NO ONE NEEDS TO KNOW... - JB

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2016
  • Opdateret: 7 aug. 2016
  • Status: Igang
De to bedsteveninder Annabel og Caroline har været fan af Justin Bieber længe! Og endelig skal de ind og se deres længe elsket idol. Men hvad sker til koncerten? Og vil deres unikke venskab overleve mødet med Justin? Vil jalousi og rygter ødelægge alt i mellem dem? Eller vil Justin det? Find ud af det i NO ONE NEEDS TO KNOW...

16Likes
8Kommentarer
2038Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Who are you?

Dagen var endelig kommet. Dagen som Caroline og jeg havde ventet på siden vi fik billetterne. Dagen hvor Justin Bieber endelig ramte vores by, Austin i Texas. Han havde været i Texas før, men der havde vi været forhindret, men ikke denne gang. Denne gang, ville vi stå nede på forreste række og skråle med til alle sange, så når vi vågnede i morgen ville lyde som hvalrosser.

 

Caroline trådte endnu en gang ud fra hendes klædeskab, denne gang med en alt alt for kort kjole. Men den fremhævede hendes figur utrolig godt. “Hvad syntes du så om den her?” spurgte hun, mens hun kiggede med forventningsfuldeøjne. Jeg fjernede blikket fra min skærm. “Den er lidt kort? Det er jo en koncert, og ikke en fest, hvor du skal score Mathias.” svarede jeg hende. Ærligt. Caroline og jeg havde været bedsteveninder siden forevigt. Vores mødre er bedsteveninder, det havde de været langt tid inden vi blev født. Hun gav et opgivende suk, og vendte sig endnu en gang imod hendes klædeskab efter et nyt sæt tøj. Hun fandt et par mørke jeans, med en crop top.

 

Vi sad og skrålede med på Justins sange som en opvarmning, vores stemmer måtte ikke være rustne, overhovedet. Vi gik i gang med at lægge vores make up, den skulle holdes meget neutralt, men der skulle og så være det ekstra shine i det. Koncerten startede 08:30 PM, så vi havde en lille smule travlt. Også selvom vi havde pladsbilletter ,ville vi gerne være der i ekstra god tid, så vi kunne nå at tage en masse selfies og poste dem på vores my storys, så vores venner ville blive mega jaloux. Især fordi vi var så tæt på scenen! Da jeg endelig var færdig med min make up, stod jeg i et øjeblik og beundrede mit mesterværk i spejlet, jeg syntes selv at jeg i dag havde ramt ekstra godt, hvilket jo bare var fantastisk. Jeg gik hen til Carolines seng hvor alle vores ting var linet op. Jeg begyndte at tage mit afslapningstøj af, så jeg til sidst kun stod i BH og G-streng. Men det betød ikke noget. Caroline og jeg havde gjort så mange mærkelig ting sammen efterhånden, at dette blot var en normal ting for os. Jeg træk mine hullede boyfriend jeans op, og lynede dem. De var lidt for store, men Caroline havde sagt at det ikke var noget man lagde mærke til. Hun havde sagt man lagde mere mærke til min flotte mave, og min navlepircing. Jeg havde fået den lavet i Januar sidste år, man skulle være 16 får at få den lavet, men Caroline og jeg havde plaget vores forældre i månedsvis, og til sidst fik vi lov. Jeg var lige fyldt 16 her i juli. Caroline fyldte det i marts. Vi var efterhånden ved at være klar til at tage afsted. Carolines mor skulle kørers os, og vi var helt oppe at køre. Vi havde aftalt kun at opfører os sindssygt omkring ham, når der kun var os to. Vi skulle ikke samlinges med alle de andre sindssyge Belieberes, så derfor når vi sted ud af bilen, opførte vi os som de selvsikre og populære piger vi var. Vi var nok de piger der med et enkelt blik kunne gøre en pige usikker. Vi var selvsikre, populære og vi vidste hvilken mand vi ville have, så vi spredte ikke vores ben for Hr. hvemsomhelst. 

 

Vi steg ud af bilen og var nu klar på at vi skulle have vores livs aften, sammen med 80.000 andre teenagepiger. Vi gik hen mod indgangen, og blev målløse over den allerede ufattelige lange kø der var. Vi havde nok ikke rigtig tænkt over at andre måske tænkte det samme som os. Vi måtte jo bare stille os hen, vi havde jo pladsbilletter alligevel, selvom det kunne have været ekstremt fedt at have været de første to der trådte ind til koncerten. Men det skulle ikke ødelægge vores aften!

Dørene blev endelig åbnet og køen begyndte at flytte på sig. Heldigvis for os var det i slutningen af juli, så her var heldigvis ikke koldt. Vi næremede os billetkontrolløren og vi var mere spændte end nogensinde før. Både på koncerten, men også om vores billetter nu virkede. Man har jo desværre læst om piger, hvis billetter er falske, eller er blevet vidersent til andre, så de ikke har mulighed for at se koncerten. Selvom chancen for at vores billetter ville være falske var utrolig lille, kunne man jo aldrig bide sig 100 procent sikker. 

 

Og der skete det. Der skete det værste. Det som vi kun kunne forbinde med et mararidt, var desværre gået i opfyldelse, vores billetter virkede ikke. Vi kiggede begge to forvirret på hinanden, men også ligeså forvirret på kontrolløren. Efter han havde prøvet adskillige gange, og endda skiftet hans dims, som godkender billetterne sagde den den samme lyd. “Beklager piger, men jeres billetter er falske, og de kan ikke benyttes til koncerten” vi kiggede håbløst op på ham, denne koncert vi havde glæder os så længe til, alle de timer vi har brugt på at arrangere den her dag ned til punkt og prikke var spildt. Vores billetter var falske. Jeg kunne mærke nogle tårer presse på. “Falske? Hvordan kan de være falske?” spurgte Caroline, meget skuffet. Han kiggede op på os, og fortalte en masse med at man kunne se på stregkoden at  den var falsk hvis den kun havde 12 numre i, hvor derimod en ægte stregkode havde 13. “Men er der virkelig intet du kan gøre?” fik jeg fremstrammet, efter chokket havde lagt sig lidt. “Desværre piger, og jeg bliver nød til at bede jer forlade køen, så vi kan få de andre ind, inden koncerten begynder” sagde han. Vi forsøgte at nikke forstående, selvom vi ikke forstod en skid af hvad der forgik. Falske. Vores billetter var falske. Jeg var helt lammet af chok. Jeg kunne ikke tænke, eller tale. Jeg følte mig så lammet. Jeg kiggede hen på Caroline som allerede kiggede på mig. Og vi forlod køen. Vi satte os på en bænk som stod længere henne, vi kunne se hvordan den så ufattelig lange kø, bare blev mindre og mindre. Piger som havde glædet sig lige så meget som os, skulle nu ind og opleve noget vi aldrig kom til. Hvordan kunne det her ske? Jeg havde virkelig mange spørgsmål inde i mit hoved, som bare kørte på højtryk, men jeg fandt desværre intet svar. “Sååå, hvad gør vi så nu?” spurgte Caroline. Hun rev mig fri fra mine tanker, og jeg kiggede hen på hende. Jeg trak på skulderne. Ja, hvad gjorde vi nu?

 

Vi sad på bænken i et stykke tid, inden vi så to mænd komme gående i mod os. Jeg rykkede lidt tættere på Caroline, fordi jeg ikke følte mig helt tryg ved det. “Har I ikke billetter?” spurgte den ene mand os pludseligt. Han havde et hvid hættetrøje på, med nogle blå jeans, og en kæmpe stor jakke, som nærmest skjulte ham. “Nej, vores billetter var falske. Så vi sidder her lidt, og døjer os over skuffelsen…” svarede jeg. De to mænd kiggede på hinanden. “Hvis vi nu siger at I kan komme med os indtil koncerten og ovenikøbet få et meet and great. Ville I så sige ja?” spurgte han igen. Caroline og jeg kiggede på hinanden. Vi vidste jo godt at nogle fra Justins team af og til udelte billetter til fans, som ikke havde, men vi havde aldrigt troet det ville blive os, og endda slet ikke med et meet and great! “Er det en joke?!” spurgte Caroline, som virkelig forsøgte at holde hendes håb nede. selvom man tydeligt kunne høre, at det mislykkedes voldsomt meget for hende. “Nej, kom med os, I kan se koncerten sammen med os andre backstage” sagde ham den anden mand. Caroline og jeg kiggede bare hinanden. Skete det her virkeligt? De to mænd begyndte at gå, mens Caroline og jeg bare forsigtigt fuldte efter. 

 

Vi stod nu backstage sammen med alle de andre. Vi havde mødt et par af danserne og talt lidt med Pattie, men vi havde desværre ikke mødt Justin, da han havde travlt med at varme sin stemme op med sin vokalcoach. Jeg havde slev nappet mig op til flere gange i armen, for at mærke om jeg drømte eller ej. Og før vi vidste af det stod selveste Justin Bieber lige foran os. Han var ved at gøre det sidste ved sig selv, inden han skulle på scenen. “Hvem er de?” spurgte han forvirret, og kiggede på Caroline og jeg. “Vi er Caroline og Annabel” sagde jeg og rakte hånden frem, som han overrasket tog i mod. “Øhh, hej?” spurgte han meget undererende, og faktisk lidt for arrogant. “Ikke for at lyde vildt uforskammet eller uhøflig, men hvorfor er I backstage?” spurgte han pludseligt. Klart, ingen havde fortalt ham det, og om lidt skulle Caroline og  jeg stå her rigtig pinlig og fortælle hvordan vi var så naive efter billetter at vi troede ham den hjemløse nede på tog stationen kunne sælge os ægte Justin Bieber billetter til 750 kr stykket for en plads på foreeste række, hvilket jo for os giver mening nu, efter vi fandt ud af vores billetter ikke virkede. Han vil jo testimentere os som dumme nu, og smide os ud backstage fordi han ikke klare så åndssvage mennesker som os. Caroline fik forklaret ham det hele på en meget udskrevet måde, så han fik sandheden af vide, bare ikke den med hvor vi havde biletterne fra. Han nikkede bare, og gav os et blik inden han forsvandt ud mod scenen. Jeg blev faktisk en smule chokeret over hans beskidte opførsel. Det lød virkelig ikke som om han var glad for at møde nogle fans backstage. Jeg kiggede lidt akavet hen på Caroline, som kiggede ned i gulvet. Hun var vel lige så skuffet som jeg var. 

 

Koncerten gik i gang, og vi stod i et afmærket område ude i salen, som kun Justins bekendte kunne komme til at stå i. Der var sikkerhedsfolk overalt, så det var umuligt at snige sig ind på området. Jeg forsøgte virkelig at lade som om jeg nød koncerten, men efter hans opførsel tidligere, var jeg helt nede, og magtede faktisk slet ikke at glo på ham. Det arrogante svin, ja det var sku det han var. Et svin. 

 

Koncerten nærmede sig slutningen, og mest af alt havde jeg faktisk bare lyst til at tage hjem. Jeg var så skuffet over ham tidligere at det slet ikke kunne beskrives! Jeg havde op til flere gange kigget hen på Caroline, som nok følte det samme som mig. Hun virkede heller ikke til at være særlig glad for at stå her. Det vat lidt mærkeligt hvordan aftenen bare blev ødelagt på 0,2 af den dreng, som egentlig skulle have gjort vores liv meget bedre.  “Tusind tak til alle der er kommet for at se mig i aften! Kom sikkert hjem” råbte Justin pludseligt ud til alle. Koncerten var altså slut. Jeg mærkede et prik på skulderen. Det var Pattie der havde prikket, og fortalte at vi skulle følge med hende. Caroline og jeg holdte os i baggrunden, vi ville faktisk bare gerne hjem. 

 

Vi stod sammen med de andre backstage, Caroline og jeg holdte os for os selv. Vores samtale blev afbrudt af en masse klap, vi kiggede forvirret op, og så at det var fordi Justin var kommet ud fra omklædningen. Justin kiggede hen i vores retning. “Er der nogen der følger jer ud?” spurgte han flabet. “Det kan du lige gøre, Justin” sagde Pattie, og kiggede strengt på ham. Hun virkede heller ikke til at være helt tilfreds med hans opførsel. Justin kiggede opgivende på hende. “Følg med” sagde Justin surt. Han begyndte at gå, og vi fuldte stille med. Hold kæft et svin han var man. “Det var en god koncert” sagde Caroline pludseligt. Jeg kiggede over på hende. “Tak” sagde han bare. “Hvem fanden tror du lige det er? Du kan kraftemde godt behandle os ordentligt, du ar virkelig opført dig som det størst svin! Hvad er dit problem?!” fløj det ud af mig pludseligt. Han stoppede med at gå, og vendte sig vredt om og kiggede på mig. “Er jeg et svin? Hvad med jeres attituder var?! I har rendt rundt her og opført jer som prinsesser, men ved du hvad? Det her er mit kongerige!” råbte han tilbage. Jeg kiggede målløst op på ham. “Wow, ved du hvad? Du er slet ikke som medierne skriver om dig, du er værre!” råbte jeg. “Annabel, rolig nu” sagde Caroline pludseligt. Jeg kiggede chokeret over på hende. “Du skal ikke bede mig om at være rolig, du skal bakke mig op i det her, det var det jeg troede bedsteveninder gjorde. Men åbenbart ikke” sagde jeg og kiggede skuffet på hende, jeg satte i gang i mod døren. Hold kæft hvor var hun falsk man, hun ville jo ikke sige noget, fordi så kunne hun redde trådene ud med Justin, så de kunne blive venner. Fuck hende man.

 

Jeg gik ud til vejen og gjorde tegn efter en taxa. Taxaen stoppede og jeg kørte hjem, uden Caroline. Det var mærkeligt, vi skændes aldrig, og det var første gang det var over en dreng. Og så var det over seleveste Justin Bieber. Som virkelig havde overrasket mig negativt med sin forbandet opførsel. Min telefon bippede, jeg kiggede ned og så at Justin havde slået et billede op inde på twitter. Jeg klikkede ind på tweetet. “Jeg mødte den her fantastiske pige i aften. #CarolineogJustin” jeg mærkede vreden stige op i mig. Det sårerede mig virkeligt. Tænk at hun ikke støttede mig op. Jeg mærkede tårerne presse på. Bilen stoppede, og det gik op for mig at jeg allerede var hjemme. Jeg betalte chaufføren, og steg ud. 

 

Jeg havde ikke talt med Caroline siden den aften. Det var heller ikke noget jeg var interesseret i. Hun sårede mig virkelig at hun ikke engang sagde noget. Min mor havde forsøgt at få mig til fortælle hvad der var sket, men jeg ville ikke, jeg kunne ikke uden at græde. Jeg vidste at Caroline stadig var med på Justins tour. Eftersom hans sidste show var det i Austin, og nu da han havde mødt Caroline, havde han besluttet sig for at blive i Texas i et stykke tid endnu.. Caroline havde forsøgt at ringe og skrive til mig, men jeg svarede hende ikke. Hun fortjente det ikke. 

 

Der lød et kæmpe dyt udenfor mit hus. Jeg rejste mig fra sengen og kiggede ud og så en kæmpe bus holde der. Døren på bussen åbnede sig, og ud kom Caroline med Justin. Okay, det her var seriøst for meget. Tænk at hun ligefrem vil tage det med hjem til mig, når jeg havde givet alt udtryk for at jeg ikke var interesseret i at snakke med hende. Jeg fulgte dem med øjne, oppe fra mit vindue. De bankede på døren, og jeg så Caroline kigge op mod mit vindue. “Annabel!” råbte Caroline. Jeg fjernede mig hurtigt fra vinduet. Jeg mærkede hvordan både, skuffelsen, vreden og savnet til hende dukkede op. Vi havde jo været bedsteveninder siden forevigt. Jeg gik stille ned at trappen. Jeg tog nogle dybe indåndninger. Jeg tog den sidste dybe indånding inden jeg åbnede døren. Jeg kiggede stille ud, jeg sagde intet. Caroline skulle starte den her samtale, og hun havde bare at starte den med en kæmpe stor undskyldning. “Annabel, jeg har været så urolig for dig, siden du bare gik fra os til koncerten.” sagde Caroline. Jeg kiggede surt op på hende. “Okay” sagde jeg bare. Hun kiggede såret op på mig. “Jeg er ked af det Annabel, virkelig.” Jeg kiggede op på hende, og trak hende ind i et kram. Hold kæft hvor havde jeg savnet hende. “Såå, du kommer altså med os?” spurgte hun. Jeg kiggede overrasket på hende. “Jeg er sku ikke sikker på Justin vil have mig med efter det jeg sagde til ham.” svarede jeg hende og kiggede hen i mod Justin, som stod og snakkede i telefon. “Selvfølgelig vil han det.” svarede hun. “Hvordan kan du være så sikker?” spurgte jeg hende. “Fordi Justin kun har snakket om dig siden du gik. Han sagde han godt kunne lide din flabethed, og at du var fucking smuk… Og han var ked af den måde det hele sluttede på” svarede hun. Jeg kiggede hen på Justin, måske skulle jeg med dem alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...