Grown Up Café

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 24 sep. 2016
  • Status: Igang
Amelia Mathews; stille og indadvendt. Harry Styles; mystisk og ulæselig. To vidt forskellige personer, dog med den ene ting til fælles: drømme. De har aldrig mødt hinanden før, men på bare 7 dage, lærer de hinanden bedre at kende, end de selv nogensinde har gjort, og de får hinanden til at indse ting, de ikke selv havde lagt mærke til. Efter den syvende dag forsvinder Harry, som om den sidste uge aldrig har fundet sted, og Amelia ser ham ikke igen før 7 år efter, hvor de begge er kommet videre i deres liv. Hvordan vil deres møde udfolde sig? Vil de kunne huske hinanden, eller vil de blot være et glemt minde, som de for længst har gemt væk inde bagerst i deres hukommelse? (AU) | Vinder af Fandom-konkurrencen med fandommen One Direction

43Likes
23Kommentarer
4585Visninger
AA

2. 1. ❂ - "Harry. Mit navn er Harry."

 

 

 ❂ KAPITEL 1 ❂   

Den velkendte klokke bød mig velkommen, da jeg trådte ind af døren til det lune bageri. Duften af nybagt brød hang i luften, og gav rummet en hyggelig atmosfære. Da jeg kom om bagved, sagde jeg godmorgen til mine kollegaer, hvorefter min jakke blev skiftet ud med et forklæde. Jeg hægtede mit navneskilt fast på brystet, og gik igen ud i butikken for at gøre klar til når de første kunder begyndte at komme.

Præcis klokken 7, trådte den første ind af døren. Det var en mand, sidst i trediverne. Han var nybarberet, og iført et joggingsæt. Jeg sendte ham et venligt smil da han kom op til disken.

”Velkommen til Angies bageri. Hvad skulle det være?” Den sætning havde jeg efterhånden sagt så mange gange, at det var lige før jeg sagde den i søvne.

”To baguetter og fire håndværkere tak,” svarede han med et smil. Jeg fandt tingene til ham, og proppede dem i en pose.

”Det bliver 2 pund og 45 pence,” sagde jeg, idet jeg rakte ham posen. Han fandt pengene og gav dem til mig.

”Fortsæt god dag.” Han sendte mig et sidste smil, inden han forsvandt ud af døren.

Resten af dagen forsatte på nøjagtig samme måde. En kunde trådte ind af døren, jeg klistrede det sædvanlige smil på læberne, bød dem velkommen og spurgte hvad de kunne tænke sig. Og nu lyder det jo næsten som om, jeg ikke kunne lide mit job. Jeg elskede mit job. Mine kollegaer var søde, jeg havde en fantastik chef, og kunderne var altid så venlige. Det var ikke ligefrem fordi jeg tjente en formue på det, men alligevel nok til at økonomien kunne holde, og på samme tid spare en lille smule.

”Jeg lukker i dag,” lød en stemme, og en hånd blev lagt på min skulder. Jeg så tilbage, og mødte et par venlige, blå øjne.

”Jeg kan altså sagtens gøre det, jeg skal alligevel ikke nå noget,” svarede oprigtigt. Min chef, Angie, smilte varmt til mig.

”Visse vasse,” sagde hun bestemt, mens hun blidt skubbede mig hen mod baglokalet. ”Du har arbejdet godt hele dagen, du fortjener at få fyraften lidt før i dag.”

”Men …”

”Amelia! Jeg mener det.” Hun så bestemt på mig, men eftersom hun ikke var særlig god til at være sur, kunne jeg ikke lade være med le.

”Tusind tak, Angie.” Hun smilte og klappede mig blidt på kinden.

”Ingen årsag min pige. Og kom så hjem med dig!” Jeg grinte højt og gjorde som hun sagde.

Angie var som en ekstra mor for mig. Selvom hun var en middelaldrene kvinde, havde hun hverken mand eller børn. Jeg var som den datter hun aldrig fik.

Jeg klædte om og trådte igen ud i bageriet. Angie kom smilende hen imod mig, og trak mig ind i et kærligt knus.

”Vi ses i morgen kære,” sagde hun og stak en pose i hånden på mig. Jeg smilte, og forsvandt ud af døren. Idet jeg trådte ud på gaden, slog larmen mig i møde. Mennesker gik fornøjede rundt, med løftede hoveder og store smil på læben. Jeg kunne egentlig ikke bebrejde dem. Det var den første dag, i noget der føltes som en evighed, hvor det ikke stod ned i stænger. Tvært i mod stod solen højt på himlen, og ikke én sky var at se på den blå himmel.

Jeg begyndte stille at gå hen ad gaden. Folk sendte mig venlige smil, og ønskede mig en god dag, hvilket jeg gladelig besvarede. Det var utroligt, hvordan vejret kunne påvirke ens humør. Når vejret var dårligt, gik folk med bøjede nakker, og skyndte sig afsted som om de havde fanden lige i hælende. Men på en dag som i dag, gik de rundt mellem hinanden, som kunne deres liv ikke være mere perfekt.

Jeg må indrømme, at det ikke helt havde den samme effekt på mig. Jeg startede altid dagen så entusiastisk som muligt, om det så lynede og tordnede. Selvfølgelig havde solskinnet én eller anden virkning på mig, men ellers var der ikke den store forskel. Jeg var jo også kendt for at være lidt af en humørbombe.

Jeg opdagede at jeg havde gået i mine egne tanker, da lejlighedskomplekset jeg boede i, pludselig var lige foran mig. Det plejede at tage godt og vel tyve minutter at gå hjem til mig, men når man gik i sine egne tanker - hvilket jeg tit gjorde - gik tiden lynhurtigt. Selvom jeg havde kørekort, havde jeg ikke nogen bil. Økonomien var ikke til det lige i øjeblikket, men jeg var ved at spare sammen til én.

Jeg trådte ind af døren, og valgte at tage trappen op til tredje etage, hvor min lejlighed lå. Min nabo, Fru Bradley, var netop på vej ud af døre, med hendes lille mops Buster.

”Goddag, fru Bradley,” sagde jeg med et smil. Hun så udtryksløst på mig, og gik direkte forbi mig. Jeg undertrykte en latter. Fru Bradley var ikke ligefrem den mest gæstfrie person på jorden. Ikke fordi det irriterede mig. Man kunne vel ikke forvente at alle ville møde én med store smil og regnbuer … dårligt eksempel. Jeg vendte igen opmærksomheden mod min låste dør. Min hånd søgte ned i min lomme, og fremdrog et nøglebundt. Jeg stak nøglen i nøglehullet, og åbnede døren. Jeg kunne næsten mærke hvordan Netflix trak i mig, da jeg trådte over tærsklen. Det skulle nok blive en hyggelig aften.

 

 ❂

 

”Vi ses i morgen Hailey,” sagde jeg, og gav min ven og kollega et knus.

”Vi ses. Husk en paraply i morgen, de har vidst nok lovet regnvejr.” Jeg smilte taknemligt til hende, og svang min taske over skulderen.

”Skal jeg nok. Hej hej.” Da jeg kom ud på gaden, begyndte min ben automatisk at bevæge sig. Jeg gik i mine egne tanker, og lagde derfor ikke mærke til manden der kom gående - dybt begravet i sin mobil - før det var for sent. Jeg gispede kort da jeg ramlede ind i ham, og lidt efter spredte en smerte sig i mit haleben. Fortumlet kiggede jeg mig omkring, og opdagede at jeg var landet på jorden. Jeg så op, og fik øje på manden jeg var gået ind i. Han så overrasket ned på mig, men fandt så sine manerer frem, og smilte i stedet undskyldende.

”Det må du virkelig undskylde!” sagde han hurtigt, hvorefter han rakte en hånd frem og hjalp mig op. Jeg tog taknemmeligt imod den, og fik stablet mig på benene. Blidt børstede jeg min numse ren for snavs, og vendte igen opmærksomheden mod manden foran mig. Jeg rynkede let mine bryn, da han så ud til at betragte mig nøje. Et lille smil var placeret i hans ene mundvige. Jeg scannede hurtigt hans krop.

Han så ud til at være på cirka min alder, måske et par år ældre. Han var iført et jakkesæt, hvilket måtte betyde at han arbejdede inden for firmabranchen. Jeg nåede ikke at lægge mærke til mere, da en yderst overraskende kommentar, undslap hans læber.

”Kunne jeg byde dig på en kop kaffe i min lejlighed, som undskyldning for at jeg støtte ind i dig?” Han lød selvsikker, hvilket jeg ret godt kunne lide.

Alligevel stirrede jeg overrasket på ham. En vildt fremmed mand jeg kun havde kendt i hvad, 2 minutter, inviterede mig med hjem. Et akavet grin forlod mine læber.

”Jamen jeg kender dig jo overhovedet ikke! For mig er du jo bare en fremmed, der inviterer mig med hjem i sin lejlighed, til en kop kaffe. Hvor sygt er det ikke lige?” spurgte jeg og smilte skævt til ham. Han udstødte en kort latter, der gav mig gåsehud på armene. Af den gode slags.

”Du har fat i noget. Men hvad er det nu man plejer at sige? En fremmed er en ven, man endnu ikke kender.” Jeg rystede grinende på hovedet af ham.

”Det er sødt af dig, men ellers tak. Måske en anden gang,” sagde jeg så. Han virkede utrolig sød, men på den anden side, så turde jeg ikke tage chancen.

Han så et øjeblik skuffet på mig, inden han igen smilte til mig, denne gang så et par smilehuller dukkede frem på hans kinder.

”Lover du så det?” spurgte han, og man kunne tydeligt høre håbet i hans stemme. Noget jeg fandt utrolig sødt. Jeg lagde hovedet på skrå, og betragtede hans ansigt;

De grønne øjne, der funklede som smaragder, de brune krøller der flagrede let i den blide vind, og det charmerende smil, der ikke var til at fjerne fra hans læber.

”Nu får vi at se. London er jo en stor by.” Hans smil voksede sig hurtigt større.

”Vi kommer til at mødes igen. Det ved jeg. Og hvis ikke, så skal jeg nok sørge for at det sker.” Det overraskede mig hvor selvsikker han lød. Hans ord fik den røde farve frem i mine kinder, og for at han ikke skulle opdage det, grinte jeg kort og hankede op i min taske.

”Vi ses,” sagde jeg, smilte en sidste gang til ham, inden jeg gik forbi ham. Jeg var ikke engang nået to meter, før en hånd greb fat om mit håndled. Jeg så mig forvirret over skulderen, og mødte et par grønne øjne.

”Må jeg i det mindste få dit navn?” spurgte han, og så nærmest bedende på mig. Jeg smilte.

”Amelia. Og dig?” Han smilte skævt, og i det øjeblik, kunne jeg ikke lade vær’ med at tænke på, hvor smuk han egentlig var.

”Harry. Mit navn er Harry.”

__________________________________________________

Så er vi i gang, yay! Efterlad gerne en kommentar, vil elske at høre jeres meninger indtil videre.

Hvad syntes I om Harry og Amelia indtil videre? Hvad med deres møde? 

I må have en fantastisk dag! 

- Therese xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...