Grown Up Café

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 24 sep. 2016
  • Status: Igang
Amelia Mathews; stille og indadvendt. Harry Styles; mystisk og ulæselig. To vidt forskellige personer, dog med den ene ting til fælles: drømme. De har aldrig mødt hinanden før, men på bare 7 dage, lærer de hinanden bedre at kende, end de selv nogensinde har gjort, og de får hinanden til at indse ting, de ikke selv havde lagt mærke til. Efter den syvende dag forsvinder Harry, som om den sidste uge aldrig har fundet sted, og Amelia ser ham ikke igen før 7 år efter, hvor de begge er kommet videre i deres liv. Hvordan vil deres møde udfolde sig? Vil de kunne huske hinanden, eller vil de blot være et glemt minde, som de for længst har gemt væk inde bagerst i deres hukommelse? (AU) | Vinder af Fandom-konkurrencen med fandommen One Direction

43Likes
23Kommentarer
4618Visninger
AA

4. 3. ❂ - "Fortæl lidt om dig selv, Amelia."

 

 

KAPITEL 3 ❂ 

Præcis klokken fire, trådte Harry ind af døren til bageriet. Han havde klædt om, og var nu iført et jakkesæt ligesom første gang jeg mødte ham. Han smilte kort til mig, inden han med rolige bevægelser satte sig ned i en stol, og begyndte at læse avisen. Jeg fik betjent den sidste kunde, og byttede med Hailey. Lynhurtigt smuttede jeg ud bagved og skiftede. Da jeg trådte ind i butikken igen, gav jeg Hailey et hurtigt farvel-kram. Idet hun trak mig ind til sig, hviskede hun drillende i mit øre;

”Så du har endelig fundet dig prinsen på den hvide hest, var?” Farven steg øjeblikkeligt op i mine kinder, og jeg daskede hende irriteret på skulderen.

”Hailey! Han er altså bare en bekendt!” udbrød jeg hviskende. Hun grinte bare af mig, og jeg tyssede ihærdigt på hende, mens jeg kastede et nervøst blik over skulderen; men Harry sad lige så høfligt og læste i avisen. Jeg sagde et sidste farvel til Hailey, og gik så med tøvende skridt, hen mod Harry. Han så op da jeg nærmede mig, og sendte mig et charmerende smil.

”Skal vi gå?” spurgte jeg, hvilket han nikkede til. Han lagde avisen på plads og rejste sig op. Da vi bevægede os hen mod døren, kiggede jeg kort tilbage på Hailey. Hun smilte stort samtidig med at hun mimede et ’held og lykke’ og gav mig begge tommel-up. Jeg himlede med øjnene af hende, og fulgte derefter med Harry ud på gaden.

 

 

Da vi trådte udenfor, stoppede Harry op, og så spørgende på mig.

”Så, hvor har du tænkt dig vi skal gå hen?” spurgte han, og stak hænderne ned i lommerne. Han havde faktisk ret store hænder, nu jeg tænkte over det.

”Kender du Grown Up Cafe?” spurgte jeg og så op på ham - jeg havde altid været lille af min alder, så han var noget højere end mig. Han tænkte sig om, inden han langsomt nikkede.

”Jeg har hørt om den, ja, men aldrig været der.”

”Så er det vidst på tide,” konstaterede jeg med et smil, og begyndte at gå. Grown Up cafe, var - efter min mening - den bedste cafe i hele London. Den lå ikke ret langt fra Angie’s Bageri, og så var der aldrig særlig mange mennesker. Jeg elskede sådan nogle caféer, hvor der aldrig rigtig var særlig mange mennesker, men alligevel nok til at man ikke følte sig helt ensom. Det havde været min yndlingscafe, lige siden mine forældre tog mig med derind for første gang. Jeg kendte også ejeren ret godt, da jeg efterhånden var ved at være en stamkunde.

Vi trådte ind af døren til caféen, omkring 10 minutter senere. Jeg mærkede øjeblikkeligt hvordan den blide aroma af ny brygget kaffe, fyldte mine næsebor. Mine ben bevægede sig nærmest automatisk hen mod et bord der stod lidt for sig selv i et hjørne af caféen. Min sædvanlige plads. Jeg kunne fornemme at Harry fulgte efter mig, men idet jeg skulle til at sætte mig ned, stoppede han mig. Jeg så forvirret på ham, men han sendte mig bare et af sine sædvanlige skæve smil. Da han trak min stol ud fra bordet, og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ned, kunne jeg ikke lade være med at le højt.

”Sikke en gentleman hva’?” sagde jeg og satte mig ned. Han skubbede stolen ind til bordet og satte sig over for mig. Blidt træk han på skuldrene, mens et smil spillede i hans mundvige.

”Alt for damerne, ikke sandt?” Hans ord fik mig bare til at grine endnu mere, og lidt efter blev hans hæse grin, blandet ind i det. Det overraskede mig, hvor godt vi egentlig kom ud af det med hinanden, men jeg blev nødt til at lære ham lidt bedre at kende, før jeg kunne komme med min ærlige mening om ham. Men det var ingen hemmelighed, at førstehåndsindtrykket var ret godt.

Jeg kunne fornemme at Harry ville til at sige noget, da han sad og så på mig med let adskilte læber, men inden han nåede længere, kom en tjener hen til vores bord.

”Hvad skulle det være?” smilte hun, og så afventende på os. Det var endnu én af de ting, jeg elskede ved det her sted. Arbejdernes smil virkede ikke falske, som på så mange andre caféer. Her var de ægte, så man virkelig kunne se hvor godt de kunne lide at være her, og som en bonus smittede det af på én. Jeg gav hende et venligt smil tilbage, og var ikke langtid om at svare.

”En latte macchiato med ekstra mælk, tak.” Den bestilling havde jeg efterhånden sagt så mange gange, at nogle af tjenerne herinde, slet ikke behøvedes at spørge mig først. Jeg havde dog ikke set hende her før, så jeg gik ud fra at hun var ny.

”Jeg snupper en espresso og ehm … kan du lide blåbær muffins?” Det sidste var henvendt til mig, og jeg nikkede som svar. Han vendte sig mod tjeneren igen.

”Og to blåbær muffins. Tak.” Hun skrev tingene ned, og forsvandt så om bagved med bestillingen. En stilhed lagde sig over os da hun var gået, og selvom jeg ikke plejede at havde noget imod stilhed, var den her ærligtalt en smule akavet.

”Her virker da meget hyggeligt.” Jeg åndede lettet op, glad for at han havde taget initiativet til at starte en samtale op. Noget jeg selv var yderst dårlig til.

Jeg nikkede bekræftende, og så smilende på ham.

”Ja meget. Mine forældre tog mig med herind en gang da jeg var lille, og det er efterhånden blevet mit yndlingssted her i London. Lige siden, er jeg kommet her så tit som muligt,” forklarede jeg, foldede mine arme på bordet. Harry nikkede forstående.

”Jeg kan meget godt lide stemningen herinde,” sagde han så, og så sig lidt omkring. ”Her virker meget … afslappet. Det kan jeg meget godt lide.”

Jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da jeg havde det på præcis samme måde.

”Jeg har det på samme måde,” fortalte jeg. I samme øjeblik som tjeneren hen til os med en bakke. Hun satte tingene foran os, og vi takkede hende, inden hun forsvandt igen. Jeg tog en tår af den varme drik, og en dejlig fornemmelse skyllede igennem min krop. Jeg satte koppen fra mig, og vendte opmærksomheden mod Harry.

”Hvad med dig? Har du et yndlingssted?” spurgte jeg nysgerrigt, og foldede mine hænder under hagen. Han så lidt på mig.

”Definér yndlingssted,” svarede han bare, og tog en tår af sin kaffe. Jeg tænkte mig lidt om, inden jeg fik dannet en nogenlunde forståelig forklaring.

”Du ved, et yndlingssted er et sted du går hen, uden rigtig at have nogen specifik grund. Det kan være et sted hvor du føler dig godt tilpas, eller et sted hvor du tager hen for ligesom at lukke af for omverdenen og bare være alene, dig og dine tanker. Nogle forbinder deres yndlingssted med et minde, eller en anden form for oplevelse, der ligesom har skabt et bånd imellem dem og stedet. Det kan være hvor som helst. Et stadion, en speciel bænk i parken eller en bestemt café, som her. Det kan være lige dét du vælger det skal være.”

Da jeg afsluttede min forklaring, sad Harry et øjeblik og så imponeret på mig. Jeg må indrømme, at jeg også selv blev en smule overrasket over mig selv. Jeg havde aldrig været særlig poetisk, men det der lige fløj ud af min mund, lød jo som noget Shakespeare kunne finde på at skrive. Da chokket var stilnet lidt af, svarede Harry - om end en smule tøvende -  på mit spørgsmål.

”Tja … Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ærligtalt aldrig rigtig har så meget fri, så det med bare at tage et sted hen, uden at det som sådan er planlagt på forhånd, ikke er noget jeg gør så ofte,” forklarede han, og fortsatte. ”Men af en eller anden grund, har jeg altid haft en stor kærlighed til den her by. Jeg ved godt at det er et stort område, men det er det jeg godt kan lide ved det. At lige meget hvor man går hen, er man omringet af mennesker. Man føler sig aldrig alene. Og det er her jeg føler mig tryg … her jeg føler mig hjemme.”

Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt at hans fortælling, da det ikke lød som noget han fortalte alle og en hver; måden han tænkte over hvert enkelt ord han sagde, og den tøvende undertone i hans stemme. Men - gik det pludselig op for mig - det var jo heller ikke sikkert at folk sådan plejede at spørge ham om så personlige ting. For personligt kunne man vel godt kalde det.

Noget tid sad vi bare og snakkede en smule frem og tilbage, mens vi langsomt drak vores kaffe, og spise vores muffins. Selvom vi overhovedet ikke kendte hinanden, var der alligevel en afslappet stemning imellem os, hvilket jeg ret godt kunne lide. Lidt akavet til tider måske, men afslappet.

”Nå,” sagde Harry pludselig, da han havde taget en tår af sin kaffe. ”Fortæl lidt om dig selv, Amelia.” Måden han sagde mit navn på, gav mig en underlig følelse i maven, som jeg ikke rigtig kunne sætte en finger på, hvad var.

”Hvad vil du vide?” spurgte jeg og tog en forsigtigt bid af min muffin. Som nogle måske har regnet ud, var jeg normalt ikke særlig snaksalig, og så ligefrem at skulle fortælle om mig selv … det var ikke min stærke siden. Harry trak en smule på skuldrene.

”Bare sådan det almindelige. Familie, interesser, ja jeg ved jo egentlig heller ikke hvor gammel du er.” Jeg gjorde mig umage med at tygge så længe som mulig på den mundfuld jeg havde i munden. Jeg sank og så et øjeblik ned i bordet, inden mit blik igen fangede hans.

”Jeg hedder Amelia, er tyve år gammel og arbejder i et bageri. Jeg er enebarn, selvom jeg som lille altid ønskede mig en bror eller søster. Hele mit liv har jeg elsket at bage kager, og siden jeg var helt lille, har jeg drømt om at starte mit eget konditori. Ehm … jeg elsker at læse, og tegner også en meget lille smule. Men det er kun hvis jeg lige føler mig inspireret.” Mens jeg fortalte snublede jeg en smule over ordene, og ind i mellem tror jeg også der fik sneget sig en lille mumlen ind. Men som sagt; jeg var ikke god til at fortælle om mig selv.

Harry nikkede smilende, tydeligvis tilfreds med mit svar.

”Nu er det din tur, ” sagde jeg og så på ham med et skævt smil. Han rømmede sig kort, og lænede sig så lidt ind over bordet.

”Jeg hedder Harry, jeg er 22 og ejer et firma, sammen med en af mine gode kammerater, ” - det forklarede jakkesættet - ”Som sagt har jeg ikke så meget fritid, men når det endelig er, kan jeg godt lide at gå forskellige ture, for eksempelvis i parken. Jeg elsker at studere naturen. ” Da han var færdig, tog han en tår af sin kaffe, men lænede sig stadig ind over bordet. Vores hænder var få millimeter fra at røre hinanden, men alligevel fjernede jeg dem ikke. Hans grønne øjne så direkte ind i mine, og gav mig følelsen af at han kunne se lige igennem mig. Et smil fandt frem til hans læber, og hans hånd klemte forsigtigt min, inden han lænede sig tilbage i stolen igen. Jeg fulgte hans eksempel. Efter få sekunders tavshed, kastede Harry et blik på sit ur. Han rømmede sig og rettede sig op i stolen.

”Det har været hyggeligt, men jeg har desværre en masse arbejde jeg skal have lavet til i morgen, ” sagde han. Jeg nikkede og smilte til ham.

”Ja jeg må også hellere se at komme hjemad, ” istemte jeg. Mens Harry kaldte på en tjener, drak jeg resten af min kaffe. Tjeneren kom smilende hen til vores bord.

”Er I ved at være færdige?” spurgte han. Jeg nikkede og tog fat i min for at finde min pung, da en stemme fik mig til at stoppe.

”Jeg betaler.” Jeg så hurtigt op på Harry med rynkede bryn.

”Jeg kan da godt betale selv,” modsagde jeg ham. Han trak på skuldrene.

”Det er meget muligt. Men det var mig der inviterede dig på en kop kaffe, ergo er det mig der betaler.” Jeg nåede ikke at sige mere, før han havde betalt tjeneren. Jeg sukkede og rejste mig op da Harry gjorde det. Jeg tog min jakke på, og svang tasken over skulderen.

”Nu gav jeg mig denne gang, men næste gang betaler jeg altså selv, ” sagde jeg bestemt, da vi bevægede os hen mod udgangen af caféen. Harry vendte hovedet mod mig, med stort smil.

”Siger du da at vi skal gøre det her igen? ” spurgte han. Jeg rødmede en lille smule. Tro det eller ej, men jeg havde rent faktisk hygget mig. Blidt trak jeg på skuldrene og så på ham. Vi var stoppet op, uden for caféen.

”Jeg har virkelig hygget mig, og tro eller ej, men jeg føler mig faktisk … tryg sammen med dig. Og det skal du være stolt af, for jeg plejer at have rigtig svært ved at knytte mig til folk. ” Hvorfor jeg pludselig var så åben over for ham, havde jeg ingen idé om.

Det så også ud ti at komme en smule bag på Harry, da han så en anelse overrasket på mig. Hans ansigt fortræk sig i et hæst grin, og han kørte kort hånden igennem sine lange krøller.

”Det er da rart at høre, ” lo han. Så så han ud til at komme i tanke om noget, og hans ansigt lagde sig i spørgende folder, da han igen så på mig.

”Hvad mener du med at du har svært ved at stole på andre? ” Mit smil forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet, og mit blik var ikke langsomt til at fange jorden.

”Det … det er lige meget, ” mumlede jeg, og åndede lettet op, da han heldigvis lod til at lade det ligge.

”Men vi ses vel? ” Jeg så spørgende på Harry, der bare blinkede til mig.

”Det må vi lade skæbnen om at bestemme. Men det håber jeg da.” Jeg rakte hånden frem mod ham, men han så bare mærkeligt på den, og derefter på mig med et løftet øjenbryn. Jeg rynkede panden, da han ikke forstod hvad der var galt. Først da han trådte et skridt tættere på mig, og lagde armene om mig i et knus, forstod jeg hvad han mente.

Chokket fik min krop til kort at stivne, men da varmen skyllede ind over mig og blødte mig op, lagde jeg ligeledes armene om ham, og knugede ham kort ind til mig. Jeg trak mig, og så direkte op i hans grønne øjne, der skinnede svagt. Jeg sendte ham et varmt og oprigtigt smil.

”Vi ses.” Med de ord vendte jeg om på hælen, og begav mig hjemad. 

 

______________________________________________

Så kom der endelig et nyt kapitel! Undskyyyyyyld at der er gået så lang tid, men som sagt er jeg lige startet i skole, hvilket tager meget af min tid. Og tuuuusind tak for 40 favoritter allerede! I er bare de dejligste cupcakes, I er! <3 

Men nu til kapitlet; hvad tænker I? Er I lige så meget oppe at køre omkring det her kapitel, som jeg er? De er bare SÅ søde de er, selvom der ikke er noget 'kærlighed' imellem dem. Men de er stadig cute, hehe. 

Hvordan er jeres første uge af skolen gået? Jeg har fået en masse nye fag i år, hvilket er helt vildt spændende! Dog har vi bevægelse hver tirsdag, hvor vi skal løbe rundt om søen. Hvilket vil sige 6 kilometer. Så mine ben er lidt smadret. Okay, måske lidt meget. 

Men hey! Det er godt at røre sig ikke? 

Lots of love til jer! 

- Therese xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...