Grown Up Café

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 24 sep. 2016
  • Status: Igang
Amelia Mathews; stille og indadvendt. Harry Styles; mystisk og ulæselig. To vidt forskellige personer, dog med den ene ting til fælles: drømme. De har aldrig mødt hinanden før, men på bare 7 dage, lærer de hinanden bedre at kende, end de selv nogensinde har gjort, og de får hinanden til at indse ting, de ikke selv havde lagt mærke til. Efter den syvende dag forsvinder Harry, som om den sidste uge aldrig har fundet sted, og Amelia ser ham ikke igen før 7 år efter, hvor de begge er kommet videre i deres liv. Hvordan vil deres møde udfolde sig? Vil de kunne huske hinanden, eller vil de blot være et glemt minde, som de for længst har gemt væk inde bagerst i deres hukommelse? (AU) | Vinder af Fandom-konkurrencen med fandommen One Direction

43Likes
23Kommentarer
4586Visninger
AA

3. 2. ❂ - "Jeg sadgde jo at vi ville mødes igen, gjorde jeg ikke?"

 

 

❂ KAPITEL 2 

Jeg satte mig tungt ned i den bløde lænestol, og satte koppen med kaffe på det lille bord ved siden af. Jeg så kort på forsiden, på den bog jeg sad med i skødet. Kager - lækre opskrifter til hele året hed den. Lige en bog for mig.

Jeg slog op på første side, og begyndte at gå opskrifterne igennem. Da jeg havde fået nok inspiration - og samtidig drukket al kaffen - rejste jeg mig, og begav mig ud i køkkenet. Skabene blev gået igennem, på jagt efter ingredienser, og til sidst var det egentlig bare om at komme i gang. Klokken var ikke mere end de ti stykker, og eftersom jeg først skulle møde klokken 14, havde jeg masser af tid. Efter mange forsøg, og flere fravalgte kagebunde, stod jeg endelig med et nogenlunde tilfredst resultat foran mig. Jeg satte den ind i køleskabet, og gik i gang med at rydde op.

Hvis der var noget jeg elskede mere end noget andet i hele verden, så var det at bage. Kager, såvel som brød. Det var noget af det bedste jeg vidste. At kunne slippe sin fantasi løs, og gøre - næsten - lige hvad man ville. Det var noget der havde stået mig meget nært, hele mit liv. Da jeg var lille, plejede jeg altid at stå ude i køkkenet, og hjælpe mor med at lave mad. Jeg hjalp hende for det meste med at lave aftensmaden, men det bedste jeg vidste, var når hun lavede nogle af sine berømte kager. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod og rørte i skålen, mens jeg forestillede mig stå i mit eget konditori, med lange køer af mennesker ude foran.

Når vi senere serverede den for far, og jeg nervøst stod og trippede på fødderne - selvom jeg vidste han altid ville rose den - var det som at stå foran en anmelder, der skulle afgøre om kagen var god nok til at blive solgt i butikken. For det var dét min drøm var, og havde været hele mit liv; en dag at åbne mit eget konditori, og mærke glæden strømme igennem én, når folk roste ens værker.

Så her stod jeg, 10 år senere, og med en drøm der bestemt ikke var blevet mindre af den grund. For det var det jeg elskede, det jeg brændte for. Det var bl.a. derfor jeg i sin tid valgte at arbejde hos Angie. Det var noget af det tætteste jeg kunne komme på at få min drøm opfyldt. Når jeg arbejdede hos hende, havde jeg samtidig tid til selv at eksperimentere med mine ting, der hjemme.

Mit blik faldt automatisk op mod uret, og pludselig begyndte jeg at få travlt. Jeg var hurtig til at vaske det sidste af, og skyndte mig derefter ud i gangen. Jeg trak mine splinternye støvler på, og nåede lige at rive jakken ned fra knagen, inden jeg var ude af døren. Idet jeg trådte ud på gaden, slog den kolde vind mig i møde, og jeg trak jakken tættere omkring mig. Jeg var kun lige begyndt at gå, da den første dråbe ramte mit ansigt, og først nu kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt min paraply, trods Haileys strenge påmindelse dagen før. Frustreret slog jeg mig selv i panden. Hvordan kunne jeg være så dum at glemme den?

Da jeg et kvarter efter væltede ind af døren til Angie’s bageri, var det drivende våd og med et hjerte der pumpede efter den lange løbetur. Lyden af regndråberne der slog hårdt mod taget, var den eneste lyd der var at høre i lokalet. Mit blik gled op til disken, hvor Hailey stod og stirrede på mig med store øjne. Så sukkede hun og rystede på hovedet med et skævt smil.

”Jeg sagde jo du skulle have husket en paraply.”

 

 

Resten af ugen forløb ligesom alle de andre uger. Vi havde utrolig travlt i bageriet, samtidig med at jeg havde mine projekter derhjemme, så jeg glemte alt om manden der var stødt ind i mig på gaden. Det var først omkring en uge efter, at jeg pludselig kom i tanke om ham igen.

Vi havde netop åbnet op for butikken, og jeg stod bag disken og var ved at binde mit forklæde. Det var tideligt på morgenen, og de orange stråler fra den opgående sol, badede lokalet i et rolig skær. Noget af det jeg elskede allermest ved morgener. I samme øjeblik jeg blev færdig med mit forklæde, lød den bimlende lyd af klokken over døren, og jeg så hen imod døren med et smil. Det stivnede dog, i samme øjeblik de grønne øjne mødte mine. Han var ikke klædt i det fine jakkesæt som sidst jeg så ham, men tværtimod noget lidt mere ”almindeligt” tøj.

Hans slanke ben var beklædt med et par stramme, sorte jeans med huller på knæene. Han var iført en tætsiddende hvid t-shirt, der afslørede hans muskuløse overkrop, og udenover havde han en kort, lysebrun jakke. Og for at touche det hele lidt op, bar han om halsen en guldkæde med et kors. Han så faktisk godt ud … Vent, hvad er det jeg siger?!

Harry stoppede med det samme op, og stirrede overrasket på mig. Så brød hans ansigt ud i et smil, og hans hæse grin fyldte lokalet, imens han bevægede sig op mod disken. Da han nåede derop, smilte han stort til mig.

”Jeg sagde jo vi ville mødes igen, gjorde jeg ikke?” sagde han, og blinkede til mig. Jeg lod som om jeg børstede støv af mit forklæde, for at skjule min rødmen. Da jeg var sikker på mit ansigt nogenlunde havde fået sin normale farve igen, så jeg op på ham med det sædvanlige smil, og trak blidt på skuldrene.

”Tilfældigheder,” svarede jeg bare, selvom jeg ikke var sikker på, at jeg helt selv troede på det. Hans øjenbryn skød også straks op i hans pande, og han lo kort.

”Hvor stor er chancen lige for, at jeg - af alle butikker i hele London - træder ind i netop dette bageri, på netop samme tid som du står bag kassen?” spurgte han. Jeg stod et øjeblik og lod hans ord synke ind.

”God pointe,” mumlede jeg så. Vi stod et øjeblik og så på hinanden, inden jeg kom i tanke hvad vi rent faktisk lavede her. Jeg rømmede mig, rettede mig op og klistrede det venlige smil på læben.

”Nå, men hvad skulle det være?” Han grinte kort inden han kiggede lidt på de forskellige sager. Efter noget tid stillede han mig dog et højst uventet spørgsmål.

”Hvad syntes du?” Et øjeblik stod jeg bare med let adskilte læber, og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det var sjældent jeg blev spurgt om netop det spørgsmål. Folk plejede altid at være vildt stressede, og vide præcist hvad de ville have, så det her var nyt for mig.

”Øh …” startede jeg ud. ”Hvad skal det bruges til?” Han trak på skuldrene.

”Bare almindeligt morgenmad du ved.”

”Øhm … okay.” Jeg så rundt på de forskellige ting. Der var sådan set ikke rigtig noget jeg kunne lide, mere end det andet. Men så faldt mit blik på en helt speciel vare.

”Personligt elsker jeg vores chokoladehorn. Og ellers er vi meget kendte for vores croissanter,” svarede jeg endelig, og kiggede på ham med et forsigtigt smil. Hans ansigt lyste straks op.

”Jamen så stik mig én af hver og øh … et baguette. Hvad bliver det?” sagde han, og trak sin tegnebog op af lommen. Jeg tastede tingene ind på kasseapparatet, og fortalte ham prisen. Mens jeg pakkede tingene for ham, fandt han pengene og lagde dem på disken.

”Bare behold resten,” insisterede han, da jeg skulle til at række ham byttepengene. Jeg smilte taknemmeligt til ham, og rakte ham brødende istedet. Hvis jeg troede at han ville gå, tog jeg fejl. Han blev stående og betragtede mig med let adskilte læber, og så ud til at tænke på noget. Jeg lagde hovedet lidt på skrå, og så spørgende på ham med rynkede bryn.

”Hvad er der?” spurgte jeg, da det begyndte at blive en lille smule akavet. Han svarede ikke lige med det samme.

”Hvornår har du fri?” indskød han så pludseligt. Jeg kiggede med store øjne på ham.

”Hvornår jeg har fri?” spurgte jeg uforstående. Hvorfor i alverden ville han vide det?

”Ja. Jeg tænkte på om jeg så skulle give dig den kop kaffe i dag,” sagde han, som om det var den mest almindelige ting i verden. Jeg skulle lige til at afslå hans tilbud, da jeg kom i tanke om det løfte jeg havde givet ham. Jeg nikkede langsomt.

”Det er en aftale. På én betingelse; at det bliver på en café som jeg bestemmer. Du virker utrolig flink, men jeg ved altså stadig ikke om jeg har lyst til at tage med dig hjem,” indrømmede jeg og grinte kort.

”Forståeligt nok,” svarede han klukkende. ”Så hvornår har du fri?” Jeg så på uret der hang på væggen bag ved disken. Den var kun kvart over syv.

”Klokken 4,” fortalte jeg. ”Jeg har lang dag i dag.”

”Fedt,” sagde han og sendte mig et stort smil. ”Så ses vi der.” Med de ord forsvandt han ud af butikken. Jeg fulgte ham med øjnene gennem ruden, indtil jeg ikke længere kunne se ham.

Hvad i alverden var det jeg havde rodet mig ud i?

____________________________________________

Så mødtes de alligevel igen. Gad vide hvordan deres "kaffe-date" kommer til at gå? Og hvad tror I titlen "Grown Up Café" betyder? 

Smid også meget gerne en kommentar om, hvad I syntes om historien indtil videre. Og hvis jeg kan gøre noget bedre, så skriv endelig også det! Jeg tager både imod ris og ros. 

Og så er sommerferien snart slut, øvøv :( (Måske den allerede er slut for nogle af jer?) Hvad tænker I om det? Skal I noget specielt efter sommerferien? Jeg skal starte i 7. på en helt ny skole, og så har jeg også fået mig et job! Så det bliver rigtig spændende. 

Masser af kærligheden til jer! 

- Therese xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...