Livet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2016
  • Opdateret: 1 aug. 2016
  • Status: Igang
Fortælling handler om at, når livet går fra at være en dans på roser, til at det pludselig vende sig imod en. Min fortælling, er blevet skrevet udfra noget jeg selv oplevet da jeg var en 14 årige pige, som aldrig havde oplevet modstand i livet før, til at det hele pludselig blev vendt på hovede på engang. Jeg beskriver en dag i mit liv, som ændrede hele mit syn på livet.

0Likes
0Kommentarer
50Visninger
AA

1. Kræft

Alting er så fredeligt og lyst ind på den lille enemands stue, min mor og jeg ligger tæt knyttet sammen, i  den lille enemands seng, som er placeret midt i det tomme rum. Der bliver ikke udvekslet så mange ord imellem os. Jeg lytter til min mors tunge vejrtrækning, imens jeg knuger hendes hånd til min. Stemningen er trist og anderledes, det hele er fremmed for mig, for min mor og for resten af familien. Vi stirrer begge stift ud af vinduet, det en smuk vinterdag. Sneen daler langsom ned uden for vinduet og solen skinner. Resten af familien er gået efter mad.

Sygdom har altid været en fjern ting i familien. Det kom pludselig og uventet i fredags,  da mor skulle indlægges. Jeg havde aldrig troet, det skulle gå så vidt. Gang på gang, havde lægerne givet hende en diagnose på lungebetændelse. Jeg kan efterhånden ikke længere huske hende rask længere,  lige siden jul har hun været sygmeldt. Forstår ikke, hvordan jeg har kunne være så naiv. Så naiv og tænkt at det hele nok skulle blive godt igen, ligesom før. Med et er hun indlagt, og alt er vendt på hoved, ingen steder føler jeg mig hjemme. Far er selvfølgelig stresset, ryger lidt mere end sædvanlig, tror han kan klarer det hele, selvom sorgen i hans øjne er tydelig. De sidste tre dage, har været et helvede at komme igen. Lange søvnløse nætter præget af angst, angst for hvad i morgen skal bringe. Jeg har aldrig stillet spørgsmålstegn ved livet før, det hele er kommet så let. Føler at jeg i alle mine år, har glemt at værdsætte hvor meget livet egentlig betyder, og aldrig skænket livets gang en tanke. Jeg har aldrig været bange før,  bange for livet, bange for at miste. Tanken om at min mor ikke tager med mig hjem i dag, driver mig til vanvid, og gør mig rassende, at sygdom på den måde, har taget min mor fra mig. Jeg er hjælpeløs, jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg kan kun håbe og bede for det bedste.

 

,,Mor er du snart rask igen?’’ for jeg fremstammet svagt.

,,Anna, jeg ved det ikke’’ svarer mor mig nervøst.

,,Hvad ved du ikke,  det er jo bare lungebetændelse’’ siger jeg, selvom jeg godt ved det ikke er sandheden længere.

,,Jamen de ved ikke om der er noget mere’’ siger hun.

,,Noget mere, som hvad mor’’. Hun svare mig ikke, men kigger bare ud af vinduet med tårer i øjnene.

,,Mor, hvad?’’ Nu kan jeg ikke længere holde tårende tilbage.

,,Anna de er bange for det er ondartet’’ svarer mor, nu græder hun.

,,Ondartet, hvad er det?’’  

,,Kræft, en kræftknude’’ svarer mor, aldrig har jeg set hende græde sådan. Tårende strømmer ud af mine øjne i samme kraft som hendes. Det eneste der rummer i mit hoved, er at kræft er noget man dør af. Jeg kan ikke uden hende, jeg vil ikke miste hende. Hvorfor lige min mor? Af alle personer, så lige hende. Det føles som om alting bryder sammen for mig, et stort sort hul uden en ende. Jeg tager fat rundt om min mor, krammer mig hårdt ind til hende. Følelsen af hendes puls, letter mit hjertet en smule. Jeg kan mærke hende, jeg ved hun er tilstede, og jeg ved at vi nok skal klare den.

 

,,Intet er sikkert endnu, måske er det ikke ondartet’’ siger hun svagt.

Føler mig lammet og græder næsten for meget til at komme med et svar.  ,,Jeg ved slet ikke hvad det er mor, er det sikker du har kræft’’ for jeg fremstammet.

,,Selvom jeg har kræft, så ved du at vi nok skal klare den, jeg har jer alle for mig’’ svarer mor mig.

,,Det ved jeg også mor’’ Svarer jeg, imens tårende triller ned af kinderne på mig.

,,Hvis nu det er godartet, kan de nøjes med at fjerne knuden, uden kemo, uden stråling’’ siger mor.

Kemo i sig selv lyder så skræmmende for mig, egentlig ved jeg ikke rigtig noget om det, udover man taber håret. Det er en skræmmende og ubehagelig tanke, at hun måske skal miste alt håret, mest af alt fordi jeg ved det betyder så meget for mor.

Frida kommer ind på stuen, hun virker okay glad, lige indtil hun ser mig. Øjenkontakten med hende, giver mig en kæmpe klump i halsen, og gør at jeg sletter ikke kan styrer tårende længere. Hvordan skal man nogensinde som 10 årige, kunne forstå at hendes mor er alvorlig syg, og hvad med Emil, han ved jo ikke engang hvad kræft vil sige.

,,Mor, hvad sker der? Hvorfor græder Anna sådan?’’ Siger hun med tårer øjnene. Mor er tavs, og hendes tårer triller nede af kinderne på hende. Det mærkes tydeligt på hende, at hun ikke ved hvordan hun skal fortælle Frida det.

,,Jeg vil også vide det mor!’’ Siger Frida, hun græder.  Mormor træder ind på stuen nu, hun tager fat om Frida.

,,Mor har kræft’’ Ordene flyver ud af min mund.

Frida vrider sig løs fra mormor, hun springer hen i mors favn i sengen. Her ligger vi alle tre, vi græder, ingen siger noget. Mormor tager min hånd, tårende strømmer ud af hendes øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...