Denne Sommer

Denne Sommer, handler om Anna der lige har fået sommerferie. Hun havde glædet sig meget til at kunne slappe af og nyde at hun var færdig med skolen. Men det ændrer sig hurtigt, og bliver til den værste sommer i hendes liv.

5Likes
5Kommentarer
1735Visninger
AA

1. Kapitel 1 laden

Kapitel 1 laden

(Annas synsvinkel)(igennem hele bogen)

Månen lyste klart, over alting. Men det var ikke kun som om den gjorde omgivelserne mere klare. Nej, den forstærkede også lydende fra dem. Jeg kunne høre søens lyde meget bedre, og min hund gøede og udtrykkede sig også stærkere. Ildfluerne lyste klarere, og man kunne høre deres summen meget bedre. Frøerne kvækkede fortabte til hinanden. Der var et eller andet helt unikt over den nat. Som om alting bare var mere "fortryllet". Eller nej. Det var mærkeligt. For det her var ikke smukt overhovedet. Selvom det virkede en smule magisk, var det tværtimod en forfærdeligt nat. Men jeg prøvede at, redde den, ved at beskrive den som være smuk, indirekte. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle gå igennem det, jeg rent faktisk gik igennem. Det startede overhovedet ikke med at jeg skulle gå en tur med min hund mit om natten. Jeg lå faktisk bare og sov. Jeg havde nemlig lige fået sommeferie, og jeg havde egentlig bare tænkt mig at skulle nyde det, især fordi jeg havde været så skoletræt. Det havde nemlig været et langt skoleår. Jeg havde glædet mig meget til at kunne puste ud og sove hundrede procent, uden at skulle spekulere over næste dag. Men et skrig klokken to syvogtredive om natten skulle ændre på det hele. Jeg var normalt ikke typen, der ville gå ud så sent om natten, for at se hvad der skete. Men det slog mig klart, at jeg blev nødt til det. Jeg vidste vel inderst inde hvorfor, eller? Det vidste jeg vel nok dér. Jeg tog en grå hættetrøje med hvide striber og et par sorte jeans på. Og til sidst nogle støvler fordi det havde regnet meget, og det var sikkert rigtig vådt. Jeg kaldte stille på min hund, for ikke at vække de andre. Jeg begyndte at skælve ved tanken, om hvad jeg egentlig havde gang i. Men jeg følte ikke at jeg kunne lade være med at undersøge, det der foregik. Og et så højlydt skrig midt om natten, plejede ikke at, være et godt tegn. Og jeg var helt sikker på at det her ikke, var et tilfælde hvor det var godt.

Jeg åbnede forsigtigt hoveddøren, lod min hund løbe foran mig. Også var det også bare afsted. Naturen var lige så skrækslagen som mig. Vinden blæste højlydt, typisk. Pludselig kunne jeg se to lysende cirkler midt i det hele. Det var længe siden jeg sidst havde set en ugle, havde jeg egentlig nogensinde det? Jeg følte lidt at jeg "tænkte" udenom, så jeg ikke skulle gå ind i situationens alvor. Jeg havde ikke prøvet sådan noget her før. Og jeg var heller ikke sikker på, at jeg var klar til det. Flertallet af uglen var til at vide. Jeg syntes at kunne høre lyde fra mere end en. Men det kunne lige så godt have været min underbevidsthed der drillede mig, eller bare gjorde situationen mere uhyggelig. Det var heldigt at der næsten var gadelamper over det hele, for midt i det hele kom, jeg i tanke om at jeg havde glemt en lommelygte. Den kunne have gjort det hele meget letter. Men jeg måtte bare følge skæret fra gadelamperne og ud til hvor skriget kom fra. Jeg turde ikke at kigge bagud, jeg vidste aldrig hvad der kunne gå der. Det skulle jeg ikke have haft tænkt på, det gjorde lige det hele dobbelt så uhyggeligt. Jeg kiggede hurtigt bagud, var så heldig at der ingen var. Det var kun vindens lyde der fik mig til at tvivle. Den måde lydende gik ud til træerne, buskene, marken. Bare det hele.

Eftersom jeg havde haft for travlt med at betragte omgivelserne, og dets uhyggelige lyde, var min hund løbet midt i det hele. På trods af at han løb meget hurtigt kunne jeg stadig se halen. Jeg luntede lidt til at starte med. Endte med at løbe lige så hurtigt som min hund. Jeg begyndte at spekulere over grunden til at han begyndte at løbe fra mig. Bare jeg ikke skræmte ham eller noget. Eller også var det lugtesansen der gik i kraft. Lugtesansen tog over, og førte måske min hund til det jeg ledte efter. Han stoppede ovre den gamle lade. Mine bedsteforældre havde brugt lang tid på at bygge en ny og bedre en. Den gamle var helt rådden, det kunne man også lugte.

Svaret på mit spørgsmål måtte være derinde, især fordi min hund ivrigt prøvede at grave sig vej ind til laden. Jeg nærmede mig, og fik ham gearet ned. Jeg prøvede forsigtigt at åbne ladedøren uden at skabe nogle høje lyde. Men den knirkende låge gjorde det mindre muligt. Som jeg havde regnet med, var der mørkere derinde, end herude. Jeg rodede i min lomme og håbede på, at der var noget i den jeg kunne bruge til, at lyse lidt op. Der var jeg heldig, der lå en lighter. Lige hvad jeg havde brug for. Jeg prøvede mange gange hyppigt, at få lidt ild igang. Men det var sværere end jeg havde troet. Der var næsten ingen gas i, men jeg gav ikke op. Der var stadig en lille-bitte smule i. Jeg prøvede sikkert i en halvtime, men til sidst gav den sig. Og en lille flamme dukkede op, den oplyste stort set hele laden. Ihvertfald nok til at man stadig kunne se skæret af flammen ude i hjørnerne. Jeg kiggede omkring. Men der var ikke noget at se. Eller var der? Min hund begyndte at slikke jorden, hvilket jeg fandt højst besynderligt. Jeg satte mig stille på hug (for ikke at slukke for flammen) og skubbede forsigtigt min hund væk.

Der lå en kridhvid men beskidt hånd, halvt begravet i jorden. Jeg skulle virkelig bide tænderne sammen, og holde mig for munden, for ikke at skrige. Det værste var at jeg ikke havde tænkt mig at løbe min vej nu. Jeg havde ikke tænkt mig at gå herfra, før jeg fandt ud af, hvem eller hvad der lå begravet der. Lighteren virkede stadig lidt endnu. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle sidde i denne her situation, eller gøre det som jeg gjorde.

Jeg greb fat om hånden og hev til. Jeg måtte samle mange kræfter siden jeg stadig havde lighteren i hånden, og kun kunne bruge den anden hånd, og blev nødt til at gøre det forsigtigt. Jo mere jeg trak, jo mere dukkede op af kroppen, og som frygtet, var det et rigtigt menneske, ikke en dukke. Det var som om jeg var fanget i et mareridt, man bare ikke kune vågne til. Og jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Mareridtet blev værre da min lighter besluttede sig for at gå ud, imens jeg sad med ligets hånd. Jeg kunne ikke mere. Jeg havde sikkert ikke engang fået halvdelen af kroppen op. Men det var ligemeget for jeg havde ikke tænkt mig at fortsætte. Ihvertfald ikke for denne her nat. Jeg rejste mig forsigtigt, fik min hund med, smækkede døren til laden, og spurtede så hurtigt jeg kunne. Nu ville jeg gerne vågne op fra mit mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...