Grown Up Café

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 24 sep. 2016
  • Status: Igang
Amelia Mathews; stille og indadvendt. Harry Styles; mystisk og ulæselig. To vidt forskellige personer, dog med den ene ting til fælles: drømme. De har aldrig mødt hinanden før, men på bare 7 dage, lærer de hinanden bedre at kende, end de selv nogensinde har gjort, og de får hinanden til at indse ting, de ikke selv havde lagt mærke til. Efter den syvende dag forsvinder Harry, som om den sidste uge aldrig har fundet sted, og Amelia ser ham ikke igen før 7 år efter, hvor de begge er kommet videre i deres liv. Hvordan vil deres møde udfolde sig? Vil de kunne huske hinanden, eller vil de blot være et glemt minde, som de for længst har gemt væk inde bagerst i deres hukommelse? (AU) | Vinder af Fandom-konkurrencen med fandommen One Direction

43Likes
23Kommentarer
4585Visninger
AA

6. 5.❂ - "Nogle ting er bare uforklarlige."

Tjek forfatter besked nederst! 

 

 KAPITEL 5 ❂ 

”Så, hvad skal vi snakke om i dag?” Jeg så på Harry der var placeret i stolen foran mig, og trak på skuldrene. Vi havde i dag valgt at sætte os et andet sted, end de forhenværende gange. I stedet for at sidde gemt nede bagerst i lokalet, havde vi nu valgt en plads ved vinduet, tæt ved døren. Og det var da hyggeligt nok. Det var sjovt at betragte menneskene udenfor, der hastede afsted gennem regnen med store paraplyer, og vide at man selv sad indenfor i varmen, og ikke behøvede at gå uden for en dør lige foreløbig.

Mit hår var stadig en smule vådt, efter turen fra bageriet og hen til caféen. Jeg havde endnu engang glemt min paraply, da jeg havde glemt at tjekke vejrudsigten. Det plejede jeg ellers at gøre, men i dag var lige en smutter.

Mit blik gled ned på bordet, og pludselig fik jeg øje på Harrys hænder, der var foldet rundt om hans krus. Eller, det var egentlig ikke selve hans hænder jeg lagde mærke til, men mere det der var på dem. På sin venstre hånd havde han en tatovering af et kors. Hans ærme var gledet lidt op, og afslørede at de fortsatte op af hans arm.

”Hvor mange tatoveringer har du egentlig?” Spørgsmålet fløj ud af min mund, inden jeg kunne nå at stoppe det, og den røde farve steg øjeblikkeligt op i mine kinder.

”Øh … det må du undskylde, det var ikke for at …” Jeg holdte inde, da Harry lige pludselig begyndte at grine.

”Det er gør altså ikke noget Amelia. Virkelig.” Han smilte sødt til mig, og jeg kunne ikke lade være med at gengælde det. Dog ville farven stadig ikke forsvinde fra mine kinder, og jeg så ned i bordet for at skjule den.

”Amelia.” Jeg så op ved lyden af Harrys stemme. Han så en smule alvorligt på mig, og et øjeblik blev jeg helt bekymret, da det ellers ikke lignede ham. Da han var sikker på at have min opmærksomhed, fortsatte han.

”Du behøver altså ikke at være så nervøs hele tiden. Du ved, bange for at sige eller spørge om noget forkert. Det er altså okay at være nysgerrig. Det er jeg også.” Han blev ved med at se på mig, indtil jeg langsomt nikkede. Han havde jo ret. Der var ingen grund til at være så nervøs. Det værste der kunne ske var, at jeg kom til at stille et for personligt spørgsmål, og stemningen så ville blive rimelig akavet i fem minutter, inden én af os ville få taget os sammen til at føre samtalen videre. Jeg blev nødt til at slappe af.

Men på den anden side; jeg var ikke vant til at snakke med folk. I hvert til fald ikke når det gjaldt lange samtaler.

”Men for at svare på dit spørgsmål,” begyndte Harry, og rev mig derved ud af min trance. ”Så ved jeg det faktisk ikke sådan helt præcist. Måske omkring tyve. Ej, det må nok være lidt flere efterhånden. Jeg har faktisk ikke rigtig styr på det længere.” Jeg nikkede. Det var mange. Ret mange endda. Jeg havde altid beundret tatoveringer. Man kunne få de mest fantastiske af slagsen, og der gemte sig stort set altid en historie bag dem.

”Hvad med dig? Har du nogle tatoveringer?” Jeg rystede – måske en smule overdrevet – på hovedet.

”Jeg ville utrolig gerne, men ja … mine forældre er ikke så begejstrede for tatoveringer. Faktisk tror jeg ikke at der findes nogle der er mere u begejstrede for tatoveringer, end dem,” fortalte jeg sukkende. Harry så på mig med rynket pande.

”Og hvorfor skulle det holde dig tilbage? Det er din krop. Du bestemmer over den. Ik’ la’ et par strenge forældre forhindre dig i gøre, hvad du ønsker. Hvis du gerne vil have en tatovering, så skal du da bare få én. Det er dit valg.” Jeg så ham ind i øjnene, og smilte skævt.

”Hvorfor er det lige du har ret i alting?” Han sendte mig et skævt smil tilbage, og trak let på skuldrene.

”Nogle ting er bare uforklarlige.” Jeg lo, og tog en tår af min kaffe. Mit blik faldt igen ud af vinduet. Regnen var stilnet af, og solen havde endelig, for første gang i dag, valgt at vise sig på himlen. Det var en forholdsvis kold dag, til trods for det at vi var midt i juli. Men vejret havde trods alt, alligevel ikke været det bedste i år.

Harry rev mig ud af mine tanker, da han snakkede igen.

”Nå Amelia,” sagde han, og så nysgerrigt på mig.

”Hvilke drømme har sådan en pige som dig?” Jeg rømmede mig kort, og så spørgende på ham.

”I forhold til hvad?” Han trak på skulderen.

”I forhold til dit liv. Er der noget du gerne vil opnå, eller ønsker at gøre?”

Jeg tav et kort øjeblik, mens jeg tænkte mig godt og grundigt om. Kort efter dannede et lille smil sig på mine læber.

”Det lyder måske underligt … men lige siden jeg var helt lille, har jeg ønsket at starte mit eget konditori.” Harry rystede smilende på hovedet.

”Det lyder da overhovedet ikke underligt. Alle har lov til drømme.” Jeg lagde hovedet på skrå, studerede ham kort.

”Hvad med dig, Harry. Har du nogle drømme?”

”Hvem har ikke det?” lo han, men det var som det var en smule påtaget.

”Hvad er det så?” Langsomt blev hans smil mindre, og han så usikkert ned i bordet. Jeg blev pludselig meget bekymret. Han plejede da aldrig at virke usikker eller nervøs på nogen måde. Indtil videre havde jeg kun mødt den glade, selvsikre Harry. Men jeg blev alligevel også lidt glad; det var rart at se en anden side af ham. Efter nogle minutter hvor han stadig ikke havde svaret på mit spørgsmål, prøvede jeg igen.

”Harry?” Forsigtigt løftede han hovedet og så på mig.

”Min drøm er … at jeg min fortid ville holde op med at forfølge mig,” svarede han endelig. Jeg stivnede kort. Det var langt fra det svar jeg havde regnet med at høre. Jeg åbnede kort munden, inden jeg lukkede den igen. Jeg anede ærligtalt ikke hvad jeg skulle sige. Alt jeg kunne gøre, var at tage en dyb indånding, og se direkte ind i hans grønne øjne.

”Også mig, Harry.” 

__________________________________________________________________

Det her kapitel blev virkelig dårligt, og virkelig kort, men jeg skulle bare publicere det, så I ikke skulle vente længere. Jeg lover at der ikke går så lang tid, inden næste kapitel kommer. 

Og, og, og … JEG VANDT FANDOM-KONKURRENCEN!! (Altså med One Direction-fandommen) Jeg sværger, jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal sige. Tak! Fordi I gider læser min historie, fordi I gider at skrive sådan nogle søde kommentarer, og tak til jer, der gider læse mine psyko lange forfatterbeskeder. Og ja bare … tak! 

Jeg ved godt at grunden til jeg vandt konkurrencen, ikke havde noget at gøre med hvor mange likes eller visninger jeg havde, men jeg havde bare brug for at takke jer alligevel. I aner ikke hvor meget hver kommentar og hver like betyder for mig. Tak! 

Og som en lille afslutning, vil jeg bare lige fortælle, at der ikke er så mange kapitler tilbage. Som sagt ville det blive en shortstory, og derfor er den snart slut. Jeg havde egentlig planlagt, at der ville være et kapitel for hver af de syv dage, men jeg har ikke rigtig nogen inspiration til, hvad der skal ske alle syv. De sidste kapitler er allerede skrevet (sådan da) og de kommer selvfølgelig. 

- Therese xxxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...