød. Det var  jo hans skyld, at mit liv var som det var. Faktisk burde jeg takke ham. Måske ikke lige for at slæbe mig med på tour, men for at forlade mig dengang.

“Amsterdam here we come!” Råbte en stemme pludselig og drengene kom farende ind. Louis sang, Niall grinede, Harry dansede og Liam rullede bare smilende øjne af dem. Det var ret fascinerende, hvor stor en effekt deres fans havde på dem. Det var lang tid siden, at jeg havde set Louis så glad og  ufrivilligt varmede det mit hjerte. I et øjeblik lignede han den gamle  sjove, lalleglade Louis. Men også kun et sekund. Så så han mig og han ændrede sig øjeblikkeligt. De stoppede alle med at grine, selvom Niall og Liam stadig smilede svagt. Niall mest.

Niall var min fucking hero.

“Skal vi komme afsted eller hvad?” Spurgte jeg træt og kiggede irriteret på Louis. Hvorfor havde han slæbt mig tværs over landet for bare, at hade mig? Han påstod at han ville hjælpe mig, men det eneste han gjorde var at være sur på mig. Han havde endda den frækhed, at påstå at han var bekymret for mig, men han opførte sig langt fra sådan. Han lignede mest af alt en der ville ønske, at jeg bare ville forsvinde.  

“Jeps,” svarede Niall og sendte mig et stort smil. “Men vi skal lige have et bad først, med mindre at du vil sidde sammen med 4 svedige drenge hele turen?”

“God pointe, jeg kan godt vente lidt længere.” Jeg sende ham et svagt smil tilbage og  kiggede igen ned i min mobil.

 

Fra: Cat

Det er altså røvssygt uden dig :’(

 

Jeg vidste godt hun løj, men jeg blev alligevel glad. Hun prøvede i det mindste. Vi vidste godt begge to, at de glemte alt om mig sp snart de var fulde nok.  


 

Fra: Mig

Det er lige så røvssygt det her.. Jeg vil gerne fucking hjem!

 

Jeg sukkede og lænede hovedet bagover. Jeg ville så gerne hjem. Det her var fuldstændigt forkert.

“Hvad laver du?” Spurgte Liam og smed sig ved min side.

“Har du allerede været i bad?” Spurgte jeg undrende og betragtede hans våde hår.

“Ja, men lad være med at skifte emne,” grinede han. “Hvad laver du?” Han lænede sig over for, at se på min mobil, men jeg trak den hastigt til mig. Liam kiggede undrende på mig.

“Nu laver du ikke noget dumt vel?” Han lød nervøs - måske næsten bekymret?

“Jeg har en privat samtale, er det nu også forbudt?” Vrissede jeg vredt og rejste mig for, at gå væk fra ham.

“Nej nej..” Han sukkede. “Jeg er jo bare bekymret.”

“Så hold op med det.”

“Nej.”

“Du spilder din tid.”

“Hvorfor?”

“Du kan ikke hjælpe mig - det kan ingen af jer.” Vi snakkede ikke længere om mine beskeder. Vi var kommet ind på et sidespor.

“Kun fordi du ikke vil lade os.”

“Det mit liv og jeg elsker min måde at leve på.”

“Du lyver.” Liam så indtrængende på mig.

“Nej.”

“Jo for ingen har lyst til at leve sådan, med mindre alternativet er værre.”

“Og hvad så hvis, mit alternativ var værre?”

“Det er det jo ikke.” Liam sukkede hårdt. “Du har en kærlig familie, som bekymre sig om dig, du kunne jo bare leve i fred med dem. De vil dig jo bare det bedste.”

Jeg grinede sarkastisk. “En kærlig familie?Tror du virkelig, at det er det jeg har?”

“Det sagde Louis..” Liam lød ikke længere så sikker i sin sag.

“Nå så det gjorde han.” Jeg trådte nærmere på Liam og lænede mig ind over ham, så han næsten fik mine bryster i hovedet. “For Louis har vel altid ret?”

“Nej..” Liam tøvede. “Men jeg gik da ud fra, at han kendte dig.” Igen grinede jeg. Som om Louis kendte mig.

“Louis har ikke snakket med mig i 2 år..” Jeg rystede opgivende på hovedet. “Intet er som det plejer.” Med de ord gik jeg ud af rummet. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle kalde det. The dressing room? Omklædningsrummet?

I hvert fald gik jeg ud af det, uden at se mig tilbage. Hvor jeg gik hen vidste jeg ikke. Jeg fulgte bare de mange gange og håbede på at finde et sted, hvor jeg kunne være i fred.

  ***

Så fandt Niall sørme ud af det! Der kommer noget fra hans synsvinkel i morgen xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...