Grown Up Café

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 24 sep. 2016
  • Status: Igang
Amelia Mathews; stille og indadvendt. Harry Styles; mystisk og ulæselig. To vidt forskellige personer, dog med den ene ting til fælles: drømme. De har aldrig mødt hinanden før, men på bare 7 dage, lærer de hinanden bedre at kende, end de selv nogensinde har gjort, og de får hinanden til at indse ting, de ikke selv havde lagt mærke til. Efter den syvende dag forsvinder Harry, som om den sidste uge aldrig har fundet sted, og Amelia ser ham ikke igen før 7 år efter, hvor de begge er kommet videre i deres liv. Hvordan vil deres møde udfolde sig? Vil de kunne huske hinanden, eller vil de blot være et glemt minde, som de for længst har gemt væk inde bagerst i deres hukommelse? (AU) | Vinder af Fandom-konkurrencen med fandommen One Direction

43Likes
23Kommentarer
4618Visninger
AA

5. 4.❂ - "Så mødtes vi alligevel igen."

OBS! Dette kapitel er endnu ikke rettet igennem, så I vil højst sandsynligt støde på stave- og grammatikfejl.

❂ KAPITEL 4 ❂

Da jeg mødte på arbejde næste dag, var det smilende og i godt humør, hvilket Hailey øjeblikkeligt lagde mærke til.

”I hyggede jer da vidst lidt for meget i går hva’?” sagde hun kækt og vippede to gange med øjenbrynene. Jeg så på hende med store øjne.

”Hailey!” udbrød jeg hviskende, og gav hende et dask over skulderen, mens farven steg op i mine kinder. Selvom jeg prøvede at skjule det, havde mødet med Harry den foregående dag, faktisk gjort mig i utrolig godt humør. Jeg havde ingen idé om hvorfor, men der var et eller andet ved ham, der fik mig til at stole blindt på ham. Jeg vidste at det var dumt, for jeg vidste at det i sidste ende ville komme til at plage mig, men problemet var at jeg intet kunne gøre ved det.

Da klokken slog 4, betjente jeg den sidste kunde færdig, og gik om bagved for at klæde om. Mens jeg var deromme, hørte jeg klokken over døren signalere at endnu en kunde var ankommet, men tænkte ikke videre over det, da det ikke var noget nyt. Jeg fik mig dog noget af en overraskelse, da jeg trådte ud i butikken igen.

Bag kassen stod Hailey, og var ved at betjene en kunde - hvilket jo egentlig ikke burde være en overraskelse - men det der fik mig til at stoppe overrasket op, var kunden.

De brune krøller var jeg efterhånden ved at kende ret godt, og derfor var de også det første jeg lagde mærke til. Jakkesættet var ikke noget nyt, da jeg havde vænnet mig til at jeg nok ikke ville komme til at se ham i andet. Da han tilfældigt drejede hovedet, mødte hans grønne øjne mine og hans smil blev med det samme ti gange større. Hailey rakte ham hans varer, og inden han forlod butikken, gjorde han et kast med hovedet udenfor. Jeg nikkede, for at vise at jeg havde forstået.

Jeg ventede til der ikke var flere kunder i køen, hvorefter jeg gik hen og krammede Hailey.

Da jeg kom udenfor, mærkede jeg varmen smyge sig om mine arme, og jeg droppede derfor at tage min jakke på. Mine solbriller blev fisket op af min taske, som jeg bag efter svang over skulderen.

”Så mødtes vi alligevel igen.” En hæs stemme nåede min øregang, og jeg så til siden. Harry stod lænet op af muren, få meter fra mig. Jeg lo lavt og trak på skuldrene med et drillende smil.

”Skæbnen ville vel at vi skulle, ikke sandt? ” Harry lagde nakken tilbage og lo højt. Hans latter var så sød, at jeg ikke selv kunne lade være med at grine. Da vi endelig stoppede igen, så han spørgende på mig.

”Hvad?” spurgte jeg.

”Jeg overvejer bare om det ville være for underligt at invitere dig på en kop kaffe igen,” svarede han ærligt, og smilte forsigtigt til mig. Jeg opdagede nu, at vi ikke havde rykket os tættere på hinanden, i de to minutter vores samtale efterhånden havde varet

Derfor trådte jeg et skridt tættere på ham, og gengældte hans smil.

”Det ville slet ikke være underligt. Jeg går ud fra at du hyggede dig lige så meget som mig i går? ” Det sidste var ment som et spørgsmål, hvilket han heldigvis forstod. Han nikkede i hvert til fald og smilte så hans smilehuller dukkede frem.

”Helt bestemt.”

 

 

Et nydende suk fandt vej ud af min mund, da vi trådte ind i den kølige café. Varmen udenfor var efterhånden ved at drive mig til vanvid, og eftersom jeg havde glemt solcreme, var det vidst også godt at jeg kom lidt indenfor. Uden at sige noget, bevægede vi os hen til det selv samme bord vi havde siddet ved dagen før. På vejen tog jeg mine solbriller af, og lagde dem ned i min taske.

Jeg ville nok ikke få brug for dem herinde.

Tjeneren kom, og vi fik bestilt. Dog insisterede jeg på, selv at betale denne gang. Harry var ikke meget for det, men eftersom jeg ikke var en person der bare sådan gav sig, gik han med til det. Vi sad i tavshed, indtil vores bestillinger kom. Jeg tog fat om koppen, og førte den langsomt op til mund. Jeg stoppede dog, da jeg opdagede at Harry sad og studerede hver en bevægelse jeg lavede. Forvirrede så jeg på ham, med rynkede bryn.

”Ikke for at lyde uhøflig … men hvorfor sidder du og stirrer sådan på mig?” Jeg kunne havde svoret på at hans ansigt fik en rødlig kulør, men det forsvandt så hurtigt igen, at jeg var i tvivl om det bare var noget jeg bildte mig ind.

”Du virker bare meget fascinerende,” svarede han, med et træk på skuldrende, som om det var den mest almindelige ting i verden. Jeg løftede overrasket øjenbrynene, inden jeg brød ud i latter. Harry så uforstående på mig.

”Hvad fascinerende er der ved mig?” sagde jeg, som svar på hans spørgende blik. Det blev dog hurtigt erstattet med et blændende tandsmil.

”Der er meget. Dine bevægelser for eksempel. De er altid målrettede, men samtidig en smule tøvende. Og måden du bider dig i læben og rynker panden, når du er fokuseret eller tænker over noget. Det er fascinerende. Og det sjove er, at jeg ikke selv aner hvorfor.”

Chokeret sad jeg og stirrede på ham. Min mund åbnede og lukkede sig et par gange, men ikke et eneste ord forlod mine læber. For jeg var mundlam. Aldrig havde nogen sagt sådan om mig før. Aldrig. Og da aldrig af én jeg kun havde kendt i lidt over en dag.

”Det …” begyndte jeg. ”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Det er der aldrig nogen der har sagt til mg før.” Han smilte blidt til mig.

”Så var det jo vidst på tide ikke?” Jeg sendte ham et lille smil, og bed mig blidt i læben. Jeg tog den slurk af min kaffe, som jeg ikke nåede før, fordi Harry distraherede mig.

”Fortæl mig lidt mere om dig selv,” sagde jeg pludselig. Harry så op fra sin kop. Jeg fortsatte;

”Altså, i går hørte jeg jo sådan det overordnede, men jeg vil gerne høre, du ved … din historie.” Han så tænkende ud i luften.

”Ehm … jeg ved ikke hvor jeg skal begynde,” sagde han så endelig og så på mig.

”Bare start fra begyndelsen.” Han nikkede langsomt, og tog en tår af sin kaffe. Så rømmede han sig, og lænede sig tilbage i stolen. Han var stille lidt tid, inden han begyndte at snakke.

”Jeg er vokset op i en lille by omkring Cheshire, med min mor, far og storesøster. Da jeg var fem år, startede jeg på Holmes Chapel Comprehensive School, hvor jeg elskede at være. Jeg havde masser af venner, klarede mig nogenlunde godt og, ja … alt var sådan set som det skulle være.

Da jeg var omkring syv år, blev mine forældre skilt. Jeg kan huske, at jeg græd rigtig meget, og ikke rigtig kunne forstå hvad det var der skete. Efter det, flyttede min søster og jeg længere ud på landet med min mor. Her mødte hun min nuværende stedfar, og vi flyttede tilbage til byen igen. Kort tid efter friede Robin – min stedfar – til min mor, og jeg var overlykkelig da hun sagde ja.”

Han holdte en kort kunstpause, og fortalte så videre.

”Da jeg var gammel nok flyttede jeg i lejlighed her i London. En god kammerat og jeg, startede et firma sammen, og ja … nu er jeg her.” Han stoppede og så ned i bordet. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget han ikke fortalte mig. Men hvis han ikke ønskede at fortælle det, så var det vel sådan det var. Han så op, og det normale skæve smil var igen klistret fast til hans læber.

”Din tur.” Jeg nikkede, og foldede hænderne om koppen. Mit blik stirrede ned i den skummede overflade. Endelig kiggede jeg op, og åbnede munden:

”Jeg er vokset op på landet, og har boet der det meste af min barndom. Jeg havde en hest og tre kaniner, som jeg elskede overalt på jorden. Jeg har altid været en meget stille pige, så jeg havde ikke rigtig nogle venner. I skolen var jeg hende pigen, der aldrig rakte hånden op i timerne, aldrig sagde og som altid sad alene på en bænk i frikvarterene. Jeg var der bare. Ingen lagde rigtig mærke til mig. Men det var fint nok. Jeg havde heller ikke brug for opmærksomhed. Faktisk elskede jeg at være alene.

Senere flyttede vi ind til byen. Jeg har vel været omkring de 14 år. Vi flyttede fordi min far fik et job inde i byen, og fordi økonomien ikke rigtig kunne holde, når vi boede på landet. Det betød at jeg skulle sige farvel til mit barndomshjem, samt mine bedste venner. De kunne jo ikke komme med.” Jeg holdte en kort kunstpause, og prøvede at få taget mig sammen til at fortsætte.

”Vi flyttede ind i et lille rækkehus, og det var her jeg fik min første rigtige ven. Liam hed han. Liam Payne. Han var ligesom mig den stille type, der egentlig helst bare ville være i fred. Vi blev ret hurtigt bedste venner, og der gik ikke lang tid før vi havde knyttet et helt specielt bånd.

Resten er egentlig ikke så spændene. Jeg afsluttede min skole, begyndte på gymnasiet, og flyttede hjemmefra da jeg var gammel nok. Jeg havde brug for et arbejde, og efter som min mor kendte Angie rigtig godt, fik hun skaffet mig et job der. Og jeg kan godt lide det. Det er ikke ligefrem mit drømmejob, men … det går an.”

Harry nikkede og smilede venligt til mig. Jeg gengældte hans smil, og bed mig i læben. For sandheden var, at det ikke var hele historien. Jeg havde valgt at springe noget over, men eftersom jeg stadig ikke vidste om jeg var klar til at fortælle det, holdte jeg det inde. Måske ville jeg fortælle ham det en dag. Måske ikke. Det måtte tiden vise. 

 

_________________________________________________

Først og fremmest; HOLY MOLY!! 51 favoritlister?!! og 25 likes?!! Er I klar over hvor meget det er?! I er bare de dejligste, mest fantastiske cupcakes i hele verden! (Jeg aner ikke hvorfor jeg bliver ved med at kalde jer cupcakes, men jeg syntes bare det passer så godt til jer!) OG så har jeg opdaget, at jeg ligger nummer 9, over mest populære historier denne måned. Nummer 9! Og nummer 5 hvis man kun tæller 1D-ff med. I har absolut INGEN idé om, hvor meget det betyder for mig. Og naturligvis alle jeres skønne og dejlige kommentarer, der bare gør min dag SÅ meget bedre! Tusind tak! 

Ud over det, så vil jeg gerne undskylde de lidt sene kapitel. Der går noget tid mellem hvert kapitel, og det skyldes den ene grund, der hedder skole. Jeg har simpelthen bare så travlt, hvilket gør, at der går lidt tid mellem hver opdatering. Og det undskylder jeg meget, men jeg håber I kan bære over med mig. 

Jeg har ikke fortalt dette endnu, men denne historie regner jeg med bliver en short story, på omkring 10-11 kapitler. Og som I nok kan se, har jeg valgt at melde denne historie, til fanfiction-konkurrencen. Jeg havde tænkt mig at deltage, og eftersom jeg ikke nåede at begynde på en ny, valgte jeg deltage med denne her. Derfor vil næste nok også først komme EFTER vinderne er blevet afsløret, så igen vil I komme til at vente noget tid. 

Og så til sidst; hvad syntes I om kapitlet? Om historien indtil videre? Hvad med Harry? Amelia, Hailey? Skriv endelig, jeg vil ELSKE at høre jeres meninger! 

Kyyyyyyys og knuz! 

- Therese xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...