Cold ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2016
  • Opdateret: 8 okt. 2016
  • Status: Færdig
Alexis Stone, 16 år og derude, hvor andre ville sige, at hun ikke kan bunde. Stoffer, druk og sex på daglig basis. Alexis, så om sige, drikker sine problemer væk. Hendes liv er stykke for stykke faldet fra hinanden og nu kører hun på facader. Louis Tomlinson, hendes fætter og x-bedsteven, forlod Alexis for 2 år siden, da hans familie flyttede tilbage til London. Da han så kommer tilbage til Canada for, at holde koncert med hans venner, gør han en uhyggelig opdagelse af hvem Alexis nu er. Han bebrejder sig selv og gør det til hans mission, at bringe den gamle Alexis tilbage. Spørgsmålet er bare: eksistere den gamle Alexis stadig og står hun til at redde? Bemærk: Anstødeligt sprog kan forekomme og nogle af de ting jeg tager op i denne historie, kan muligvis være stødende eller følsomme emner for nogle.

59Likes
82Kommentarer
48221Visninger
AA

13. Kapitel 12

Jeg vågnede med en svag brændende fornemmelse i halsen, som ikke var uvant for mig. Min mave var tom og mit hovede dunkede voldsomt. Jeg gøs lidt, da min bare fødder ramte det kolde trægulv og jeg fik langsomt skubbet mig op at stå. Jeg betragtede hurtigt mig selv i den gulvlange spejlet, der hang på væggen ved siden af en nogle franske døre. Ja hotellet var uden tvivl luksuriøst. Ubevidst greb jeg fat om mit fedt og ruskede lidt i det, mens jeg sukkede. Jeg følte allerede at man kunne se det mad, som jeg ikke havde fået op i går. Jeg ville aldrig nogensinde gå tilbage til den person jeg var engang. Jeg havde sgu stadig mareridt om mig og min kamp med vægten. Hvor ville jeg nødig gå op i vægt igen. Jeg skulle bare lige tabe mig 5-7 kilo mere, så var det perfekt - også selvom jeg sagde det samme for 10 kilo siden. Whatever. Det var ikke relevant. Jeg slap forskrækket mit fedt, da der lød 3 høje bank.

“Alexis, er du vågen?” Spurgte Niall gennem døren. Jeg blev øjeblikkeligt i bedre humør. Utroligt hvilken virkning den dreng havde, men han var bare altid så glad.

“Niallerbassee,” kvidrede jeg og åbnede døren. Det ragede mig en høstak, at jeg kun var iført små natshort og en top. Jeg stivnede dog hurtigt, da jeg så at Niall ikke var den eneste dreng udenfor min dør. De andre drenge stod og stirrede forbavset på mig og automatisk gled mit kolde facade på plads, da jeg så Louis. Niall grinede bare af mig.

“Vi skal ned i restauranten og spise morgenmad,” grinede Niall og lagde armen om mit liv, for at føre mig med.

“I nattøj?” Spurgte jeg sjovt og fulgte med. Niall nikkede bare ivrigt og det smittede af på mig, så et lille smil gled over mine læber. Heldigvis stod jeg med ryggen til de andre. Jeg kunne mærke deres brændende blikke i min ryg, og jeg kunne egentlig godt forstå dem. De måtte virkelig være forvirret over, at jeg lige pludselig var gode venner med Niall.

“Jeg er altså ikke sulten,” mumlede jeg.

“Pjat med dig,” sagde Niall glad og lavede nogle gadedrengehop ned af gangen og ind på restauranten.

“Han er ikke rigtig klog,” mumlede jeg for mig selv og fulgte efter.

“Det vil jeg give dig helt ret i.” Liam kom op til min side og smilede svagt. Jeg ignorerede ham bare. Hvorfor blev han ved med, at prøve?


 

⏩⏪

Liams synsvinkel

“Hvad skal vi nu lave?” Spurgte Harry træt, efter at vi havde spist morgenmad. I nat rejste vi videre til Amsterdam,efter koncerten, men vi skulle tilbringe resten af dagen i Frankrig. Jeg trak på skuldrene og fjernede ikke mit blik var Alexis, som stirrede trodsigt ud af vinduet. Louis havde prøvet at få noget mad ned i hende, men hun var fandme stædig. Der var noget helt forkert over hendes spisevaner, som næsten ikke eksisterede. Og de andre havde også lagt mærke til det. Louis  var ved at gå ud af sit gode skind af bekymring og frustration. Han havde været anderledes lige siden den aften i Kingston. Han var ikke længere fjollede og lidt sindssyge Louis, men mere alvorlig og bekymret. Det lignede ham langt fra. Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg var bekymret.

“Hvad vil du lave Alexis?” Spurgte jeg forsigtig og fik endelig hendes opmærksom. Det var tydeligt at jeg lige havde, hevet hende ud af hendes egen verden. Hun vendte langsomt hovedet og kiggede koldt på mig, mens hun trak på skuldrene. Man kunne skimte en smule forundring i hendes ansigt, nok fordi jeg havde spurgt hvad hun ville. Hendes grønne var kolde og matte, men alligevel føles det som om, at de gemte på en hel anden verden.

“Hvad med at tage ud og skøjte? Det plejer du at kunne lide,” foreslog Lou forsigtigt.

“Plejer er død,” svarede Alexis koldt og vendte atter hovedet mod vinduet, mens Louis kiggede  trist ned i gulvet. Jeg gav hans skulder et trøstende klem.

“Hvad kan du så lide at lave?” Spurgte jeg så roligt som muligt.

“Feste,” mumlede hun bare.

“Du kan også godt lide at tilbringe tid med mig,” sagde Niall  glad og lod sig ikke gå på af den triste stemning. Sig mig var det et smil, der poppede op på hende læber? Jeg blinkede hurtigt, men så var smilet væk igen.

“Pleasee Alex, hvad vil du lave?” Tiggede Niall og Louis’ hovede fløj op og så med store øjne på Alexis. Selv holdte jeg vejret og ved siden  af mig, gjorde Harry det samme. Louis havde fortalt, hvordan hun havde reageret, da han havde kaldt hende det. Kælenavnet var åbenbart et ømt punkt for hende. Til vores overraskelse kiggede hun bare over på Niall med et glimt i øjnene.

“Klaver.” Alexis sukkede opgivende. “Jeg spiller klaver.” Et lille smil dukkede op på Louis’ ansigt.

“Du spiller stadig,” sagde han glædeligt overrasket og Alexis nikkede koldt og måske en smule tøvende?. Så hun havde altså spillet i lang tid? Jeg blev selv lidt overrasket. Alexis slog mig ikke som typen, der spillede klaver.

“Så ved jeg godt, hvor vi skal hen..” Udbrød jeg automatisk og smilede hemmelighedsfuldt til Alexis.

 

 

****

Så hvor tror i, at de skal hen? Husk at smide et like og en kommentar med feedback.

Både ris og ros bliver modtaget, med et smil.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...