NO ONE NEEDS TO KNOW... - JB

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
De to bedsteveninder Annabel og Caroline har været fan af Justin Bieber længe! Og endelig skal de ind og se deres længe elsket idol. Men hvad sker til koncerten? Og vil deres unikke venskab overleve mødet med Justin? Vil jalousi og rygter ødelægge alt i mellem dem? Eller vil Justin det? Find ud af det i NO ONE NEEDS TO KNOW...

16Likes
8Kommentarer
2039Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Fucking Liar

Jeg havde været med Justin og Caroline rundt i Austin og rundt andre steder i Texas. Det har jeg været i omkring 2 uger nu, og jeg har aldrig før følt mig så alene. Caroline har hængt op af Justin. Hun fik det endda arrangeret at vi alligevel ikke skulle sove på værelse sammen. Jeg rendte rundt som det tredje hjul bag ved dem. Jeg lignede virkelig den største taber. 

 

“Annabel, jeg skal tale med dig” sagde Caroline surt, efter vi var kommet tilbage i bussen. Jeg kiggede forvirret hen på hende. Hun lignede en der hadede mig mere end pesten lige nu. Vi gik ind på mit “værelse” på bussen. Jeg vendte mig i mod hende, efter jeg havde lukket døren. “Kan du i det mindste ligne en der er glad for at være her? Du ligner en der har så ondt af dig selv, at det halve fandme kunne være nok!” råbte hun nærmest. Hendes ord sårede mig virkelig, men gjorde mig sku også vred. Hvad fanden bildte hun sig ind? “Men hvorfor fanden skulle jeg med hvis du har så fandens ondt i røven?! Det var ikke mig der inviterede mig med, det var dig der spurgte, så stop med at opfør dig som en kælling!” råbte jeg vredt af hende. Hun kiggede på mig, som om hun var klar på et større slagsmål, når som helst. Hun gik hen i mod døren, men vendte sig om inden hun tog fat i håndtaget. “Og btw. Justin ønsker dig ikke her. Du er tudegrim at se på, siger han. Og det syntes alle os andre her. Så næste gang du forlader dette værelse, er det med din kuffert, og en lufttæt pose over hovedet. Forstod du det?!” sagde hun, mens hendes iskolde brune øjne borede sig ind i mine. Og med det åbnede hun døren, og smækkede den efter sig. Jeg stod bare og kiggede på døren. Hold kæft det sårerede mig man. Jeg havde været stærk for så længe. Jeg sank ned, og lod tårerne glide. Det gjorde så ondt, at jeg kunne mærke smerten fysisk i mit bryst. Kender du det? Jeg hørte døren gå op, jeg kiggede op og så ind i Justins brune øjne. “Hvad skete der?” spurgte han. Jeg rystede bare på hovedet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg vidste jo ikke hvad Caroline havde sagt til ham om mig. “Du kan sagtens tale med mig, Annabel.” fortsatte han. “Hvis det kan trøste dig, så er Caroline og jeg altså ikke så gode venner som hun måske fortæller. Hun er faktisk lidt belastende. For at være 100 procent ærlig.” sagde han. Hans ord hjalp da lidt, men Carolines ord kørte stadig rundt i hovedet på mig. Hun havde bedt mig om at tage en lufttæt pose overhovedet, så jeg langsomt kunne blive kvalt. Hvem opfører sig sådan? Justin satte sig ned ved siden af mig, og lagde en arm hen over mine skuldre. “Sig noget. Hvad sagde hun siden du er så ked af det” fortsatte han. Gav den dreng virkelig ikke op? Jeg kiggede på ham. “Det er latterligt alligevel” sagde jeg. Tårerne var stoppet, og lige nød jeg faktisk bare at have en der lyttede. “Tøsen bad dig om at putte en lufttæt pose over hovedet på dig selv, det er okay du er ked af det. Det er hårdt sagt” sagde han. Jeg kiggede overrasket over på ham. “Hvis du hørte det, hvorfor ville du så have jeg skulle sige det?” spurgte jeg ham undrende. “Fordi selvom jeg hørte det, føler man sig altid lettet når man har sagt det til en.” svarede han. Jeg smilede bare.”Og btw. Justin, jeg er utrolig ked af det jeg sagde til dig efter koncerten. Det var ikke fair at behandle dig sådan” sagde jeg ærligt. Hold kæft jeg havde dårlig samvittighed. Jeg havde svinet ham til, og her sidder han tre uger senere og trøster mig. Pinligt, det var hvad det var. “Hey, tænk ikke på det. Vi fik vidst begge to sagt nogle åndssvage ting.  Nu skal vi bare have det godt” sagde han og smilte. Jeg nikkede. “Selvfølgelig skal vi det” svarede jeg smilende. “Der kom smilet jo” sagde han grinende, mens han gav mig en lille albue i siden. 

Han rejste sig op, og rakte sin hånd ned til mig. Han trak mig ind i et kram, da jeg var kommet op. “Jeg glæder mig til at lære dig ordentlig at kende, Annabel” mumlede han ned i min skulder. Jeg udstødte et lille grin. “Og jeg glæder mig til at lære dig ordentligt at kende, Justin” svarede jeg ham. “Og hey, lige som en lille husker. Alt det lort Caroline lukkede ud er ikke sandt. Ingen her ønsker dig væk, tværtimod. De vi rigtig gerne lære dig at kende. Og det er min bus, og ikke Carolines. Og derfor er det også som bestemmer hvem der er her.” sagde han og placerede sig i døråbningen. “Haha, det vil jeg huske” svarede jeg ham smilende. Hvilket han gengældte. Han lod døren stå på klem, så jeg kunne stadig følge lidt med i hvad der forgik ude i “stuen”. Jeg samlede mig selv lidt sammen, og fjerende den mascara rest, som havde sat under mine øjne. Justins ord kæmpede i mod Carolines inde i mit hoved. Men jeg vidste jo godt Justin havde ret, og at Caroline bare følte sig truet.

 

Jeg var blevet inviteret ud at spise. Ryan og Chaz, var også kommet. Så det var rigtigt hyggeligt. Drengene var blevet enige om at vi skulle på verdens bedste pizzaria, som de havde besøgt sidste gang de var her. Caroline skulle selvfølgelig også med. Først var det bare ment at det skulle havde været de tre drenge. Men eftersom jeg kunne tvære dem alle ud i at stå på skateboard, ville de gerne have mig med. Først havde jeg sagt de bare skulle holde det som deres planlagte drengeaften, men efter deres plageri og hundeøjne, havde jeg altså overgivet mig. Caroline havde så lyttet med på vores samtale, og sagt at hvis jeg skulle med, så skulle hun også. Og det var ikke til diskutere, hun skulle med. Man kunne sagtens mærke på drengene at det ikke var noget der passede dem, men de kunne jo heller ikke sig nej. Jeg havde derimod fortalt drengene at jeg godt kunne springe over, fordi så havde de ligesom en grund til at sige at hun ikke skulle med, hvis jeg heller ikke skulle. Men det havde de sagt nej til. 

 

Jeg sad nu og prøvede at skyde Ryan ned, i et eller andet skydespil. Han havde sagt at han skulle finde et spil han kunne slå mig i, efter han havde tabt til mig i, Fifa, Need For Speed, og hvem der hurtigst kunne klare en mission i GTA. Jeg skal lige sige, at jeg var 9 min og 47 sekunder hurtigere end ham. De andre drenge syntes det var sjovt, at han blev slået af en pige gang på gang. 

 

Carolines synsvinkel.

Jeg smækkede døren indtil Annabel. Jeg håbede virkelig sådan at hun tog hjem, hun var så ynkelig at se på. Justin sad over i sofaen og kiggede surt på mig. Jeg håbede ikke at han havde hørt noget, nu hvor vi små flirtede. Selvom Annabel og jeg for 3 uger siden var adskillige, havde denne berømmelse efter Justin havde delt det tweet med mig, fået min til at indse at vi nok ikke skulle være veninder mere. Og den eneste grund til at jeg inviterede hende med os rundt var fordi Pattie sagde at vi skulle få det løst. Justin gik med vrede skridt forbi mig, og åbnede stille døren indtil Annabel. Ynkelig. Han ville blive klogere. Hun har så mange problemer, og jeg ville ikke have at min næsten “kæreste” skulle blive trukket ind i noget, der kunne skade hans karriere. Jeg gik ud af bussen og så at Ryan og Chaz var kommet. “Hey boys” sagde jeg og træk dem begge ind i et kram. “Har I savnet mig? Selvfølgelig har I da det!” sagde jeg. Selvfølgelig skulle jeg blive gode venner med dem, de var jo min næsten “kæreste”s venner. Men jeg var ligeglad. Jo mere pr Justin gav mig. Jo bedre. 

 

Jeg gik hen i mod den nærmeste Mc Donalds. Jeg havde sådan brug for en cheeseburger. Min samtale med Annabel kørte rundt i hovedet på mig. Jeg håbede sådan at hun tog hjem, og at Justin nu hjalp hende med at pakke. Jeg ville gerne have sådan at Justin kun så mig fra min bedste side. Og med at have sådan en ynkelig og grim veninde, var det svært. Det lignede jo bare at jeg ikke kunne vælge veninder. Jeg var næsten henne ved Mc Donalds, og jeg tog en dyb indåndning. Jeg vidste jo at jeg snart ville blive genkendt af alle Justins fans. Selvfølgelig ville de genkende mig, jeg var jo perfekt. Jeg var en hver drengs drøm. Jeg hev døren åben til Mc Donalds og var klar til alle kom farende hen til mig. Men intet skete. Jeg kiggede mig forvirret rundt. Der var rigeligt med mennesker, så det var underligt. Jeg gik hen til skrænten og gik bare direkte forbi køen, fordi jeg jo var Justins “næsten” kæreste, og så skulle man altså have særbehandling. Der kom nogle kommentarer, men det var intet jeg tog mig af. Det betød intet for mig. “Jeg skal have en cheeseburger” sagde jeg til ekspedienten. “Og jeg vil have at du skal gå ned bag køen. Det er jo ikke for sjov den er der.” svarede hun flabet. Sikkert en skide jaloux Belieber. “Undskyld, ved du hvem jeg er?!” spurgte jeg lettere fornærmet. “Nej, og jeg er ligeglad. Gå om bag køen, frøken!” svarede hun. Sikke da en kælling. “Undskyld, men jeg er Justin Bieber´s kæreste, og jeg kan fortælle dig at han ikke vil blive glad for at du står og behandler hans kæreste sådan! Så nu giver du mig den forbandede cheeseburger!” råbte jeg. “Caroline, luk røven. Ikke en skid du er Justins kæreste.” hørte jeg pludseligt en stemme sige. Jeg vendte mig i retningen og så Ryan. “Du betyder ikke en skid for ham, så gør nu som hun beder dig om. Det er ikke i orden det der.” fortsatte han. “Luk røven Ryan. Du er først kommet i dag, derfor ved du ikke hvad der er sket!” svarede jeg ham snobbet tilbage. “Ja, jeg har været her i 7 timer, og ved allerede nok om dig, til at kunne sige at jeg ikke kan lide det. Alt det lort du lukkede ud til Annabel, hvem fanden tror du at du er?!” råbte han tilbage. Man kunne se hvad var vred. Både på hans kropssprog, men også på hans iskolde øjne, som nu borerede sig ind i mine. Jeg vendte øjne af ham, og gik ud af Mc Donalds. Tænk at han kunne finde på at behandle mig sådan. Det ville Justin ikke blive glad for. Han skulle bare vide hvordan hans såkaldte venner behandler mig.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...