Denne Sommer

Denne Sommer, handler om Anna der lige har fået sommerferie. Hun havde glædet sig meget til at kunne slappe af og nyde at hun var færdig med skolen. Men det ændrer sig hurtigt, og bliver til den værste sommer i hendes liv.

5Likes
5Kommentarer
1604Visninger
AA

6. Kapitel 6 tro på mig

Kapitel 6 tro på mig

Alle mennesker var samlet omkring mig, det føltes som om jeg ikke passede ind. Hvilket jeg jo heller ikke gjorde. Deres dræbende øjne, og nærmende kroppe, gjorde mig endnu mere rædselsslagen end før. Jeg skulle væk herfra. Også skulle jeg have en snak med min “søde” bedstemor. Men først skulle jeg væk fra de her mennesker. Den måde de nærmede sig, og kiggede på mig, mindede mig om en gyserfilm. Jeg var omringet af folk, der sikkert bare var nysgerrige. Men nysgerrige på deres måde. Jeg spurtede gennem mængden, og prøvede at gemme mig. Eller bare søge et sted hen hvor der var fred. Det varsom at finde en nål i en høstark. Der var ingen steder, at søge fred. kun hoben af mennesker der ikke ville lade mig være. Og det kunne ikke ligefrem sammenlignes med fred. De kom fra alle sider. En af dem stod pludselig og rørte ved mit hår. Der gik min grænse! Jeg begyndte at skrige. Det ville nok ikke hjælpe, men jeg ville aldrig, kunne slippe væk fra de her mennesker!

“Hvad sker der?” spurgte Lilly. Lilly var pigen jeg delte værelse med. “hvorfor skriger du?”

“Jeg havde vidst mareridt” svarede jeg stille.

“Du burde gå i seng igen.” svarede hun.

“Hvorfor?”

“Ellers kommer de og tager dig” hun begyndte at fremvise en ond og hånlig latter. Det værste var at jeg ikke fik lukket et øje den nat. Jeg havde troet på alt hvad hun havde sagt. Hun kunne lide at skræmme mig. Med andre ord var hun forfærdelig. Jeg havde vel sovet i en time eller to.

Da jeg vågnede kunne jeg høre folk snakke, om en mærkelig pige der havde skreget midt om natten. Altså mig. Det var ikke godt, at blive upopulær på et sted som det her. Bare folk ikke troede på, at det var mig. Det bankede på vores dør. Og en af sygeplejerskerne kom ind. de blev kaldt sygeplejersker på det her sted. Jeg havde heller ikke nogen idé om hvad de ellers skulle blive kaldt. Hun sagde "Anna, du har opført dig så pænt, at du allerede har opnået et besøg". Hvem kunne det være? Jeg tog den "flotte" kjole på, trådte ud af døren, imens jeg kunne have fornøjelsen af min buttede værelseskammerat skifte tøj imens. Jeg gik igennem gangen, og alle del der sad ved bordene og spillede spil, kiggede på mig med hadefulde blikke. En af dem råbte "det er hende kællingen der holdte os alle vågne i nat". Jeg havde ikke engang været her i en uge, og det føltes som et helt år!

Jeg ankom til fællesrummet og kunne se min bedstefar sidde der. Han var nok en af de sidste personer, jeg havde regnet med at se, på det her sted. Damen førte mig hen til ham, selv om jeg var i udemærket stand til, selv at gå derover. Jeg satte mig ned og kiggede stille og roligt nede i gulvet. Jeg kunne fornemme, at han kiggede op i stedet for ned. Jeg tog mig sammen og førte blikket mod ham. Han kiggede stadig op i loftet. Jeg lavede et lille provokerende host for, at få hans opmærksomhed. Der var helt stille. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til ham. Jeg var ikke nogen morder, men ligesom min bedstemor tænkte han nok det modsatte. Jeg kunne se, at han prøvede at presse ord ud af munden.

"Jeg kom her for at se hvordan du havde det." Lykkedes det ham, at få sagt.

"Når hvor barmhjertigt af dig var. Får jeg så også en rose og en god bedrings bamse?" Min sarkasme kunne mærkes af patienter, der sad rundt omkring.

"Hvad er den rigtige grund til, at du er her?" Spurgte jeg igen. Men jeg måtte lige overvejer mit spørgsmål, for igen det var ikke min bedstemor. Og min bedstefar havde ikke meget at skulle sige, ihvertfald ikke når han boede sammen med hende.

"Siden din bedstemor var for stolt til, at se dig. Tænkte jeg, at en af os, blev nødt til det." Svarede han.

"Så du har trukket nitten?" Fløj det ud af munden.

"Nej. Jeg valgte det selv. Hvis du har noget at fortælle kan vi, eventuelt snakke om det?" Sagde han.

"Okay du skal høre godt efter! Jeg vil ikke finde mig i nogle former for afbrydelser! Jeg vil have dig til at tro på mig" råbte jeg nærmest.

"Jeg har ikke slået nogen ihjel, TRO PÅ MIG!"

Min bedstefar kiggede forskræmt på mig. "TRO NU PÅ HVAD JEG SIGER!" Han væltede bagover på sin stol af forskrækkelse. Og en masse af sygeplejerskerne løb hen til os. "Tro på mig..." Jeg kunne mærke vandet dryppe fra mine øjne. Var jeg brudt sammen? Et eller andet var ihvertfald sket. For siden den dag mistede jeg retten til besøg, på ubestemt tid. Og jeg begyndte selv, at tro på at der var noget galt med mig.

Jeg blev holdt fast i armene. Og fik ubehagelige fornemmelser i kroppen. Jeg skreg. Jeg skreg hele vejen ind til det klamme værelse jeg blev bosat i. Jeg følte mig endnu mere som en sindsyg. Og begyndte småt at tro på, at jeg faktisk havde slået pigen ihjel. Men jeg måtte ikke miste modet. For det her var stadigvæk et mysterium der skulle løses. Hvem havde egentlig slået pigen ihjel. Og hvordan var morderen sluppet væk så hurtigt. Selvom jeg var fanget det her sted, måtte jeg ikke stoppe med at sætte tingene sammen i ordentlig sammenhæng!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...