Skyggerne lever kun hvor der er lys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 1 aug. 2016
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
53Visninger
AA

1. SKYGGERNE LEVER KUN DER, HVOR DER ER LYS

 

 

“Skyggerne lever kun der, hvor der er lys” Jeg er overbevist om, at jeg har sagt den sætning en million gange. En million gange har jeg forsøgt, at få en lille smule kontrol over mig selv og mine tanker. En million gange har jeg måtte indse, at skyggen har den fantastiske egenskab, at den godt kan leve uden lys. Jeg er et levende bevis på, at når lyst er ved at forsvinde, så overtager skyggen. Skyggen hersker over mit liv. Stofferne er det lille lys, jeg kan tænde i det mørkeste mørke. Stofferne er med til, at jeg kan se en ende på skyggen. Jeg føler mig ikke til uden lys. Uden lyset er livet et uendeligt hul, der bliver større hver gang jeg lukker mine øjne.

Men lyset er dyrt og glæden er ikke billig. Det alle mennesker frygter, det alle mennesker er aller mest bange for, er det eneste i livet, der er gratis. Men lyset holder mig i live.

 

To år tager det at fucke det hele op. Det startede med en 17 årig tøs, der ikke kunne komme længere ud. Hvad er udvejen? Ja selvfølgelig hopper hun på stoffer. De gør jo livet meget nemmere, det gør hullet mindre. Det siger de ihvertfald, det passer skam også, det virker. For mit vedkommende blev hullet lyst op, af det dejligste lys. Men hullet var der stadig og tanken om, at man kunne se i det mørkeste mørke, gjorde tingene nemmer. Men smerten forsvandt ikke uanset hvor mange baner jeg tog. Jeg blev dog stadig ved. Følelsen af lyset, der lyste ned i hullet, var det mest fantastiske. Lyset var en varm bølge af ingenting, følelsen af ingenting, ingen bekymringer, bare ingenting. Men hullet blev større og lyset og kokainen mindre. Hullet blev til sidst for stort, og skyggen har nu igen overtaget. 

Jeg er et sort hul, et bundløst hul. 

 

En ekstra bane og jeg er høj. Men ikke dennne gang. Lyset kom, men også en underlig følelse af kulde kom over mig. Hullet blev lyst op, men jeg kunne stadig ikke se bunden. Kold sved løb mig ned af ryggen. Lyset forsvinder, alt bliver mørkt. En skygge kommer hen i mod mig. Jeg forsøger, at skrige, men føler, at en hånd klemmer hårdt om min hals. Jeg føler ikke andet end smerte. Skyggen kommer tættere og tættere på. 

 

Jeg vågner. Sveden løber mig ned ad ryggen. Hullet er væk, men en skygge fylder mine tanker. Klokken er 03:27. Jeg ligger i min seng, føler jeg falder. Kokainen lammer min krop, jeg lukker øjnene. “Skyggerne lever kun hvor der er lys”, “Skyggerne lever kun hvor der er lys” Jeg skriger, lukker øjnene og begynder at græde. Jeg forsøger at rejse mig op. En underlig smerte holder mig fastlåst til sengen. Jeg drejer hovedet. Ved siden af mig ligger kokainen, der er nærmest ikke nok til en enkel bane. Jeg ved udemærket godt hvad det betyder. Tårerne løber ned af mine kindben og ned i mine ører. “Skyggerne lever kun hvor der er lys”. Jeg forsøger igen at skrige, men en varm smerte kommer op gennem min hals og kvæler mig. Min vejrtrækninger er ude af kontrol, jeg forsøger igen at skrige, men varmen i min hals holder skriget tilbage. Jeg lukker øjnene og forsøger at sove, men skyggen kommer tættere, på hver gang jeg lukker øjnene. 

En kold luft rammer mig i ansigtet. Min krop begynder at ryste, kulden breder sig til resten af kroppen og bider i mine knogler. Trætheden rammer mig som et slag i hovedet. 

 

Jeg vågner igen kl 7:40. Jeg burde have været på vej til skole, men det har jeg droppet for længst. Jeg ved ikke engang om jeg er blevet smidt ud. Jeg er ærligt talt også ret ligeglad. 

Jeg rejser mig op. Jeg kan stadig mærke smerten i min hals. Jeg tager mig til hovedet, en voldsom dunken gør mig svimmel. Jeg kigger rundt i min lejlighed, eller rettere sagt mit værelse, som jeg lejer af en bekendt. Han er en af de eneste mennesker, jeg snakker med. Kontakten til venner og familie. Er der ikke meget af. Min mor smed mig ud, da hun fandt ud af, at jeg tog stoffer. Det er halvandet år siden nu. I den tid har jeg ikke snakket med hende. 

 

Mine øjne glider automatisk ned på bordet, hvor kokainen normalt ligger. Jeg har ikke engang nok til en bane. “Skyggerne lever kun hvor der er lys” Mit største ønske var, at det rent faktisk kunne lade sig gøre, men nej. Jeg forsøger at komme op på benene. Har næsten ingen kræfter. To skridt og jeg må sætte mig ned. Jeg indrømmer, at jeg overhoved ikke har tænkt på mad efter jeg er begyndt på kokainen. Jeg kan godt selv se, at jeg har tabt mig, men så galt er det nu heller ikke. Mit udseende er jeg efter hånden blevet ligeglad med. Jeg er ligeglad med andres tanker omkring mig. Jeg når hen til håndvasken, læner mig ind over den og stirrer ind i spejlet. Jeg føler, at jeg stirrer ind i et stort sort hul, stirrer direkte ind i ingenting. Det der engang havde en fremtid og en familie, er nu blevet til et stort bundløs sort hul. 

 

Jeg vender mig om, min krop går automatisk hen mod kokainen. Jeg behøver ikke engang at tænke over det, min krop gør det helt af sig selv. Jeg forsøger at skrabe de sidste rester sammen fra de tidligere baner. De bliver til en meget lille bane, men det er bedre end ingenting. Jeg tager det stribede sugerør og putter det forsigtig op i mit venstre næsebord, fører enden af sugerøret hen bag kokainbanen, puster ud og tager min højre pegefinger op på mit højre næsebord og begynder at køre op mod kokainen samtidig med, at jeg trækker vejret gennem næsen. Jeg tager den lille bane i en vejrtrækning, slipper sugerøret, tager en dyp indånding, lukker øjnene og falder tilbage i sengen.

 

Mine tanker er kun fokuseret på hullet, der lidt efter lidt bliver lyst op. Hullet er lyst op, men en underlig følelse ødelægger det hele. Jeg forsøger at fokusere på lyset, men skyggen plager mine tanker, pludselig står en skygge foran mig, jeg stivner, begynder at ryste. 

Skyggen kigger mig dybt i øjnene, jeg begynde at skrige. Jeg åbner øjnene, men skyggen er over alt. Mine fingre begynder at snurre, det breder sig til hårrødderne og efter kort tid, snurrer hele min krop og mine øjne bliver sløret. En sort skygge kommer over mig. Jeg forsøger at få en lille smule kontrol over min krop. Skyggen bliver ved med at plage mine tanker. Det eneste jeg tænker på er skyggen, skyggen, der har kontrol over mit liv. Jeg ryster, kan ikke holde op. Jeg føler, at jeg bliver suget ned i et sort hul.

 

Det regner og mit tøj er for længst gennemblødt. Jeg er på vej over til M. Jeg skal bare havde nok til 4 baner, jeg har 2.000,- kr. Det er de aller sidste kontanter jeg har. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg gør efter de 4 baner, hvis jeg overhoved får dem. Jeg kan ikke overskue tanken om, at jeg skal ud og skaffe flere penge. Jeg går hen mod Christiania, 100 meter efter den store port til Christiania bor M. Det er ham, der skaffer mig kokainen. Han er den billigste jeg har fundet, men jeg skylder ham dog stadig 47.755 kr. Jeg kan overhoved ikke overskue tanken om alle de penge, jeg har brugt. Men når man kommer langt nok ud, er pengene ikke noget man går særlig meget op i. Eller det er det faktisk, når man mangler penge til kokainen. Problemet er bare, at jeg for længst har brugt alle mine penge. Konfirmationspengene er væk sammen med den børneopsparing jeg fik, da jeg blev 18 år. Alt hvad jeg tjener går til kokain. 

 

Jeg står nu ude foran M’s dør. Jeg føler at hullet er blev størrer. Man kan høre, at han ikke er alene. Selvom jeg står på den anden side af døren, kan jeg sagtens høre deres brummende stemmer. Jeg kan mærke adrenalinen fare rundt i min krop. Jeg løfter min hånd og banker på døren. Med det sammen kan jeg høre, at stemmerne stopper og nogle tunge skridt nærmer sig døren. Døren bliver åbnet.

Det er M. En høj og meget muskuløs ung mand med tatoveringer op ad halsen. Han kikker på mig med et blik, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Jeg forsøger, at få fremstammet nogle få ord, men min hals snører sig sammen i det jeg åbner munden. Han kigger stadig på mig med et blik, der får mig til at ryste over hele kroppen. Det er som om, han kan se hullet i min krop. Mine vejrtrækninger er ude af kontrol. De andre mænd i rummet bag M siger ingenting. Han kigger mig dybt i min øjne og lavet et nik ind mod stuen. Jeg følger med ind, jeg er udemærket godt klar over hvad der skal til at ske.

 

Idet jeg træder indenfor, rammer en sky af røg mig i ansigtet. Inde stuen sidder 4 mænd. En af mændene rejser sig hurtigt op idet han ser mig. M åbner en dør ind til et lille værelse. Der er meget mørkt i rummet. Det eneste lys der er, kommer fra et lille vindue, der står på klem. Jeg fornemmer en susen i min krop. Jeg har lyst til at skrige, men angsten holder skriget tilbage. Manden begynder at gå hen mod mig, jeg bliver stående, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Manden er nu helt tæt på mig, jeg kan mærke hans åndedræt, han er rolig. Han tager fat rundt om mine skuldre og vender mig og skubber mig ind i det lille værelse. Han går med ind i det lille værelse og lukker døren efter sig, men han bliver stående i døren. 

Han kigger på mig, med nogle iskolde øjne. Jeg kan mærke en tom følelse inden i. Jeg går baglæns hen mod vinduet. Jeg kan mærke kulden mod min ryg fra det åbnet vinduet. Tårerne løber ned ad mine kinder. Jeg hopper op i vinduskarmen, sparker til vinduet og lader mig falde ud fra 1. sal. Jeg rammer asfalten med et dunk, en varm følelse løber igennem hele min krop. Jeg lukker øjnene. “Skyggerne findes kun der hvor der er lys”. Nu står skyggen helt foran mig. Jeg kigger skyggen direkte ind i øjnene. Jeg begynder at falde. Jeg falder ned i mit eget bundløse hul. Det var den dejligste følelse jeg nogensinde har prøvet, ingen angst, ingen smerte, ingen skygge, bare følelsen af at falde, følelsen af at svæve. Jeg er fri.    

 

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...