Exposed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2016
  • Opdateret: 31 jul. 2016
  • Status: Færdig
En ung pige står på kanten af klippen. Klar til det sidste spring. Så tænker hun tilbage på, hvad der er sket de sidste to år. De år, der har ændret hendes syn, ikke mindst på resten af verdenen, men også på sig selv. En novelle om usikkerhed i ungdommen. Fejl, ingen burde begå. Mit bidrag til 'Olivia' konkurrencen. Ca. 8.800 tegn Novellen er IKKE baseret på virkeligheden, men på historier og fantasi. Jeg vil gøre opmærksom på, hvor mange unge piger har et falskt syn på dem selv og deres omgivelser. Tag ved lære af den her opdigtede historie og elsk dig selv!

1Likes
4Kommentarer
234Visninger
AA

2. Bag facaden

For to år siden begyndte det. Jeg var 14. Min krop var begyndt at forandre sig. Jeg fik bryster, hofter, talje. Dengang var jeg lykkelig. Jeg kunne stadig se mig selv i spejlet uden at græde. Føle en smerte over min egen krop. Angst for at vise den. Men så sagde det klik i min hjerne. Hver gang jeg så mit spejlbillede begyndte det at gøre ondt i mig. Som om jeg så et uhyre. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene. Der hang altid et tæppe foran spejlet på mit værelse. Jeg slettede alle billeder af mig på min computer og mobil. Men alligevel tog jeg selfies. For ikke at vise min svaghed. Når jeg havde posted dem, slettede jeg dem med det samme. 

Når jeg var andre steder end hjemme gik jeg i det pæneste, nyeste og bedste tøj. Det sad altid stramt. Så stramt, at jeg var bange for at sprænge det ved hver bevægelse. Jeg byggede en selvsikkerhed op omkring tøjet. Det var nøglen til min selvsikkerhed. Eller rettere sagt, den folk mente jeg havde. I virkligheden var mit tøj bare for mig som et kostume for en skuespiller. En mulighed for at træde i en anden rolle. Min rolle var den, den altid havde været. Den lidt seje pige, der altid så godt ud, men ikke var en snob. Det var min rolle. En stille pige med smag. Uden noget rigtigt at sige og heller ikke rigtig nogen position i klasse regimentet.

Alle klasser har den populære gruppe, den kiksede, de enmandede, den stille, den kloge, den neutrale og resten. Jeg er resten. En der ikke rigtig er populær eller upopulær. En der ikke blander sig, holder sin mund og som ingen rigtig kender inderst inde. Sådan er jeg blevet. Engang var jeg i den neutrale gruppe. Eller det er jeg stadig. Men føler mig ikke rigtig sådan. Mine venner er de samme. Hvis det da er venner. Bare bekendte jeg går i klasse med. Nogen jeg legede med som lille. De tror de kender mig; en livsglad, ung pige med en god smag og godt humør. Stille og rolig og altid mulig at finde trøst ved. Men det er jeg ikke. Jeg er et vrag. Et skib der længe har været gået på grund. Som aldrig er blevet opdaget. Som er ved at rådne op. Det er dét jeg er. Ubetydende i et ord. 

Jeg vågnede med et sæt fra mine tyste tanker. Solen begyndte at glide ned i vandet og lod det ligne et flammende hav. Skønheden tog vejret fra mig. Synet fyldte mig med betagelse og æresfrygt på én gang. De ting, der gjorde livet muligt, var samlet sammen. Solen og vandet. Livets forudsætninger. Fascineret så jeg på hvordan solen forsvandt. Så gled den sidste rest ned i havet og efterlod en orange himmel, som så blev til tusmørke. Mens mørket sænkede sig om mig tænkte jeg videre;

Tøjet giver mig selvsikkerhed. Det jeg mangler. En facade. Et kostume. Mit tøj er, hvad folk tror jeg er. Alt hvad de tror jeg er, baserer på mit tøj. Jeg er kun selvsikker når jeg er i mit pæne tøj, fordi jeg ved, at folk kan lide den mig der er i det tøj. Men det kan jeg ikke. Hver dag når jeg kommer hjem, river jeg tøjet af mig og tager min store sweater og mine gigantiske joggingbukser på, så jeg ikke kan se min krop. Den form den har. Det jeg hader over alt i verdenen. 

Hver gang jeg går ind på badeværelset ser jeg ned for ikke at se i spejlet. For ikke at se det forfærdelige fjæs, der stirrer på mig. Det hæslige uhyre, der bare kigger ud på mig gennem spejlet. Jeg hader det. Kan ikke holde til det. Alle andre er smukkere end mig. Bedre end mig. De har en lysere fremtid end mig. Alle. Jeg er bare en grim blondine. Spejlet viser mig, hvem jeg er. Forfærdelig. Et uhyre. Et monster. Noget ingen kan lide. Det alle frygter at blive. 

Hver gang folk ser på mig, kan jeg se frygten. Frygten for at blive til det jeg er. Grim. Hæslig. Ulækker. Jeg kan se det. Mærke det i dem. De afskyr mig. Taler kun til mig af ren medlidenhed. Jeg kan godt forstå dem. Jeg ligner ikke de piger man ser i fjernsynet, på reklamer eller i blade. Jeg ligner ikke engang et menneske. Min næse er for tynd og skarp. Som en kniv. Mine øjne er små. Små sprækker nærmest. Øjenvipper har jeg kun lidt. Mine kindben sidder som knivsblade i mit ansigt. De er vidst det eneste der har holdt folk fra at slå mig i ansigtet. Angsten for at skære sig. Mine kinder er sunkne ind. Min overlæbe er en tynd streg og min underlæbe kan man kun lige se. Mine øjenbryn er små og tynde. Jeg har en Mickey Mouse hårlinje. Det ligner en mands hårlinje. Mit hår er flat, blond og glat. Det sidder nærmest fast på mit hoved. Som om det er klæbet fast. Jeg har prøvet med alt muligt for at give det fylde. Krølle det, speciel shampoo osv.. Intet af det hjælper. 

Når jeg er i offentligheden føler jeg mig som en zombie. Noget der ikke hører til. I starten, for to år siden, gjorde jeg stadig meget ud af hvordan jeg så ud. Gik i bad hver dag med hårvask, føntørrede hårret, puttede en masse makeup på og gjorde en masse ud af mit tøj. Jeg gjorde det helhjertet. Jeg følte mig stadig en smule smuk dengang. Hele den makeover fik mig til at føle mig som migselv. Dengang havde jeg stadig selvsikkerhed. I hvert fald en smule. En smule ægte.  Efter et halvt år, sagde det igen klik i min hjerne, og jeg indså, at intet hjalp. Alle mine anstrengelser hver morgen, og gennem hele dagen, var forgæves. Lige meget hvad ville jeg stadig se forfærdeligt ud. Jeg gør stadig så meget ud af mig. Men uden hjerte. Jeg gør det bare for at bygge facaden op. For at blive den pige alle tror jeg er.

Vinden tørrede den varme tåre på min kind, så det kun var en kriblende linje. De lydløse tårer rullede lige så stille ned af mine kinder. Blæsten kærtegnede mine kinder og kildede i mit hår. Så gled jeg tilbage i den skyggeverden, der var mine tanker:

Det er nu blevet et morgenritual for mig. Jeg står op. Trækker tæppet væk fra spejlet og falder grædende sammen. Jeg skammer mig hver morgen over mig selv. Min krop. Mit ansigt. Mit hår. Alt. Alt er grimt. Forfærdeligt. Uhyggeligt. Bagefter skynder jeg mig at sætte tæppet op igen. Så går jeg hen til mit skab og finder et sæt tøj. Noget stramt. Sexet. Lækkert. Smukt. Moderne. Noget der skal bygge op, at jeg stadig er den pige jeg engang var. Når jeg har klemt min fede, klamme krop ned i tøjet går jeg hen til mit makeupbord. Der står der endnu et overdækket spejl. Jeg trækker igen stoffet væk og får vist mit værste mareridt. Hver morgen er jeg grimmere. Ligner mindre noget man ville se på gaden. Så begynder jeg på min foundation. Jeg lægger mange lag af det. Ingen skal se min rigtige hud. Den har små røder bumser i panden og resten af t-zonen. Så kommer resten af makeuppen. Jeg prøver ikke at se smuk ud. Det kan jeg ikke. Bare præsentabel. Så jeg ikke ligner så meget det uhyre jeg er. Men lige meget hvor meget makeup jeg så ville bruge, ville ikke hjælpe. Jeg ser altid grim ud. Selvom makeuppen dækker alt. Jeg ligner Godzilla. 

Ofte har jeg tænkt på, om jeg ikke bare skal lade være med at tage makeup på. Ordne mit hår. Bare fordi det ikke gør ret meget forskel. Men jeg får medlidenhed med mine medmennesker. Jeg ved, hvordan de føler sig, når de ser mig med makeup. Når jeg ser allerbedst ud. Hvilket faktisk er folks udseende når de lige er vågnet. De får brækfornemmelser. Selv min familie. Hver morgen ser jeg min mor kæmpe for ikke at vise hendes afsky og ubehag. Hun skammer sig over mig. Det ved jeg. Jeg kan se det. Dybt, dybt inde i hendes øjne. Der har jeg længe ikke set hen. Jeg er bange for, at hun ser mine øjne. Men det er jo også næsten umuligt for hende, så små som mine øjne er. Men hun vil heller ikke se mig i øjnene. Se Godzilla, hendes værste mareridt, i øjnene. Jeg er hendes værste mareridt. Hun kan ikke lide mig. Lige så lidt som jeg kan lide mig selv. Min far har det på samme måde. Jeg kan se det. Det er tydeligt. Altid mærker jeg den afsky. Ligesom alle andre mennesker. Jeg kan mærke den afsky og angst der stråler ud af kroppen på alt og alle jeg går forbi. Blikkene. De siger alt. Jeg kan mærke dem. De borer sig ind i mig. Mennesker elsker at finde grimme ting ved andre. Derfor ser de overhovedet på mig. For at føle sig bedre selv. Og jeg forstår dem. Hvis der var bare én kreatur i hele universet halvt så grimt som mig, ville jeg elske det. For det ville give mig en smule selvsikkerhed. Et væsen der også er hæsligt. Men det findes ikke.

Jeg er bange for mig selv. Det væsen jeg er. Det uhyre. Monster. Jeg ser hver dag mit eget spejlbillede og skammer mig. Mine forældre skammer sig over mit udseende. Men ikke bare halvt så meget som jeg selv. Jeg er bange for mig selv. Bange for min krop. Mit ansigt. Mit hår. Min hud. Mine organer. Alt. Det hele er gruopvækkende. Jeg er bange for mit spejlbillede. Dét jeg burde elske. Dét der burde være mit palads. Dét så mange siger er fantastisk. Facinerende. Dét fylder mig med angst. Afsky.

Jeg glimter med øjnene og er tilbage i virkligheden. Jeg sidder på toppen af en af klitterne ved stranden. En øde del af stranden ingen besøger. Der er ikke noget strand her. Vandet slikker sig bare direkte op ad klippen. Jeg beslutter mig. Rejser mig op. Vinden er kold og begynder at suse i mine ører. Jeg tager et skridt frem. Bare et lille stykke mere. Så er alt angst forbi. Alt afsky og smerte. Jeg går fremad og lukker øjnene.

Vinden pisker mod min krop. 
"Elsk dig selv. Begå ikke samme fejl som mig," tænker jeg som sidste afsked til verdenen. Så rammer jeg jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...