Fitness for begyndere - og levende døde.

En historie inspireret af The Walking dead og Kadavermarch om den lettere arrogante Morten som tænker det er på tide at tage en tur i fitness center. Det skulle dog blive en markant anderledes tur end han havde regnet... Nåja og husk Ben & Jerrys.

0Likes
0Kommentarer
78Visninger
AA

1. Et svedigt eventyr

Morten var blevet godt gammeldags hyggetyk, hvilket gik ham godt og grueligt på nerverne, for han havde altid tænkt sig selv som en ret slank mand. Sådan havde han faktisk tænkt indtil i sidste uge, selvom han da godt ku mærke at bukserne sad lidt stramt om den blege mave, men hvad skader lidt kød på kroppen. Han var jo ikke 19 år mere og Maria var da heller ikke lige så slank som da de mødte hinanden dengang på nu nedlukkede The Rock. Iøvrigt en skod koncert med et blackmetal band bestående af nogle lidt for velfriseret uni-studerende. 

Men så havde de købt nye batterier til badevægten. 

Det var egentlig Morten der skulle ha' gjort det, men det var som om at det altid lige blev glemt når han var nede at handle det der som man ikke havde husket at handle ind når man handlede stort ind om søndagen. Nu havde Maria købt en kæmpe stak, hvilket Morten tænkte måske lige var i overkanten, for hvor tit havde man lige brug for de der runde små batterier? Men nu sad de i og Morten havde mandag taget skridtet op på vægten. 

100 kilo. 

Ikke 91, 95 eller 98, men et stort fedt trecifret 100 kilo. Han kiggede i spejlet og ku egentlig godt se at hans krop måske ikke lige var helt så trimmet mere og at en størrelse Large i boxershorts måske var at presset den stakkels elastik. Det skulle fandme ikke være sandt at han næste år rundede de 30 år og vejede 100 kilo, så han tænkte hurtigt at han havde cirka 7 måneder til at forvandlede denne sofatiger til en ripped avlshingst. Det vil måske også få Maria til at synes at han var lidt mere lækker og måske kunne hun lokkes til det der hun gjorde i ny og næ da de var unge og nyforelsket. Det savnede han faktisk lidt. 

Han pakkede resolut en sportstaske, kyssede hende på kinden og sagde med stærk overbevisning i stemmen: "Hej smukke. Jeg smutter lige ned og straffer noget jern... altså.. du ved fitness ik" 

"jaja, husk at købe mere wc-papir i netto" sagde Maria og prøvede at finde ud af om hun skulle udnytte freden til at få lagt vasketøj sammen eller se et afsnit af Bones på Netflix. 

Morten marchede stolt ned gennem hovedgaden mod sit mål - FitnessJoy 2000. Han tænkte ved sig selv at folk nok godt kunne se på ham at her kom en mand som skulle ned at træne. Det var som om han allerede var blevet lidt slankere. Han var godt forberedt. I tasken var der de der træningssko som han fik i jul for 4 år siden af Marias mor. Altså de sko som havde stået nederst i skabet siden. Han havde også nogle små hørebøffer med, som han engang havde impulskøbt nede i Kvickly, selvom han havde 3 par i forvejen, men nu var de blevet erklæret hans TRÆNINGShørebøffer. 

Han trådte ind af døren og blev med det samme ramt af en dyne af svedlugt og lyden af det der danske dancehall nummer som var så populært for 4 år siden. En ung pige bag skranken med højt opsat hestehale bød ham velkommen og fik lavet et medlemskab til ham, som kostede 200 kr pr. måned, hvilket han nok tænkte var lidt voldsomt for noget han da sagtens kunne lave hjemme på stuegulvet med et par billige håndvægte. Han gik ned og skiftede om til sit træningstøj, mens han betragtede sit nye hjem. Her skulle han være mindst 3 gange om ugen og så ellers få forbrændt de overflødige kilo, blive en veltrænet kriger og hyggesnakke med de søde piger i stramme træningsbukser og måske om 6 måneder kunne han lige være ham som hjalp de nye med at indstille maskinerne rigtigt. Mens han gik over mod løbebåndet tænkte han videre over hvordan han sikkert allerede vil kunne se tydelige resultater på næste mandag, hvordan han sikkert var nødt til at købe nyt tøj og hvad de vil sige på arbejdet. 

Han nåede knapt nok at trykke på QUICK START på panelet til løbebåndet, da en ældre herre kom væltende ind gennem centrets hoveddør og brølede et eller andet om at han lige havde set noget nede på Torvet. Morten kiggede rundt i lokalet og så at han var den eneste som havde hørt mandens råb, da alle andre havde deres hørebøffer i og hørte hvert deres soundtrack til det perfekte instagrambillede. Den unge pige ved skranken smilede overbærende til manden og prøvede høfligt at spørge ham om var blevet væk fra sit plejehjem. Et par store hænder greb manden bagfra og flåede ham bagud og ned på fortovet. Morten kunne ikke se hvad der skete, men ud fra skrankepigens ansigtsudtryk at dømme var det ikke kønt. Mens alle andre tilsyneladende havde travlt med hvert sit så gik Morten forsigtigt hen til pigen, som nu nærmest var gået i stå. Hun stod med hænderne op for munden og tårerne løb ned af hendes kinder, mens hende øjne stirrede stift ud af døren. Morten lænede sig frem og så ud af døren. 

To mennesker sad overskrævs på manden der før havde råbt. Den ene, en ung fyr i hættetrøje, sad med hele sit hoved nede i mandens brystkasse og gnavede løs så blodet sprøjtede om ørene på ham. Den gamle mand var endnu ikke helt død, men det tog ikke lang tid, for den anden, en dame som Morten kunne genkende fra banken, sad med den ene hånd dybt begravet i mandens hals og hev den ene klump ud efter den anden som hun grådigt fortærede. Morten trak sig langsomt tilbage og prøvede at tænke, men blev afbrudt i sine muligheder, da de to spisende mistede interessen for deres måltid og begge kiggede op og ind af døren. Han fik øjenkontakt med dem og sprang frem og smækkede glasdøren i, fumlede løs med låsen, smækkede to fesengrønne plastikstole hen foran. To sæt blodige hænder begyndte at klaske mod døren og efterlod store spor af blod, som drev ned af den. Ude på gaden kunne man høre skrig, sirener, skud og noget som måske var en helikopter. 
Morten vendte sig om og opdagede at han stadigvæk var den eneste som var opmærksom på deres lille problem udendørs, men det varede ikke længe, for mens han prøvede at slæbe den unge pige væk fra døren og om bag skranken, kom en lille rød skoda citygo bragende igennem døren, mejede hele rækken af svedige løbebåndsløbere ned. Det var ikke til at se hvad der var bilfarve og hvad der var blod, men et eller andet sted var der også noget fascinerende over at se hele salen vågne op fra deres sveddøs en efter en som de blev kastet op i luften. Bilen endte over i det store glaskøleskab med energidrikke, hvor den nærmest bare gav op. 
Og så begyndte Ariana Grande at synge ud over anlægget, men det var der vist ikke rigtig nogen som lagde mærke til, selvom det var faktisk var et af hendes få okay numre. Morten havde ved lejligheder tænkt at der havde hun fat i et eller andet. Lige nu var det hele et stort inferno af folk der enten prøvede at stikke af, hjælpe dem som var klemt fast under de væltede crosstrainers og så var der dem som var endt i samme tilstand som den unge pige som Morten nu havde fået lagt ned i en eller anden form for aflåst sideleje. 

Bilen havde efterladt et relativt stort hul i centerets front. Det var lidt synd, for de havde lige fået ordnet hele facaden med store bannere, så man ikke var i tvivl om at det var nu man skulle slå til for at købe noget pulver der smagte super syntetisk. Morten synes måske at det her var lidt mere end han havde planlagt. Ind af dette hul begyndte en større gruppe af blodindsmurte skikkelse af vakle ind. Et par stykker af dem lignede rent faktisk mennesker der bare havde haft lidt svært ved at styre deres syltetøjsmad, mens andre var gået mere eller mindre i stykker. Fitnesscenterets brugere havde alt for travlt med at skrige over episoden med den røde skoda citygo at de slet ikke opdagede at de nu var et mere belejligt tagselvbord for nogle enormt sultne typer. 
Morten vidste godt hvad de var, for en af grundene til at han var blevet hyggetyk, var at han havde set pænt mange HBO serier. Nåja og med tilhørende Ben & jerrys is. Han sprang op fra sin plads bag skranken og prøvede at overskue det kaos han var endt i. Skulle han efterlade pigen eller bare redde sig selv. Løsningen blev at gemme hende under en stak af nogle virkelig grimme træningstasker som man fik med når man fik sit medlemsskab. Morten stoppede op og tænkte at han da ikke havde fået tilbudt nogen, men mente at det vil han lige tage med ledelsen en anden dag. Sådan. Nu kan man ikke se at der lå en person der. Godt arbejde, tænkte Morten ved sig selv, og var sikker på at han vil få en slags belønning af politiet, ja måske borgmesteren for sin helteagtige indsats. Han var ikke så meget til det med berømmelse, men man siger jo ikke nej til en heltecermoni. 

I mellemtiden var der blevet væsentlig mere stille i salen. Ariana Grande var også færdig med at synge og det var åbenbart sidste sang på cd'en. Tænk at de stadigvæk brugte cd'er. Han kiggede lige ind i ansigterne på cirka 50 vaklende, stavrende, kravlende og et par enkelt humpende zombier. Godt så. Han var åbenbart den sidste levende tilbage herinde, altså udover tøsen under taskerne. Han kunne genkende flere af dem som personer der for blot øjeblikke siden havde stået og trampet i pedalerne. Hey, der var en af hans gamle klassekammerater. Henrik! Hold kæft hvor var han blevet tyk, så det var nok meget godt at han var startet hernede. Morten var glad for at han ikke var blevet så tyk, men man skal jo selvfølgelig ikke gøre nar. Det var måske også lige meget nu, for Henrik så ikke ud til at ville spise mere pizza, men nok bare et stykke med blegfed Morten. 
Der var to udgange. Gennem hullet i væggen, hvor der stod en hær af menneskeædende leverpostejs-kedelige danskere og så hoveddøren som han lige havde blokeret. Gad vide hvor hurtige de var? I film var de pænt langsomme. Altså på nær i den der engelske ting, hvor de kunne løbe, men det var vist ikke rigtige zombier. Mere tid havde han ikke til at tænke over tingene, for de første var nået frem og han måtte springe tilbage, hvilket resulterede i at han væltede over alle taskerne på gulvet og trillede bagover i en flot koldbøtte han ikke vidste han kunne lave og bankede hovedet ind i døren til personaletoilettet. Han rejste sig op, åbnede døren, skyndte sig ind og lukkede døren. Han håbede ikke hans lille stunt fik afsløret pigen, men på den anden side, så kunne det måske købe ham noget tid. 

Det var ikke et særligt stort personaletoilet, men der var et vindue. Ikke et særligt stort vindue. Han kravlede op på toilettet og konstaterede at hans kondi virkelig måtte være elendig siden sådan lidt masen rundt kunne give ham sved på panden. Hvis han stod oppe på toppen af wc'et kunne han åbne det lille vindue og kigge ud. Udsigten var faktisk fin, men der var langt ned. Da han havde maset sig halvvejs ud af vinduet ud af vinduet konstaterede han at det her vil komme til at gøre forbandet ondt når han på en eller anden måde kom helt ud og vil falde i smuk lige linje ned på en grussti. Hvad var der ned? 2,5 meter. Med hovedet først, hvis han var rigtig uheldig. Så begyndte det at banke hårdere på døren ud til salen og han vidste at der kun var en vej ud. Som at smutte en mandel var han pludselig fri og tumlede ud af vinduet og ned mod jorden, hvor han formåede at lande med alle sine 100 kilo fladt placeret på midten af stien. Der lå han et stykke tid. Av. Det her var ikke virkelig ikke smukt. Han rullede om på ryggen og prøvede at finde ud af om han havde brækket noget, men kom frem til at han nok var sluppet billigt med blå mærke og nogle rifter. Hans ene sko lå åbenbart inde på personaletoilettet. De var ellers gode. Ikke specielt kønne, men de sad faktisk megt godt på foden. For dælen hvor ville han kunne havde brændt mange kalorier af med dem på. Han humpede op af stien med sin ene sko. Måske det var bedst at tage hjem og tjekke til Maria. Han sneg frem om hjørnet, kiggede ud og så hvordan hans elskede by var blevet forvandlet til et stort ædegilde. Morten var ingen ninja, men han vidste godt at det var bedste at holde sig skjult, så han kravlede ind i hæk og prøvede at udtænke den bedste vej hjem. Gad om Maria var blevet til en zombie? Så var deres fælles 30 års fødselsdag jo nok aflyst. Det havde han ellers glædet sig til. Grease temafest med en helstegtpattegris, og de havde bestilt det hele og sendt invitationerne ud. Marias fætter fra Lyngby havde godt nok sagt ja, så en aflysning gjorde måske ikke så meget, for så slap Morten da for den nar. 
Han stak sit hoved ud af busken for at se sig omkring og stak næsen direkte ind i løbet fra et gevær. I den anden stod en soldat. Han så bestemt ud, så Morten mente det var en god ide at stikke lapperne i vejret og sige undskyld. Det var altid et godt udgangspunkt. Soldaten tog hårdt fat i ham og slæbte ham afsted mod nogle grønne lastbiler. På vej derover kunne han se hvordan store grupper soldater langsomt fik overtaget over Torvet og mens han sad og varmede sig under et tæppede der kradsede lige lovligt meget kunne han se hvordan flere overlevende blev tjekket og ført over til lastbilerne. Da der var gået et par timer og Morten var blevet vældig træt i hovedet af at skulle sidde og lytte på damer der græd. Altså vor bevares, soldaterne havde jo styr på det der med at klare den slags og om et par dage var alt det her sikkert glemt igen. Til sidst fik Morten nok og under påskuddet om at skulle tisse sneg han sig væk og hjem. 

Hoveddøren var låst. Han bankede på. Hans nøgler lå i tasken nede i centeret. Maria åbnede døren, smilede og mumlede noget om at han da også altid glemte de nøgler. Hun kastede sig ned i sofaen og spurgte: 
"Hvis du alligevel har glemt wc-papir, tager du så ikke noget Ben & Jerrys med?" 

Det tænkte Morten egentlig var en god ide. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...