Spildt kaffe

Mit bidrag til konkurrencen "Kærlighed og vold" - første valgmulighed.

0Likes
0Kommentarer
112Visninger

1. Spildt kaffe

Det er sent. Maden på den hvide porcelænstallerken er blevet kold. Isterningerne i vandglasset er smeltede, og der ligger en ring af kondensvand på egetræsbordet. Jeg sidder i sofaen med et bordeauxrødt tæppe om benene og en kop kaffe, der for længst har mistet varmen. Der kører et eller andet i fjernsynet, jeg ved ikke hvad. Den sidste halve time har mit blik været fæstnet på døren. Han skulle have været hjemme kl. 18:30. Nu er den snart 19:00.

Jeg fik en sms fra ham kl 18:27.

”Jeg bliver forsinket, der er kø på motorvejen. Kys.”

Da jeg havde læst ordene, vidste jeg med det samme, hvad der var sket. Han har gjort det. Han har taget sig sammen. Han har knaldet den lille tøs, der er blevet ansat som hans sekretær. I flere uger har jeg ikke hørt på andet end, hvor sød og sjov og klog og dygtig og yndig og velorganiseret og perfekt kællingen er. Og nu er det sket. For han kommer aldrig for sent hjem.

En nøgle bliver stukket i låsen. Den drejer. Håndtaget trykkes ned. Døren åbnes. I det sekund den første spinkle lysstribe falder ind af den åbne dør, trækker jeg armen tilbage, fører den så frem og giver slip. Den sandfarvede kop med de hvide prikker flyver gennem stuen og smadres mod væggen lige ved siden af døren. Porcelænsstumperne flyver i alle retninger og den hvide væg bliver plettet af mørk kaffe. Han griber som en refleks om sin taske og holder den op for at skærme sit ansigt. Hans hvide skjorte bliver på mirakuløs vis ikke ramt, men tasken og hans jakke lider under dråberne.

Han er mundlam og kan ikke gøre andet end at stirre på mig. Langsomt sænker hans tasken og smider den fra sig. Forsigtigt sætter han sig på hug og begynder at samle skårene sammen i hånden. Med et vågent blik på mig bakker han ud i køkkenet og smider stumperne ud i den allerede overfyldte skraldespand. Da han vender tilbage til stuen, rejser jeg mig endelig. Tæppet falder ned i den hvide sofa som en rød blodpøl. Jeg går hen mod ham, mens jeg begynder at råbe.

”Nå, hvordan var det så? Er hun god? Er hun stram? Hvad kalder hun dig? Chef? Store mand? Boss? Ved hun, du har en kæreste? Eller, det har du måske ikke mere? Hvad med mig?!”

Jeg er nu nået helt hen til ham, og jeg løfter min højre hånd. Han ser skræmt på mig, næsten som om, han ikke ved, hvad jeg taler om. Men jeg ved, det er sket. Jeg ved det bare.

Lussingen rammer hans kæbe hårdt. Så hårdt, at min hånd også gør ondt. Men smerten ved hans svigt overdøver den fysiske smerte. Jeg løfter igen hånden, denne gang med en knyttet næve. Men inden jeg kan nå at slå ham, griber han begge mine arme med sine hænder. Jeg skriger højt og vifter febrilsk med armene for at få ham til at give slip. Det gør ikke ondt, hans greb er ikke stramt. Han er dog stadig meget stærkere end mig. Jeg skriger igen, og tårerne begynder at vælde frem. I et stykke tid står jeg bare og skriger og græder og prøver at kæmpe mig fri, men til sidst har jeg ikke flere kræfter. Hverken til at skrige eller til at slå. I stedet græder jeg bare. Han trækker mig ind til sig og stryger mig over håret. Mine tårer rammer hans skulder og gør stoffet på hans jakke våd. Sådan står vi længe.

Jeg snøfter. Så bemærker jeg noget. Han dufter. Han dufter egentlig altid godt, men lige nu dufter han anderledes. Af kvinde. Af parfume. Af sex. Så ser jeg gennem tårerne en rød aftegning på hans skjorteflip. Et læbeaftryk. Jeg går ikke med rød læbestift. Det har han sagt, han ikke kan lide.

Jeg skubber ham fra mig. Han bliver så overrasket over det pludselige udfald, at han tumler hen over det lave sofabord. Det vælter og han falder. Jeg løber efter og sparker ud efter ham. Først rammer jeg i maven, bagefter i ribbenene og så i hovedet. Han jamrer af smerte og prøver så godt han kan at beskytte sig med armene og hænderne. Men jeg sparker videre. På gulvet blandes mit sved og mine tårer med hans blod, der snart fosser fra en brækket næse og et flækket øjenbryn. Han ruller rundt i en pøl af sig selv og beder mig hulkende om at holde op. Men jeg kan ikke holde op. Han kommer med noget besværlighed halvt op at sidde og halvt kravler, halvt skubber sig væk fra mig. Jeg sparker ham fortsat og slår, dér hvor mine fødder ikke kan nå.

Han har kurs direkte mod vores åbne altandør. Han kravler ud på altanen. Jeg følger efter. Han kollapser op af gelænderet, der dækker hele vejen rundt. Jeg går hen til ham og kysser ham helt blidt på panden. Så løfter jeg ham op. Han er tung, men nød lærer nøgen kvinde at spinde. Jeg hænger hans overkrop ud over gelænderet.

”Jeg elskede dig virkelig” hvisker jeg dæmpet.

Så giver jeg ham det sidste skub.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...