Ballerinaen

Elena Vancover er en utrolig talentfuld ballerina, der er på kanten til at blive skræmmende ustabil, selvom hun er på vej til at blive en stjerne. Da der ikke skal meget til at presse hende ud over kanten, gør det bare at der ikke skal meget til før hun mister grebet om virkeligheden. Imens presset stiger, bliver Elenas altoverskyggende besættelse bare sværere at kontrollere. At det til sidst kan ende i et levende mareridt for hende, hvor hun er truslen mellem hendes forstand og fantasi?
Hvad vil vinde, vil hun klare sig igennem det, eller vil hun ende livet?

0Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

2. Prologen

 

Vi bliver født alene, og vi dør aleneDet er hvad Elena Vancover er vant til at høre, det er en mantra. Det har det altid været inden for de fire vægge i dette lokale. Udenfor er det koldt og Elena kan ikke lade være med at skutte sig, som hun går over broen, og hen mod den høje bygningen.

For en kort stund stopper hun op på broen, og stirre med hendes nøddebrune øjne, ud over afgrunden. Hvordan må det være at være fri, tænker hun sukkende. Elena har altid været meget talentfuldt og skrøbelig ballerina, men det har aldrig været et stort problem for Elena. Der altid har fået alt hvad hun har drømt om. Elena som er godt på vej til at blive en stor stjerne, en ballerina som vil blive huskede. Det har Elena altid drømt om, og det har altid været en form for besættelse for hende.

Som Elena står der, oppe på broen, med blikket rettede mod afgrunden, smiler hun sit flotte tandpasta smil, med ingen bekymringer i sinde. Tager vinden fat om hendes klæde omkring halsen. Vinden som hiver og higer efter at få blæst det af hende. Elena har altid haft den tanke om at vinden ingen pres føler, fra andre. At vinden i stedet følger den instinkt, den vilde og uhæmmet følelse.

Med Elenas spinkel og lyse stemme, er det næsten umuligt for hende at ryge et par takter op i  skalaen. Det lykkes dog alligevel for Elena. Det forbliver et bekymringsfrit grin.

Hendes flotte brune hår fanger vinden i et snuptag, drejer Elena hår elegant om, ligeså elegant som Elena danser på hendes tåspidser.

Så elegant som Elena er. Bevæger hun automatisk sig op på tær og glider hen for at fange hendes klæde i vindens vindefang, men det er for længst forsvundet sammen med hendes uskyldige grin.

Elena kan ikke lade være med at ryste opgivende på hoved af den forsvindende klæde, der før havde prydrede hendes hals. Elena kan ikke andet ind at bevæger sig elegant hen mod den høje bygning. Der hvor hun har tilbragt og dedikeret sit liv til, hun kan allerede mærke hvordan den summende fornemmelse stiger i hendes tåspidser. Elena er en af de piger som fra barnsben af har fået af vide at det ikke er sundt, at hun skader sine føder, hendes liv. Men som så meget andet i hendes pragtfulde liv, er Elena bekymringsfri. For det kan vel ikke være så slemt. Har Elena altid tænkt.


Ligesom Elena er trådt fuldt påklædt ind i salen, ser hun med hendes nøddebrune øjne, en høj og elegant pige, danse som hun aldrig har kunne danse. Den elegante pige danser med sådan en sensualitet at Elena må træde et par skridt tilbage. Elena kan ikke lade være med at tænke at den elegante og sensuelle pige bare er noget hun forstiller sig. Indtil Elena høre deres kommende instruktørs høje stemmer.

Du har den sensualitet vi mangler. Elena som står i døråbningen kan slet ikke tro det, er hendes plads i fare. Elena har aldrig hørt de ord om hende, som den elegante pige høre om sig selv. Elena kan ikke lade være med at føle en stik at jalousi, er det normalt. Hun kan ikke finde rundt i det længere, hun er skræmt for hvid sans. Elena kigger stadige mod sceneriet som foregår lidt længere fremme. Er hendes plads i fare, det er det eneste hun kan blive ved med at tænke på. Hun ligger slet ikke mærke til at fire øjne, to munde kigger indtrængende på hende. Elena er frosset fast midt i døråbningen, hun åbner sin mund på klem.

Elena, mød Caitlina, det er som om hun ikke registrere ordene før den næste og mest skræmmende sætning kommer. Hun må tage et skridt tilbage da ordene stadige hænger om ørerne.
Hun skal være den sorte svane. Elena blikker med øjne, hendes lange øjenvipper ramme underkanten af hendes øjne. Jeg troede jeg skulle være det endnu en gang lyder Elenas stemme lys og rystende. Men mest af alt lyder hun som en pige der er tabt på gulvet.

Så bevis det. Instruktørens stemme rungede i hoved på Elena, Elena der ikke andet kun ind at se på den nye, elegante pige tage spotlightet.

Bevis at du ikke kun er den uskyldige, skrøbelige pige. Men at du kan være sensuelt, uden noget form for skuespil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...