Denne Sommer

Denne Sommer, handler om Anna der lige har fået sommerferie. Hun havde glædet sig meget til at kunne slappe af og nyde at hun var færdig med skolen. Men det ændrer sig hurtigt, og bliver til den værste sommer i hendes liv.

5Likes
5Kommentarer
2600Visninger
AA

3. Kapitel 3 "begrav mig"

Kapitel 3 "begrav mig"

Stilfuld. Det var hvad hun var. Hun havde en lang grå sweather, ærmerne var smurt op. Hvide trompetbukser (eller de var hvide før). Man kunne lige se stumpen af hendes ene arm. Jeg kiggede nærmere på ærmet for at se om der var blod indvendigt. Nej. Ingen tegn for blod overhovedet. Det var helt mærkeligt, at der ikke var nogen former for blod. De eneste tegn på drabet var, mærkerne på hendes hals og den afskårne hånd. Udover at jeg havde fundet ud af, hvordan mordet var begået (var jeg ihvertfald sikker på at jeg havde), manglede der stadig svar på en masse.

Jeg havde efterhånden siddet her i næsten en halvanden time. Tiden var fløjet afsted, jeg havde i det mindste gravet hele kroppen op. Jeg måtte nok se at komme inden for, ellers ville mine bedsteforældre nok få mistanke. Jeg plejede ihvertfald ikke, at være typen der hjalp til på den måde, med de slag ting. Men måske ville de for engangs skyld, tænke på det som, at være en god gerning for dem. Eller ej. Og det ville helt sikkert være "ej". Jeg regnede ikke med, at mine bedsteforældre ville komme herind lige foreløbig, men jeg tog en stor chance ved bare, at lade liget ligge "fremme". Jeg lukkede porten, kunne mærke solens stråler på min næsetip. Efter massere af regn, havde solen endelig tænkt sig at dukke op. Og en flot regnbue, så fantastisk ud over hele gården. Jeg kunne se min bedstemor fyrre meter fra mig selv. Jeg var tæt på, at få et panisk anfald. Jeg småløb hen til hende. "Bedstemor! Hvad skal du?" Bare hun ikke kunne høre frygten i min stemme. "Jeg ville da se hvor langt du var nået med at få sømmene ud af laden". Hun skulle til at gå videre. Jeg blev ved med, at prøve på, at stå i vejen for hende. Jeg kunne se en lille irritabel rynke rejse sig på hendes pande. "Anna flyt dig nu! Jeg vil se resultatet!" Ikke kun hendes pande, var irritabel. "Jamen.. Du kan ikke se resultatet, før det hele er færdigt!" Svarede jeg hurtigt.

"Du har været derinde i næsten to timer, hvordan kan det tage så lang tid, Anna?"

"Okay ærligt, jeg faldt i søvn. Men jeg skal nok gå ordenligt igang hvis bare du går ind igen, og venter til jeg siger du må komme" hvad var det her gemmeleg?

"Okay men hvad så med, at du venter en smule med at gå igang. Jeg har nemlig bagt kage." Kage ville helt sikker få mine tanker et andet sted, så det lød dejligt.

Da jeg satte mig i sofaen, beundrede jeg alle billederne der hang på væggen. Billeder af mig da jeg var lille, og ikke mindst mine kusiner og fætre. Jeg var den anden yngste af otte børn i min familie. Og jeg var det eneste enebarn. Det havde jeg det faktisk fint med. Jeg skammede mig da jeg så et billede af min mor, fra da hun var lille. Jeg havde egentlig bare været meget skuffet over hende på det sidste. Jeg var et af de uheldige børn der voksede op uden min mors støtte. Min mors forældre var ligeglade med hende da hun var barn. Ja faktisk, blev hun bortadopteret som fireårig. Det ville jeg ønske, at jeg også var blevet. Efter min mors hårde barndom, begyndte hun at omgås med de forkerte mennesker. Og hun endte med at tage mange stoffer, og det ene førte til det andet. Og ja, hun endte i et fængsel.

Ingen af de år hun har siddet i fængsel, har jeg nænnet at besøge hende. Det hele blev for meget for mig. Min far og mor blev allerede skilt da jeg var tre år, der anede jeg ikke hvad foregik. Men jeg boede hos ham det meste af tiden. Det var dengang... "Så er der kage!" Jeg ignorerede min bedstemors stemme. Og min bedsteforældre (som ville kaldes "bedstemor" og "bedstefar") var mine fars forældre. Og efter jeg havde boet hos min faster og hendes mand i et par år, var jeg nu endt med at bo hos mine bedsteforældre. Det var fint nok, jeg skulle jo være et eller andet sted. Men jeg havde bare aldrig haft det bedste forhold til min bedstemor. Jeg havde altid syntes hun var streng og irriterende. Og hun syntes sikkert det samme. Eller, det vidste jeg faktisk ikke. Min bedstefar havde altid været den stille type. Den stille type der gjorde alt hvad min bedstemor sagde. Han kunne ikke lide hende utilfreds. Men altså det var der ikke nogen der kunne. Så han gjorde alt for hende lige meget hvad. Sprang for hende overalt. Og jeg vidste egentlig ikke om hun overhovedet havde takket ham før.

Min bedstemor havde ødelagt kagen godt og grundigt. Det skulle nok have været en sandkage, men i stedet blev det til én stor frugtkage. Kun noget hun selv kunne lide, typisk. Jeg spiste den derimod, fordi jeg ikke ville gøre hende utilfreds. Og når hun blev irriteret, eller utilfreds, dukkede den lille vrede rynke op i hendes pande.

Udover at kagen var dårlig, var stemningen det også. Begge af mine bedsteforældre surmulede. Ingen at dem førte ét ord, overhovedet! Jeg rejste mig, tog min tallerken med mig og gik. Jeg gik ud mod laden igen. Hvor der var en ting der skulle afsluttes nu!

Før jeg gik ind i den gamle lade, gik jeg mod den nye. Jeg skulle have en skovl. Jeg havde et lig der skulle graves meget længere ned i jorden, end før. Jeg skyndte mig ind efter en skovl. Jeg måtte blive nødt til at fjerne nogle søm undervejs. Så det gjorde jeg også. Efter jeg havde fjernet søm i en halv time, (både indvendigt og udvendigt), begyndte jeg på det vigtige. Jeg rykkede liget så meget jeg kunne hen til den ene side. Også begyndte jeg ellers bare at grave. Men inden jeg kom for godt igang, lagde jeg mærke til noget nyt, som jeg ikke havde set før. En lille gul seddel, vat klistret fast til ligets venstre lomme på bukserne. Jeg satte mig på hug og fjernede den blidt. "Begrav mig" stod der. Åh nej! Morderen havde nok været tilbage. Men hvorfor? Og hvorfor skrive en så mærkelig seddel. Det her begyndte at blive meget mere vulgært. Jeg væmmedes så meget ved det. Det her var allerede gået over stregen, da jeg hørte skriget! Jeg havde ikke lige tænkt over at jeg kunne have haft reddet hende, hvis jeg var spurtet ud måske?

I stedet for at tænke, begyndte jeg at grave videre. Så ville det her gå meget hurtigere og jeg ville slippe for at se på det lig. Måske for altid. Lågedøren gik op, og jeg kunne straks genkende min bedstemors stemme. Hun skulle til at sige noget, men det var ikke langt hun nåede i sin sætning. Jeg kunne se hvor chokeret hendes ansigtsudtryk var. "Du forstår ikke bedstemor, jeg har ikke..." "Ud af denne her lade nu! "HVAD HAR DU DOG GJORT ANNA?" Denne her kunne jeg vidst ikke forklare mig ud af. Jeg havde ingen idé om, hvad der skulle ske nu. Men jeg frygtede en masse!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...