Denne Sommer

Denne Sommer, handler om Anna der lige har fået sommerferie. Hun havde glædet sig meget til at kunne slappe af og nyde at hun var færdig med skolen. Men det ændrer sig hurtigt, og bliver til den værste sommer i hendes liv.

5Likes
5Kommentarer
1625Visninger
AA

7. Kapitel 7 her er vi alle ens

Kapitel 7 her er vi alle ens

Det gjaldt om at opføre sig pænt. Så kunne jeg få besøg igen. Besøg jeg ønskede, og ikke uventede, forkerte besøg. Jeg havde fået værelses-arrest. Det kunne man vel godt kalde det. Jeg havde en sygeplejerske efter mig hele tiden, jeg kunne ikke engang gå på toilettet, uden en sygeplejerske efterfølgende. Min værelseskammerat, Lilly, havde stadig retten til besøg. Måske var hun blevet den gode pige. Jeg gik fra at være den der havde opført sig pænest til at være den sindssyge pige der havde værelses-arrest. Jeg ville aldrig kunne finde ud af hvem moderen var, når jeg var spærret inde på denne her måde.

Lilly hoverede nærmest med sin frihed. Hun var så provokerende, jeg kunne ikke udstå hende. Hun mindede mig om en pige jeg heller ikke kunne fordrage, i de små klasser, dengang jeg bare gik i normal folkeskole. Hun var altid bedre. Altid hoverende, havde altid så mange penge, og fe bedste familieforhold. Derimod var jeg den generte ADHD-ramte pige, som ingen turde at være sammen med. Men efter en voldsom oplevelse, flyttede jeg skole. Og fik et helt andet ry. Jeg var mere populær, og jeg havde det generelt bedre efter det. Jeg kunne godt savne det af og til. For se nu hvor jeg var endt.

En dag hvor solen skinnede og alle var glade.. Undtagen mig. Jeg havde en læge hos mig, han skulle tjekke min stabilitet. Og hvad jeg egentlig fejlede. Alle på stedet overdrev, og troede man fejlede meget mere end man gjorde. Jeg havde lært at styre min sygdom for lang tid siden. Men alt ting tog en kæmpe drejning og blev til ét stort kaos.

Lægen havde på stetoskop og det hele med. Jeg forstod ikke hvorfor det var nødvendigt. Det provokerede mig egentlig også. Da han skulle til at bruge det, havde jeg virkelig lyst til bare, at smadre det op i hans briller, så de kunne smadre. Og han kunne føle smerte.

Efter noget tid, var han færdig, og han havde skrevet nogle noter. Han rejste sig, lavede et hurtigt smil og forlod rummet. Jeg kunne høre, at han begyndte at snakke med en af sygeplejerskerne. Jeg rejste mig hurtigt op for at lytte med. Det eneste jeg lige kunne høre var "de er alle ens, man kan aldrig finde ud af om de egentlig fejler mere. Man ved bare at de alle sammen er her af én grund." Nej! Jeg havde lyst til at åbne døren, hoppe op på skuldrene på ham og vælte ham. Min vrede, og aggressioner var blevet meget værre, efter jeg var kommet her. Men jeg måtte blive nødt til at holde det inde. Jeg ville ikke risikere slet ikke, at have tilladelse overhovedet.

Jeg lagde mig med hovedet mod min hovedpude. I et øjeblik, overvejede jeg, at stoppe med at trække vejret. Men så fik jeg aldrig løst hvem der havde dræbt hende pigen. Det var også den første tankender stoppede mig.

Døren braste pludselig op, og jeg var ellers faldet godt i søvn. Det var Lilly. Hun nød jo at irritere mig. Hun lagde sig med hovedet mod sin hovedpude, bare for at, gøre grin med mig. Sådan noget kunne virkelig gøre mig sur. Og det var forfærdeligt. For jeg skulle virkelig styre mig selv, på det her sted! Jeg rejste mig irriteret og åbnede døren. Der var fri bane? Der var ikke låst. Jeg kiggede på Lilly, som ellers plejede at låse døren. Hun sendte mig et lusket smil. Skulle jeg åbne døren eller ej. Jeg gik. Men da jeg skulle til at gå, stødte jeg ind i en sygeplejerske. Jeg blev nervøs. Men hun smilte til mig, og sagde at jeg havde tilladelse til at være rundt omkring på stedet igen. Det gjorde mig nu ret glad. Jeg sendte Lilly som kiggede forvirret på mig, et hoverende smil. Selvom det var hende der ikke låste døren. Jeg havde bare sådan lyst til at vise mig over for hende.

Jeg nød min tilladelse til at være rundt omkring igen, og gik en lille tur. Bare ind til opholdsstuen for at se til folk. De små sofaer og bordene med de "mange" aktiviteter til. Nej sådan var det slet ikke. Der var et par stole og nogle kedelige borde. Kedelige grå gardiner. Tapetet på væggene var bare grå-hvidt. Det var det mest farveløse og kedelige sted jeg nogensinde havde været på. Jeg ville bare væk. Jeg havde mere eller mindre snart været her i en måned. Og jeg kunne ikke vente med at komme ud igen. Hvis det skete. Eller jeg... Jeg anede faktisk ikke hvornår, eller om jeg faktisk ville slippe væk herfra? Jeg havde gået for længe i mine tanker. Og havde pludselig mistet balancen. Jeg gled i de her hæslige sutsko, eller hvad det var. Landede på mit haleben. Jeg skulle til at rejse mig op, men fik en hånd rakt mod mig. Et hankøn. Funklende øjne, et skævt smil. Brunt halvlangt hår. Jeg troede ikke jeg ville se sådan noget her. Jeg tog imod hånden og blev hjulpet op. Jeg var tavs. Alt for tavs.

Fortsættes

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...