NO ONE NEEDS TO KNOW... - JB

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
De to bedsteveninder Annabel og Caroline har været fan af Justin Bieber længe! Og endelig skal de ind og se deres længe elsket idol. Men hvad sker til koncerten? Og vil deres unikke venskab overleve mødet med Justin? Vil jalousi og rygter ødelægge alt i mellem dem? Eller vil Justin det? Find ud af det i NO ONE NEEDS TO KNOW...

16Likes
8Kommentarer
2039Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Is this the lying game?

Annabel’s synsvinkel

 

Efter min samtale med Justin havde jeg fået det så meget bedre. Ryan og Chaz havde virkelig også støttet mig. Jeg har ikke altid haft det nemt. Jeg var det barn der aldrig forstod noget. Da jeg var mindre var jeg den overvægtige pige. Jeg har altid elsket mad. Men da jeg skulle skifte skole for 4. gang pga. mobning af min vægt, besluttede jeg for at sulte mig selv. Jeg var 13 år, og kunne se på alle de andre tynde, pæne piger til idræt, og så havde vi mig. Jeg følte som en hvalros. Som 14 årig fik jeg anoreksi. Jeg blev indlagt på hospitalet og var der i 2 måneder. Lige siden da, har jeg levet som en hver anden teenagerpige. Det var noget der blev holdt hemmeligt for alle. Og nu var jeg her. 16 år, forladt af den pige jeg stolede allermest på, og er ved at få følelser for en verdensberømt stjerne som er 6 år ældre end mig. Ja, pretty fuckt, men det var sku sådan jeg havde det. Der var noget Justin, som virkelig fangede mig. Jeg blev revet væk fra mine tanker, da døren til bussen blev revet op, og ind vred Caroline. Hun sendte mig det sygeste dræberblik og forsvandt ind på sit værelse. Jeg tog min fødder ned fra sofabordet og gik udenfor. Den varmeluft ramte mit ansigt, jeg kiggede rundt, og fik øje på Ryan og Chaz, spille bold. Jeg gik hen i mod dem, men Ryan kom mig i forkøbet. “Nej, Annabel. Du må ikke være med, jeg vil gerne beholde lidt af min mandighed i en sport endnu.” sagde han. Jeg grinte over hans kommentar. “Haha, jeg ville heller ikke være med. Men bare gerne vide hvorfor Caroline er så sur?” Ryan kiggede ned i jorden. “Vi havde et lille sammenstød på Mc Donalds. Hun stod og råbte at skreg over at hun var Justins kæreste og at hun skulle have særbehandling og alt det” jeg vendte øjne. Hold kæft hvor hun latterlig man. “Wow, latterligt” sagde jeg. Chaz nikkede. “Hey Justin” råbte han pludseligt. “Du ville aldrig vide hvad der skete på Mc Donalds i dag!” fortsatte han. Caroline kom ud af bussen. “Justin, jeg skal snakke med dig” det lignede hun havde grædt. Justin kiggede i hendes retning. “Har du grædt?” spurgte han hende. Hun brød sammen i den meste falske gråd som jeg nogensinde havde hørt. “Er du klar over hvordan de behandler mig?” fortsatte hun. “Ej, hold!” råbte Ryan. “Hvem fanden var der stod og råbte og skreg over at du ikke kunne få særbehandling, inde på Mc Donalds? Fordi du var jo Justins kæreste, og ih og oh… Kom ind i kampen Caroline!” råbte han surt. Justin så forarget ud. “Han lyver” fortsatte Caroline, hun græd stadig helt hysterisk. Justin var tydeligvis forvirret. “Har du udgivet dig for at være min kæreste?” spurgte Justin, han lød lettere skuffet, og urolig. Caroline græd bare endnu mere hysterisk. “Meeen, vi har jo flirtet en masse” sagde hun. Justin vendte sig vredt om og gik ind i bussen. Han smækkede døren. Flot Caroline, virkelig flot. “Caroline, pak dine ting og tag hjem, jeg vil have dig her mere!” hørte vi en råben inde fra bussen. Smed Justin hende lige ud? “Men hvordan kan du behandle en pige på den måde når du kæmper med så meget i sin daglig dag?” fortsatte hun. Gav hun aldrig op? “Hvad mener du? Du kæmper ingen kamp!” råbte Justin, som nu var kommet ud igen. “Jeg har brystkræft. Jeg har været igennem en længere kemo periode da jeg var lille, men de måtte opgive eftersom kemoen ikke virkede” sagde hun. Hun kiggede alvorligt rundt. Jeg fik det helt fysisk dårligt. “Har du brystkræft?” spurgte Justin. Caroline nikkede bare. Hold kæft man, hun var fandme ynkelig. Tænk at få sig selv til at lyve om sådan et emne? Et emne som slår så mange mennesker ihjel hvert år, og så kan hun få så selv til at lyve om det? Hvad fanden er det for en opførsel?! “Jeg bliver nød til at gå, det her kan jeg ikke være med til!” sagde jeg. Jeg vendte rundt på hælene. Jeg havde fået den sygeste kvalme. Jeg vidste ikke om Caroline gjorde det bevidst i mod mig, men hun ramte et ømt punkt. Hun vidste udmærket godt at jeg havde mistet min mormor til brystkræft. Og at hun nu stod og fakede at hun havde det, hold kæft det gjorde ondt. 

 

Der var gået nogle timer siden vi alle havde stået ude foran bussen. Jeg havde ikke haft lyst til at snakke med nogen. Kun Justin. Men han havde travlt med så meget andet. Chaz havde hængt ud med Caroline lige siden hun havde fortalt at hun havde brystkræft. Jeg var stadig chokket. Hvordan kunne hun? Det bankede på, og ind kom Ryan. Vi var virkelig blevet gode venner. Selvom jeg kun havde kendt ham i meget kort tid, så var han sku noget af det bedste. “Heey, du” sagde han og dumpede ned ved siden af mig. “Heeey” sagde jeg. “Vi har ikke set dig siden det der skete ude foran bussen” sagde han. “Neeej, men jeg havde bare brug for at være lidt alene. Jeg syntes Carolines løgne blev for meget” svarede jeg ham, ærligt. “Ja, den med brystkræft var fuckt op.” jeg kiggede hen på ham. “Du hoppede heller ikke på den?” spurgte jeg ham. “Nej. Min mor havde brystkræft, og hun fjernet sit bryst. Og selvom det er lang tid siden hun havde fået kemo, kan man godt se det på hende. Hendes hår er slet ikke så tykt, og det ville det aldrig blive hvis man har fået kemo.” sagde han. “Det er jeg ked af. Min mormor havde selv brystkræft, så derfor var det alt for personligt for mig” svarede jeg ham, jeg kunne mærke tårerne presse en smule på. Jeg var rigtig tæt med min mormor, og savnet til hende var stort. Vi sad bare der i afslapningsstilhed. Den var behaglig. Chaz havde selvfølgelig hoppet direkte i med begge ben i hendes løgn. Justin havde bare svært ved at tro på hvad hun sagde. 

 

Det var blevet aften og vi var ved at gøre os klar til at komme ud at spise. Jeg glædede mig til at sidde ned, og bare lærer drengene endnu mere at kende. Det kunne kun blive hyggeligt, også selvom om Caroline var med. Hun skulle ikke ødelægge mere. “Annabel, er du ved at være klar?!” råbte Ryan for femte gang. Den dreng var utålmodig, haha. “Ja, 2 sekunder!” råbte jeg tilbage. Jeg havde taget min slimfit jeans på, med en sort crop top, som kun ned til over navlen. Jeg tog min små sandaler på, med diamanter på. Selvfølgelig ikke ægte. Jeg tjekkede mig kort i spejlet. Okay, jeg var klar. Jeg åbnede døren. “Endelig, omg” sagde Ryan. Jeg grinte. Alle var der undtagen Caroline. “Hvor er Caroline?” fik jeg spurgt på en meget akavet måde. Fordi egentlig hvis det stod til mig, var vi gået. “Hun sover, så vi går bare” sagde Justin, og gik hen til mig. Vi gik ud af bussen og hen mod det pizzaria, som de så gerne ville med på. Ryan og Chaz gik forrest. Så Justin holdte sig bagved sammen med mig. Det var hyggeligt. Bare os, selvom vi ikke snakkede hele tiden var hans tilstedeværelse bare perfekt. Bare det at vide at han var ved siden af mig, betød alene meget. 

 

Vi havde lige bestilt vores mad. Stedet var meget sødt. Den var lille, men utrolig hyggelig. Drengene sad og snakkede om en eller anden fodboldkamp der kom senere, og de var nu enige om hvem der havde mest chance for at vinde. Tænk at fodbold betyder så meget altså, det hold der score flest mål, vinder. Slut prut. “Hvad siger du, Annabel?” spurgte Chaz, og rev mig ud af mine tanker. “Hvad?” spurgte jeg lettere forvirret. “Ja, hvem vinder?” spurgte han. “Det hold der score flest mål, daah” sagde jeg mega overfladisk. Drengene faldt om af grin. Jeg havde tydeligvis misforstået det åndssvage spørgsmål, og nu tænkte Justin sikkert at jeg var dum og at man tydeligt kunne mærke jeg kun var 16 år.

 

Vi kunne efterhånden se busserne. Det havde været hyggeligt. Jeg havde fået nogle pinlige historier om Justin. Men Justin havde virket fraværende hele aftenen. Han havde tit kigget på sin telefon, og hver gang vi havde spurgt hvem han skrev med, havde vi bare fået et “ikke nogen, i skal bekymrer jer om”, det sårede mig sku. Vi var kommet ind i bussen og fodboldkampen skulle til at begynde. Drengene havde smidt sig på sofaen. Jeg sad selv ved det lille bord oppe ved køkkenet. Justins telefon lå der på bordet. Skulle jeg se hvem der var så vigtig? Men det ville være så forkert. Hvad nu hvis jeg blev taget? Omg, det ville være så pinligt. Telefonen lå bare der og kiggede på mig. Skulle jeg tjekke?

 

 

NOTEBESKED: HVAD SYNTES I DER SKAL SKE? SKAL HUN TJEKKE? SKRIV JERES SVAR NEDE I KOMMENTAREN! :)

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...