Seiðr

Harry Potter universet har aldrig været småt og i denne historie byder vi dig velkommen til Seiðr. Skolen for hekse og troldmænd i hele Norden. I denne fortælling om magi der finder sted i moderne tid, møder vi både ny og kendte ansigter, og ældgamle traditioner der har fået et nyt twist. (Bidrag til kampen mellem fandomsne Harry Potter, hvis det ikke var for obvious ;)

4Likes
5Kommentarer
475Visninger
AA

2. Firkampen

 

-Mikkel

Blind vej. Igen. Jeg hamrede forpustet ind i væggen. Shit. 

Jeg havde ikke løbet så meget, siden Love havde besluttet sig for, at dragejagt i flammeskoven var en god ide. Opsummering, det var det ikke. Jeg vendte ryggen til og gled ned på gulvet. Jeg havde tabt min stav et eller andet sted, men det bekymrede jeg mig ikke om. Det var kun for formalitetens skyld, at vi fra Seiðr havde medbragt stave. Ingen af os havde brug for dem, og jeg var derfor ikke så panikslagen som ham fra Beauxbaton, da han mistede sin under sidste 'kamp'. Stakkel.

Det eneste jeg knugede i hånden var et trofæ, jeg havde fået tildelt. lige inden jeg var blevet slået bevidstløs. Det var plettet af sort blod. Nogle gange måtte man tage nogle mere mundane metoder i brug for at vinde en kamp. Også selvom de er mod et magisk væsen. Den skarpe spids var bøjet, og jeg håbede på, at hvem end dette trofæs ejermand var, ville personen bære over med mig, for jeg var trods alt i live. Endnu.

Det løb mig koldt ned af ryggen, da endnu et øredøvende skrig lød. Om det var et af de væsner, der befandt sig her i labyrinten eller en af de andre 15 deltagere i Den Magiske Firkamp, prøvede jeg ikke at tænke over. Specielt ikke hvis det var nummer to. Vi var alle blevet mindet om den skræklige hændelse, der skete for 23 år siden. Folk døde i denne turnering.

Jeg strammede mit greb om trofæet, inden jeg skubbede mig selv på benene. Der måtte være en transitnøgle et eller andet sted, så jeg kunne komme videre. Jeg måtte finde trofæets ejermand og de to resterende, før vi kunne vende tilbage. Jeg blev ved at gentage Hogwarts forstanders, Professor Mcgonagall, ord for mig selv. 

"Spillet er simpelt. Vi har taget en ting fra hver af jer og givet den til en anden på jeres hold. Jeres opgave nu er at finde ejermanden til den, ting i nu står med i hænderne. Men være på vagt. Det bliver ikke let. I er delt op i fire forskellige labyrinter og kan kun ved hjælp af transitnøgler skifte labyrint. Når alle fire fra holdet er samlet, hver med deres egen ting i hånden, slipper I ud. Og tag højde for labyrinternes vogtere. De er her ikke for sjov." 

Jeg havde ikke glemt de tre andre deltageres ansigtsudtryk, da hendes stemme havde fortonet sig. Ham fra Hogwarts havde mistet al farve i ansigtet, og de to sidste fyre - sikkert inklusiv mig - havde bare været enormt forvirret. Jeg havde så for lidt tid siden fundet ud af, hvad vogtere betød, og jeg kunne ikke lide det.  

Jeg stoppede op og gloede ondt på de seks muligheder jeg havde foran mig. Hvilken vej? Sidst jeg havde været for længe om en beslutning, havde det nær kostet mig livet. Det lignede alt sammen det samme. Ingen forskel på de gange jeg stod foran, og den jeg lige var løbet ud af. Jeg vidste godt, at det ikke ville blive let men seriøst? Det var som at løbe rundt i den samme ring.

Okay, nummer t- Bang! En eller anden var løbet ind i mig, og jeg styrtede mod gulvet. Vægten af personen der landede på min ryg, slog den smule luft, jeg havde ud af mine lunger ud. Jeg reagerede instinktivt og en velplaceret albue ramte det, jeg gættede var min overfaldsmands side. Presset forsvandt, og jeg trak vejret dybt, før jeg rullede om og placerede mig ovenpå den, idiot der ikke kunne se sig for. Jeg stirrede hårdt på den blåøjet dreng, der også så ud til at have nogle skræmmer. Hogwarts. 

"Se dig for idiot! Ellers er dit største problem ikke at overleve kampene. Forstået?" Sagde jeg på perfekt engelsk. Lydløst takkede jeg professor Skovsgaard for at have overtalt mig til at holde fast i engelsk, selv efter at jeg havde valgt rang. 

Han nikkede og jeg rejste mig, greb trofæet og styrtede videre. Transitnøgle, hvor er du? Jeg løb mod venstre. Så højre, venstre igen, ligeud, højre, blindvej, fuck. Jeg vendte mig om for at løbe tilbage, men i stedet for en vej stod der nu en solid mur.

Hvad?

Det var ikke en form for glans, for min hånd berørte den iskolde stenmur der var pludselig var dukket op ud af det blå.

Mærkeligt.  

Jeg trådte et skridt tilbage, men et jag af smerte skød op igennem min ryg, da jeg ramte muren bag mig, som for to sekunder siden havde været halvanden meter væk. Hvad skete der? Jeg kiggede forvirret rundt, og rummet jeg stod i nu, var mindst halvt så lille som det før. Jeg begyndte at hyperventilere, og jeg rystede voldsomt. Kom væggene tættere på? Jeg prøvede at beherske mig selv. 

Træk vejret dybt, Mikkel. Der sker ikke noget.

Jeg prøvede, uden held, at overbevise mig selv om, at alt var okay. At det var ikke værre, en den Kimær jeg havde stødt på for det, der føltes som mange timer siden. Skrammerne derfra havde heldigvis ikke været det store problem, men med mine begrænsede helings evner havde det taget tid. Det her var på den anden side noget, jeg ikke havde lang tid til at løse. Der måtte være en udvej.

Jeg kiggede op for at fokusere på noget andet end gulvet. Væggene var ikke det eneste der var kommet tættere på, og jeg bankede hovedet op i loftet. Mit syn begyndte at sortne, og jeg følte mig mast. For vært sekund blev rummet mindre, og jeg kunne ikke længere holde mig oprejst. Det føltes ikke længere som et rum men en kasse. Luften begyndte at slippe op, og at jeg ikke kunne få styr på min angst hjalp ikke.

Jeg var svimmel, og trangen til at kaste op var stor. Den lille stemme skreg i mit hoved, at jeg var den største idiot. Jeg ignorerede den og begyndte at slå og sparke væggene, selvom jeg godt vidste, at det ville gøre alt værre. Jeg var ikke klar til at dø, men konsekvenserne af mit valg havde været krystalklare. Folk der ikke kunne klare Firkampens prøver døde. Folk som mig. 

Det brændte så grusomt i mine lunger, og hver en muskel vred sig i smerte. Mine øjenlåg glæd langsomt i og en ro begyndte at brede sig. Jeg lænede mig op af muren og glæd det sidste stykke ned på gulvet. Jeg kunne høre mit kraveben knække, da væggene langsomt begyndte at knuse mig. Jeg ventede på smerten, men jeg følte kun en varm bølge strømme rundt i min krop. Den lagde en dæmper på min bankende hovedpine. Den lagde faktisk en dæmper på alt, hvad jeg følte. Det gik op for mig, at det ikke var en god ting. Min krop var ved at give op. Jeg var ved at give op. Trofæets spids skar sig dybere ned i mit kød, og en varm rød væske bredte sig fra mit bryst. Det var det sidste, jeg så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...