Seiðr

Harry Potter universet har aldrig været småt og i denne historie byder vi dig velkommen til Seiðr. Skolen for hekse og troldmænd i hele Norden. I denne fortælling om magi der finder sted i moderne tid, møder vi både ny og kendte ansigter, og ældgamle traditioner der har fået et nyt twist. (Bidrag til kampen mellem fandomsne Harry Potter, hvis det ikke var for obvious ;)

4Likes
5Kommentarer
470Visninger
AA

4. Udvælgelsen

- Mokka 

Jeg var på vej ned og besøge Mikkel i hospitals fløjen sammen med resten af Hraustr huset. Tidligere på dagen havde jeg som en ugle cirklet mellem hospitals fløjen og Professor Hraustr for at få opdateringer om ham. Vi havde efter syv timer fået lov til at besøge ham. Vi var blevet informeret om, at det ikke ville blive et kønt syn og ikke var for sarte sjæle, men alle fra Hraustr stod nu inde i salen. Han var knap nok ved bevidsthed og så ikke, da vi kom ind til ham, eller da Hylde grædende tog hans hånd.

Mikkels ene øje var blåt og hævet, et langt åbent sår der gik fra hagen til panden og en læbe der ikke var andet en sårskorpe. Resten af kroppen var pakket ind i sort stof. Det var sikkert, så blodet ikke kunne ses. Det var første gang, vi havde fået lov til at se ham, og jeg kiggede rundt på resten af forsamlingen. Jeg tror langsomt det gik gået op for os, hvad vi havde meldt os til og,, at det kunne lige så godt havde været en af os. Det kunne det stadig. Jeg spottede en mørkegrå stribe skubbe sig igennem havet af hvidt. Love, der selvfølgelig havde hørt om vores besøg, havde skubbet sig op på siden af mig. Han havde ikke længere det tomme udtryk i øjnene, jeg havde set i salen. Han stirrede på den hård forslået Mikkel med våde øjne. Det stak mig i hjertet af medlidenhed, og jeg rakte ud efter ham. Min hånd lagde sig på hans skulder, og han trak mig med ned da han sank i knæ. Min ene knæ ramte gulvet hård, men jeg blev siddende ved siden af Love. Nogle af pigerne sad allerede omkring Hylde, der næsten lå foroverbøjet med ryggen til os. 

Jeg vendte min opmærksomhed tilbage mod Love. Det lange mørke hår med den mørkegrå stribe dækkede hans ansigt som et gardin, men jeg kunne stadig se tårene, da de en efter en ramte gulvet. Jeg lage begge arme om ham og blev lettere overrasket da han, istedet for at skubbe mig væk, trak mig ind til sig og græd ved min skulder. Han havde knap nok lagt mærke til mig i storsalen, og jeg havde regnet med nogenlunde den samme reaktion, som han tidligere havde vist. Han var begyndt at ryste, og jeg prøvede at berolige ham. Han havde aldrig slået mig som typen, der knækkede grædende sammen, men med den venlighed og kærlighed for andre som den fyr besad, forstod jeg det på en måde godt. Hans bedsteven lå i en form for koma og var heldig bare at være i live. Og udover det var Love stadig bundet af kontrakten til at kæmpe videre. Jeg strøg ham over ryggen og nussede hans hår. Hans greb om min talje blev strammere, og jeg tog det som et godt tegn. 

Jeg kiggede over hans skulder og op på resten af mit elskede hus. Hver og en havde rakt ud til hinanden og stod som en. Ingen var uden for og, alle var sammen i dette og delte smerten af deres såret holdkamerat. Nogle kiggede på hinanden, andre på Love og Hylde, men de fleste havdet bøjet hovedet og kiggede ned i gulvet. Ikke af forlegenhed men af respekt. Professor Hraustr sad knælende bag Hylde med begge hænder på hendes skuldre. Selv om hverken Hylde eller Love var en Hraustr kriger, var vi stadig en stor familie. Vi havde noget, som mange andre skoler manglede. Ultimativt sammenhold. 

"Undskyld mig Frk. Men De og Deres elever må hellere til at tage tilbage til stor salen. Den næste repræsentant skal vælges." Det var Madam Pomfrey, der havde været den første til at bryde stilheden, hvis man så bort fra de hulk, der kom fra rundomkring. Professor Hraustr havde nikket, før hun hjalp den rystende Hylde på benene. 

"Love... Søde... Vi er nød til at gå. Kan du rejse dig?" Sagde jeg med en blød stemme. Jeg kunne mærke ham nikke, og han slap mig. Han rejste sig op og rakte mig sin hånd. Jeg tog i mod den og kom på benene. Vi fik øjenkontakt og stod i flere sekunder bare og kiggede på hinanden. Jeg havde altid kunne genkendt ham på hans øjne. Det ene som var klart grønt, og det andet som næsten var så mørk mit. Denne gang var de dog mere røde, end jeg havde set dem før. Hans anden hånd strøg hurtigt over mine kinder, før han tørrede tårene af sine egne. Havde jeg også grædt? 

Han slap mig pludselig og gik med hasdige skridt mod døren og blandede sig med resten. Tilbage ved Mikkels seng stod kun Elsa, Saga, Hylde og jeg. Elsa og Saga var, sammen med Love, Mikkels holdkamerater i spillet. Det undrede mig, at jeg havde ikke lagt mærke til dem før nu, men de havde jo selvfølgelig været her. De havde en lige så stor ret til det, som vi andre havde. Jeg kiggede på de tre piger, som alle havde blikket rettet mod Mikkel. 

"Det gælder også jer piger. I skulle nødigt komme forsent." Madam Pomfrey holdte døren åben for os. Vi kiggede på hinanden og fortsatte ud til Hogwarts højloftede gange. Jeg nåede at få et sidste blik af Mikkel. Hvem end der skulle overtage hans plads, håbede jeg en bedre fremtid for. Jeg vente mod Elsa. 

"Var nogen af jer sammen med ham? Så i hvad der skete?" Elsa rystede på hovedet, og hendes tyrkise stribe blev endnu tydeligere. 

"Kun han ved, hvad der skete. Det er et lige så stort mysterie for dig som for os." Hendes stemme rystede let, og hendes blik lynede. Hun var sikkert dybt frustreret over ikke at vide, hvad der var sket. Det samme var alle os andre nok også. 

Vi fortsatte igennem gangene, indtil vi til sidst nåede døren til storsalen. Himlen var mørk og stjerneklar, og beboerne på Hogwarts, samt deres gæster, havde sat sig til rette. Jeg satte mig til bords hos Slytherin og faldt hurtigt i snak mørkhåret dreng. Indimellem spejdede jeg rundt i salen for at se, om jeg kunne få øje på Love. Det var ikke helt nemt, og jeg måtte til sidst give op på min 'spot Love' leg.    

Døren bag lærenes højbord gik op, og ind kom Mcgonagall sammen med Hogwarts lærestab, Igor, Madame Maxime og de fire overhoveder fra Seiðr. Der lød et bumb, da alle Seiðrs elever på samme tid rejste sig for dem. Lærene, udover Mcgonagall og Seiðr overhovederne, satte sig til rette ved bordet. Hogwarts forstanderinde gik op til podiet og smilede til os. 

"Seiðr være søde at tage plads." Et bump lød da vi dumbede ned på bænkende igen. "Som få af jer allerede ved, er det blevet besluttet mellem skolernes forstander og forstanderinder, at Seiðr ikke bliver diskvalificeret fra Firkampen. Ej heller, skal de være i undertal. Derfor har vi besluttet, er der i dette øjeblik skal vælges en ny repræsentant." Alle lysene i salen gik ud og en blå farve erstattede den. Flammernespokal stod lige foran Professoren. 

Jeg kunne mærke det isne inden i. Chancen var lille, men den var der. Chancen for at det ville være mit navn, der blev spyttet ud som en afsvedet papirstump. Jeg kiggede rundt i salen. Flere af os hvide så nervøse ud. 

"Og navnet på den elev der skal repræsentere Hraustr er..." Professor Hraustr havde stillet sig ud ved siden af pokalen og kom få skekunder efter i selskab af Professor Mcgonagall. Vi ventede alle i spænding, og efter et par minutter blev pokalens flammer røde. Den hvide papir lap dalede stille i luften, og jeg stivnede. Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg mærkede et par øjne i nakken og vendte mit blik til den anden ende af bordet. Elsa stirrede tilbage på mig med et blik, der var meget svært at læse. Dog spottede jeg både medfølelse, overraskelse, glæde og den tomhed som øjne får hos folk, der lige har spået fremtiden. 

Stilheden i salen blev afbrudt af et stort brøl. Professor Hraustr stod med papir lappen løftet op over hovedet, og selv om jeg ikke kunne se navnet, kunne jeg føle det. Blikkene fra mine venner der alle faldt på mig. Lykønskningerne der kom fra folk omkring mig. Skulderklapene der ramte mig, da jeg langsomt gik op og stillede mig ved Professor Hraustr. Hun rakte mig den hvide lap. Jeg mærkede hendes hænder på mine skuldre. 

"Pokalen traf et godt valg." Mit hjerte dunkede, og jeg blev ved med at læse de samme tre ord igen. 

"Anden gang er lykkens gang," hviskede hun i mit øre.

Jeg rystede kort på hovedet. Tredje gang var lykkens gang....Hvilket sikker betød....Arh, fuck mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...