Denne Sommer

Denne Sommer, handler om Anna der lige har fået sommerferie. Hun havde glædet sig meget til at kunne slappe af og nyde at hun var færdig med skolen. Men det ændrer sig hurtigt, og bliver til den værste sommer i hendes liv.

5Likes
5Kommentarer
1707Visninger
AA

5. Kapitel 5 kære, søde bedstemor

Kapitel 5 kære, søde bedstemor

Jeg åbnede øjnene, men var det muligt, at der var endnu mere mørkt end, da de var lukkede? Jeg kunne ingenting se. Jeg prøvede at rejse mig. Men det var svært, på grund af håndjernene. Åh nej! Var jeg i et fængsel, isolation? Jeg prøvede at åbne munden, men det var umuligt. Jeg tog mine fangede hænder op til munden for at mærke. Det var helt sikkert gaffatape der holdte min mund lukket. Jeg kunne ikke engang høre lyden af mit eget skrig. Jeg prøvede, at kravle for at mærke hvor stort rummet var. Ikke mere end et par meter, før jeg slog hovedet ind i noget. Jeg kunne mærke et bump. Jeg var slet ikke ankommet til noget fængsel endnu. Jeg sad nok i en varevogn, eller sådan noget. Men var jeg blevet kidnappet? Det sidste jeg kunne huske var, at min bedstemor havde holdt mig låst inde i et rum. At jeg sad i en vogn, betød, at der var en dør et sted! Jeg bankede de steder jeg kunne for at se om, døren var et eller andet sted. Uden at tænke på hvor jeg nu skulle ende. Bilen vognen bremsede hårdt op, hvilket resulterede i at jeg endte fra venstre til højre. Med et ordenligt knald i hovedet, og et kæmpe slag på skulderen. Chaufføren nød vidst det her, for det Stoppede ikke før, der var gået tre gange. Den sidste gang vognen stoppede, var den værste. Der slog jeg hele ryggen og baghovedet. Men efter der, stoppede køreturen også. Jeg kunne høre stemmer og knirkende sko. De nærmede sig mig. Jeg sad åbenbart direkte foran døren. Sort blev til hvidt. Kortvarigt. Bagefter kunne jeg se to mænd. Og jeg syntes de så genkendelige ud... JA! Det var de samme mænd, som da døren til det låste rum derhjemme blev åbnet. Men hvad skete der egentlig efter det. Jeg havde fuldstændig mistet hukommelsen siden dér. "Unge dame, du skal være samarbejdsvillig, også sker der måske ikke noget med dig!" Sagde den ene af mændene. "Ja vi har fået instrukser af din bedstemor, hun sagde du kunne være lidt ustabil engang imellem. Hun har ikke specifikt sagt hvad du har gjort, men hun har ihvertfald udpeget et sted, hvor du kommer til, at bo, for en stund." Mændende stod i vejen, jeg kunne ikke se hvor det, var jeg skulle være. Den ene af dem, rakte armene mod mine lænkede hænder. Og han hev til! Og han holdte sig ikke tilbage. Mine arme tog det meste af faldet. Der var så godt nok også kommet et "par" rifter.

Solen stod skarpt. Vejret passede overhovedet ikke til min situation. Jeg var en slags fange. Og i disse situationer, plejede der, at være regn eller torden. Og koldt! Det her vejr, var godt, mindst femogtyve grader. Jeg lå stadig på jorden, og var ved at græde over smerterne. Den ene af mændene, tog fat i min arm, og hjalp mig op. Der fik jeg øje på mit kommende "hjem" jeg havde aldrig set det her sted eller område før. Men det så ikke rart ud. 'Højt sikret psykiatrisk hospital' og nedeunder det stod der med småt 'for forstyrrede mennesker med alvorlige psykiske problemer'. Det her var ikke til at fatte! Min bedstemor havde sendt mig til et åbenbart højt sikret psykiatrisk hospital! Hun var jo syg i hovedet, meget mere end jeg var. Eller hvordan jeg var som mindreårig. Det her var værre end et fængsel!

Mændene tog mig i hver deres arm, også gik vi ellers bare. Det mindede mig om, da jeg var yngre. Jeg plejede altid, at hænge i min onkel og tantes arme, når vi var sammen og gå tur, og al den slags. Hvad blev der af min barndom. Hvad blev der af min søde familie, der holdte af mig. Hvad blev der af, at jeg skulle have en normal og afslappende sommer?

Mændene trak mig hele vejen ind. Det behøvede de ikke, jeg kunne alligevel ikke slippe væk. En dame med højhælede sko, lavendel blå jakke, og en grå nederdel kom hen til mig. Jeg havde ingen former for makeup eller noget som helst på. Jeg følge mig virkelig som en fange. Damen tog fat i den ene af mændene, og de gik ud i et baglokale fra receptionen, eller hvad det var. De stod der i et par minutter og vendte tilbage efter. Damen prøvede, at lave et falskt smil, og sagde "kom med mig lille ven". Lille ven. Lille ven! Det føltes rigtig nedladende. Især fordi jeg var højere end hende og, at jeg ikke var en baby, men snart seksten år. Damen havde et fast greb om min arm.

Vi ankom til et mellem stort rum, hvor der var en masse kjoler (psykiatriske patient kjoler) som alle sammen havde den sammen farve. En kedelig grå-violet farve. Den så hæslig ud. Hun skulle til at hjælpe mig med at tage tøjet af men der måtte jeg stoppe hende og sige "wow, det behøver du altså ikke! Jeg kan sagtens finde ud af, at tage mit eget tøj af, og noget nyt på! Og forresten, så HAR JEG IKKE SLÅET NOGEN IHJEL!" Det fløj ud af munden på mig. Jeg havde bare lyst til at smadre en rude og komme væk herfra.

Jeg tog selv min trøje, og mine jeans af. Det faldt mig ikke lige ind, at man også skulle have deres undertøj på. Damen skulle til at hjælpe igen der, jeg stoppede hende med en pegende finger, og en dræbende blik. Alt det her på grund af min "kære, søde" bedstemor! Hun rakte mig den afskylige kjole. Udover udseendet, lugtede den også virkelig besynderligt. Der sad små dyr på den, kriblende. Og jeg skulle gå med det her? Damen bad mig om at tage bh og trusser af. Jeg var nu komplet nøgen. Jeg modtog undertøj i samme farve som kjolen. Sandal agtige sko fulgte med. Jeg tog kjolen på, følge mig hæslig. Sandalerne på bagefter.

Damen gav mig et lille skub på skulderen, hun sagde jeg skulle følge med hende. Jeg havde lyst til, at tyre hende en flad. Men det ville nok ikke ligefrem gøre situationen bedre. Vi gik igennem en lang gang. Hvor der var en masse værelser. Eller bure. Eller nej. For man kunne vidst godt komme ud af værelserne uden behov for lås. Men det gjaldt vidst kun, for de mindre sindsyge (SOM MIG!). Der var et lille vindue i dørene og jeg kunne en masse øjne stirre på mig. Jeg ville helst ikke kigge. Men fornemmelsen var så stærk. Jeg kunne høre skrig, og andre former for lyde alle vegne. Jeg kiggede tilbage, og endte med at gå ind i damen. Hun var bare stoppet op midt i det hele. Der var det. Mit værelse. Nummer 191. Hun låste døren op (det så ud til at jeg blev betegnet som en af de mere sindsyge). Der stod to senge! Det ville sige, jeg skulle ikke sove alene. Jeg skulle dele værelse med en der faktisk var syg i hovedet!

Jeg blev lammet i kroppen. Jeg havde absolut ingen idé om hvem eller hvordan hun/han/den kunne være. Damen skulle til at gå men, der kom en eller anden dreng hen til værelset. Han lignede ikke en psykopat på nogen måde. Men måske behøvede man ikke, at ligne en for, at være det. Og måske var han slet heller ikke syg i hovedet. Måske var der andre, som jeg, der var havnet herinde ved en misforståelse eller en fejl. Han hilste og sagde "velkommen til Anna". "KRYB!" Råbte jeg. "Hvordan kender du mit navn?" Råbte jeg højere. Det var så ikke gået op for mig, at jeg havde et navneskilt siddende på mit bryst. "Hehe, undskyld min fejl.." Han gik igen. Jeg havde ellers håbet på, at det kunne være en type som ham, jeg skulle dele værelse med. Men nej. Ind kom det helt modsatte. En høj buttet pige, med det mest dræbende blik. Jeg rakte hånden frem og sagde nervøst "h..e..j".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...